Olof Holm

Självägarområdenas egenart. Jämtland og andra områden i Skandinavien med småskaligt jordägande 900–1500

Stockholm: Historiska Institutionen, Stockholms universitet 2012. 223 s.

At dømme fra forordet forekommer denne doktorafhandling at være resultat af en nærmest kollektiv indsats. Takkelisten er alen lang over vejledere og fagfolk, der har læst og kommenteret afhandlingen, eller som ved råd og besvarelse af spørgsmål har været forfatteren behjælpelig. Det må have været svært at finde uvildige sagkyndige til bedømmelsesudvalget, da afhandlingen blev indleveret ved Stockholms Universitet. Men det er åbenbart lykkedes, for den blev forsvaret den 19. december 2012.

Formålet med afhandlingen er at undersøge, hvorfor visse områder i Skandinavien ved udgangen af middelalderen var præget af såkaldte «självägarområden», dvs. mindre gårde og huse ejet af de, der beboede disse bebyggelser i kontrast til de egne, der var karakteriseret af store godser ejet af aristokratiet og dyrket af jordlejer. Olof Holm vil vide, hvilke «krafter», som gav anledning til disse forskellige ejendomsforhold. At det ikke er nogen enkel sag at udrede et sådan årsags–virkningsforhold markeres straks ved påvisning af, at klima og naturforhold alene ikke kan være forklaringen. «Hvilken eller hvilke yderligere faktorer som har spillet ind er ikke nærmere undersøgt for Skandinaviens vedkommende», og det er som antydet det, Olof Holm har sat sig for. Om der foreligger sådanne undersøgelser for den øvrige verden, oplyses ikke.

Denne teori operationaliseres ved, at der opstilles seks hypotetiske ejendomsstrukturelle forudsætninger – tre for udviklingen af koncentration af store ejendomme og tre for små ejendomme. Det ville føre for vidt med en dybere diskussion af disse forudsætninger, men jeg kan ikke nære mig for at komme med et par kommentarer. Den første hypotetiske forudsætning for dannelse af store ejendomme er «adgang til objekter (jordejendomme) at investere i». Nu ved jeg ikke, hvad der er lagt i verbet «investere», men jeg associerer det med økonomisk transaktion, og jeg vil mene, at aristokratiets akkumulation af jordejendom gennem middelalderen ikke alene bestod i økonomiske investeringer. Akkumulationen skete ikke sjældent i kraft af vold. Holm mener i øvrigt, at mens der skal «vilje» til at samle store ejendomme, savnes der i områder med små ejendomme «incitament» til at gøre det.

Projektets metode er videre ud fra disse i mine øjne i bedste fald problematisk i værste ret tomme hypotetiske ræsonnementer, at undersøge hvorvidt disse var gældende eller ej i Skandinaviens mest udprægede «självägerområden» i århundrederne før 1500-tallet – dvs. tilbage til den yngre vikingetid. Udgangspunktet er Jämtland, nærmere betegnet lokaliteten Västerhus midt i landskabet. Valget af dette mikrohistoriske udgangspunkt er taget på grund af kilderigdommen fra undersøgelsesperioden i netop dette område.

Undersøgelsen indledes med en indføring i stednavnenes historie omkring Frösön, som konkluderer, at dette område af Jämtland har været relativt attraktivt at bosætte sig i. Denne slutning understøttes af den efterfølgende fremstilling af de geografiske forudsætninger for næringsliv i Västerhus. Det slås fast, at Jämtland var et agrart marginalområde, hvori Västerhus betegnes som et relativt fordelagtigt sted. Denne lokalitet, og andre ved Frösön, var begunstiget af gode transportveje og nærhed til det store vintermarked, Jamtamot, som siden 1100-tallet tiltrak handlende. Her dukker det, som senere viser sig, at være afhandlingens egentlige hovedspørgsmål op. Holm mener, at Västersøhusområdet på grund af relativt gode forudsætninger for kornavl og god infrastruktur frembød lige gode betingelser for at akkumulere gods og for handel. Spørgsmålet er, om beboerne valgte at satse på at opbygge godser eller på handel? Til belysning af dette spørgsmål vendes opmærksomheden mod de sociale strukturer i området ca. 900–1050, primært på grundlag af gravfund. At dømme fra fundene viser det sig ikke overraskende, at der har levet flere velstående i området. Disse byggede ifølge Holm ikke deres velstand på store jordbesiddelser og mange undergivnes tvangsarbejde. Heller ikke denne slutning kan undre. Det samme gjorde sig nemlig heller ikke gældende i Danmarks udprægede agerbrugsområder på denne tid. Samlingen af de store jordejendomme har vi først vidnesbyrd om fra slutningen af 1000-tallet. Det ville have været meget opsigtsvækkende, hvis der i Västerhus, der i agrar henseende må betegnes som marginalt i forhold til Østdanmark, havde fundet godsdannelse sted så tidligt.

Det skete heller ingen godssamlinger i Jämtland i den efterfølgende periode, hvor godsdannelsen fandt sted i Danmark, selvom kapitlet om de jämtlandske kirker vidner om, at den romersk-katolske kirke vandt indpas. Der blev angiveligt bygget adskillige såkaldte kooperative kirker, men kun få privat opførte kirker. Af sidst nævnte blev kun opført én stenkirke og det i Västersøhus. Dette viser ifølge Holm, at der i perioden 1150 til 1500 fandtes rige og mindre velstående folk i Jämtland, og at elitens velstand byggede på handel, ikke på store jordejendomme. Det indrømmes, at den sidst nævnte slutning bygger på et tyndt grundlag.

Denne slutning, eller hypotese, bliver efterprøvet i en analyse af ti private jordejeres liv og investeringer. Det drejer sig om alle kendte private jordejere i Västerhus fra 1200- til 1400-tallet. Det er i mange henseender interessant og oplysende læsning. Med hensyn til ejendomsforholdene kan de kun belyses for senmiddelalderens vedkommende. I disse århundreder synes ingen velstående, at have satset på samling af jordegods. Det forandrer imidlertid ikke ved, at de var substantielle jordejere, som konsoliderede deres ejendomme kvalitativt gennem mageskifter med mere med henblik på at sikre deres basale udkomme. Her foruden drev disse storbønder handel. Flere af dem kunne skrive og sad på forskellige embedsposter. Denne mikrohistoriske undersøgelse bekræfter handlens betydning for de velstående i Västerhus, og det billede den giver, minder om det, vi har af velstående danske bønder i senmiddelalder – ikke mindst i Sønderjylland. Spørgsmålet er, om det forklarer ejendomsstrukturen i Jämtland?

Det gør det i hvert fald ikke i den vestlige del af Sønderjylland eller andre egne af Danmark uden store godser. Godsdannelsen i Danmark har vi som nævnt de første spor af i slutningen af 1000-tallet. Godsdannelsen er sammenfaldende med de romersk-katolske institutioners etablering og udbredelse i landet. Samlingen af store jordejendomme er endvidere helt klart knyttet til områder med gode naturgivne forudsætninger for agerbrug. Ingen af disse to forudsætninger synes at have været tilstede i Jämtland. Hvad handelen angår, var det vel i Jämtland, ligesom i alle andre dele af Nordvesteuropa, blot en følge af, at man producerede et overskud af omsættelige varer. De kornproducerende store godser i Danmark og England producerede også for markedet. Visse af de store gejstlig godskomplekser havde i middelalderen opdelt deres godser mellem de, der producerede til institutionens eget brug, og de godser der producerede til markedet. Det gjaldt f.eks. Roskildebipsens godser på Sjælland og Ramsay Abbeys i Østengland.

Olof Holm anerkender med rette, at de naturgivne forudsætninger for landbrug spillede en rolle for ejendomsstrukturen i Jämtland. Det er der meget, der tyder på er rigtigt, men hans ihærdige argumentation for, at handel var en anden faktor, holder ikke. Når det er sagt, skal det siges, at hans afhandling bidrager med megen spændende viden om endnu et europæisk såkaldt marginalområde. Den indgår i rækken af den type undersøgelser, som for alvor begyndte at dukke op, da jordudpiningsteorierne vedrørende den hedengangne senmiddalderkrise stod for fald i slutningen af 1980erne. Afhandlingen er velskrevet og velunderbygget for så vidt angår viden om Jämtlands økonomiske og sociale strukturer i middelalderen.