Og han har aldrig levet, Som klog på det er blevet Han først ej havde kær

(N.F.S. Grundtvig)

Glæden ved at eksistere som menneske er glæden ved at være optaget af noget, være bundet til noget uden for sig selv – noget, man tillægger betydning, og som man ikke udskifter mekanisk og lidenskabsløst.

Bundetheden til den eller det, man har kært, er for Grundtvig at se ikke en begrænsning af den menneskelige livsudfoldelse, men et frisættende livsvilkår. Et livsvilkår eller en livsholdning, der bestemt ikke er let at håndtere. Det er en holdning, der kan rumme stor smerte og voldsomme og overvældende følelser. Det er ikke en letkøbt og bekvemmelig livsholdning, som man kan opnå ved hjælp af skrivebordsmeditation. Det er en erkendelse, man får gennem samspil med andre og med livet som indsats.

I artiklen Hverdagsliv med Alzheimers demens kan man læse om to kvinder, Kirsten og Karen, der kæmper for at kunne være i deres almindelige hverdagsvirkelighed. Deres liv er ved at smuldre, og det er svært for dem at holde styr på nat og dag, klokketid, børn og børnebørn, fortid, nutid og fremtid, hvad er køleskab, og hvad er klædeskab. Ved hjælp af støtte fra familien, fra hjemmeplejen og gennem egne udviklede huskesystemer lykkes det dem at få nogenlunde styr på det for dem uforudsigelige, kaotiske og uoverskuelige hverdagsliv.

Deres kognitive funktionstab medfører, at de må gøre en ekstra indsats for at opnå et stabilt hverdagsliv. Det er svært for dem; de leder efter papirer, der ikke er der, og har store huller i hukommelsen. For familien er det både svært og en daglig udfordring at prøve at hjælpe, så den demente ikke fornægter sig selv. For sundhedspersonalet er det en daglig udfordring at være sammen med demente på en sådan måde, at de demente føler, at deres tilstedeværelse her i verden stadig har betydning.

I artiklen Livshistoriens form og betydning i demensplejen skildres det, hvordan nedskrevne livshistorier og erindringskasser med genstande fra det levede liv er vigtige aspekter i en meningsfuld kommunikation med mennesker, der lider af demens. Det demente menneskes hverdagsvirkeligheds historie kan gøres til et tema i den daglige pleje og få betydning for selvværdet. Det er et grundlæggende træk ved menneskelig eksistens, at vi i samtalen med andre fortæller personlige oplevelser, der viser, hvem vi er, og hvordan vi gerne vil opfattes i den situation og relation, vi er en del af. Gennem vores hverdagslivs historier skaber vi orden og sammenhæng i livet.

Det er sundhedspersonalets ansvar at opretholde kommunikationen om livshistorien, om fortiden, så det demente menneske kan vise, hvem det er i nutiden, være sig selv trods kognitive funktionstab.

Kirsten og Karen kæmper for at holde fast ved livet; de er bundet til og optaget af personer og ting, som de tillægger betydning. Begge kvinder kæmper for at opretholde livet trods den begrænsning, det kognitive funktionstab giver dem.

Hvordan forvalter sundhedspersonalet det frisættende livsvilkår, der udspringer af at have den person, man står overfor, kær? I forhold til demente mennesker kan det være meget svært, og man kan opleve overvældende og voldsomme følelser, der gør det svært at holde af og tillægge den demente betydning. I sådanne situationer har sundhedspersonalet også glæde af hverdagslivshistorierne og erindringskasserne, der kan give et billede af den person, man står overfor.

Fordringen til sundhedsfagligt personale er at opponere mod enhver tendens til ligegyldiggørelse af mennesker med kognitive funktionstab.

God læselyst