Historicismens arkitektur var i første halvdel af det 20. århundrede forkætret. Den blev typisk kritiseret på grund af sin stileklekticisme, der ikke nødvendigvis hang sammen med tidens krav til funktion og moderne byggeteknikker, og for brugen af ornamenter, der ifølge kritikerne slørede arkitekturens egentlige konstruktion og struktur. Selve udgangspunktet i et historisk materiale, som havde kendetegnet historicismens arkitektur, blev i det hele taget anfægtet. Som det fremgik af CIAM’s (Congrés Internationaux d’Architecture Moderne) hensigtserklæring fra 1928, skulle den moderne tids arkitekter »afvise i deres arbejde at overtage formgivningsprincipper fra tidligere epoker og svundne samfundsstrukturer.« Denne tilgang til historicismen, der tidligere også prægede kunsthistorien, er revideret de seneste årtier, og forskningen betragter i dag historicismens arkitektur som et komplekst fænomen, der skal forstås på sine egne præmisser.

Jens Christian Eldals Sveitserstil? Den internasjonale historismens mangfoldige trearkitektur er et eksempel på en sådan revurdering, og den er på mange måder et interessant eksempel. For det første tager Eldal de stilhistoriske diskussioner og baggrunden for at arbejde med historiske referencer alvorligt. For det andet undersøger han en stilart, der i en stilhistorisk sammenhæng har været anset som lidt kuriøs sammenlignet med mere konsoliderede stilarter som nygotik eller nyrenæssance. Endelig viser han, hvordan netop svejtserstilen ofte var båret af en voksende interesse for konstruktion, materialeægthed og for regionale bygningskulturer og måske derfor i virkeligheden er mindre kuriøs – set i et regionalt og modernistisk orienteret perspektiv. Svejtserstilen var med andre ord ikke nødvendigvis særlig schweizisk, hvilket Eldal løbende dokumenterer i den cirka 350 sider lange og rigt illustrerede og forskningstunge bog.

Bogen om svejtserstil ligger i forlængelse af forfatterens doktorafhandling Historisme i tre: «Sveitserstil», byggeskikksromantikk og nasjonal egenart i europeisk og norsk trearkitektur på 1800-tallet. Perspektivet i den seneste bog Sveitserstil? er dog mindre norsk end i doktorafhandlingen og viser ikke mindst europæiske udviklingstræk, med en lille ekskurs til USA i slutningen. Bogen er opdelt i tre dele, som giver mening i forhold til det komplekse stof, selvom det enkelte steder kan være lidt svært at se forskellene mellem delene.

I første del »Nye ideer, historiske former« bliver vi introduceret til tankesættet omkring The Picturesque, der var et slags ideologisk udgangspunkt for opblomstringen af træarkitektur i begyndelsen af 1800-tallet. Den pittoreske bevægelse, der opstod i England i slutningen af 1700-tallet, betød et brud med klassicismens monopolstatus og en øget interesse for folkelige traditioner og for en mere sammensat arkitektur. Selvom bevægelsen oprindeligt var engelsk, fik den også hurtigt fodfæste i Frankrig og Tyskland, og Eldal viser, hvordan interessen for træarkitekturen udvikles i alle tre lande nogenlunde samtidigt. En af inspirationskilderne kunne være regional byggeskik fra Alperne eller Schwarzwald, men samtidig var man eksempelvis i en fransk sammenhæng inspireret af nordfransk bindingsværksarkitektur fra Senmiddelalderen, mens man i England var inspireret af Tudortidens ofte asymmetriske landhuse, ligeledes i bindingsværk. Dertil kom en generel fascination af gotikken, der også kom til at omfatte en øget interesse for gotikkens bindingsværksarkitektur med ofte stejle tagformer med kraftige udhæng og synlige trækonstruktioner. På trods af de forskellige udgangspunkter og materialer, der også kunne omfatte sten og mursten, var der imidlertid en række fælles formtræk, der går på tværs af den nye træarkitektur i første halvdel af 1800-tallet: store tagudhæng med synlige spær, en forkærlighed for at vise tagformen gennem ekspressive gavle og en hyppig brug af verandaer og balkoner, sågar i støbejern.

I bogens anden del »Vendepunkter og milepæler« tager Eldal fat på nogle af de miljøer, der især kom til at betyde noget i forhold til udviklingen af den nye træarkitektur. Miljøet i Berlin omkring Karl Friedrich Schinkel var således afgørende, fordi man netop her lagde vægt på at synliggøre materialernes særlige egenskaber (»materialverisme«) og den tektoniske opbygning. Schinkel og hans elever kunne derfor lide at eksponere træspærene under et stort tagudhæng, også i sammenhæng med for eksempel klassicistiske eller italienske detaljer. Et andet vendepunkt var genopdagelsen af svævegavlen (fra det tyske »Schwebegiebel«). Udtrykket betegner en gavl med et stort tagudhæng, hvor den yderste del af konstruktionen hænger under tagudhænget i stedet for at være forankret i vægkonstruktionen, og denne bygningsdetalje kommer til at husere i træhusarkitekturen i store dele af historicismens Europa. Endelig var udviklingen af jernbanearkitekturen med til at løfte den konstruktivt orienterede træarkitektur til et nyt stadie, ikke mindst gennem jernbanen fra Mannheim til Basel, hvor arkitekten Friedrich Eisenlohr i begyndelsen af 1840’erne tegnede en række epokegørende stationer og ledvogterhuse med synlige materialer og utildækkede konstruktioner.

I bogens tredje del »Forløb og varianter« betragter Eldal især udviklingen efter 1850 i forskellige europæiske lande og i sidste ende i USA. I kraft af den imponerende mængde data har denne del en mere opremsende eller leksikal karakter end de foregående dele. Det kræver omhyggelig læsning og en finger på de respektive illustrationer, hvis man skal nå at opfange de mange variationer inden for bindingsværksarkitekturen og løvsavsdekorationer. Mest interessant er afsnittet om udviklingen i Schweiz, der også blev præget af en ny »chaletfabrik« i Interlaken, hvor svejtserhusene nærmest blev spyttet ud på samlebånd. Uden at Eldal direkte nævner det, leder det alt sammen tankerne hen på Eric Hobsbawms og Terence Rangers bog The Invention of Tradition fra 1983. Selv i Schweiz er svejtserstilen en form for moderne genopfindelse af traditionen. Som dansker savner jeg i øvrigt den danske arkitekt Gottlieb Bindesbølls epokegørende kurbadeanlæg Cottageparken fra 1844–45 med tilhørende svejtserhytter. Traditionen var måske tidligere udbredt i Skandinavien, end man skulle tro.

Dette rykker dog ikke ved, at Jens Christian Eldals bog er udtryk for et imponerende indsamlingsarbejde, der på fornem vis bliver lagt frem og sat i perspektiv. Man fornemmer også, at Eldal tidligere har arbejdet med bygningshistorie og bygningsfredning og derigennem har udviklet en sans for detaljens og byggeteknikkens betydning. For en arkitekt som mig er det interessant, at Eldal drøfter konkret formgivning på en måde, der fint afspejler ophavsmændenes intentioner og overvejelser. Det kunne dog have været fint, hvis bogen havde haft endnu mere om den produktionstekniske kontekst eller mere om den politiske kontekst, der eksempelvis spiller en stor rolle i Mari Hvattums bog om en de norske arkitekteksempler, arkitekten Heinrich Ernst Schirmer fra 2014. Havde svejtserhuset også politiske konnotationer med henvisninger til et frihedselskende bondefolk, der rev sig løs fra Habsburg dynastiets åg? Sådan som Friedrich Schiller eksempelvis fremstiller det i sit berømte teaterstykke Wilhelm Tell fra 1804.

Som Eldal viser, var Svejtserhuset imidlertid ikke kun schweizisk. Det handlede også om en række andre forhold. Om genopdagelsen af regionale og folkelige bygningskulturer, om fascinationen ved utildækkede konstruktioner og synlige materialer og i sidste ende måske om en ny måde at tænke repræsentation og beboelse på. Alene af den grund er bogen interessant læsning, også selvom man ikke er specifikt interesseret i netop denne epoke eller stilretning. Dertil kommer, at billedmaterialet viser en række projekter, der ikke ofte bliver vist, og som på meget fin vis illustrerer tekstens pointer. Det er inspirerende at studere de forskellige regionale egenarter og udviklingstræk gennem billedmaterialet og de forklarende billedtekster. Eldal har gjort et flot arbejde med at revitalisere en delvist overset strømning i arkitekturhistorien. En strømning, der stadigvæk kan kaste spørgsmål fra sig og tale ind i vores egen tid.

Bogen fik mig i øvrigt til at tænke på, hvordan efterkrigstidens tektonisk orienterede modernisme, sådan som man for eksempel møder den i norske Arne Henriksens enestående stationsbyggerier, har rødder bagud i tiden. Det er måske ikke helt tilfældigt, at det er en nordmand, som genopdager potentialet i det 19. århundredes nye træhusarkitektur.