I 1971 blev jeg ansat som amanuensis – det hed det dengang – i statskundskab ved det daværende Odense Universitet (fra 1998 Syddansk Universitet), og der var ingen tvivl om, at jeg i min forskning ville fokusere på udenrigs- og sikkerhedspolitik. I Danmark foregik den udenrigspolitiske forskning i alt overvejende grad på universiteterne. Der eksisterede et «Dansk Udenrigspolitisk Institut», der var blevet oprettet få år tidligere, men dets yderst begrænsede ressourcer rakte alene til enkelte forskningsstipendier til forskere med bestemte projekter samt en deltidssekretær, som primært tog sig af administrative forhold vedr. bl.a. seminarer med deltagelse af universitetsforskere, politikere og embedsmænd.

Det var baggrunden for, at det langt mere omfattende norske forskningsmiljø, der var samlet i NUPI, hurtigt kom i fokus som en vigtig nordisk kontakt og inspirationskilde for en nybegynder. NUPI blev på flere måder et forbillede op gennem ’70’erne for danske udenrigspolitiske forskere spredt på tre universiteter og for forskningsinteresserede officerer. De mange NUPI-rapporter og andre publikationer fra instituttet i Oslo blev studeret med stor interesse, og det var et must at følge med i Internasjonal Politikk, der samtidig var det mest oplagte nordiske tidsskrift at søge egne manuskripter optaget i.

Blandt de større bøger og artikler, NUPI-forskere offentliggjorde, var de mest relevante for en ung dansk forsker med særlig interesse for sikkerhedspolitik Johan Jørgen Holst Norsk sikkerhetspolitikk i strategisk perspektiv (1967), som Holst havde skrevet, mens han var stipendiat ved Forsvarets forskningsinstitutt. Også Arne Olav Brundtlands artikler fra midten af 1960’erne om den såkaldte nordiske balance fangede min interesse. Alle-rede i undervisningen på Aarhus Universitet i slutningen af 1960’erne havde professor Erling Bjøl henledt opmærksomheden på de to norske forskere og NUPI’s særlige status i den udenrigspolitiske forskning i Norden. En tredje NUPI-forsker, som jeg fik stor gavn af i min gennemgang af europæiske problemer op gennem 1970’erne, var Martin Sæter, hvis Det politiske Europa (1971) var lærerig – ikke mindst på hold, hvor begejstringen for EF-projektet ofte kunne ligge på et meget lille sted.

Når det gjaldt valg af emne og problemformulering kunne det for en dansk forsker være interessant nærmere at studere dansk og norsk alliancepolitik og deres konkrete udmøntning mht. base- og stationeringspolitikken. Jeg havde i 1973 fået kendskab til en hidtil ukendt brevveksling fra 1952–53 i Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkivmellem de socialdemokratiske ledere Hans Hedtoft, H.C. Hansen og deres norske partifæller vedr. de to landes basepolitik. Hvilke ligheder og forskelle var der mellem de dengang helt dominerende socialdemokratier i de to nordiske NATO-lande og deres måde at håndtere det nye alliancemedlemskab på? Var der i Norge en større villighed til at gennemtænke alliancepolitikkens indhold og konsekvenser end i Danmark? Og – hvis ja – hvorfor?

NUPI-forskerne var også en inspiration for danske forskere, som gerne ville etablere nær kontakt med det centrale udenrigspolitiske beslutningsmiljø af politikere og embedsmænd. Det lykkedes delvist, men der var klare forskelle, idet forbindelserne var mere direkte i Norge. Det gjaldt ikke mindst Johan Jørgen Holst, der med sin nære tilknytning til Arbeiderpartiet udbyggede den norske basepolitik med et sikkerhedspolitisk rationale, der aldrig blev udviklet på en tilsvarende måde i Danmark. Samtidig kunne jeg dog i min egen forskning påvise, at der i det norske socialdemokrati internt havde eksisteret ret så forskellige meninger om landets basepolitik i begyndelsen af 1950’erene, jvf. ovennævnte brevveksling (se Internasjonal Politikk (Okt./Dec. 1977). Det betød, at den norske politik i højere grad var et kompromis mellem forskellige personlige holdninger i regeringen og Arbeiderpartiet end man umiddelbart kunne tro ved at læse redegørelser for de strategiske ræsonnementer om betinget tilbageholdenhed som en side af norsk sikkerhedspolitik. Disse var baseret på bl.a. den «arms control»-tænkning, der blev udviklet i USA fra slutningen af 1950’erne, der blev anvendt på Norges situation som småstat beliggende nær ved Sovjetunionen. Men det var vigtigt ikke at forveksle et sikkerhedspolitisk rationale med en holdbar historisk forklaring på samme politik.

I udviklingen af forholdet til det amerikanske forskningsmiljø brugte Holst som forskningschef ved NUPI og nært knyttet til det interne udenrigspolitiske beslutningsmiljø i Arbeiderpartiet sine mange kontakter til at forklare norsk sikkerhedspolitik som en kombination af en fast alliancepolitik og en klart betinget og af Norge selv defineret basereservation. Holst’s intellektuelle kapacitet blev her brugt til en særdeles dygtig og gen-nemtænkt fremlæggelse af hovedbegrundelsen bag den norske politik for en amerikansk sikkerhedspolitisk elite, der på forhånd kunne være skeptisk overfor sider af denne politik. Det oplevede jeg som visiting scholar på Center for Strategic and InternationalStudies (CSIS) i den amerikanske hovedstad, da Holst i efteråret 1976 talte om «Norwegian Foreign and Defense Policy» på CSIS. Præsentationen af den norske politik var så klar og umiddelbart overbevisende, at jeg tænkte «bare vi dog havde en tilsvarende dansk forsker på grænsen mellem forskningsverdenen og den politiske verden». Denne præstation var ikke mindst imponerende, fordi jeg et par år tidligere havde oplevet NUPI’s forskningschef udlægge de samme tankegange for en større gruppe amerikanske og europæiske politikere og forskere ved en konference i Amsterdam, og da havde Holst tydeligvis mindre gennemslagskraft.

1979–90 var jeg medlem af «Nordisk Samarbejdskomité for International Politik» (NORDSAM), der afholdt møder og seminarer over et par dage hvert halvår i skiftende nordiske hovedstæder og universitetsbyer. Her mødte jeg mange af den yngre generation af NUPI-forskere, som efterhånden havde drejet forskningsaktiviteterne over mod bl.a. globale problemer og institutioner og overlapningen mellem international økonomi og international politik. I hvert fald var NUPI som forskningsinstitut ikke længere så optaget af specifikke norske sikkerhedsproblemer.

I denne periode blev forbindelserne mellem NUPI og norske regeringer mere direkte ved, at enkeltpersoner skiftede frem og tilbage mellem forskning og regering. Anders C. Sjaastad, der havde været informationschef og forsker på NUPI siden 1970, blev forsvarsminister i den borgerlige regering 1981–86, og han blev afløst på posten af Holst, der havde været NUPI’s direktør i de foregående fem år. I Danmark hed det blandt folk med faglige kontakter til NUPI, at når Norge skiftede mellem borgerlige og socialdemokratiske regeringer, sørgede man for at hente forsvarsministeren fra Norges førende udenrigs- og sikkerhedspolitiske institut! I Danmark er disse år blevet kendt som ’fodnoteperioden’, og det gav i efteråret 1986 anledning til en episode, hvor Holst som Norges nye forsvarsminister optrådte på en måde, der virkede irriterende på firkløverregeringen i København. Holst ville ikke hjælpe en dansk borgerlig regering med at afbøde sine danske partifællers fodnotepolitik – en politik som Schlüter-regeringen ikke ønskede at gøre til et kabinetsspørgsmål. Det var et af mange eksempler på rivalisering mellem de to nordiske NATO-allierede, men formentlig det eneste eksempel hvor en kendt NUPI-forsker spillede en fremtrædende rolle.1

I Danmark blev der fra begyndelsen af 1980’erne med etableringen af «Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg» (SNU) efterhånden opbygget et selvstændigt sikkerhedspolitisk forskningsmiljø, og med oprettelsen og den betydelige udvidelse af «Dansk Udenrigspolitisk Institut» (DUPI) i ’90’erene og senere «Dansk Institut for Internationale Studier» (DIIS) kom vi godt med også i Danmark.

Vi behøvede ikke mere at føle os underlegne og kunne mødes med NUPI-forskere som ligemænd/kvinder.