Erling Sandmo Tid for historie. En bok om historiske spørsmål Oslo: Universitetsforlaget 2015, 238 s.

Norsk historieteori og historiografi bar i mange år især præg af Ottar Dahls virke. Det må formentlig også tilskrives hans indsats, at tre af professorerne ved Universitetet i Oslo – Knut Kjeldstadli, Jan Eivind Myhre og Erling Sandmo – har følt sig foranlediget til at udgive hver sin historieteoretisk grundbog, Men hvor Kjeldstadlis Fortida er ikke hva den en gang var (1992) mestendels lå i forlængelse af Dahls empirisk-analytiske tilgang, udgør Sandmos nye bog Tid for historie (2015) et opbrud i forhold til den fremherskende tradition i Norge.

Bogen præsenteres på bagsiden som «en innføring i historiefagets historie, metode og teori» og afslutningsvis som «en historisk drøfting av hva historie kan sies å være nå» (s. 215). Det er ikke ligetil at angive den teoriposition, ud fra hvilken den er skrevet. Der er dem, der anser Sandmo for at være postmodernist, men den betegnelse vil han ikke selv hæfte på sig. Men der findes i bogen teoretiske markeringer pegende i delvis forskellige retninger. Flere indledende formuleringer tyder på et afsæt i en hermeneutisk-historistisk tænkemåde, sidenhen optræder Hayden White og Frank Ankersmit (s. 186 f) som centrale inspirationskilder, og afslutningsvis tilslutter Sandmo sig Friedrich Nietzsche og Michel Foucaults genealogiske historieforståelse (s. 218 f). Men samtidigt fastholder han, at «kildekritikken (...) er grunnlaget for hele fagets metodelære» (s. 14).

Bogen er opbygget på en enkel og regelret måde. Hvert af de 8 kapitler indledes med en velvalgt illustration og perspektiverende mikrohistorie. Indledningen bruges til at indkredse de spørgsmål, Sandmo vil drøfte, og videreformidle den begejstring og glæde, han har ved at være historiker. Resten er kronologisk opbygget. Først kommer en oversigt over historieskrivning i oldtiden, middelalderen, renæssancen og oplysningstiden, der afrundes med fremkomsten af det etablerede historiefag med afsæt i Rankes programmatiske tese om at ville udforske «wie es eigentlich gewesen» (s. 122). Dernæst behandles flere af de tilgange til ‘den egentlige historien’, der har præget faget i 1800- og 1900-tallet, inklusiv positivisme, marxisme, strukturalisme og sproglig vending. Derefter skitseres konturerne af nutidens historieteoretiske debat under overskriften ‘Den uoppnåelige sannheten’, hvor især White, Ankersmit, Nietzsche og Foucaults positioner præsenteres og drøftes. Afslutningsvis opridser Sandmo sine forventninger om, hvordan ’fremtidens historie’ vil blive.

Det er en vigtig, men også vanskelig opgave, Sandmo har taget på sig, og når han afrundende gør status over sit projekt, sker det med afsæt i Nietzsche og Foucaults genealogiske tilgang: «Historieskrivningen har ikke funnet sin endelige form. Den har alltid vært i endring (…). Det vi kan lete etter, er en herkomst, en slags stamtavle for det vi regner som historieskrivning her og nå. Og det er dette jeg har villet gjøre: antyde hvor vår tids dominerende historieskrivning stammer fra» (s. 218).

Tid for historie fik i 2011 Universitetsforlagets faglitterære pris med følgende begrundelse: Bogen «er uvanlig velskrevet, har et originalt og suverent grep om stoffet og har gode og interessevekkende eksempler, [derfor] er juryen ikke i tvil om at årets pris går til et prosjekt som er faglig nyskapende og fremragende formidling på en og samme gang». Jeg kan uden forbehold tilslutte mig, at den er særdeles velskrevet, gør brug af perspektiverende eksempler og fremstår som et eksempel på fornem faglig formidling. Mange historieinteresserede vil her kunne få både et stimulerende overblik over historiefagets historie og samtidig blive smittet af Sandmos åbenbare fortælleglæde og faglige begejstring. Men jeg kan ikke tilslutte mig juryens konklusion, når det gælder det originale og suveræne greb om stoffet og det fagligt nyskabende. Her er en mere nøjeregnende kritisk vurdering på sin plads.

Sandmo kender dele af historieskrivningens historie bedre end andre; anderledes kan det ikke være. Behandlingen af fx Machiavelli (s. 89 f) og Gibbon (s. 107 f) fremstår som indsigtsfuld og perspektivrig, men der findes også i bogen flere udsagn, som er aldeles problematiske. «De aller første kristne var ikke spesielt opptatt av historie. Deres religion var kjennetegnet ved at de ventet på Kristi gjenkomst, og dermed var de bundet sammen av en forventning til fremtiden, ikke av en felles fortid» (s. 53). Hvordan lader et sådant udsagn sig forlige med, at Mathæus-evangeliet indledes med at gøre rede for Jesu stamtavle, der føres tilbage til såvel kong David som patriarken Abraham? Dokumenterer det ikke en manifest fortidsinteresse? Et andet eksempel: «Periodiseringen, oppdelingen av tid i biter, skriver seg altså fra middelalderen» og dernæst bruges begrebet ’gullalderen’ (s. 73). Hvordan lader det sig forlige med, at det begreb stammer fra Hesiods værker fra ca. 700 f.v.t.? I Theogonia (Gudernes fødsel) og Erga kai Hemerai (Værker og dage) foldede han sin teori ud om, at menneskehedens historie bestod af fem verdensaldre og havde karakter af en forfaldshistorie startende med guldalderen. Er det ikke netop et periodiseringsskema?

Når det gælder Sandmos fremstilling af de lange linjer i fagets historie, er det sagligt velbegrundet at gøre Rankes virksomhed til et afgørende vendepunkt. Det har ofte været med henvisning til ham, at historie blev omdannet til et professionaliseret videnskabsfag. På andre punkter har fremstillingen imidlertid væsentlige mangler. Når Sandmo i sit renæssancekapitel skriver, at «historikerne [kastet] seg over arbeidet med å etablere historie som en ordentlig vitenskap» (s. 93), er det terminologisk upræcist og misvisende. Datidens lærde var optaget af at udmønte en ’ars historica’ – ledetråde for at bedrive lærde historiske studier, men betragtede ikke historie som en videnskab, da det aristoteliske videnskabsbegreb var fremherskende på den tid, og ifølge det drejede videnskab sig kun om det almene og universelle. Sandmo får derfor ikke klargjort, at det krævede en nydefinering af selve videnskabsbegrebet (=>metodisk empirisk forskning), førend historie kunne kaldes en videnskab.

Det fremgår af Tid for historie, at Sandmo kender Reinhart Kosellecks begrebshistoriske undersøgelser. Men han gør ikke Kosellecks påvisning af, at brug af kollektivsingularissen ’historien’ (og sidenhen ’fortiden’) først opstod i midten af 1700-tallet, til et vigtigt vendepunkt i historietænkningens historie. Det er en væsentlig mangel. Hertil kommer, at Sandmo selv har internaliseret nævnte begrebs- og sprogbrug i en sådan grad, at han ureflekteret bruger disse kollektivsingularisser, når han behandler en før-moderne historieskrivning. Men det medfører også, at han ikke tager den fremførte faglige kritik af den begrebs- og sprogbrug op til drøftelse i sin bog.

Når Sandmo behandler historiefagets historie med afsæt i Nietzsche og Foucaults genealogiske tænkemåde, udgør det givetvis et usædvanligt valg. Men i hovedsagen fremstår han i bogen som en traditionalist. Det nærmer sig en ’klassisk’ professionshistorisk analyse, hvor Herodots Historie betragtes som «den eldste teksten som det er rimelig å kalle historieskrivning» (s. 53), idet der gennemgående sættes lighedstegn mellem historie og lærd historieskrivning og dermed sagprosa.

Historie defineres ganske vist som «tekster om fortiden» (s. 23), men i praksis er det ikke alle tekster om noget fortidigt, der får den betegnelse hæftet på sig. Eksempelvis anses Homers Iliaden og Odysseen ikke for at være historie og bliver derfor forbigået. Sandmo kan i øvrigt ikke blive enig med sig selv, om Mosebøgerne i Bibelen skal anses for at være historie. I den kronologiske fremstilling forbigås de i første omgang, men betragtes sidenhen som «den vestlige historieskrivnings ene, dominerende tekst» (s. 53) i middelalderen. Det er forvirrende. Det forekommer heller ikke videre konsekvent, når Sandmo først knytter historie uløseligt sammen med en skriftkultur og dernæst roser Eric Wolfs Europe and the People without History (1982) som postkolonial historieskrivning (s. 145). Sandmo overser, at han i praksis selv gør brug af et eurocentrisk historiebegreb, der ikke kun implicerer en skelnen mellem ’forhistorisk og historisk tid’, men også mellem ’folk uten og med historie’ – dvs. uden og med skriftsprog. Han kommer dermed – antagelig helt utilsigtet – til at viderekolportere den forestilling, at det skulle være sagligt forsvarligt at beskrive bestemte slags mennesker som historieløse.

Vi mennesker er – som påpeget af Charles Taylor – selvfortolkende dyr. Det medfører, at vore tænke- og handlemåder løbende præges af vor forhåndenværende selv- og omverdensforståelse. Det gælder også for fagfolk, og bøger som Tid for historie er ikke kun med til at stimulere en selvrefleksion blandt historikere af fag, det er tillige ved hjælp af den slags tekster, at et fags selvforståelse reproduceres, bearbejdes og transformeres. Bøger om historiefagets historie får dermed karakter af identitetsfølsom historie, og det at skrive dem udgør dermed en identitetspolitisk intervention i kampene om fagets identitet. Når Sandmos nye bog skal vurderes under den synsvinkel, bliver ens stillingtagen præget af, hvilken position man selv indtager i de pågående magtkampe.

Tid for historie er – i min optik – et helhjertet og provokerende forsøg på at give norsk faghistorie en delvis ny profil uden dog at ville kaste vrag på arven fra Dahl og hans elever. Det gør Sandmo med afsæt især i White, Ankersmit, Nietzsche og Foucaults historieteoretiske tilgange. Set fra mit ståsted er det tiltrængt og velbegrundet at ville omprofilere norsk faghistorie. Jeg stiller mig dog mere kritisk til de styrende antagelser hos nævnte historieteoretikere, end Sandmo gør. Det har jeg tidligere gjort rede for i min bog Historie – livsverden og fag (2003).

Sandmos identitetspolitiske intervention peger således i den rigtige retning, og det er værd at bemærke, at han åbent vedgår, at hans interesse for historie også skal anskues som et forsøg på at «kunne stille vår egen tids kulturkonfrontasjoner i relieff» (s. 23). Altså en historieforskning og -skrivning, der henter sine problemstillinger og relevanskriterier i en samtidsanalyse. Men samtidig må jeg også vedgå, at Sandmos faglige selvrefleksion mangler en del, hvad dybde og stringens angår. Lad mig derfor afrunde med to eksempler herpå.

Jeg savner en klargørende analyse af konkurrerende historiebegreber i vestlig historietænkning. Ludvig Holberg sammenfattede i 1748 den fremherskende før-moderne opfattelse af historie på denne måde: «Jeg lærer deraf at kiende Lande. Jeg lærer at kiende Mennesker. Jeg lærer at kiende mig selv. Ja, jeg lærer at spaa. Thi man kand af forbigangne Ting dømme om tilkommende, og derfor i visse Maader holde hver grundig Historicum for en Prophet» (Epistel CLXII). Da Ranke i 1824 udmøntede sit ’wie es eigentlich gewesen’ program, indgik der samtidig en kontant afvisning af hele den ’magistra vitae’ tilgang, Holberg ville videreføre – dvs. en afvisning af enhver form for nytteorienteret og fremadrettet fortidsbrug. Ranke blev dermed den historiker, der frem for nogen var med til at omdefinere historie til at blive en decideret fortidsvidenskab – altså den fagforståelse, der sidenhen blev den fremherskende blandt historikere af fag.

Den pointe fremgår dog ikke klart af Tid for historie. Tværtimod er det sådan, at Sandmo i dele af bogen gør Rankes fortidsfikserede historiebegreb til sit eget. Men der er også de dele, hvor der arbejdes med et ganske andet afsæt, nemlig dér hvor han er inspireret af Foucaults genealogiske tilgang, der benævnes en ’nåtidens historie’. «En genalogisk historieskrivning var en annen måte å konstruere historie på (…) [og er] ikke opptatt av å forstå fortiden på dens egne premisser eller som helhet» (s. 219). Sandmo gør dermed i en og samme bog selv brug af to inkompatible historiebegreber, Rankes og Foucaults.

Et mål med Tid for historie er påpegningen af, hvad Sandmo benævner «historieskrivningens historiserende dimension», og han forklarer, at indsigt heri fremkom som en paradoksal følge af renæssancen. «Det viktigste idépremisset for renessansen var identifiseringen med antikkens litteratur og kunst, men identifiseringen førte til en erkjennelse av at antikken tilhørte fortiden, at den var historie og måtte historiseres» (s. 78). At erkende og anerkende det sagforhold er afgørende for Sandmo, fordi «historisering er relativisering, og studiet av fortid bør motvirke troen på at vår egen kultur og vår egen tid er en historisk fasit og alle tings målestokk» (s. 207).

Overordnet er jeg enig med Sandmo om, at historiefagets centrale opgave må være at udforske (og forklare) menneske- og samfundslivets historicitet (og socialitet). Men jeg savner et regelret forsøg på at afdække, hvordan vi ’egentlig’ skal forstå og forklare menneskers og dermed samfunds historiske natur. Han nøjes mestendels med programmatisk at proklamere: «Historieskrivning (…) har alltid vært i endring» (s. 218). Det betragter jeg som fagligt utilfredsstillende. Men det skal muligvis ses som en følgevirkning af Sandmos opslutning bag Foucaults historieteori, idet sidstnævnte ofte anskuede mennesker som klumper af modellervoks, der formes og omformes af ydre kræfter, de ikke selv kan påvirke. Går man ind for Foucaults teori om ’det tomme menneske’, kan det forklare, hvorfor Sandmo i Tid for historie ikke har følt noget behov for at gøre rede for den antropologi og samfundsteori, der ligger til grund for hans fremstilling af historiefagets teori og historie.