Der er ingen tvivl om, at der findes en sær affinitet mellem litteratur og forførelse. Verdens litteraturhistorie vrimler med karismatiske eller suspekte, sympatiske eller frastødende figurer, som har en så stor indflydelse på deres medmennesker, at de kan manipulere deres vilje og deres attrå – ikke mindst deres erotiske begær. Og litteratur er ofte også et forførerisk medium, når den fører læseren bort fra hverdagens bedrifter til andre verdener. Forførelsen er altid en grænseoverskridelse, mest med hensyn til etiske principper eller sociale normer, selvom den selv er moralsk ambivalent – den kan finde sted med gode hensigter og virke befriende, når den orden, som forlades, er alt for indskrænkende, men den kan også være forbryderisk og styrte den forførte i fordærv. Den tætte forbindelse mellem forførelse og litteratur hænger også sammen med, at begge skaber illusioner, den ene i form af et mere eller mindre løgnagtig løfte om en anden og bedre virkelighed og den anden som litterær fiktion med dens egne lovmæssigheder. I det yderste tilfælde er det forførte subjekt ’bjergtaget’, bortført i en egen verden uden forbindelse til realiteterne og ikke længere i stand til at leve på virkelighedens præmisser.

Det er denne illusionære kraft, som Johnny Kondrup fokuserer på i sin bog, som måske kan betegnes som en forførelsens litteraturhistorie – men inden for hvilken litteratur? Når undertitlen bebuder, at bogen skriver denne historie ”fra Søren Kierkegaard til Karen Blixen”, skulle man tro, at det er en ren dansk affære, der her skal behandles. Faktisk helliger de fleste (men ikke alle) kapitler sig en enkelt tekst eller et forfatterskab inden for dansk litteratur fra midten af 1800- til midten af 1900-tallet. Bogens ramme dannes af den sikkert mest centrale tekst om forførelseskunsten i dansk litteratur, Kierkegaards ”Forførererens Dagbog”, og Blixens fortælling Ehrengard, som Kondrup læser som litterært svar på Kierkegaards historie om mandens raffinerede manipulation af en kvinde, der ikke kan kæmpe med samme våben. Begge forfattere er desuden repræsenteret med et yderligere kapitel om hhv. Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed og ”Drømmerne” fra Syv fantastiske Fortællinger. En tredje dansk forfatter har også fået tildelt to kapitler: Henrik Pontoppidan med sine romaner Mimoser og Det forjættede Land, mens M.A. Goldschmidts noveller behandles sammen i et kapitel. To andre stærkt kanoniske tekster sprænger derimod nationallitteraturens grænser og bringer temaet ind i en nordisk kontekst: Henrik Ibsens Bygmester Solness og Selma Lagerlöfs Herr Arnes penningar, som også får deres egne kapitler. Men hvorfor det, og hvorfor (kun) én dramatisk tekst, mens alle andre er episke? Spørgsmålet om kriterier for tekstudvalget besvares ikke. Forfatteren siger bare, at han har ”på forhånd udvalgt værker, som i særlig grad menes at tematisere de to hovedbegreber [illusion og forførelse]” (23). Kun tidsrummet for undersøgelsen begrunder han med, at han har valgt ”at koncentrere [s]ig om perioden efter romantikken, nærmere bestemt fra 1840’erne til 1960’erne” (18). I den periode, som bogen handler om, ”lå den romantiske tækning til grund for drøftelserne af, hvad virkeligheden var”, og med realismen og naturalismen ”flytter den romantiske hævdelse af åndens virkelighed så at sige ind i menneskets inderverden” (19). Bogens uudtalte præmis er altså, at når der tales om forførelse gennem illusion, er det også en forhandling om en romantisk verdens-, kunst- og subjektopfættelse. Det er noget, man gerne ville have læst mere om i de enkelte analyser, også med hensyn til bogens tyngdepunkt i dansk litteratur og de to udflugter til Norge og Sverige. Der argumenteres ikke for en fællesnordisk tradition for forførelsesmotivet eller, om man vil, en speciel nordisk diskurs om forførelse, fordi de enkelte værker behandles isoleret. Kun i enkelte tilfælde interesserer forfatteren sig for intertekstuelle forbindelser og litterær traditionsdannelse som for eksempel mellem Kierkegaard og Blixen eller med hensyn til det middelalderlige Tannhäuser-motiv, som jo stammer fra tysk litteratur. Hvis det var mig, der skulle argumentere for udvalget af tekster, ville jeg anføre, at jeg har holdt mig til de litteraturer og forfatterskaber, som jeg kender godt, og til de sprog, som jeg kan læse. Men samtidig beklager jeg som læser ikke at have fået at vide, hvad Johnny Kondrup ville have sagt til Thomas Manns Tod in Venedig, som ville have passet meget fint i den litterære perlerække, som præsenteres her. Andre læsere ville sikkert tænke på andre tekster. Men det er jo også et bevis på, at forfatterens argumentation er inspirerende og videreførende.

Bogen selv svarer i sit ydre til sit emne: Den er optisk tiltalende, idet den er indbundet i flot marmoreret papir, og da den kun har printet titlen på bogryggen, bliver man nysgerrig på dens indhold og får løfte om en velduftende buket af forføreriske tekster. Den henvender sig ikke kun til et akademisk publikum, men også til læsere, der mere bredt er interesserede i klassiske tekster og deres tolkning. Den kræver ikke speciel teoretisk viden, fordi forfatteren selv beklager ”den teoretiske oprustning, der er sket siden 1960’erne [og] kan få læsere til at føle sig spærret ude fra de litterære værker og de almenmenneskelige spørgsmål, som værkerne beskæftiger sig med” (21). Denne åbenhjertige afvisning af aktuelle eller bare nyere teoretiske adgange til litteratur er samtidig en bekendelse til en litteraturteori fra tiden før 1960’erne, ’den gode gamle hermeneutiske metode‘, som forfatteren også betegner som ”fænomenologisk” (22) – men som dog heller ikke er så forudsætningsfri, som den synes. Man kunne også betegne forfatterens interesse i de litterære tekster som antropologisk, ikke kun fordi han søger efter svar på ”almenmenneskelige spørgsmål”, men også, fordi han anvender en metode til beskrivelsen af forførelsens fænomenologi, der bygger på litterære case studies, dvs. nærlæsninger af enkelte værker med særlig interesse for personernes psykologi og deres interesser.

Læseren behøver heller ikke at have nøjere kendskab til de behandlede værker, fordi forfatteren ser ”genfortællingen af værkets handling” som ”en vigtig del af min metode” (23). På den måde bliver bogen til en meget velfortalt historie om litterær forførelse, som også forfører læseren til at (gen)læse klassiske tekster og følge de spor, som Kondrup gør opmærksom på. Også for dem, der tror at vide besked, byder han på ny indsigt i temaet. Udgangspunkt for undersøgelsen er som sagt Kierkegaards ”Forførerens Dagbog”. Kondrup betragter både Cordelias erotiske forførelse og læserens forførelse gennem det litterære arrangement, dvs. Kierkegaards leg med forskellige fortællere – og her er sammenhængen mellem illusion og forførelse meget tydelig. Central for Kondrups tolkning er forføreren Johannes’ mål, at ”det Interessantes Potens skal udtømmes” (SKS 2, 335), som stilles i sammenhæng med Friedrich Schlegels begreb om ”det interressante”. Forførelse som tekststrategi er også stikordet i Kondrups tolkning af Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed, hvor Kierkegaard i tilbageblikket på sit værk deklarerer ”den æstethiske Produktivitet [som] et Bedrag” (SKS 16, 57) og det hele som en udspekuleret plan til at forføre læserne til sandheden dvs. til kristendommen. Kondrup gør opmærksom på bogens ”selvmodsigelser og svimlende cirkelslutninger” (86) og betragter dem som mulig grund til, at Kierkegaard ikke har publiceret manuskriptet, som udkom posthumt. Man kunne indvende, at bogen når sit mål, der er at bedrage læseren ind i sandheden, lige så godt eller dårligt som resten af værket, og at den derfor er ikke mindre moden til udgivelse end Kierkegaards andre tekster. Det grundlæggende spørgsmål er derimod, om Kierkegaards værker (især de ’æstetiske’) overhovedet nogen sinde har opfyldt deres propagerede formål, og om de virkelig har forført læserne til kristendommen.

Med sin tematisering af illusion og forførelse som rent litterær formidlingsstrategi danner Synspunktet en undtagelse i bogens tekstkorpus. De andre tekster handler om personer, som forfører andre, eller som lader sig forføre, idet de tror på en illusion. Ofte er det ikke helt tydeligt, hvor virkeligheden går over i illusion, fordi fortælleren sjældent er så apodiktisk som i Lagerlöfs Herr Arnes pengar ved at skelne klart mellem realitet og det overnaturlige og ved at give læseren en fast målestok over godt og ondt – Kondrup taler træffende om ”fortællingens enkle tone, der kan minde om gamle dages almanakhistorier” (287).

Her skal der ikke gøres rede for alle teksttolkninger, som hver for sig er indlysende og overbevisende, selvom jeg nogle gange ikke fandt svar på alle de spørgsmål, som opstod under læsningen. Et punkt, der efter min mening forbliver ubesvaret, er, om det erotiske forførelsesmotiv ikke også kan være et symbol for noget andet, som ikke lader sig udtrykke direkte: Er Bygmester Solness virkelig ”først og fremmest et drama om den velkendte konstellation af en ældre, magtfuld mand […] og en betydeligt yngre kvinde” (200), eller er denne konkrete konstellation ikke også udtryk for et abstrakt begær og for opgøret mellem forskellige sider i en personlighed? Mens bogens enkelte kapitler kan læses uafhængigt af hinanden, og hver for sig er selvstændige tolkninger, som beriger teksternes forståelse (også frem for den tematiske interesse i forførelse og illusion), fører bogens sidste kapitel de enkelte resultater sammen, jævnfører teksternes konstellationer, virkeligheds- og identitetsopfattelser, uden dog at finde til indsigter, som rækker ud over de værker, der blev behandlet. Det er konsekvent, fordi de fleste tolkninger er tekstimmanente og uafhængige af de respektive historiske og biografiske kontekster. Hvis altså digterne giver svar på ”almenmenneskelige spørgsmål”, gør de det hver for sig. Det skal fremhæves, med hvilken stor respekt Kondrup behandler ikke kun teksterne, men også sine læsere. Man bliver inviteret til en dialog med forfatteren, som argumenterer med omhu, skriver let forståeligt og på intet tidspunkt forfalder til akademisk distanceblænding. Han er den type af forfører, som mangler i hans egen litterære fænomenologi om denne type menneske: en, der ikke manipulerer, der ikke laver nogle illusioner, og der ikke gør læseren til offer.