Artiklen er en uddybning af et tema, som ved det mundtlige forsvar af Anton Fredrik -Andresens afhandling: Nytte, dannelse, vitenskap? blev diskuteret mellem doktoranden og første officielle opponent, Hans Chr. Johansen.

Efter at det middelalderlige Hamar var blevet brændt ned under krigen mod Sverige i 1567, dukkede der med mellemrum planer op om at anlægge en ny bymæssig bebyggelse ved den gamle domkirkeruin eller et andet sted i nærheden, hyppigt begrundet med, at der ikke fandtes en eneste handelsplads på den lange vej mellem Christiania og Trondheim.1

I årene mellem 1810 og 1849 blev denne debat særlig intens og endte med, at Lillehammer fik købstadrettigheder med enkelte indskrænkninger i 1828 og Hamar i 1849.

Artiklen følger diskussionerne og undersøgelserne om et byanlæg fra 1810 og frem til 1827, hvor loddet faldt ud til fordel for Lillehammer, selv om der var kræfter, der havde arbejdet energisk for, at Hamar skulle være det første valg. Et væsentligt formål er at kaste nyt lys over baggrunden

og motiverne for, at økonomiprofessoren Gregers Fougner Lund (1786–1836) blev en ivrig deltager i debatten og især søgte at fremme Hamars sag.

Et initiativ fra Selskabet for Norges Vel

I 1810 udskrev det nyoprettede Selskab for Norges Vel som en af sine -første opgaver en række prisspørgsmål. Et af disse lød således: «Ville det være til gavn eller skade for Oplandene i Aggershus stift, om Hammerbye ved Miøsen atter blev genopbygget og forsynet med Købstadsprivilegier, eller er noget andet sted mere bekvemt og hensigtsmæssigt til en bys anlæggelse i Oplandene?»2

Da fristen for indsendelse af besvarelser var udløbet, var der ikke indkommet nogen skrifter, og Selskabet forsøgte sig derfor i 1811 med at udskrive emnet en gang mere, denne gang med tilføjelsen: «I fald anlæggelsen af en sådan by i Oplandene anses gavnlig, hvilke er da de hensigtsmæssigste midler til dette øjemeds opnåelse?»3 Men det var med det samme negative resultat.

Det er muligvis en af Selskabets initiativtagere, Christianiabiskoppen Frederik Julius Bech (1758–1822), der har været idémanden. Han var et typisk produkt af oplysningstiden og interesserede sig stærkt for stiftets opkomst, hvad der blandt andet havde vist sig ved en stor interesse for at forbedre skole- og fattigvæsenet.

I hvert fald følte biskoppen, da der heller ikke i 1812 var kommet en besvarelse på prisopgaven, at han selv burde bidrage med et indlæg, der med hans egne ord ikke ville være «en fyldestgørende besvarelse, kun nogle tjenlige vink til nærmere overvejelse.» Disse vink offentliggjorde han som nogle indlæg i Selskabets blad Budstikken med titlen «Om en købstad i Oplandene» i løbet af 1812.4

Han undersøger heri en række forudsætninger med hensyn til arealet, muligheder for forsyninger med fødevarer og brændsel til en købstadsbefolkning, adgangsmuligheder for et opland, adgang til vandkraft mm. og finder, at der kun er to mulige placeringer, nemlig ved Storhammer (Hamar) og ved Lillehammer. En sammenligning mellem dem falder ud til fordel for Storhammer, ikke mindst fordi der på dette sted fandtes bedre muligheder i forbindelse med sejlads på Mjøsen som følge af dybt vand og gode landingsmuligheder. Hans konklusion er derfor, at «denne

omstændighed (sejladsmulighederne), foruden de øvrige ubestridelige fordele, i forening med Storhammers så indbydende situation, og den behagelige tanke om genfødelse af den gamle hendøende Hammerby, synes at afgive overvægtige grunde for valget af dette sted til et købstadsanlæg for Oplandene i Aggershus Stift.»5

Indlæggene indeholder desuden en påvisning af, at en etablering næppe vil volde større skade for andre købstæder, og at der ikke ville være grund til at frygte større usædelighed i området som følge af, at købstadlivet kunne være mere udsvævende end livet på landet.

Endelig kommer biskoppen med nogle forslag til den praktiske gennemførelse, hvor han bl.a. går ind for, at staten skal opkøbe den jord, hvor købstaden skal anlægges, udarbejde en byplan og derefter udleje jordstykker til de kommende beboere.

Amtmand Sommerfelts forestilling og den første kommissions arbejde (1812–15)

Det er muligvis inspireret af disse planer, at den nyudnævnte amtmand i Kristians amt (dvs. det nuværende Oppland fylke) Ole Hannibal Sommerfelt (1753–1821) i 1812 sendte en forestilling til vicestatholderskabet. I denne foreslog han, at der blev givet mulighed for at afholde markeder på tre lokaliteter i amtet, og at der blev anlagt en købstad, men hans forslag var, at det skete ved Lillehammer, der lå i hans amt.

Henvendelsen fra amtmanden førte til, at det den 19. juni 1813 ved en kongelig resolution blev besluttet, at der skulle nedsættes en kommission, der skulle komme med forslag til oprettelse af en købstad på et passende sted ved Mjøsen i Kristians amt, en beliggenhed, der ville udelukke Hamar, men i den kancelliskrivelse, der viderebragte resolutionen, hed det blot «ved Mjøsen», dvs. at en placering ved søens østside i Hedemarkens amt også var en mulighed.

Først den 16. juli 1814 blev kommissionens medlemmer udpeget, og nu gik kommissoriet ud på at udarbejde et «detaljeret forslag til en købstads anlæggelse på et passende sted ved Mjøsen». Ud over amtmanden kom kommissionen til at bestå af en foged og to sorenskrivere fra Kristians amt. Kommissionen kunne knap et år senere, dateret den 9. juni 1815, indsende en rapport, der foreslog anlæg af en købstad i egnen ved gården Lillehammer i Faaberg præstegæld.

Men det var ikke meningen, at dette kommissionsarbejde skulle stå alene. Amtmanden i Hedemarkens amt (det nuværende Hedmark fylke)

Claus Bendeche (1763–1828) fik nemlig parallelt hermed til opgave sammen med dette amts embedsmænd at undersøge, om købstaden i stedet burde anlægges i hans amt. Hans besvarelse af 25. marts 1816 er ganske kortfattet og indeholder hovedsagelig nogle indvendinger mod 1815-rapportens anbefaling af Lillehammer.

Der kom imidlertid ikke mere ud af sagen på dette tidspunkt. Rapporterne blev henlagt. Formodentlig har de vanskelige statsfinansielle og monetære forhold i Norge omkring denne tid lagt beslag på alle kræfter og bremset nye udgiftskrævende initiativer.

Professor Lundhs interesse for et nyt Hamar

Hvornår Gregers Lundh begyndte at interessere sig for et byanlæg ved Hamar i Vang præstegæld ved man ikke, da de oplysninger, der fremgår af hans indlæg om sagen er meget upræcise, men formodentlig er det sket en gang mellem 1818 og 1823.

For at forstå hans interesse for sagen er det imidlertid nødvendigt at se lidt nærmere på hans familiemæssige tilknytning til egnen omkring Mjøsen.

Hans far, Peder Gregersen Lufton Lund (1750–1836) blev uddannet som præst ved universitetet i København. Sin præstegerning begyndte han som kapellan i Fron i Gudbrandsdalen i årene 1778–89. Her blev sønnen Gregers født i 1786. Derefter fulgte faderens længste embedsperiode som præst i Vardal på Mjøsens vestside ved det nuværende Gjøvik i årene 1789–1822, og de sidste aktive år var han præst i Land, nabopræstegældet mod vest, i årene 1822–27. Gregers Lund har således fra sin ungdom kendt egnen omkring Hamar og Lillehammer.

Blandt forældrenes nære venner i Vardalårene var nabopræsten Henrich Christian Borchgrevink (1732–1807), der efter i en årrække at have været kapellan ved Holmens Kirke i København blev udnævnt til præst i Toten præstegæld i 1782. Han fortsatte i dette embede til sin død og var fra 1789 tillige provst i Toten provsti, der bla. omfattede Vardal præstegæld.

Formodentlig har det været dette bekendtskab mellem nabopræsterne, der var baggrunden for, at Gregers Lundhs yngre søster Barbara Mar-grethe (1792–1819) i 1810 blev gift med den ældste af præstesønnerne fra Toten, Frederik Borchgrevink (1776–1839) ved et dobbeltbryllup i Vardal præstegård, hvor også Frederiks yngre bror Otto (1784–1824) blev gift med Johanne Marie Müller, der stammede fra København. Otto Borchgrevink stod da netop over for at skulle tiltræde embedet som præst i Biri, det tredje præstegæld, der hørte under Toten provsti.

Frederik Borchgrevink, ejer af Storhamar gård 1800–25

Gregers Lundhs svoger blev elev på Katedralskolen i Christiania og blev immatrikuleret på Københavns Universitet i 1795, men synes ikke at have færdiggjort studier der. I 1800 omtales han som secretair Borchgrevink, og da der ikke er fundet oplysninger om, at han har erhvervet sig denne titel i et offentligt embede, er det sandsynligt, at han hurtigt har opgivet studierne og derefter har taget plads som privatsekretær i Danmark eller i Norge.

I 1800 oplyser panteregistret for Vang, at sekretær Borchgrevink har købt Storhammer gård fra krigskommissær C.M. Hettings opbudsbo for 14.350 rdl. Skødet er dateret den 13. marts 1800.6

Der var på det tidspunkt et lån i gården med en restgæld på 7.858 rdl., ydet af den kongelige Kreditkasse i København. Kreditkassen var blevet oprettet i 1786 for at «understøtte forbedringer i landbrugs og bergdrifts sager, denne egentlige produktionskilde». Lånene, hvoraf mange gik til Norge, blev normalt givet over ca. 25 år og skulle afdrages som en annuitet med en forretning på 2% og en årlig ydelse på 5–6% af det lånte beløb.7

Hvorledes Borchgrevink har skaffet resten af købesummen, vides ikke, men der blev i forbindelse med købet ikke tinglyst yderligere gæld.

Storhammer gård lå i Vang præstegæld på østsiden af Mjøsen. Gårdens bygninger var grupperet omkring den gamle domkirkeruin med beboelseshus mellem ruinen og stranden. Den havde et jordtilliggende på ca. 400 hektar. Heraf var 300 mål agerland og 500 mål eng, og under gården hørte 14 husmandssteder. På ejendommen fandtes desuden et teglværk, et kalkstensbrud og et kalkbrænderi.

Borchgrevinks første år som ejer af Storhamar gård synes at have været profitable – sikkert hjulpet af disse års inflation, der gav stigende indtægter ved salg af gårdens produkter, mens afdragene på gælden var af uforandret størrelse.

I 1812 slog høsten imidlertid totalt fejl, som det var tilfældet mange andre steder i Norge, og i 1814 mistede han en stor del af sine heste på grund af sygdom.

Resultatet var, at han var nødt til at optage nye lån. Det første var et lån på 3.239 spd., der blev optaget i 1816 mod sikkerhed i løsøre og besæt

ning. Långiveren var hans stedfar, generalmajor Knud Andreas Gyldenstjerne Meyer (1753–1835).8

Det næste lån blev nødvendigt allerede året efter. Det var på 6.000 spd., ydet af den almindelige norske enkekasse som 2. prioritet efter -kreditkasselånet.

Lånene hjalp ham ikke over krisen, og i de følgende år måtte han stadig optage små driftslån til udsæd, til skattebetaling mm. I 1818 skrev han f.eks. til Gregers Lundh: «Det er nu straks 11. december, og her er ingen penge i kassen til renternes betaling. Der skulle vel ikke være nogen ågerkarl eller honnet mand i dit bekendtskab, hos hvem du på mine vegne kunne få lånt 120 speciesdaler på en måneds tid eller lidt længere»,9 og lignende klager findes i mange andre breve fra disse år. I 1822 blev det endda nødvendigt med en executionsforretning for at inddrive skyldige skatter, og i november 1824 skred stedfaderen til en arrestforretning, fordi Frederik var begyndt at sælge ud af det løsøre, der var stillet som sikkerhed for hans lån.

Omkring årsskiftet 1824/25 kom så det endelig sammenbrud. Norges Bank, der havde overtaget kreditkasselånet, begærede tvangsauktion, fordi der ikke var betalt renter til tiden, og på auktionen blev det eneste bud givet af generalmajor Meyer.10 Det lød på 11.000 spd., et beløb, der var mindre end tilstrækkeligt til at dække hele 2. prioriteten, men stort nok til at hindre, at førsteprioriteten skulle nedbringes.11 Stedfaderen flyttede derefter ind på Storhamar, hvor Frederik blev boende med titel af forvalter. Forholdet til stedforældrene var imidlertid meget anstrengt. I 1828 omtaler Frederik situationen «som et helvede på jorden».12 Han søgte forgæves embeder i told- og i postetaten, men måtte blive på Storhamar til sin død – fra 1832 dog under en ny ejer.13

Med denne ulykkelige udgang på Frederik Borchgrevinks tid som ejer af Storhamar, må han forud for 1825 have haft en stor interesse i, at der blev anlagt en købstad ved Hamar. Geografien i området er sådan, at det ville være helt naturligt, at i det mindste en del af den nye bys ejen

domme ville komme til at ligge på jord, der tilhørte Storhamar gård, og et salg af jord til de nye byboere ville have været en kærkommen hjælp i hans trængte økonomiske situation.

Gregers Fougner Lundh og hans forhold til svogeren på Storhamar

Som sin svoger kom Gregers til latinskolen i Christiania og blev i 1806 immatrikuleret på Københavns Universitet. Heller ikke han gjorde studierne færdig, men fik i stedet dels en militær karriere, dels opgaver med at indsamle oplysninger om nyere teknologi inden for bjergværksdrift og metalforarbejdning. Flere rejser blev finansieret af Selskabet for Norges Vel.

I København havde han stiftet bekendtskab med adskillige af de personer, der skulle blive ledende i det nye Norge efter 1814, og i den urolige tid omkring adskillelsen fra Danmark var han først adjudant i Christian Frederiks stab og derefter bureauchef i Økonomidepartementet. En mere blivende stilling fandt han ved det nye universitet, hvor han fra 1814 til 1822 var lektor i teknologi og derefter professor i økonomi til sin tidlige død i 1836 ved en brandulykke. I sine år i Christiania deltog han ved siden af universitetsjobbet i mange andre aktiviteter, bla. forbundet med hverv i Selskabet for Norges Vel og andre foreninger. Han udbyggede således i disse år sine gode forbindelser til politikere og embedsmænd i Christiania.14

Lundhs forhold til svogeren på Storhamar kendes alene fra en samling breve, som Frederik Borchgrevink har skrevet i årene fra 1813 til 1831.15 Selv om der således er tale om et partsindlæg, er de faktiske oplysninger tilstrækkeligt sikre til at vise, at der til stadighed var en nær kontakt mellem de to svogre, og at Lundh har været impliceret i mange økonomiske transaktioner med Borchgrevink.

Mellemværenderne mellem dem opstod bla., fordi Lundh foretog betalinger i forbindelse med Frederiks lån i Christiania og fungerede som en art agent for Storhamar i forbindelse med køb og salg. På grund af Borchgrevinks økonomiske problemer resulterede denne virksomhed imidlertid ret hurtigt i, at Lundh havde penge til gode hos svogeren. Hvor store beløb, det har drejet sig om, vides ikke, men adskillige passager i Frederiks breve tyder på, at der har været tale om ret store summer,

og det er desuden sandsynligt, at Lundh har kautioneret for nogle af -svogerens løse lån.

Långivningen til svogeren kan have været en væsentlig grund til, at Lundh flere gange i 1820rne beklagede sig over en dårlig privatøkonomi og ønskede at få tillagt en højere løn eller et bedre lønnet embede. Den formelle begrundelse var dog som oftest blot en stor familie, og de fleste har da nok tænkt på, at han efterhånden blev fader til 12 børn.

Da Lundh således blev trukket med ind i svogerens økonomiske -problemer, har han også haft en betydelig interesse i, at der blev oprettet en ny Hamar by, der kunne være med til at sanere svogerens økonomi og dermed også gøre det muligt at få afviklet Borchgrevinks gæld til Lundh.

Kontakt til myndighederne

Lundhs mangesidige virke i Christianiaårene gjorde som nævnt, at han havde personlige kontakter til en række af de personer, der kunne vindes for et Hamarprojekt, og også Borchgrevink synes at have haft forbindelse med indflydelsesrige personer. Han omtaler i sine breve til svogeren, at han stod på god fod med statsråd Jonas Collett, og at statsråd Poul Christian Holst var hans fordums ven og kammerat. Dertil kom, at han havde en halvsøster, der var blevet gift ind i Krog-familien.

Skulle det lykkes for de to svogre at rejse sagen om anlæg af en købstad ved Hamar, var det nødvendigt at udnytte disse kanaler for at fremme sagen. Et lovforberedende arbejde skulle indtil 1818 ske i Indredepartementet og derefter i Finansdepartementet, der i disse år var ansvarlig for økonomiske erhvervsforhold og infrastruktur. Nøgleper-soner her var Jonas Collett (1772–1851), der var statsråd for disse sager 1814–18 og 1822–36, og Ludvig Stoud Platou (1778–1833), der var professor i historie ved Universitetet og tillige ekspeditionssekretær i departementet 1815–18, derefter konstitueret statssekretær 1818–25 og fast statssekretær 1825–33. Til dem begge havde Lundh gode kontakter.

På et tidspunkt mellem 1818 og 1823, da situationens alvor på Storhammer var ganske klar for de to svogre, har de formodentlig henvendt sig til Platou og/eller Collett og anmodet om at få rejst sagen om købstadsanlægget i Stortinget, og som et resultat af henvendelsen blev Platou og Lundh sendt på en rejse til egnen omkring Mjøsen for at indsamle oplysninger, der kunne være baggrundsinformation for en proposition til Stortinget.

Efter rejsen er der muligvis gået et stykke tid, inden der skete mere i sagen, men i 1823 skriver Lundh i forordet til den nedennævnte bog, at

Platou nu fandt, at tiden var moden, og at et lovforslag burde forelægges for det ordinære storting i 1824. Lundh fik som opgave at skrive et udkast til lovteksten og ledsage det af de fornødne bemærkninger og begrundelser.

Tanken var da, at Lundhs indsats skulle ske anonymt, så det, han skrev, havde karakter af et departementalt arbejdspapir, der skulle stilles til rådighed for Stortinget.

Ad ukendte veje rygtedes det imidlertid, at Lundh var forfatteren, og det manuskript, der var indleveret til departementet, udsendtes derfor også som en selvstændig bog, ganske vist uden Lundhs navn på titelbladet, men han underskrev i stedet forordet, der er dateret den 6. februar 1824.

Lundhs Hamarbog

Bogen havde titlen: «Forslag til Anlæggelse af en Landstad ved Mjøsens Bredder paa Hedemarken i østre Oplandenes Amt». Den indeholder for det første en lang række faktiske oplysninger om egnen og begrundelser for, at der var behov for en købstad i området. Derefter følger en imødegåelse af indvendinger fra Christianiainteresser mod anlæg af en købstad, der kunne fjerne grundlaget for en del af hovedstadens oplandshandel, og det næste hovedpunkt er at vise Hamars fortrin i forhold til Lillehammer. Det sker i form af en tospaltet parallelbehandling af fordele og ulemper på en lang række områder. I den ene spalte opregnes forholdene ved Lillehammer, i den anden ved Hamar. Konklusionen under hvert enkelt punkt falder hele tiden ud til Hamars fordel, også hvor præmisserne ikke forekommer at pege på et så entydigt resultat. Specielt om Storhammer siges det: «Den nærværende Storhammer gård er af stor udstrækning og såvel i henseende til jordsmonnets godhed som til en fortrinlig opdyrkning, der især skyldes nærværende ejers udmærkede duelighed, af megen værdi».16

Derefter følger så lovudkastet, hvis hovedpunkter er:

  1. Inden for den nuværende Storhammer gård skal anlægges en landstad.

  1. Staten skal straks købe hele det område, der anses for fornødent, fra ejeren af Storhammer gård.

  2. I bymidten må der kun opføres grundmurede huse. Det begrundes med brandfare, men som vist nedenfor kan der også have været en anden hensigt.

  3. Der skal være religionsfrihed og 20 års skattefrihed fra den dag, hvor den første grundsten bliver nedlagt, og endelig skal der oprettes en offentlig hjælpefond til at finansiere de nødvendige offentlige indretninger.

Det oprindelige anonyme skrift, der blev forfattet til den departementale brug, var ledsaget af kortskitser over Storhammer gård og indplaceringen af det projekterede byanlæg på gårdens jord.

Stortingsbehandlingen

Lovforslaget blev forelagt for Stortinget som en kongelig proposition af 13. marts 1824. I den følges Lundhs forslag til lovtekst. I vedlagte bilag oplyses det tillige, at der har været ført forhandlinger med Frederik -Borchgrevink, som har erklæret sig villig til at sælge gården til staten for 19.000 spd., dog på betingelse af at Borchgrevink skulle beholde ejendomsretten til teglværket, kalkbruddet og kalkbrænderiet, der lå på ejendommen.

Sammenligner man denne pris med den, som stedfaderen kom til at betale på tvangsauktionen året efter, hvor teglværket og kalkvirksom-hederne var med i prisen, har der formodentlig været tale om en overpris på omkring 100%. Borchgrevink havde tidligere i et brev til Lundh skrevet, at teglværket var det eneste profitable på gården, og kunne han nu til de befalede grundmurede huse sikre sig et yderligere marked, gav det gode fremtidsudsigter.

Det er sandsynligt, at beløbet på de 19.000 spd. nogenlunde har svaret til Borchgrevinks samlede prioritets- og løse gæld. Blev forslaget vedtaget i Stortinget, kunne han dermed slippe gældfri ud af sine hidtidige økonomiske problemer og samtidig betale gælden til Lundh. Med et virke som teglværksejer ville fremtiden desuden være sikret.

I Odelstinget blev der nedsat en komité til at udtale sig om forslaget. Komiteens indstilling var klar i juli. I den blev det anbefalet af et flertal, at der blev anlagt en købstad ved Mjøsen, men der blev ikke taget stilling

til, hvor det skulle ske.17 Komiteen mente, at de hidtidige undersøgelser efterlod stor uklarhed om, hvor anlægget bedst kunne ske, og at der derfor måtte foretages en ny vurdering af hele sagen inden næste ordinære stortingssamling. Om de mere detaljerede forhold omkring anlægget, mente komiteen, at man ikke skulle give en ny købstad særlige privi-legier, men holde sig til de retningslinier, der var blevet udstukket ved nyere anlæg andre steder i landet,18 dog blev det anbefalet, at området omkring en ny købstad kunne opkøbes af staten. Om Borchgrevinks salgstilbud hedder det: «Imidlertid kan komiteen ikke fordølge, at den finder sælgerens flere forbehold, især den forlangte ejendomsret til teglværket og kalkbruddet samt kalkbrænderiet alt for betydelige», og den forlangte pris vil komiteen ikke uden videre acceptere. Skal der ske en overtagelse, bør prisen fastlægges ved en lovlig syns- og taksationsforretning eller ud fra attester fra lokale embedsmænd om Storhammers værdi.

Ved behandlingen af komiteens behandling i plenum den 2. august blev betingelserne yderligere strammet. Der skulle foretages yderligere undersøgelser af mulige placeringer i et udvalg, som også skulle se på, «hvorvidt anlægget kan finde sted, uden at indkøb af grunde sker for statskassens regning». Resultatet af undersøgelserne skulle give et materiale, der kunne forelægges for næste storting og danne grundlag for en endelig beslutning.19

Denne udgang på lovforslaget var et klart nederlag for Lundh og -Borchgrevink netop på et afgørende tidspunkt for deres økonomiske -problemer.

Det nye kommissionsarbejde 1825–26

Til at gennemføre den nye undersøgelse blev der den 17. juni 1825 nedsat en kommission med fem medlemmer. Det var de to berørte amtmænd, nu Lauritz Weidemann (1775–1856) i Kristians amt og Frederik H.J.

Heidmann (1777–1850) i Hedemarken.20 Desuden købmand Jørgen Young (1784–1837), der repræsenterede Christianias handelsinteresser og professor Lundh, der gik med på trods af, at han var klart inhabil med sine økonomiske interesser i en Hamar-løsning. Endelig tiltrådte som formand Hermann Wedel-Jarlsberg (1779–1840), der var den eneste, der på forhånd var neutralt indstillet med hensyn til valg af placering.

I kommissionens første møde forsøgte Young at sabotere arbejdet ved at hævde, at kommissionen skulle drøfte, om der overhovedet skulle anlægges en købstad ved Mjøsen, men det blev afvist af de øvrige medlemmer, der fandt, at det lå uden for kommissoriet, og derefter tog kommissionen på besøg på 11 forskellige lokaliteter i området, og nåede frem til, at kun Lillehammer og Storhammer var mulige placeringer.

Efter at have afvejet fordele og ulemper ved disse to steder, nåede man i kommissionsrapporten af 16. oktober 1825 frem til den salomoniske løsning, at det bedste ville være, hvis der blev anlagt købstæder både ved Lillehammer og Storhammer, men da man formodentlig var klar over, at det kunne være svært at få gennemført denne løsning, blev der opstillet et alternativ, hvor et flertal (Wedel-Jarlsberg, Weidemann og Young) pegede på Lillehammer, mens et mindretal (Heidmann og Lundh) foreslog Storhammer. Flertallets argumenter var, at egnen ved Lillehammer allerede var det centrale sted for omladning fra landværts til søværts transport i den nord–sydgående handel, at der fandtes rigelig med vandkraft i området, og at det ville være let at tilføre tømmer og brænde til en købstadsbefolkning på dette sted.

Når Young gik ind for Lillehammer, var det formodentlig for at få købstaden anbragt så langt væk fra Christiania som muligt. Wedel-Jarlsbergs begrundelse kendes derimod ikke. Borchgrevink skriver i et brev til Lundh, at det var Wedel-Jarlsberg, der var den dominerende i kommissionen og den, der ødelagde spillet for svogrene. Kan han have vidst noget om svogrenes baggrund for at ønske en købstad ved Storhammer?21

Loven om anlæg af Lillehammer 1827

Behandlingen af kommissionsrapporten på Stortinget i 1827 blev relativt summarisk. En komité fulgte Wedel-Jarlsberg-kommissionens tanker, men ved den endelige beslutning fulgte Stortinget flertalsindstillingen.

Der skulle kun anlægges én købstad. Det skulle ske ved Lillehammer, og det måtte ikke koste statskassen noget. Staten skulle ikke købe jorden, men alene udforme en byplan, hvorefter de nye byboere måtte købe jorden af de hidtidige jordejere.22

Nye perspektiver

I tidligere fremstillinger af det hændelsesforløb, der er skildret ovenfor, er der ved behandlingen af Gregers Lundhs rolle blevet lagt vægt på hans argumentation i den nævnte bog for overhovedet at få oprettet en købstad i det indre Norge og den ildhu, hvormed han fremsætter sine forslag. I Hamar bys historie hedder det, at «han ofret meget arbeide for denne sag og fortjener at mindes med taknemlighed.»23 Andre steder lægges der vægt på det nationale engagement.

Det samme gør sig gældende i Anton Fredrik Andresens disputats. I den findes der på side 260–272 en detaljeret gennemgang af Hamar-bogen, og der er set på Lundhs motiver for at engagere sig og på den teoretiske baggrund for hans argumenter. Som hovedmotiv peges der på Lundhs nationalpatriotisme, mens der intetsteds er henvisninger til hans egne økonomiske interesse i byanlægget. Om Lundhs økonomisk-teore-tiske tankegang hedder det i afhandlingen, at han kombinerede gammel kameralistisk tankegang med et principielt liberalt økonomisk syn og med en betydelig læggen vægt på statens ansvar for den økonomiske udvikling, samtidig med at han var sig bevidst, at anlægget ville sætte en selvforstærkende vækstproces i gang. Dette udsagn forekommer så altomfattende, at der kan lægges meget forskellige handlingsmønstre ind i det, og det er næppe muligt ud fra disse forudsætninger at begrunde Lundhs konklusion om, at Hamar skulle være et så langt bedre sted end Lillehammer for en ny købstad.

Tilsyneladende har disse og andre tidligere forfattere ret ukritisk tilsluttet sig de ord, som Lundh afslutter sin indledning til Hamarbogen med: «Måtte forfatteren heraf være så lykkelig dertil i nogen måde at bidrage, og måtte hans røst ej have været som en røst i ørkenen, så vil han tro at have erhvervet sig en ganske ubetydelig fortjeneste af den egn, der så ham fødes, og af det land, han skylder alt, og for hvis vel han med glæde skal opofre liv og hvad andet, der er ham kjært og dyrebart», eller de har accepteret det Horats-citat, han anfører på titelbladet, som i over

sættelse lyder: «Hvad er sandheden og det rigtige? Det er det, som beskæftiger mig fuldt og helt.»

Lundhs direkte personlige interesser har derimod ikke tidligere været inddraget i en behandling af begivenhederne, måske fordi man ikke har været opmærksom på svogerskabet mellem Frederik Borchgrevink og Gregers Lundh og den førstnævntes økonomiske problemer. Tidligere forfattere synes heller ikke at have haft kendskab til de breve, der befinder sig i Statsarkivet i Hamar og deres mange oplysninger om de faktiske forhold på Storhammer gård.