Hvad er et menneske, hvordan hænger et liv sammen, og hvilke forbindelser er der mellem naturen, menneskesindet og kærligheden? Det er nogle af de temaer, der gennemspilles i Jan Kjærstads roman, Opdageren. På side 135 lader Jan Kjærstad romanens hovedperson Jonas sige: „Tidligt i livet kælede jeg med ord som åndsnærværende og åndsfrisk“ og „Det stod mig tidligt klart: Hvis jeg ville vikle mig ud som menneske, havde jeg brug for ånd“. Jonas gennemfører mange svære øvelser for at blive fyldt med ånd. Målet er ikke at blive mere ånd, målet er at blive mere menneske. At trække vejret er at ånde, han ånder dybt ind og puster tungt ud. For Jonas er ånd livsgnisten og kærligheden.

I artiklen, At trøste – i professionel omsorg, skriver forfatterne, at det er vigtigt at indånde gode, velgørende, milde og beroligende tanker, men de skriver også, at menneskets væren i verden bliver en anden ved sygdom, hvor livet og eksistensen er truet, og identitetsopfattelsen forstyrres. Da sygdom altid er forbundet med truslen om tab, smerte, lidelse, angst og fortvivlelse, opstår der ofte hos patienterne eksistentielle og åndelige spørgsmål. Og når lidelsen er uudholdelig, længes man efter trøst. Trøst er en subjektiv oplevelse eller følelse, i hvilken patienten kan forlige sig med livet og igen opleve livets mening og samhørighed med andre mennesker og med Gud.

Næstekærlighed beskrives som kernen i trøst. Tro, håb og kærligheden kan forsone og skabe balance, så patienten igen kan se livets muligheder.

Moderne mennesker har svært ved at udholde stilhed, ensomhed og smerte. Vi stiller store intellektuelle krav til os selv, har mange projekter i gang på samme tid. Alt, hvad vi laver, skal lykkes for os, og samtidig føler vi, at det er vores ret at tilfredsstille alle former for behov. Uden at reflektere over hvorfor styrter vi af sted for at tilfredsstille det næste behov. At søge stilheden og ensomheden – vende blikket indad – er skræmmende; det tvinger os til at reflektere over meningen med livet, hvilket kan gøre os rastløse og bange. I stilheden kan der ske ting, vi ikke nødvendigvis kan kontrollere, og det er angstprovokerende for mange.

Tid og tålmodighed er vigtige nøgleord, hvis vi vil fylde os med ånd – få værdifulde indsigter i livet, fællesskabet, naturen og det, der er større end os selv – tilegne os mere ånd, mere kærlighed for at blive bedre mennesker.

Hvis vi mennesker på et tidligere tidspunkt i livet kom til klarhed over, hvad det kræver at vikle sig ud som menneske, ville det så ikke blive lidt lettere at gennemleve en livsperiode med sygdom, angst og fortvivlelse?

Mon sygeplejerskerne, der skal trøste patienterne, praktiserer de svære øvelser, der kan fylde dem med ånd, så de kan blive bedre sygeplejersker?

I artiklen, Åndelig omsorg – et forsømt område, kan man læse, at en forudsætning for, at sygeplejersker kan hjælpe patienten (trøste), er, at sygeplejersken har modet og viljen til at afklare eget forhold til meningen med livet og døden. En sygeplejerske beskriver, hvordan hun i mødet med patientens åndelige behov følte sig meget usikker og utilstrækkelig: „Det drejer sig om en vis blufærdighed over for emnet generelt“ og „tro er vel en privat sag“. Men samtidig efterlyser sygeplejerskerne mere viden om og legalisering af emnet åndelig omsorg.

Det næste skridt må vel være, at sygeplejerskerne legaliserer åndelig omsorg, prøver at finde tid, tålmodighed og stilhed, så der kan opnås værdifuld indsigt – til gavn for patienterne.