Velkommen til Klinisk Sygepleje årgang 20. I de fire kommende numre sætter vi fokus på kræftsygepleje, palliation og smertebehandling.

I artiklen Palliasjon – tradisjon og verdier beskrives vigtigheden af, at sundhedsvæsenets behandlings- og plejetilbud er integreret i hinanden og hviler i et samarbejde, der fungerer fleksibelt på tværs af organisatoriske og fagspecifikke områder. Nogle af de spørgsmål, der stilles i artiklen, er: Hvordan kan vi forhindre, at døende på sygehuset bliver udsat for dødsforlængende og krænkende behandling? Og hvordan kan vi sikre, at alvorligt syge og døende uanset alder, diagnose eller opholdssted bliver mødt med optimal kompetence inden for palliativ omsorg?

Kan det første spørgsmål besvares med mangel på etisk viden og åben kommunikation, og kan det næste spørgsmål besvares med, at der skal tilføres flere ressourcer og igangsættes kompetenceudviklingsprogrammer? Næppe. Det er komplekse og sammenvævede spørgsmål, og de udfordringer sygeplejersker, der arbejder med palliation, står overfor, kræver systematik, god tværfaglig koordinering, kontinuitet, viden om symptomlindring, etik, sorg- og krisebearbejdning.

Når man får en kræftdiagnose, møder man tilværelsens eksistentielle grundvilkår. I artiklen Rådgivning i Kræftens Bekæmpelse skriver forfatteren, at med en kræftdiagnose følger tanker om døden, meningsløshed, alenehed og frihed. Som kræftpatient er det mig, der skal udholde smerten ved behandlingen, sorgen over ikke at kunne følge børns og børnebørns udvikling og sorgen over, at andre ikke kan forstå, hvad jeg som patient forstår. Jeg bærer som menneske ansvaret for mit liv – et eksistentielt ansvar.

Hos Søren Kierkegaard er det opbyggelige det, der giver den menneskelige tilværelse gyldighed. Nok er livet formet af en række tilfældigheder, men måden, jeg overtager tilfældighederne på, er min. Kierkegaard bestemmer mennesket som et forhold, der forholder sig til sig selv. Jeg er ikke kun til i det, som jeg kalder indholdet af mit liv, men jeg forholder mig også til dette indhold. Jeg kan overtage det eller forkaste det. Somme tider overtager jeg mit liv veloplagt og med livsmod og til andre tider desperat og forbitret: Hvorfor blev det netop mig, der fik denne sygdom?

Den kræftpatient, der omtales i artiklen Rådgivning i Kræftens Bekæmpelse, må leve med, at hendes fysiske rum bliver mindre: „Jeg ligger i sengen og stirrer op i loftet“. Det er den fysiske indespærring, som sygdommen medfører. Med sygdommen følger også en åndelig indespærring: Jeg lukker mig inde i en følelse af at være forfordelt – fortvivlet over mit liv, utilstrækkelig som menneske, deprimeret og bekymret.

Den, der har travlt i livet, glemmer sådanne tanker, men for de mennesker, der ofte lever i ensformig stilhed, kan bekymringen næsten blive en nødvendighed, siger Kierkegaard i dagbøgerne fra 1847. I et brev til svigerinden Henriette hedder det, at når man lever i små værelser, så må der ofte luftes ud, og når man kun omgås få tanker og kun har lidt adspredelse, så er det yderst vigtig, at det, man indånder, er gode, velgørende, milde og beroligende tanker.

Det er ikke nogen let opgave, Kierkegaard pålægger sin svigerinde. Det er ej heller nogen let opgave at være den sygeplejerske, der taler med den kræftramte patient om den fysiske og åndelige indelukkethed og måske forårsager, at der luftes ud. Det kræver viden om symptomlindring, etik, kommunikation, sorg- og krisebearbejdning.

God læselyst.