Astri Andresen, Olöf Gardarsdóttir, Monika Janfelt, Cecilia Lindgren, Pirjo Markkola og Ingrid Söderlind

Barnen och välfärdspolitiken. Nordiska barndomar 1900–2000

Stockholm: Dialogos Förlag 2011, 458 sider

Nordisk barndom er ikke én ting, det er snarere fem forskellige ting – og ligner i den henseende, hvad der er blevet konkluderet om velfærdsstaten, nemlig at der er én model, med fem undtagelser. Hvis Norge har haft den retspolitiske førertrøje på, har det humanitære arbejde med flygtningebørn fyldt mest i Danmark og Sverige, mens finnerne tidligt var optaget af børns fysiske sundhed, alt imens udviklingen på Island gik sin egen gang. Landene kan være først med noget, og senere med noget andet.

I denne digre antologi, som er resultat af en NOS-H bevilling, vægter forfatterne dog i lige så stor udstrækning lighederne som forskellene, og ganske originalt går de på jagt efter, hvordan komparationer har resulteret i praktisk politik især på inden for socialpolitik og børneforsorg, fra udenomsægteskabelige børns retsstilling, over adoptionslovgivning, institutionsudbygning til behandling af uledsagede flygtningebørn.

Det er forholdene for de udsatte og marginaliserede børn, som fylder mest i bogens seks hovedkapitler, bortset fra det indledende, som på demografisk vis behandler ændringerne i børns levevilkår i det 20. århundrede. En udvikling, hvor ustabilitet i forhold til levealder og familiesamliv er blevet afløst af stabilitet, bortset fra en stadig stigende skilsmisseprocent. Ind imellem ligger velfærdsstaten, som har spændt et socialt sikkerhedsnet ud ikke bare under de svageste, men også under almindelige børn med tilbud om skolemad, daginstitutioner og børnepenge. Sammen med kvindernes høje beskæftigelsesgrad har det gjort det muligt at leve som fraskilt eller enlig uden en mandlig hovedforsørger. Det er også det eneste kapitel, som ser på barndom i forståelsen levet liv, mens alle de øvrige holder sig til diskursernes smalle sti. Vi får således relativt lidt at vide om, hvordan barndommen faktisk er blevet levet i de fem nordiske lande, men hører derimod ganske meget om de mange aktører, som har været indblandet i barndommens modernisering – fra forrige århundredes filantroper, de mange internationale organisationer som Folkeforbundet og Red Barnet til velfærdsstatens politikere og eksperter.

Man kan trække mange forskellige konklusioner ud af disse bidrag. Forfatterne vælger selv at understrege den betydning, barndom har haft for velfærdsstatens udformning, men også vigtigheden af det trans-nordiske samarbejde og inspiration. Det står også lysende klart, at hensynet til barnets bedste har handlet om mange andre ting, som udenrigspolitik, Kold Krig, eller eksisterende praksis på området, end om børn.

Gennem inddragelse af begrebet sti-afhængighed signalerer forfatterne således, at forhistorierne spillede med, når politikken blev til. Men hvilke forhistorier? Religion – som stort set ikke er omtalt, må have gjort en forskel i synet på mor, barn og ægteskab, forholdet mellem land og by, industrialisering – udveksling af viden med det øvrige Europa og USA … mange spørgsmål rejser sig og trænger til en nærmere diskussion og belysning.

Det er de komparative studiers akilleshæl, at man kan ikke vide alt om alting – og man ved formentlig mest om sit eget land. Det slår især igennem i behandlingen af den nyeste tid, men det får også betydning for analysen af den danske udvikling, hvor vigtige forskningsbidrag og nuancer både i forhold til forståelse af det specifikt danske, men også af det nordiske er ladt ude af billedet. Det har ligeledes konsekvenser for henvisningerne, hvor det kræver en vis træning at genfinde de danske kilder, som er citeret.

Der er mange spændende konklusioner rundt omkring i de enkelte kapitler, men de drukner i deskriptive og opremsende passager. Flere af bidragene indledes af en længere forskningsoversigt, som med fordel kunne have været samlet i indledningen. Den skygger for kapitlets overordnede mål og problemformulering. Der er en stribe fantastiske fotos, som viser børn på alle tider af døgnet, men stort set ingen fra Danmark. En besynderlig prioritering i en bog, som foregiver at være nordisk.

Bogens mangler til trods, er det alligevel imponerende så langt forfatterne er nået i arbejdet med at sætte nye dagsordener for nordisk barndomshistorisk forskning. Dagsordener, som fanger det inter-nordiske og de mange kulturelle og politiske udvekslinger og oversættelser, landene imellem.

Som læser savner man dog overvejelser omkring, hvorfor det lige er disse tema fra socialpolitik, over skolehygiejne til adoption og flygtningebørn, som er blevet taget op til behandling. Hvor er skolen henne, er vel det mest oplagte spørgsmål, er det tilstrækkeligt at spise den af med et kapitel, som fokuserer på skolebespisning, skolelæger og (lidt om) skolepsykologer? Hvad med hele det fælles nordiske arbejde i 1960’erne med at koble skolen til kampen for social ligestilling, f.eks.?

Forfatterne bør også roses for viljen til at indgå i en dialog med governmentality studier og opbruddet inden for komparativitetsforskningen i retning af forbundne historier, cirkuleringer og oversættelser. Men det bliver ved tilløb i et par kapitler, og det får ikke betydning, når konklusionerne skal trækkes. Koblingen mellem velfærdsstat, styringspolitik og barndom fortoner sig, og der gribes tilbage til en nationalstatslig fortolkningsramme. Den mulighed at se bort fra landegrænserne og studere, hvordan ideer og praksis cirkulerede uafhængigt af disse, udnyttes således ikke til fulde.

Der er således nok at tage fat på. Med bogen om Barnen och välfärdspolitiken er der imidlertid skabt et godt udgangspunkt.