I et år har Klinisk Sygepleje/Sykepleie været et dansk/norsk tidsskrift. I redaktionsgruppen drøfter vi vigtigheden af, at de artikler, vi publicerer, er stilet til og har værdi for både danske og norske sygeplejersker – ja, for sygeplejersker i hele Norden. Da vi har abonnenter fra Færøerne, Island og Sverige, dog de fleste i Danmark og Norge, er det væsentligt, at artiklerne er relevante for den sygeplejefaglige kliniske praksis, der udøves i Norden.

Vi har nu etableret et referee-panel bestående af sygeplejersker fra Danmark og Norge, alle med videreuddannelse og ph.d.-grad. Og de første artikler er sendt til referee-vurdering.

I dette nummer af Klinisk Sygepleje kan man i artiklen Fra humanistiske paroler til forståelse i praksis læse om springet mellem sygeplejeteori og sygeplejepraksis. Humanisme skal forstås som mere end en flot parole. Humanisme må forstås som en praksis, der viser sig gennem de karakteregenskaber, sygeplejersken udviser. Det er en livsindstilling, der afspejles i velvillighed, hengivenhed og erkendelse af alt det, man ikke ved. Som sygeplejerske har man en sum af faglig evidensbaseret viden, men man ved ikke, hvordan patienten har det eller oplever samspillet med sygeplejersken. Først når sygeplejersken lader sig styre af den viden, hun ikke har, kan hun få indblik i patientens viden. Det drejer sig om at gøre patienten til samtalepartner ved at stille gennemtænkte spørgsmål, der får patienten til at indgå i samtalen. Det drejer sig ikke om at opnå konsensusrettet enighed, men om individuel afklarethed vedrørende det syn, sygeplejerske og patient hver især betragter verden ud fra.

I artiklen Omsorg i teori og praksis sættes der fokus på, hvordan sygeplejerskers omsorgsteoretiske fundament kommer til udtryk i praksis. Sygeplejeomsorg bliver beskrevet som et følelsesmæssigt og medmenneskeligt engagement, men praksis viste noget ganske andet. Sygeplejepersonalets gøren var kendetegnet ved en objektiv og distancerende holdning til patienten. Det var en biomedicinsk og instrumentel tilgang til patienten, der var fremherskende. Kommunikationen var kendetegnet ved at være centreret om patientens diagnose. Patientens egne ønsker, oplevelser, vurderinger, forventninger og behov blev ikke tillagt nogen opmærksomhed eller betydning.

Artiklen Det er dumt med ske bygger på interview med seks rygmarvsskadede mænd, der er lammede i alle fire ekstremiteter og derfor ude af stand til at spise ved egen hjælp. Artiklen viser, hvor kompliceret det er at hjælpe handicappede hensigtsmæssigt med at spise, at der mangler indlevelse fra hjælperens side, og at nogle handicappede føler sig behandlet som små børn, der skal mades. Artiklen viser også, at de handicappede iværksætter forskellige strategier for at imødegå hjælpernes manglende indlevelsesevne.

Fælles for de to sidstnævnte artikler er, at de påviser et fravær af velvillighed, hengivenhed og erkendelse af alt det, man ikke ved. Der er ingen tvivl om, at sygeplejersker har en stor sum af evidensbaseret viden, og der er heller ingen tvivl om, at de har kendskab til sygeplejefaglig omsorgsteori, men de mangler at få dette kendskab transformeret til kundskab, der kan anvendes i klinikken.