Steinar Imsen (ed.)

The Norwegian Domination and the Norse World c.1100–c.1400, ‘Norgesveldet’. Occasional Papers No. 1 (Trondheim Studies in History)

Trondheim: Tapir Academic Press 2010, 295 s.

Som akademisk disciplin praktiseret af professionelle udøvere med en universitær uddannelse blev den moderne historievidenskab til sammen med nationalstaterne i det 19. århundrede. Som følge af sin tætte kobling til nationalstatslig legitimering har den traditionelle historieforskning haft svært ved at tackle ældre tiders før-nationale statsdannelser. Helt teleologisk er den moderne nationalstat blevet betragtet som selve den historiske udviklings endemål, og tidligere statsdannelser er ofte blevet bedømt ud fra det kriterium, om de kunne opfattes som en forløber for eller tværtimod en forhindring for udviklingen af de senere nationalstater.

Fra denne anakronistiske position er man heldigvis på vej væk inden for international historieforskning, med en markant forøget interesse for ældre tiders sammensatte statsdannelser til følge. Mens man tidligere ville se riger omfattende større og mere sammensatte territorier end de senere nationalstater som politiske konstruktioner, der næsten på forhånd var dømt til at dukke under, vil man nu i højere grad anskue dem som repræsentanter for ’alternative’ historiske udviklingsmuligheder i forhold til en ’normal’ nationalstatslig.

I dansk historieforskning har der gennem flere år været stigende opmærksomhed på «den oldenborgske konglomeratstat», altså den forening af Danmark, Norge og Slesvig-Holsten, som bragtes til veje i 1460, som bestod som en nordeuropæisk stormagt i næsten 400 år, og som nutidens danske rigsfællesskab omfattende Danmark, Færøerne og Grønland er en sidste rest af. Med det projekt om «Norgesveldet», som det norske forskningsråd har bekostet med Steinar Imsen som leder, gør den internationale historieforsknings interesse for ældre tiders sammensatte politiske enheder sig nu også gældende i Norge. Og set fra et dansk synspunkt må det vække særlig glæde, at projektet sætter fokus på en af den oldenborgske konglomeratstats vigtigste historiske forudsætninger, nemlig det middelalderlige norske kongerige med dets tilhørende besiddelser i Nordatlanten.

Magnus Lagabøters landslov fra 1274 viser, at Norgesveldet ifølge datidens forståelse bestod af den «indenlandske» del, det vil sige selve kongeriget Norge, og «skattelandene», altså Orkneyøerne, Shetlandsøerne, Færøerne, Island og Grønland. Af disse områder var Island først kommet under den norske krone i 1262/64, men til gengæld havde Norgesveldet forud herfor omfattet yderligere dele af De britiske Øer, først og fremmest Hebriderne og Man indtil afståelsen af disse øer til den skotske konge ved en aftale i Perth i 1266.

Norgesveldet var et produkt af vikingetidens skandinaviske ekspansion i det nordatlantiske område. Ved overgangen fra vikingetid til middelalder omkring år 1100 undergik det en transformation som følge af det norske kongedømmes udvikling til en egentlig stat. Op gennem 1100- og især 1200-tallet arbejdede kongemagten for en centralisering og ensretning af den statslige forvaltning og retsudøvelse i Norgesveldet. Fællesskabet i politisk henseende styrkedes af, at Norgesveldets forskellige dele efter oprettelsen af ærkesædet i Trondheim i 1152/53 var forenet inden for den samme kirkeprovins.

Resultaterne af forskningsprojektet om Norgesveldet skal ifølge planen omfatte fire bind, af hvilke det første skal anmeldes her.1 Bindet, som udspringer af et arbejdsseminar på Røros i 2008, indeholder tolv bidrag af forskere fra flere forskellige lande og flere forskellige fag. Det er ikke muligt at give en udførlig omtale af samtlige bidrag i bogen, så jeg må nødvendigvis være stærkt selektiv med hensyn til, hvilke bidrag og hovedpointer jeg fremhæver specielt.

Bogen starter med Steinar Imsens introduktion, der først og fremmest diskuterer karakteren af den politiske størrelse Norgesveldet. Ifølge Imsen var Norgesveldet indtil 1260’erne i hovedsagen en paraply, hvorunder mere eller mindre uafhængige fyrstedømmer var forenet. Med den norske kongemagts indsats for ensretning af den lokale administration og retsudøvelse udvikledes skattelandene til en slags provinser i et norsk «commonwealth». Noget større fællesskab blev der dog efter Imsens mening aldrig tale om, og i stedet for stadig større integration så senmiddelalderen en stærkere etnisk differentiering.

Randi Bjørshol Wærdahl viser i sit historiografiske bidrag, at det 19. og 20. århundredes nationale tilgang til middelalderens historie fortsat spærrer for en målrettet udforskning af de historiske relationer mellem Norge og resten af den nordiske verden i middelalderen. Hendes forslag til at råde bod herpå er anvendelsen af en «transnational approach» i stil med den, som britiske forskere har benyttet i nyere studier af de fire nationer på De britiske Øer. En fortidig politisk enhed som Norgesveldet skal betragtes som et hele og studeres ud fra et bevidst brud med moderne nationalgrænser.

Da Magnus Lagabøter gav sin landslov i 1274, var Norgesveldet en forholdsvis entydig størrelse i politisk og kirkelig henseende, men sådan var det ikke i århundrederne forud. Jón Viðar Sigurðssons bidrag til bogen er et forsøg på at indsætte Norgesveldets tilblivelse og udvikling i en bredere kontekst kaldet «the Norse Community». Herved forstås hele det norske og nordatlantiske område, der fra rigssamlingen omkring 880 til indgåelsen af den dynastiske union med Sverige omkring 1320 var den norske kongemagts indflydelsessfære. Det var et område, der også i demografisk og socio-økonomisk henseende udgjorde en enhed, kendetegnet som det var af en forholdsvis lav befolkningstæthed, et bebyggelsesmønster karakteriseret af enkeltgårde i stedet for landsbyer og en ringe grad af urbanisering. Sigurðsson giver en særdeles instruktiv oversigt, som man dog godt kunne have ønsket sig noget fyldigere, ligesom det ville have været interessant at få eksemplificeret den norske konges bestræbelser for at binde de enkelte dele af sit omfattende rige sammen også med andet end Islands kildemæssigt velbelyste, men derfor også forholdsvis velkendte middelalderhistorie.

De alment anlagte behandlinger af hele Norgesveldet hos Imsen, Wærdahl og Sigurðsson efterfølges af specialstudier af enkeltdelene. Først drejer det sig om De britiske Øer, hvor Barbara Crawford tager sig af Orkneyøerne, der i middelalderen hørte sammen med det skotske jarledømme Caithness, mens behandlingen af Hebriderne og Man varetages af Ian Beuermann. Hans overvejende historiske tilgang suppleres af en arkæologisk baseret artikel af Richard Oram og Paul Adderley om vidnesbyrd om det nordiske samfund på de ydre og indre Hebrider. Især denne artikel er interessant på grund af sin anlæggelse af et nyt perspektiv fra den såkaldte «environmental history». Meget overbevisende argumenteres for, at øerne på Skotlands vestkyst havde en klar ’nordisk’ karakter fra vikingetiden og frem til omkring 1300. Baggrunden for den nordiske kolonisation var det, klimaforskerne kalder «the Medieval Warm Period» fra det 10. til det 13. århundrede. Den gunstige klimatiske situation tillod nordboerne at introducere nye afgrøder og dyrkningsmetoder, nye former for husdyrhold og en ny udnyttelse af de maritime ressourcer, især ved dybhavsfiskeri – alt sammen fænomener, der har kunnet dokumenteres igennem skotske arkæologers udgravninger og fund. Fra omkring 1300 forværredes de klimatiske forhold imidlertid, og Oram og Adderley konkluderer, at på samme måde som klimaforværringen fik nordbokulturen i Grønland til at gå under og kastede den islandske befolkning ud i en dyb krise, var det også den, der fik en distinkt ’nordisk’ social, økonomisk og kulturel tradition på Skotlands vestlige øer til at kollapse (s. 142).

Der er to artikler om Islands rolle i Norgesveldet. Først viser Helgi Þorláksson, at den norske konge efter indgåelsen af sin aftale med islændingene i 1262 var aktivt involveret i den islandske udenrigshandel, ikke mindst fordi den repræsenterede en vigtig indtægtskilde for ham. Derefter påpeger Patricia Pires Boulhosa, at den traditionelle opfattelse af en islandsk overgang fra «landbrugsalder» til «fiskealder» omkring 1300 udelukkende bygger på skriftlige kilder, især de islandske annaler, uanset at disse ikke kan opfattes som konsekvente og dækkende afrapporteringer af alt vedrørende handel og fiskeri på øen. I forhold hertil giver de arkæologiske kilder utvetydige vidnesbyrd om, at fiskeri allerede tidligt var et vigtigt element i den islandske økonomi.

Som sagt var selve kongeriget Norge den «indenrigske» del af Norgesveldet. Også det undergik territoriale ændringer i løbet af middelalderen, og også det havde grænser, der var porøse. Det fremgår klart af bidragene af Lars Ivar Hansen og Olof Holm. I sin artikel om den «arktiske dimension» af Norgesveldet viser Hansen, hvorledes den norske kongemagt i løbet af middelalderen etablerede lokale domstole i Nordnorge, inddrog området i rigets forsvarssystem og etablerede fast beskatning af befolkningen, samtidig med at kirken fik fodfæste igennem bygning af kirker og klostre og dannelsen af sogne. Mest er Hansen dog optaget af, i hvilket omfang Norgesveldet kom til at omfatte samerne i Lappmarken og Finnmarken. I denne allernordligste del af den skandinaviske halvø var den norske konge først og fremmest interesseret i at hævde en overhøjhed over samerne, der indebar tributbetaling til ham. Samme interesse viste man imidlertid fra byrepublikken Novgorods – og siden fra Moskvafyrstens – side. Derfor var der i nord en ’flydende’ grænse mellem en norsk og en russisk indflydelsessfære, ligesom der opstod adskillige konflikter om samernes tributbetaling og i det hele taget om kontrollen med området, hvis pelsdyrfangst udgjorde en vigtig økonomisk ressource.

I Holms tilfælde drejer grænseproblematikken sig om Härjedalen. Dette perifert beliggende og tyndt befolkede område var ved en grænsedragning mellem Norge og Sverige, måske omkring år 1000, blevet en del af det norske rige. Senere i middelalderen ses dog ikke nogen markant norsk tilstedeværelse i området, hverken fra kongens eller kirkens side. Svarende hertil opfattede Härjedalens indbyggere i middelalderen ikke selv deres område som en del af Norge, og i praksis havde de også tættere kontakt med de nærmest liggende svenske provinser end med andre dele af det norske rige.

Bogen slutter med udblik til Sverige og Danmark. Thomas Lindkvist skriver meget knapt om, hvorledes Sverige blev til i vikingetiden ved en forening af Svealand og Götaland, og hvordan det svenske middelalderkongedømme siden udstrakte sin magt nordpå og østpå, til det finske område. Jens E. Olesen skriver meget detaljeret om det danske «Østersøimperium», der etableredes af Valdemarerne og kulminerede under Valdemar Sejr i de første årtier af 1200-tallet. Da ingen af de to forfattere kobler deres artikler til diskussionerne om Norgesveldet, er det dog svært at se, hvad deres bidrag egentlig skal tjene til i bogens sammenhæng.

Efter min mening havde det været nok så interessant, om en artikel med et komparativt nordisk perspektiv havde været placeret i starten af bogen og her havde forsøgt at tegne en skitse af vikingetidens nordiske verden som fælles baggrund for tilblivelsen af de tre middelalderriger Danmark, Norge og Sverige. Vikingetiden så en række tilløb til imperiedannelser, kulminerende med Harald Blåtands, Svend Estridsens og Knud den Stores forening i årtierne omkring år 1000 af danske, norske og engelske områder og landskaber i et veritabelt «Nordsøimperium». Hverken de danske vikingetog i vest eller de svenske i øst resulterede dog i mere varige imperiedannelser. Det særlige ved den norske ekspansion vestpå i vikingetiden var, at den førte til skandinavisk bosættelse i hidtil ubeboede områder. Derved skabtes i Nordatlanten et omfattende etnisk, sprogligt og kulturelt fællesskab, med basis i hvilket den hjemlige kongemagt i Norge kunne etablere et politisk fællesskab i form af Norgesveldet.

I forlængelse heraf må nævnes et andet forhold i forbindelse med overgangen fra vikingetid til middelalder, jeg savner belyst. Mens flere af artiklerne kommer ind på de naturgivne omgivelsers betydning for Norgesveldets etablering og udvikling, findes der omtrent intet i bogen om noget så vigtigt som de skibsteknologiske og sømilitære forudsætninger for Norgesveldet. De store flåder af langskibe med effektivt angrebspotentiale spillede en afgørende rolle for etableringen af nordiske søbårne imperier i vikingetiden, men hvornår forsvandt disse flåder, og hvad afløste dem?

Selv om The Norwegian Domination and the Norse World c.1100–c.1400 indeholder en række interessante enkeltartikler, kan man ikke sige, at bogen tegner noget samlet billede af Norgesveldet, dets tilblivelse, udvikling og undergang. Det har dog heller ikke været meningen, for som det fremgår af bogens bagsidetekst, har det alene været hensigten at give en første præsentation af emnet, der sætter fokus på nogle af de geografiske, politiske og kulturelle aspekter af Norgesveldet. Jeg skal slutte med at pege på punkter, hvor bogen efter min mening giver indtryk af, at projektet om Norgesveldet vil kunne levere spændende nye erkendelser.

Jeg vil for det første – som det måske mest afgørende nye i forskningsprojektet – nævne det tilstræbte opgør med den «metodologiske nationalisme», som blev påpeget i en forskningsrådsevaluering af norsk historisk forskning i 2008. Derefter vil jeg for det andet fremhæve, hvorledes den historiografiske tilgangsvinkel på fornuftig vis udnyttes til at udpege huller, blinde vinkler og skævheder i den eksisterende forskning. Endelig vil jeg for det tredje påpege, hvorledes der på en række konkrete områder lægges op til vigtige om- og nyfortolkninger, især igennem en større inddragelse af det arkæologiske kildemateriale og anvendelsen af nye synspunkter fra «environmental history».

Projektet om Norgesveldet rummer således afgjort nye teoretiske, metodiske og kildemæssige aspekter, således som et stort kollektivt forskningsprojekt bør. Når man ser på de delprojekter om lokaladministration og retsvæsen, skattebetaling og økonomi, der ifølge projektbeskrivelsen skal gennemføres, kunne jeg dog godt have tænkt mig lidt større dristighed i formuleringen af nye spørgsmål. Projektet har stor fokus på staten og statsdannelsesprocessen, men udnytter efter min mening ikke fuldt ud de adskillige andre forskningsmæssige potentialer i den valgte ’casestudy’. Middelalderlige imperier og unioner med deres forening af flere forskellige politiske enheder under den samme hersker leverer ofte et godt grundlag for at studere en række problemstillinger, der har været vist særlig interesse i den nyeste internationale forskning, mest oplagt spørgsmålet om dannelsen af regional og national identitet og spørgsmålet om grænsen som ikke blot en barriere, men også et sted for kulturmøde og kulturudveksling. Sådanne problemstillinger havde jeg gerne set givet en mere central placering i forskningsprojektet som helhed, ikke mindst på baggrund af de spændende antydninger, der er at finde i Lars Iver Hansens og Olof Holms artikler.