Den forløbne 25-årige periode siden den Kolde Krigs afslutning har været unik i dansk sikkerhedspolitisk historie. Aldrig tidligere har man i så lang en periode betragtet angreb på statens territorium for nærmest utænkeligt, hvilket har givet plads til den såkaldte danske udenrigspolitiske aktivisme. Med aktivisme forstås primært villighed til at tage initiativ med accept af dertil hørende omkostninger (Branner 2013: 136–138). For Danmark har det betydet, at man har engageret sig i verdens brændpunkter. Til tider også militært.

Året 2014 bød imidlertid på to nye potentielle trusler som har udfordret dansk udenrigspolitik: Fra borgerkrigshelvedet i Syrien har Islamisk Stat i Irak og Levanten (ISIL) hastigt vokset i styrke, og har hurtigt tiltrukket sig vestlig opmærksomhed med sin brutale fremfærd i regionen, med henrettelser af vesterlændinge for åben skærm og med udmeldinger om terror og kalifatets udbredelse langt ind i Europa. Og mod øst har Ruslands fremfærd i krigen i Ukraine rejst spørgsmålet, om en 25-årige epoke karakteriseret af et relativt fordrageligt forhold imellem Rusland og Vesten nu er ved sin ende. Denne artikel ser på, hvorledes disse to trusler har påvirket, og kan forventes at påvirke, aktivismen som hovedstrategi i dansk sikkerhedspolitik.

Jeg vil lægge særlig vægt på udviklingen i de primære danske beslutningstageres syn på sikkerhedspolitikken og på aktivismen. Her differentieres der imellem to hovedgrupper: på den ene side centrum–venstre bestående af det store parti Socialdemokraterne, og de mindre partier de Radikale og Socialistisk Folkeparti (SF).1 Og på den anden side cen-trum–højre bestående af det store parti Venstre, trods navnet beliggende til højre for midten i dansk politik, og det mindre parti de Konservative.2 Formålet med denne opdeling er at se på, hvorledes 2014’s to nye trusler har påvirket hver af disse grupperingers udenrigs- og sikkerhedspolitiske tankegang. Men for at kunne vurdere graden af forandring som 2014’s nye udvikling har forårsaget, vil artiklen dog først kort skitsere udviklingen i partigrupperingernes syn på aktivismen siden den Kolde Krigs ophør.

Dansk udenrigspolitisk aktivisme siden den Kolde Krig

Startpunktet for den danske aktivisme er omdiskuteret. Den konventionelle tolkning har været, at aktivismen opstod som et fundamentalt brud med tidligere tiders udenrigspolitisk tænkning foranlediget af den Kolde Krigs afslutning (Se fx Heurlin (1994), Holm (2002) og Petersen (2004)). Andre, som fx Rynning (2003), har argumenteret for, at effekten af terrorangrebet d. 11. september 2001 markerer den virkelige begyndelse på dansk militær aktivisme. Overfor disse står forskere, der nedtoner graden af nyskabelse efter den Kolde Krig, og som argumenterer for at der også i aktivismen findes elementer af kontinuitet, som strækker sig tilbage i dansk historie til tiden både under og før den Kolde Krig. Hans Branner (2000 & 2013) og Mikkel Vedby Rasmussen (2005) er to centrale fortalere for denne tilgang. De lægger vægt på, at den Kolde Krigs afslutning nok var vigtig for aktivismen, fordi den gav nyt handlerum. Men også, at aktivismens indlejrede ønske om at tage initiativ til at fremme orden i verdens rå magtpolitik – et særligt vigtigt projekt for en småstat – har indtaget modpol til en mere passiv tilpasningspolitik i det meste af det 20. århundrede. Denne artikel tilslutter sig dette synspunkt.

Den danske udenrigspolitiske aktivisme efter den Kolde Krig tog for alvor fart i Baltikum med den danske støtte til de baltiske landes selvstændighedskamp 1989–1991, og i Golfen i 1990–1991 med et beskedent dansk flådebidrag til krigen mod Irak. I begge tilfælde var det centrum–højre-regeringen med udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i front, der pressede på, og centrum–venstre-oppositionen der kun modvilligt fulgte med (se fx Olesen 2012: 21–30). I løbet af 90erne udviklede der sig imidlertid en konsensus om aktivismen. Fra 1993 var centrum–venstre i regering, og de to grupperinger kunne i årene der fulgte enes om et gradvist tungere og mere bredspektret dansk militært engagement på Balkan, om end centrum–højre næsten altid var villig til at gå lidt længere end regeringen (Olesen 2012: 34). Så stærk voksede denne konsensus sig, at da NATO i 1999 besluttede sig for at bombe i Kosovo, tilsluttede Danmark sig interventionen på trods af et manglende FN-mandat. Dette var et centralt skred i centrum–venstres tilgang til aktivismen, idet et FN-mandat indtil da altid havde været et uomgængeligt krav for deres deltagelse i militære aktioner. Samtidig sattes ind med at hjælpe de nu selvstændige lande i Baltikum frem til EU- og NATO-medlemskaber – projekter der kronedes med succes i 2002 (Petersen 2004: 494). Kendetegnende for perioden var, at især centrum–venstre, ikke mindst drevet fremad af det danske militærs gode erfaringer på Balkan, gradvist blev mere og mere villig til at bruge militær magt som redskab i aktivismen (Rasmussen 2005: 78; Jakobsen 2006: 94). I Forsvarskommissionens beretning fra 1998 understregedes Danmarks privilegerede sikkerhedspolitiske situation gennem introduktionen af begrebet indirekte sikkerhed, der med et slag fik klassiske nationale interesser og idealisme til at smelte sammen: I fraværet af direkte trusler kunne man prioritere at sprede fred og stabilitet i sin omverden, da en sådan spredning kunne forventes at komme Danmark, indirekte, til gode på langt sigt (Forsvarskommissionen 1998: 65).

Terrorangrebet d. 11. september 2001 rystede imidlertid i høj grad den danske konsensus om aktivismen. Det kom til at markere startskuddet på den amerikanske War on Terror, der i langt højere grad, end det havde været tilfældet i 90’erne, stillede de danske beslutningstagere i særdeles vanskelige dilemmaer. Samtidig indtraf ligeledes et stort indenrigspolitisk skift i Danmark i 2001. Ikke alene førte folketingsvalget til, at centrum–højre-partierne for første gang siden 1929 hverken behøvede støtte fra de Radikale eller fra Socialdemokraterne (Petersen 2004: 573). Det førte også til, at centrum–højre med Venstres Anders Fogh Rasmussen i spidsen slog ind på en særlig værdiladet udenrigspolitik (Mouritzen 2007: 160–161). Man skulle nu sone for Danmarks tidligere passive politik gennem særligt «aktiv» aktivisme. Og selvom det lykkedes for centrum–venstre og centrum–højre at undgå et brud i forbindelse med krigen i Afghanistan i 2002, viste det sig umuligt at undgå et brud, da det gjaldt Irakkrigen i 2003. Centrum–højre ønskede her at støtte USA, mens centrum–venstre nægtede at sanktionere en sådan indsats, fordi krigen ikke alene manglede FN-mandat, men også i langt højere grad, end det havde været tilfældet i Kosovo, led under manglende international opbakning. Begge sider så sig selv som aktivismens fortsatte bannerførere. Centrum–højre gennem sin tilslutning til George Bush’s erklærede bestræbelser om at sprede demokrati og menneskerettigheder og om at bekæmpe udbredelsen af masseødelæggelsesvåben. Centrum–venstre gennem sin afvisning af amerikanernes unilateralistiske tilgang til projektets gennemførelse (Olesen & Nordby 2014: 86–93).

Konsensus om den danske aktivisme blev først genetableret i slutningen af 00’erne. Det var der flere grunde til. Anders Fogh Rasmussen gik af som statsminister for at blive generalsekretær i NATO og blev afløst af Lars Løkke Rasmussen, som ikke delte Fogh Rasmussens ønske om en helt så udpræget værdiladet aktivisme. Dette faldt sammen med præsidentskiftet i USA, hvor George Bush blev afløst af Barack Obama. Resultatet var en forsigtigere amerikansk tilgang i forhold til militære interventioner, særligt i Mellemøsten. Op til Libyenkrigen var det således snarere europæerne, der måtte overtale amerikanerne til at deltage, end den anden vej rundt, og der blev lagt stor vægt på at få interventionen sanktioneret af FN. Konsekvensen var en uhørt stor opbakning til dansk deltagelse i Libyen med den første enstemmige vedtagelse af en krigshandling i nyere dansk historie. Og for første gang var centrum–venstre mere ivrige for at deltage end centrum–højre-regeringen (Jakobsen & Møller 2012). Regeringsskiftet i 2011 til Helle Thorning Schmidts centrum–venstre-regering forstærkede kun denne effekt,3 og det førte i 2013 til bred opbakning om et dansk bidrag til den fransk-ledede indsats i Mali.

Da regeringen i januar 2014 præsenterede sin årlige sikkerhedspolitiske analyse, var borgerkrigen i Syrien og særligt indsatsen imod Assad det primære fokus. Konsensus om udenrigspolitikken levede fortsat i bedste velgående, og Venstres udenrigspolitiske ordfører Søren Pind bemærkede at «… der ikke herske[r] tvivl om, at Danmarks aktivistiske udenrigspolitik har rodfæstet sig i Folketinget, hvilket ikke mindst understreges af Danmarks udsendte bidrag» (FT 2014a).

Helt anderledes fremtrædende stod imidlertid kriserne med ISIL og Rusland i Ukraine efter udgangen af 2014 (FT 2015b). De følgende to afsnit vil nu afdække, hvorledes de to nye trusler blev modtaget af henholdsvis centrum–venstre og centrum–højre.

Vurderinger af ISIL og Ukraine hos centrum–venstre-regeringen

Ukrainekonflikten var klart en helt central udfordring for centrum–venstre regeringen. I regeringens udenrigspolitiske visionspapir Mere Danmark i Verden af november 2014, lød det således:

Vi vil prioritere en styrket indsats i vores nærområde mod øst. Det vil vi, fordi vi har et særligt ansvar for at tage hånd om udfordringerne i vores region, men frem for alt, fordi udviklingen i nærområdet har direkte indvirkning på vores interesser (UM 2014a).

Men ISIL var på mange måder en trussel af samme kaliber. Allerede da det første af to danske bidrag i kampen mod ISIL skulle diskuteres i det danske folketing i august 2014, lød det fra den radikale udenrigsminister, Martin Lidegaard, at «… ISIL er en af de største, hvis ikke den største, trussel [min fremhævning], som det internationale samfund står overfor i øjeblikket» (FT 2014b).4 Og faktisk blev ISIL og Ukraine på mange måder set som problemstillinger, der kunne sidestilles. I sin sikkerhedspolitiske redegørelse til Folketinget fra januar 2015 skrev Lidegaard således:

Hvad enten det gælder kampen for en verden fri fra voldelig ekstremisme eller en verden, hvor grænser ikke flyttes ved voldelig magtovertagelse, illustrerer det aktive engagement, at Danmark i 2014 har været klar til at træde til, når verdenssamfundet kalder (FT 2015a).

Dermed differentieres der kun i relativt begrænset omfang imellem voldelig ekstremisme (en klar henvisning til ISIL) og voldelig grænseflytning (en henvisning til Ruslands fremfærd i Ukraine). Hermed kom den radikale ministers fokus på både Ukraine og på ISIL på mange måder til at ligge i naturlig forlængelse af centrum–venstres generelle aktivistiske tilgang til ustabilitet i verden. Det blev gjort endnu mere eksplicit i Udenrigsministerens visionspapir:

Kun gennem et stærkt internationalt engagement kan vi bekæmpe trusler mod Danmark og danske interesser. Danmark har igen og igen vist, at vi leverer i verdens brændpunkter, når det er nødvendigt. Og det vil vi fortsat gøre, netop fordi det tjener Danmarks interesser (UM 2014a).

Altså den klassiske sammenkædning, som vi også så det allerede i 90erne, imellem det at tage ansvar for en fredelig verden og Danmarks indirekte sikkerhed som konsekvens. Det store spørgsmål var, så hvordan disse ændrede vilkår skulle håndteres. For ISIL var svaret ret indlysende. Det var en indsats som Danmark på mange måder var vant til at håndtere. I første omgang leverede man et transportfly. I anden omgang, i oktober 2014, leverede man F16-fly. Danmark var således igen med helt i front som amerikansk kerneallieret.

Mht. Ukraine er sagen imidlertid mere kompleks. Konkret har regeringen lagt vægt på at støtte NATO’s såkaldte genforsikringstiltag, etableret i direkte respons til Ukrainekonflikten, med danske bidrag til Baltic Air Policing og til landmilitære øvelser i de baltiske lande (UM 2014b). Og man har aktivt gået ind i samarbejdet om udbyggelse af NATO-hovedkvar-teret i Stettin, om dansk ledelse af et multinationalt projekt om præcisionsvåben samt om dansk deltagelse i en værnsfælles udrykningsstyrke (FMN 2015). Derimod måtte man politisk, med Lidegaards ord, «… betegne den danske regerings politik som en aktiv midterposition …» (FT 2015b) i EU, og dermed en kurs der lå et stykke væk fra det traditionelle meget tætte parløb med USA, som Danmark ellers har været vant til at indtage de sidste år. Det kan der være mange grunde til. Men behovet for en fornuftig samarbejdsrelation med Rusland i Arktis kunne være en mulig forklaring (se også fx Mellander & Mouritzen 2014 om Arktis og betydningen af det dansk-russiske forhold).

Fælles for disse tiltag er, at de formodentlig i ret stor stil kan klares med eksisterende danske kapaciteter (Rasmussen et al. 2014: 41). Det er ikke uvæsentligt for centrum–venstre. Således har den socialdemokratiske statsminister, Helle Thorning Schmidt, d. 20. april 2015 meldt ud til NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg, at Danmark, til trods for tilslutningen til NATO’s målsætning fra Walestopmødet i 2014 om at forøge forsvarsudgifterne op til 2% af BNP, ikke vil binde sig til at hæve forsvarsbudgettet på kort sigt (Information 2015). Argumentet bag blev foldet ud i Folketinget af udenrigsminister Martin Lidegaard under den sikkerhedspolitiske debat i februar 2015. Her påpegede Lidegaard:

… at det faktisk er lykkedes Danmark i den samme periode, som forsvarsforliget har løbet, at sænke de danske udgifter til forsvaret fra ca. 1,7 til 1,4 pct. af BNP, samtidig med at vi har leveret et utrolig stort bidrag til forskellige operationer rundtomkring i verden (FT 2015b).

Håbet var altså, at Danmark kunne bidrage til indsatsen i Ukrainekonflikten, særligt gennem villighed til at involvere sig med det forsvar, man havde, og derigennem kompensere for det danske forsvars relativt begrænsede størrelse. Denne strategi var vel gennemprøvet. Man havde i stor stil haft succes med at vise sit værd og relevans efter den Kolde Krig, netop gennem de militære udsendelser og interventioner man havde deltaget i. Det betød også, at amerikanerne i perioden havde været relativt tilbøjelige til at acceptere de lave danske militærudgifter, fordi fokus mht. «burden-sharing» indenfor NATO var rykket væk fra et primært fokus på militærbudgetter og i retning af et større fokus på bidrag til interventioner (Ringsmose 2010: 326–328 (særligt note 38)).

Vurderinger af ISIL og Ukraine hos centrum–højre-oppositionen

I forhold til substansen om indsatsen imod ISIL adskilte centrum–højre sig primært fra regeringen ved at vise villighed til at gå et skridt længere. Således var man i centrum–højre parat til, under den første debat om afsendelse af et transportfly, at udvide udsendelsen med inkludering af F16-fly (FT 2014b). Da denne udvidelse med F16-fly blev relevant lidt over en måned senere, erklærede man sig villig til, om nødvendigt, at udvide missionen fra alene at omfatte Irak til også at omfatte Syrien (FT 2014c). Der var altså på mange måder tale om en tilbagevenden til mønstret fra 90erne, hvor centrum–højre generelt støttede centrum–venstre-regeringens aktivisme, samtidig med at man dog markerede egen villighed til at gå et skridt længere.5

Fra centrum–højre var der i forbindelse med diskussionen om den sikkerhedspolitiske redegørelse for 2014 generel tilfredshed med regeringens politik. Med Venstre-ordfører Søren Pinds ord var der «… langt mere, der forbinder, end der skiller.» Men også her udtrykte man, ud over at gentage den førnævnte efterspørgsel af en fastere linje overfor ISIL, et lignende ønske om en fastere politik over for Ruslands fremfærd i Ukraine (FT 2015b).

Forsvarsbudgettet var ligeledes et centralt element i denne debat. For mens centrum–venstre ofte har henvist til det eksisterende forsvarsforlig, der først udløber i 2017, som begrundelse for fortsatte besparelser på forsvaret (Jyllandsposten 2014), har centrum–højre set sig villige til at åbne forliget op (Berlingske 2015). De Konservative har generelt været i front med ønsker om forøgelse af forsvarsbudgettet op til NATO’s anbefalede 2 % af BNP, et synspunkt der også har været fremsat af højrefløjens Dansk Folkeparti, mens Venstres holdning indtil videre har været mere tilbageholdende. Problematikken er ikke irrelevant, særligt fordi NATO’s beslutning i Wales i 2014 om de 2 % netop signalerer, at alliancen efter Ukraine synes at have taget et skridt tilbage i retning af igen at lægge lidt mere vægt på den mere klassiske økonomiske forståelse af «burden-sharing».

Den konservative udenrigsordfører Lars Barfoed begrundede i februar 2015 det konservative ønske om forsvarsudgifter på 2 % af BNP direkte med en henvisning til Ruslands adfærd i Ukraine (FT 2015b). Og allerede tilbage i marts 2014 advarede daværende udenrigspolitisk ordfører Lene Espersen på de Konservatives hjemmeside imod Danmarks forfaldne territorialforsvar (Espersen 2014).

Venstres udmeldinger har ikke været helt så klare. Partiets nestor tidligere udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, har ligeledes opfordret til genskabelsen af territorialforsvaret (Ellemann-Jensen 2014), men det er uklart, om partiet nuværende ledelse er villig til at følge det spor. Venstres forsvarsordfører Troels Lund Poulsen har opfordret til nedsættelsen af en ny dansk forsvarskommission med begrundelsen at «… Rusland påkalder sig en helt ny forsvars- og sikkerhedspolitisk betydning for Danmark» (Jyllandsposten 2015). Og partiet har ligeledes meldt sig klar til at hæve forsvarsbudgettet. Men på den anden side har partiet samtidig afvist at forpligte sig til de 2 % (Jyllandsposten 2014). Om det reelt kommer til at føre til uenighed med centrum–venstre, vil formodentlig først komme til at stå klart når det nuværende forsvarsforlig udløber i 2017, for Venstre har også meldt ud at de ikke er parate til at sprænge forliget (Berlingske 2015).

Konklusion

Sammenlignes truslerne fra Rusland i Ukraine og ISIL i Irak, må det konkluderes, at ISIL har været langt den simpleste trussel af de to at håndtere for politikere fra både centrum–venstre og centrum–højre. ISIL er en alvorlig, men også på mange måder velkendt, trussel. ISIL er ikke Al Qaeda, men ligner alligevel i tilstrækkelig grad til at erfaringer, procedurer og ikke mindst kapaciteter fra 00’ernes War on Terror kan finde anvendelse. Dermed kan indsatsen imod ISIL, hvis den går godt, ende med at indtage sin plads i rækken af militære interventioner motiveret i terrorbekæmpelse, som har præget international politik de sidste 15 år.

Ukrainekonflikten har på mange måder været langt mere problematisk. For centrum–venstre er der klare indikationer på, at man betragter indsatsen som en naturlig forlængelse af den hidtidige danske militære aktivisme, byggende på et lille, men effektivt og meget udsendelsesparat dansk militær. Hvis de danske styrker også i det lange løb viser sig i stand til både at kunne bidrage meningsfyldt til NATO’s Øst-indsats og samtidig bevare en vis kapacitet til international konfliktløsning, så kan centrum–venstres ønske om at forblive aktivistisk, samtidig med at forsvarsbudgetterne holdes nogenlunde i ro, muligvis opfyldes. Det er imidlertid mindre klart, i hvilket omfang centrum–højre kan forventes at støtte en sådan strategi i det lange løb. I sidste ende er det Venstres stillingtagen, som er afgørende, og Venstre har indtil nu indtaget en mellemposition, idet partiet har tøvet med at melde klart ud mht. forsvarsbudgettet. Sandsynligvis får en mere grundlæggende debat om de danske forsvarsudgifter lov at ligge frem til nuværende forsvarsforligs udløb i 2017. Men derefter kan den danske konsensus på området meget vel blive sat på prøve.

Om artiklen

Forfatteren ønsker at takke Tamás Ibolya for assistance med research og vil gerne takke Internasjonal Politikks redaktører og samt Andreas Bøje Forsby for værdiful feedback på tidligere versioner af artiklen. Forfatteren er naturligvis alene ansvarlig for eventuelle fejl og mangler.

Litteratur

Berlingske (2015) V ønsker akut servicetjek af forsvarsforlig. Tilgængelig på 09.04.2015, http://www.politiko.dk/nyheder/v-oensker-akut-servicetjek-af-forsvarsforlig-0. Tilgået 7.05.2015.

Branner, Hans (2000) Options and Goals in Danish European Policy since 1945: Explaining Small State Behavior and Foreign Policy Change. I Hans Branner & Morten Kelstrup (red.) Denmark’s Policy Towards Europe Since 1945. Odense: Odense University Press (kapitel 6).

Branner, Hans (2013) Denmark between Venus and Mars: How great a change in Danish foreign policy?. I Nanna Hvidt & Hans Mouritzen (red.) Danish Foreign Policy Yearbook 2013. Copenhagen, DIIS (134–166).

CTA (Center for Terroranalyse) (2015) Vurdering af terrortruslen mod Danmark. København: PET. Tilgængelig på https://www.pet.dk/Nyheder/2015/~/media/CTA/20150318VTDPDF.ashx. Tilgået 10.05.2015.

Ellemann-Jensen, Uffe (2014) Den nye europæiske uorden. Berlingske. 13.03. Tilgængelig på http://www.b.dk/kommentarer/den-nye-europaeiske-uorden. Tilgået 10.05.2015.

Espersen, Lene (2014) Ruslands stormagtsadfærd kræver styrket dansk forsvar. Tilgængelig på http://www.konservative.dk/Politik/Nyheder/Nyhedsarkiv/2014/03/forsvar. Tilgået 9.05.2015.

FNM (2015) Forsvarsministeren til NATO-topmøde i Wales. Tilgængelig på http://www.fmn.dk/nyheder/Pages/Forsvarsministeren-til-NATO-topmoede-i-Wales.aspx. Tilgået 7.05.2015.

Forsvarskommissionen (1998) Fremtidens Forsvar. Hovedbind. Copenhagen: Schultz Grafisk.

FT (2014a) R7: Udenrigsministerens Sikkerhedspolitisk redegørelse 2013: Forhandling. Tilgængelig på http://www.ft.dk/samling/20131/redegoerelse/R7/BEH1-42/forhandling.htm#dok. Tilgået 9.05.2015.

FT (2014b) B 122: Forslag til folketingsbeslutning om dansk militært bidrag til støtte for indsatsen i Irak, 1. behandling. Tilgængelig på http://www.ft.dk/samling/20131/beslutningsforslag/B122/BEH1-102/forhandling.htm#dok. Tilgået 9.05.2015.

FT (2014c) B 123: Forslag til folketingsbeslutning om yderligere dansk militært bidrag til støtte for indsatsen mod ISIL, 1. behandling. http://www.ft.dk/samling/20131/beslutningsforslag/B123/BEH1-107/forhandling.htm#dok. Tilgået 9.05.2015.

FT (2015a) R7: Udenrigsministerens Sikkerhedspolitisk redegørelse 2014 af 28. januar 2015. Tilgængelig på http://www.folketingstidende.dk/RIpdf/samling/20141/redegoerelse/R7/20141_R7.pdf. Tilgået 9.05. 2015.

FT (2015b) R7: Udenrigsministerens Sikkerhedspolitisk redegørelse 2014: Forhandling. Tilgængelig på http://www.ft.dk/samling/20141/redegoerelse/R7/BEH1-51/forhandling.htm#dok. Tilgået 9.05.2015.

Heurlin, Bertel (1994) Nye prioriteringer i dansk udenrigspolitik. I Nikolaj Petersen & Christian Thune (red.) Danish Foreign Policy Yearbook 1993. Copenhagen: Danish Institute of International Affairs (30–50).

Holm, Hans-Henrik (2002) Danish Foreign Policy Activism: The Rise and Decline. I Bertel Heurlin & Hans Mouritzen (red.) Danish Foreign Policy Yearbook 2002. Copenhagen: DUPI (19–45).

Information (2015) Thorning lover ikke Stoltenberg større forsvarsbudget, 20.04. Tilgængelig på http://www.information.dk/telegram/530705. Tilgået 7.05.2015.

Jakobsen, Peter Viggo (2006) Nordic Approaches to Peace Operations: A New Model in the Making? Abingdon: Routledge.

Jakobsen, Peter Viggo and Karsten Møller (2012) Good News: Libya and the Danish Way of War. I Nanna Hvidt & Hans Mouritzen (red.) Danish Foreign Policy Yearbook 2012. Copenhagen: DIIS (106–130).

Jyllandsposten (2014) V og K i ny strid om forsvarsmilliarder, 06.10. Tilgængelig på http://www.jyllands-posten.dk/protected/premium/indland/ECE7080840/V+og+K+i+ny+strid+om+forsvarsmilliarder/ Tilgået 7.05.2015.

Jyllandsposten (2015) V: Forsvarskommission skal tjekke nye trusler, 09.04. Tilgængelig på http://jyllands-posten.dk/politik/ECE7610975/V%3A+Forsvarskommission+skal+tjekke+nye+trusler/. Tilgået 9.05.2015.

Mellander, Maria & Hans Mouritzen (2014) Danmark har brug for en ruslandsstrategi. Politiken 19.08. Tilgængelig på http://politiken.dk/debat/ECE2369770/danmark-har-brug-for-en-ruslandsstrategi/. Tilgået 10.05.2015.

Mouritzen, Hans (2007) Denmark's super Atlanticism. Journal of Transatlantic Studies, 5(2): 155–167.

Olesen, Mikkel Runge (2012) Two Danish Activist Foreign Policies? Changing Perceptions of Threat and ‘Activism’ in Danish Foreign Policy, 1988–2011. DIIS Report 2012:16. Copenhagen: DIIS. http://subweb.diis.dk/graphics/Publications/Reports2012/RP2012-16-Two-Danish-Activist_web.jpg.pdf

Olesen, Mikkel Runge & Johannes Riber Nordby (2014) The Middle Eastern Decade: Denmark and Military Interventions. I Håkan Edström & Dennis Gyllensporre (red.) Alike or Different? Scandinavian Approaches to Military Interventions. Stockholm: Santérus Academic Press Sweden (62–102).

Petersen, Nikolaj (2004) Europæisk og globalt engagement. Dansk udenrigspolitiks historie, bind 6. København: Danmarks Nationalleksikon.

Rasmussen, Mikkel Vedby (2005) What’s the Use of It? Danish Strategic Culture and the Utility of Armed Forces. Cooperation & Conflict, 40(1): 67–89.

Rasmussen, Mikkel Vedby et al. (2014) Ukrainekrisen og forandringen af dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Rapport. København: CMS.

Ringsmose, Jens (2010) NATO Burden-Sharing Redux: Continuity and Change after the Cold War. Contemporary Security Policy, 31(2): 319–338.

Rynning, Steen (2003) Denmark as a Strategic Actor? Danish Security Policy after 11 September. I Per Clausen & Hans Mouritzen (red.) Danish Foreign Policy Yearbook 2003. Copenhagen: DIIS (23–46).

UM (Udenrigsministeriet) (2014a) Mere Danmark i Verden – Udenrigspolitisk visionspapir. Udenrigsministeriet. http://um.dk/da/~/media/UM/Danish-site/Documents/Nyheder/Mere%20Danmark%20i%20verden%20-%20Udenrigspolitisk%20visionspapir.pdf. Tilgået 4.06.2015.

UM (2014b) Fakta om NATO’s genforsikringstiltag. Tilgængelig på http://litauen.um.dk/da/nyheder/newsdisplaypage/?newsid=49ccab8f-095b-44a5-a21f-e0b036d979a4. Tilgået 7.05.2015.