Det er en rigtig udmærket bog – ikke stor af omfang, men med mange interessante overvejelser og med grundig gennemgang af nogle vigtige sider af de middelalderlige korstog, som de fleste andre forskere har glemt eller bare ikke interesserer sig for. Nogle gange bliver bogen næsten for kortfattet, og man mærker, at Svenungsen ved meget mere og kunne have brugt meget mere plads.

Hvorfor skal man i øvrigt beskæftige sig med korstogene, som begyndte for over 900 år siden i den mørke middelalder og er slut for længe siden? Pave Urban 2.s prædiken i 1095 førte til en militær massebevægelse, der erobrede Jerusalem i 1099 i et voldsomt blodbad og førte til oprettelsen af de latinsk-kristne korsfarerstater i Mellemøsten. Byen Jerusalem faldt til sultan Saladin i 1187, den sidste kristne fæstning til de egyptiske mamlukker i 1291, men korstogene fortsatte middelalderen igennem, mod muslimer og mod mange andre. Men siden da har Vesteuropa jo haft så mange andre krige, så hvorfor er lige netop disse interessante?

Svenungsen afslutter sin bog med at præsentere fire billeder af korstogene, som stadig i forskellig forklædning er levende iblandt os: den moralske, den romantiske, den politiske og den postkoloniale fortælling – og som en eftertanke også synet på korstogene efter terrorangrebet 11. september 2001. Den moralske mener, korstogene var en fejl og i modstrid med al civilisation og ret kristendom; den romantiske synes, at ridderhelte og kamp for sandhed er godt og noget, vi kan lære af fra korstogene uanset deres konkrete forløb; den politiske anvender korstogene som ideal og direkte begrundelse for egne beslutninger og politiske handlinger; den postkoloniale postulerer en kontinuitet fra korstogenes til moderne kolonimagters overgreb mod muslimske samfund. Bogens sidste to sider omhandler moderne selvudnævnte korsfareres terrordrab, Breivik på Utøya i 2011 og moskemordene i Christchurch på New Zealand i 2019.

Blot denne korte opsummering viser, hvordan korstogene har været en forståelsesramme for helt modsatrettede virkelighedstolkninger, faktisk siden 1700-tallet, og været anvendt som delbegrundelser for meget konkrete politiske handlinger af vidtrækkende betydning, det være sig enkelte forskruede personers terror eller store imperiers kolonistyre. Middelalderhistorie er stadig noget af det vigtigste, og noget af det farligste, man kan beskæftige sig med.

Bogens korte afslutningskapitel er tankevækkende og velskrevet, men viser også et metodisk problem med at kategorisere moderne tiders brug af fortiden – den er kompleks. De fleste af Svenungsens konkrete eksempler kunne have været brugt til at illustrere flere ting på samme tid. Den romantiske fortælling om korstogene kan anvendes politisk, den politiske til at romantisere eller moralisere over korstogene. Den tyske kejser Wilhelm 2.s besøg ved Saladins grav i Damaskus i 1898 var politisk begrundet, men viser også kejserens romantiske drømme om den stærke helt, der redder nationen og fører den til sejr. Alligevel er Svenungsens kategoriseringer vigtige, fordi de er ét bud på at forstå de mange forskellige måder, korstogene er blevet brugt på.

Korstogene i dag er populære og populærkultur, men lever i symbiose med de professionelle historikere. Svenungsen nævner ganske kort nogle, som har været konsulenter på tv-serier og på film som Kingdom of Heaven fra 2005, men uden at det mærkbart formindskede den moraliserende bias. Det er en lidt trist konklusion, men desværre nok korrekt. Svenungsen nævner stærke antiislamiske og højreekstremistiske grupper, som efter 11. september henviser til civilisationernes kamp mellem kristendom og islam. Svenungsen nævner ikke andre af de professionelle historikere, især amerikanske, som egentlig er inde på samme tanke i deres videnskabelige forskningslitteratur, og som ekstremisterne henviser til. Disse historikere bliver der faktisk lyttet til. Det er en endnu tristere konklusion.

Bogen er altså vigtig, men den er komponeret anderledes end de fleste andre indføringer i korstogene. Den er tematisk og ikke kronologisk, hvilket giver et par gentagelser, men egentlig forbavsende få. De fire kapitler handler om: Hvad korstogene var, hvor og hvornår, hvem og endelig hvordan.

Det første kapitel skal definere korstog, og det er absolut ikke nemt. Middelalderen havde ikke noget særskilt ord for korstog før end mindst 100 år efter det første korstog – inden da blev det kaldt ekspedition, rejse, pilgrimsfærd og meget andet. Det rejser det interessante spørgsmål, om man kan analysere et begreb, som datidens aktører ikke vidste, de havde. Svenungsen foreslår, at det var så åbenbart for enhver i korstogstiden, hvad et korstog var, at de ikke behøvede at udpensle det i detaljer (side 26). Muligt, men alligevel forunderligt i 1100-tallet, hvor man ellers var så bevidst om definitioner. Det middelalderlige begrebs åbenhed afspejler sig i moderne historikeres meget forskellige tolkninger. Svenungsen gennemgår klart og kort de fire mest almindelige ’skoler’ af korstogshistorikere, traditionalister, pluralister, populister og generalister. Derefter kommer syv almindelige forklaringer på, hvorfor korstogene begyndte lige omkring 1100. Det er fortrinsvis mentale forklaringer, og de tidligere så populære økonomiske forklaringer – Mellemøsten var rig – afvises flere steder, med god grund, for det var dyrt at tage på korstog. Alligevel kunne Svenungsen ganske kort have nævnt også den almene enorme ekspansion i Vesteuropa på samme tidspunkt, både økonomisk og teknologisk, som en baggrund, der muliggjorde korstogene.

Det andet kapitel er det mindst spændende i en ellers velskreven og levende bog. Det skal på bare 60 sider beskrive alt om, hvor og hvornår de mange korstog fandt sted. Det er en næsten umulig opgave, som løses så godt, som det kan gøres på de alt for få sider. Der er mange steder og mange personer og hærførere, som hastigt afløser hinanden. Der er korstogene til Mellemøsten, på Den Iberiske halvø, i Baltikum og mod kættere og mongoler og børnekorstog og pogromer mod jøderne, som ikke var rigtige korstog. Det er et udmærket og praktisk kapitel, hvis man hurtigt skal finde information om et enkelt korstog og nogle af de afgørende slag og erobringer.

Nogle definitioner kan diskuteres. Svenungsen kalder korstogene mod de sydfranske katharer 1208-1229 for korstog mod kristne, sådan som det er blevet almindeligt i meget af den nutidige forskning. Det misser den middelalderlige pointe, at kættere bevidst benægtede visse centrale dogmer i kristendommen og derved direkte angreb kirken og sandheden. De havde valgt ikke længere at være kristne – også selv om de måske selv opfattede sig som kristne. Det kan lyde som sofisteri, men var vigtigt for middelalderens teoretikere for at undgå det tankemæssige kors at føre krig mod andre kristne. På samme måde blev de såkaldt politiske korstog mod pavens modstandere eller den ene pave mod den anden pave vist alle proklameret som korstog mod kættere. Alligevel kunne der godt være kritik af dem, som Svenungsen nævner, men officielt teologisk fungerede de på samme niveau som alle andre korstog.

De store massakrer på jødiske menigheder begået af hære på vej til Det Hellige Land blev ikke direkte forstået som korstog, som Svenungsen meget korrekt nævner, men blev alligevel så integreret en del af flere korstog, at det er helt korrekt at nævne dem i dette kapitel. De senmiddelalderlige korstog ser Svenungsen mindre som en kamp om Jerusalem og mere som et alment forsvar af Europa. Det er en interessant og vigtig pointe, men kunne have fortjent en længere diskussion, end der blev plads til i bogen. Det forklarer jo ikke de fortsatte ekspansive korstog i Afrika og til Amerika.

Hvem blev korsfarere? Det er emnet for det tredje, virkelig interessante kapitel. Svenungsen når langt videre omkring end de fleste andre bøger om korstogene og viser den brede sociale rekruttering til korstogene, men også den mangeartede dynamik, der sikrede opslutning. Meget var familietradition, ofte bragt videre gennem slægtens kvinder, meget hæder og ære, men socialt pres fra en herre eller fra omgivelserne var også helt almindeligt. Ikke bare krigere tog på korstog, men også gejstlige og håndværkere af alle mulige professioner, notarer, skræddere og vaskekoner, guldsmede, bagere, barberer, pottemagere og prostituerede. Kun falkonererne har undgået Svenungsens skarpe øje, men de har været uundværlige på ethvert ordentligt korstog. Nogle skulle passe falkene, mens krigeren kæmpede. Også borgerne i byerne når at komme med i dette komprimerede kapitel, som med sine mange konkrete eksempler giver et meget mere levende og komplet billede af korstogene, end man normalt bliver præsenteret for.

En vigtig nyskabelse med korstogene var de militære ridderordener, der nævnes som en særskilt gruppe i dette kapitel. De var elitekrigere, der levede som munke og var permanent mobiliseret. Det er et stort emne, som må begrænses, men Svenungsen kunne have nævnt ordenernes militære betydning på grund af den permanente mandskabsmangel i Det Hellige Land, deres borgtjeneste og deres enorme udbredelse i de vesteuropæiske hjemlande.

Korstog i praksis er emnet for det fjerde kapitel, levende skildret lige fra prædikekampagner og rekruttering over finansiering – helt afgørende for alle korstog og mærkeligt underbelyst i forskningen – til mad og drikke og rejsemåder og rejseruter. Meget af dette ændrede sig over tid. Svenungsen nævner, at alt blev dyrere fra 1100- til 1200-tallet og forklarer det med lejesoldater og inflation, men kunne også have nævnt den teknologiske udvikling, som gjorde panser og krigsmaskiner større, tungere og enormt meget dyrere. Det samme gælder udviklingen af de nye, meget større transportskibe fra 1200-tallet, som kunne medbringe mange flere heste end tidligere. De nævnes i forbindelse med omlægningen af rejseruter, men havde også en stor økonomisk betydning. Kapitlet er, i sin helhed, et meget vigtigt bidrag til at give et samlet billede af korstogenes virkelighed.

Deciderede fejl? Det er der i alle bøger, men få i denne. Heinrich 2. af Schlesien faldt i slaget ved Liegnitz/Wahlstatt 9. april 1241, ikke i slaget om Krakow 22. eller 28. marts (side 93). Kilikien ligger nord for Antiochia, ikke syd for (side 48). Terra sancta (side 51) blev vist altid omtalt i ental i middelalderen, ikke flertal som her, og det omfattede ikke Edessa. Men det er alt sammen småting.

Der findes alt for lidt litteratur på skandinaviske sprog om korstogene, og derfor er Pål Berg Svenungsens bog velkommen. Men endnu mere, fordi det er en velskreven bog med mange nye, vigtige og ofte overraskende perspektiver, og en bog, som bygger solidt på omfattende studier. Den bør absolut inddrages i universiteternes middelalderundervisning og kan i øvrigt anbefales til almindelig lystlæsning.