Søren Kierkegaards opbyggelige taler, der er dialoger mellem en fortvivlet og en hjælper, handler om at forholde sig sandt og oprigtigt til sig selv, og om hvordan mennesker fortæller om deres følelser gennem kroppen. Det indre beskrives af det ydre. Kierkegaard beskriver kroppens positioner, og hvilke følelser de hænger sammen med. Den deprimerede, sorgfulde eller tungblodede, som Kierkegaard sagde, får nedbøjet hoved og hængende skuldre.

Flere artikler i dette nummer af Klinisk Sygepleje handler om sorgfulde, lidende, tungblodede mennesker. I artiklen Danish parents’ experiences when their new born or critically ill small child is transferred to the PICU – a qualitative study får læseren indblik i forældrenes uro og bekymring, når deres meget syge barn blev flyttet til intensiv afdeling. Artiklen fortæller også, at forældrene var gode til at aflæse sygeplejerskernes kropssprog, der kunne fremkalde følelsen tryghed, men bestemt også forstærke bekymringen og uroen hos forældrene.

I artiklen Den totale smerte beskrives smerte og lidelse som et sammensat fænomen relateret til den lidelse, patienterne oplever i forhold til enheden af krop, bevidsthed, tid, omgivelser, sprog og erfaringer. Smerterne og lidelsen kan sjældent lindres ved medikamentel behandling alene, men kræver, at behandlerne kan aflæse psykosociale, eksistentielle og åndelige tegn. Den professionelle lindrende indsats må (skal) tage udgangspunkt i patientens perspektiv – skal være en hjælp til, at patienten kan udtrykke lidelse og håb, behov for hjælp og for en medspiller i lidelsens drama.

Lidelse er ikke en statisk oplevelse; lidelse indgår i en dynamisk proces med at rumme, udholde lidelsen.

Ifølge Kierkegaard er det at trænge til hjælp en hædersbevisning. Afgørende for den lindrende sygepleje – den hædersbevisning, man vil give patienten – er, hvordan sygeplejersken aflæser patientens ydre, og hvilket ydre hun selv møder patienten med.

I artiklen Katie Eriksson – en nordisk sygeplejeforsker beskrives lidelsen som et drama, der har tre akter: bekræftelse af lidelsen, selve lidelsen og forsoningen. Lidelsen får mening, hvis mennesket ved at gå gennem lidelsen får mulighed for at virkeliggøre sit inderste væsen. Kærlighed er den grundlæggende kraft, der kan lindre lidelsen. Omsorgens bærende grundlag – troen, håbet og kærligheden – udgør ligeledes grundlaget i kampen for at lindre lidelsen.

Grundtemaet i Kierkegaards Kjerlighedens Gjerninger er det, der som mennesker forener os og gør os lige – vi skal leve, udfolde os og dø, og det, der gør os uendeligt forskellige fra hinanden – den enkeltes særpræg og ejendommelighed. Lighed og forskellighed er grundvilkår i livet.

Når sygeplejersken er medspiller i lidelsens drama, er patient og sygeplejerske menneskeligt set lige; de skal begge forholde sig sandt og oprigtigt til sig selv, til hinanden og til omgivelserne, men der er også forskel. Sygeplejersken skal ikke udholde patientens lidelse, men hun skal kunne aflæse patientens ydre og have styr på sit eget ydre samt have viden om alle de fænomener, der er på spil i den lidelse, patienten oplever.