Oppgrader til nyeste versjon av Internet eksplorer for best mulig visning av siden. Klikk her for for å skjule denne meldingen
Ikke pålogget
{{session.user.firstName}} {{session.user.lastName}}
Du har tilgang til Idunn gjennom , & {{sessionPartyGroup.name}}

”Lad os være! … og lad os gaa paa Jorden ved Siden af Jer, Menneske ved Menneske, og ikke det mindste mer”

Jens Peter Jacobsens og Rainer Maria Rilkes kvindeskikkelser
“Let us alone!… and let us walk the earth by your side, one human being with another, and nothing more at all”
Jens Peter Jacobsen’s and Rainer Maria Rilke’s female characters
Førsteamanuensis og dansk lektor i nordisk litteratur ved Institutt for lingvistiske og nordiske studier, Universitetet i Oslo.

Publikasjoner om bl.a. (Claus Beck-)Nielsen, elektronisk litteratur, økokritikk, nordisk samtidslitteratur, Karen Blixen og Jan Kjærstad.

I artiklen diskuteres, om tidens og Jacobsens tanker om køn og emancipation kan siges at indskrive sig i Rilkes roman Malte Laurids Brigges optegnelser og i Breve til en ung digter. Efter en kort oversigt over den omdiskuterede placering af Jacobsens forfatterskab i naturalismen, samt tidligere bidrag om hans indflydelse på Rilke, lægges der vægt på ligheder og forskelle i de to forfatteres portrættering af kvindeskikkelserne.

Nøkkelord: J.P. Jacobsen, R.M. Rilke, Det moderne gennembrud, Lou Andreas-Salomé, Ellen Key, kvindeemancipation

In “‘Let us alone!… and let us walk the earth by your side, one human being with another, and nothing more at all.’ 1 J. P. Jacobsen’s and R. M. Rilke’s Female Characters”, the influence of Jacobsen’s works and thoughts on Rilke’s novel The Notebooks of Malte Laurids Brigge and his Letters to a Young Poet are discussed. A short overview of the controversial identification of Jacobsen with naturalism and previous contributions concerning his influence on Rilke are included. It then moves on to similarities and differences in dealing with gender and emancipation as they unfold in their female characters.

Keywords: J.P. Jacobsen, R.M. Rilke, The Modern Breakthrough, Lou Andreas-Salomé, Ellen Key, women’s emancipation

Den feterede udkantseuropæer

Mens han levede og i eftertiden, blev Jens Peter Jacobsens værker ikke blot læst, men var inspirationskilde for mange kunstnere i det Europa, som udviklede sig med moderniteten.2

Berømte forfattere som Thomas Mann, Herman Hesse, Robert Musil, Stefan Zweig og Sigmund Freud, og komponister som Arnold Schönberg, Carl Nielsen og Frederick Delius var optaget af Jacobsen og Det moderne gennembruds litteratur. I efterskriftet til en tysk udgave af Niels Lyhne (1948) sammenlignede Zweig Jacobsens skrivestil med bl.a. Debussys musik. Den danske forfatter Helge Rode, Edvard Munch og Delius havde efter sigende planer om et arrangement med oplæsning, udstilling og musik. Billedkunstneren Paula Modersohn-Becker læste kontinuerligt Jacobsens værker, og fyldte dagbøger og breve med lange Jacobsen-citater. ”Die Jacobsen-Mode” blev et begreb i det tysksprogede område.3

For Rilke (1875-1926) blev Jacobsen (1847-85) og Norden et eksotisk ophav til nye måder at se og skrive på. I slutningen af 1890’erne begyndte han at læse Jacobsen på tysk, lærte sig dansk, oversatte flere af hans digte til tysk og tilegnede ham flere af sine egne. Han havde også ambitioner om at skrive en biografi om Jacobsens liv. I 1913 læste han Jacobsens naturvidenskabelige skrifter i oversættelse (Schnack 1990, 420) og overværede Arnold Schönbergs Gurre-Lieder (1913) (531).

Rilke fremhæver Jacobsen i samtaler, i breve, i kunstkritikken Worpswede (1902/03) og i Breve til en ung digter adresseret til Franz Xaver Kappus (1903-08, udgivet af Kappus 1929. Da.: 2001). 5.4.1903 skriver han: ”Kun få af alle mine bøger er mig uundværlige, og to er tilmed altid blandt mine ting hvor jeg end befinder mig. De er også om mig her: Bibelen og den store danske digter Jens Peter Jacobsens bøger” (Rilke 2001, 18).

Brevene kan, som forfatteren Mette Moestrup skriver i efterordet til den danske udgave, betragtes som en poetik, hvor Rilkes syn på kunstnerrollen og kunsten formuleres som drevet af nødvendighed, ensomhed og tålmodighed, flettet sammen med et fjerde tema: kønnet, som er af særlig interesse for denne artikel.

Efter en kort oversigt over den omdiskuterede placering af Jacobsens forfatterskab i Det moderne gennembrud og naturalismen, hvilket har en betydning for Jacobsen-receptionen i Tyskland, følger en ligeledes kort oversigt over nogle aspekter ved diskussionerne om indflydelsen på Rilkes forfatterskab. Derefter undersøger og diskuterer artiklen, hvorvidt træk fra Jacobsens kvindeskikkelser kan genfindes og evt. bliver videreudviklet i Rilkes forfatterskab, særligt i romanen Die Aufzeichnungen des Malte Laurids Brigge (1910. Da.: 2005, herefter: Malte-bogen) og Kappus-brevene, en sammenligning, som ikke tidligere har været viet særlig opmærksomhed.

”Naturalist i teorien og symbolist i praksis … vor første modernist”

Hvilken -isme, Jacobsens forfatterskab skulle og kunne placeres i, var og er stadig et spørgsmål.4 Ud over at være en eksperimenterende, sprogbevidst og udsøgt stilist, var Jacobsen som bekendt en anerkendt naturforsker. Han oversatte Darwins skrifter til dansk. Arternes Oprindelse i 1872 og Menneskets Afstamning og Parringsvalget i 1874-75, og skrev artikler om ham – interesser, der umiddelbart passede ind i Gennembruddets ”program”. Men som han skriver til vennen Edv. Brandes 30.3.1880 under arbejdet med Niels Lyhne:

… For Fremtiden vil jeg dog vist kun gjøre historiske Underværker maaske med lyriske Afbrydelser, for jeg er for æstehetisk i god slet Forstand til at kunne indlade mig paa disse direkte Prokuratorindlægs-Digtninge, hvor Problemer siges at stilles under Debat medens de kun postuleres løste, (det gjælder baade tilhøjre og tilvenstre). (SV VI, 104)

Jacobsens protest gælder ikke betegnelsen naturalist, for i lighed med Brandes’ forståelse var den ikke Emile Zolas, som den dag i dag bliver omtalt som ophavet til Gennembruddets tanker. I artiklen ”Kampen om J. P. Jacobsen” skriver Jørn Erslev Andersen, at Brandes knytter begrebet til ”Naturhengivelse eller Naturstudium, at Standpunktet er taget indenfor Alnaturen og ikke i det dogmatisk ”Overnaturlige”, som der står i Det moderne Gjennembruds Mænd (2005, 398).5 Brandes er selv skyld i misforståelsen. I den berømte forelæsning i København 3.11.1871 lyder han som en problemdebatterende Zola, hvilket han senere forsøger at afkræfte.6

I det omtalte brev formulerer Jacobsen videre sin tilblivende, diskontinuerte poetik – og sine karakterers sammensathed:

Der er ikke Muligheder i dem til alt muligt, derved vinder de naturligvis i Fasthed men ikke i Liv. Den virkelige Udviklingshistorie (”voir venir les choses”) er det der bør lægges Vægt paa nu af dem der kan, selv med Fare for at Karaktererne skal synes at mangle Sammenhæng. […] Naturligvis skal der være Sammenhæng i det hele Store, men hvis Bøgerne ikke skal blive hele Conversationslexica for Menneskekundskab maa man stille Fordringer til Publikums Intelligens og ikke ængstelig trække et rødt Ankertoug igjennem alle en Figurs Stadier og Phaser. (SV VI, 105)

Jacobsen er således fuldt bevidst om sin egen stil og skrivemåde – også som ”lyriske Udbrud af en Livsanskuelse” (SV VI, 121), som han skriver 6.12.1880 til sin ven og Turgenjev-oversætteren Vilhelm Møller (1846-1904).

Af brevvekslinger mellem Brandes-brødrene fremgår det, at især Georg er utilfreds med skrivestilen. Deres begejstring, som især var baseret på novellen ”Mogens” og delvis Fru Marie Grubbe. Interieurer fra det syttende Aarhundrede (herefter Marie Grubbe), kølner med Niels Lyhne. Jacobsen havde lovet dem en bog om ateisme, som er et tema, men et blandt flere og anvendt på Jacobsens særegne måde (jf. Janss 2019). Georg fremhæver dog kvindefigurerne i sin ellers noget kritiske anmeldelse af Niels Lyhne i Morgenbladet 9.2.1881 (jf. Barfoed 1970, 101).7

Jacobsens skrivemåde og sammenkobling af stilistiske og tematiske træk fra flere af 1800-tallets -ismer får betydning for receptionen i Tyskland, Rilke og den tidlige modernisme, som nedtoner Jacobsens (misforståede) ry som naturalist til fordel for de impressionistiske og symbolistiske træk.

Nogle diskussioner om indflydelsen på Rilke

Med Rilkes udtalte beundring for Jacobsen kan det ikke undre, at flere har gjort komparative studier. Blandt de mest omfattende er ”Rilke and Jens Peter Jacobsen” af Lydia Baer (1890-1980), amerikansk professor i germansk sprog og litteratur, som man alt for sjældent ser henvisninger til.8 Artiklen er så lang, at den blev udgivet i to numre af det prestigetunge tidskrift PMLA (Publications of the Moderne Language Association of America). Baer har fået adgang til Rilkes breve gennem hans datter. Baseret på bl.a. disse opstiller hun lister over henvisningerne til Jacobsen, særligt fra 1897-98, 1903 og 1904, mens Rilke er i Skandinavien, og igen i 1907, da han bliver optaget af fransk impressionisme. Hun sammenligner også de tyske oversættelser af bl.a. den flittige Marie Herzfeld og Rilkes egne (1148-65).

Baers analyser påviser omfattende tematiske, sproglige og retoriske sammenfald, der understreger de to forfatteres fælles opfattelse af identitet mellem liv og kunst – og ansvaret for digtergerningen.9 Men hun viser også forskelle. Udsigelsen i det korte digt ”Lys over Landet/ det er det, vi vil” (1884), som hos Jacobsen er funderet i politisk og kulturel oplysning, sættes af Rilke som motto for digtet ”Die vor uns – und wir” som symbol for en æstetisk nyorientering (926).10

I samtaler med sin franske oversætter, Maurice Betz, i 1925 taler Rilke om ”die zwei Jacobsen” – en før og en efter Malte-bogen. I starten, i årene mellem 1897 og 1902, hvor Rilkes lyriske arbejder er i udvikling, er Jacobsen hans beundrede ”vejleder”. Derefter ændrer indflydelsen sig til at blive en ”stimulerende bekræftelse” på Rilkes egen stemme.

Når det gælder Malte-bogen, kan indflydelsen dreje sig om alt fra småting, f.eks. Emil Gasser, der i 1925 laver lister over gentagelser af verber, navneord, adjektiver og pronomener (Baer 1939, note 216), til Christian Rimestad, som i 1926 helt afviser Jacobsens indflydelse (note 202), Werner Kohlschmidt, som anser den som helt afgørende (1948), og Hermann Kunisch, som gør værket til en anti-Jacobsen-roman (1975). Jacobsen-kenderen Bengt A. Sørensen indskrænker påvirkningen til reminiscenser, hovedpersonens navn, historiske karakterer, stoflige elementer og motivligheder, og sproglige formuleringer, jf. kammerherre Brigge ”som dør sin svære død” (1985).11 Baer selv kalder romanen en analogi.

I tiden efter Malte-bogen drejer uenighederne sig om forholdet til det metafysiske (Baer, 928). Rilke søger til stadighed efter at sprogliggøre den ubrudte kontinuitet, alle tings forbindelse i det synlige og usynlige, død og liv, hvilket fører ham mod det mystiske, jf. Janss 2019.

Man finder således mange lighedspunkter, nogle forskelle, og af særlig interesse her ser Baer et tydeligt slægtskab i forståelsen for ”det kvindelige”. Men som det vil fremgå nedenfor, fremhæver Jacobsen også kvindens vilkår inden for især borgerskabets patriarkalske rammer.

Jacobsens kvindeskikkelser

Når det gælder kønnet og kvinderne i Jacobsens forfatterskab, har flere påpeget, at de repræsenterer vigtige livserfaringer, som bliver afgørende for de (vege) mandlige karakterers valg, samt at de udgør organisationsprincipperne i hans værker (Nielsen i Jacobsen SV IV, von Schnurbein 2001, Knudsen 2005, Gemzøe 2010).

Dette er nytænkning, men Jacobsen skriver naturligvis ikke i et vakuum. Dansk Kvindesamfund, som var rettet mod borgerskabets kvinder og senere blev part i Sædelighedsfejden, blev oprettet i 1871. Deres første formålsparagraf betoner, at hensigten er ”at hæve Kvinden i aandelig, sædelig og økonomisk Henseende og saaledes tillige gøre hende til et selvstændigere Medlem af Familie og Stat, navnlig ved at aabne hende Adgang til Selverhverv”.12 Tiden præges også af Brandes’ danske oversættelser af John Stuart Mills The Subjection of Women (1869. Da.: samme år) og Utilitarianism (1861/63. Da.: 1872), forelæsningen i 1871 og hans brug af Ibsens forfatterskab bl.a. som eksempel på ”en hel Gruppe af Æmner og Ideer, der drejer sig om Modsætningen mellem de to Kjøn, og Mandens og Kvindens gjensidige erotiske og sociale forhold, særligt om Kvindens økonomiske, sædelige og aandelige Frigjørelse”, tydeligt inspireret af ovennævnte formålsparagraf (1883, 112).

I Det moderne gennembruds kvinder (1983) gør Pil Dahlerup grundigt rede for periodens forhistorie, samtidens ændringer i de patriarkalske magtsystemer – og kvinderollen.13 Hun er ikke nådig over for Brandes, som nok var optaget af ”kvindespørgsmålet”, men mere af, hvad det ville sige at være mand (60).

Jacobsens enorme læselyst har uden tvivl gjort sit til, at hans kvindegalleri helt fra begyndelsen har mange facetter. Ifølge egne optegnelser kunne det dreje sig om op til 10.000 sider om måneden, noget Edvard Brandes ikke bifaldt, men tilskrev Jacobsens behov for ”udhvilen”.14 Han gør grundig research, og læser meget forskelligt. Inspiration finder han i guvernanteromanernes og populærlitteraturens drifts- og handlingsfremstilling, hos H.C. Andersen, Charles Dickens, Søren Kierkegaard og i Edgar Allen Poes prosa og vanvidspoesi.

Mangel på røde ”Ankertoug”, og de kendte motiver og temaer som drøm, digtning, drift, elskov, kærlighed og gudsafskrivelse, ser man allerede i Hervert Sperring (1868), hans første – men uudgivne digtkreds.15 Drømmeren Hervert ønsker magt – også over kvinder. Han møder Asali, men er ikke i stand til at leve i realiteternes verden. Han rejser bort for at prøve at være i virkeligheden, men drømmer mere og mere om hende – flygter ud i en skov, og dør overvældet af sine drømme.

I Gurresange, der handler om folkevisens Tove og kong Valdemar, får hun stemme i en passioneret driftsbaseret elskovserklæring, mens hun venter på ham. Digtkredsen indgår i En Cactus springer ud (1867-70), hvor man også finder Pan-Arabesken (1868). Som den første af Jacobsens signaturgenre beskrives kærligheden i en panisk bevidsthedsstrøm som både forførende og vanvidsskabende.16

I disse tidlige digte finder man således spor af romantiske idealer og forestillinger, som f.eks. at kvinderne er skæbnesvangre og tættere på naturen, samtidig med at de er passionerede kvinder med egne drifter.17 I den folkeviseinspirerede ”Irmelin Rose” (1869/75) udsættes læseren for en overraskelse i slutstrofen – en afvisende, selvbevidst kvinde, der ikke gider bejlerne – eller måske overhovedet at skulle bindes til en mand: ”Men Prindsessen jog dem fra sig/ (Hjertet var saa koldt som Staal), Lastede den Enes Holdning./ Vrænged ad den Andens Maal:/ Irmelin Rose,/ Irmelin Sol,/ Irmelin Alt, hvad der er dejligt!” (SV IV, 162) Flere af disse tidlige kvindetypers sammensatte karakterer bliver udfoldet i prosaforfatterskabet, ikke mindst i romanen om den historiske adelsdame Marie Grubbe (ca. 1643-ca. 1718). Hun er kvinden, der vælger sine drifter og sin skæbne. Efter et konventionsbaseret ægteskab med en kongesøn, et forhold til den intellektuelle svoger og et 16 år langt arrangeret ægteskab i ”tykblodet” materialisme, ser hun ægtemandens kusk, Søren, redde heste ud af en brændende stald. Hun ”falder” pladask – og socialt. De løber bort, og hun opnår kvindelig = menneskelig oprejsning gennem at vælge sig selv i den voldelige relation, hvor de to er driftsmæssigt ligestillede.18 Mod romanens slutning samtaler hun med Ludvig Holberg, der er kommet til færgestedet, som parret bestyrer. Han forstår ikke, hvordan hun har kunnet vælge Søren frem for sine fornemme mænd. Hendes svar er, at hun ikke kunne ”ånde” sammen med dem, og at ”de var hende imod”.19 Relationen til Søren er en erkendt, naturlig driftsbaseret attraktion i modsætning til de øvrige – konventionsbaserede og unaturlige! I sin anmeldelse af romanen kaldte den norske forfatter Camilla Collett Marie Grubbe for ”Fremtidens Kvinde, den nære Fremtids, Overgangens, den i Bevidsthed om sig selv og sin Stilling endelig omrystede Kvinde”.

I Niels Lyhne, Rilkes foretrukne Jacobsen-værk og stærke inspirationskilde til Malte-bogen, nuanceres og problematiseres kvindeforestillingerne yderligere. Moderen, Bartholine, gør Niels til drømmer med sine eventyrfortællinger, og i mødet med den jordbundne faders tuberkuløse søster, Edele, vækkes han erotisk og driftsmæssigt i den kendte ”pufscene”.20 Men hun dør, og Niels afskriver Gud, som ikke har villet høre på hans bønner om hendes overlevelse. Den velhavende enke Tema Boye bliver Niels næste kærlighedsobjekt. Hun er den, der tydeligst kritiserer romantisk idealisme, og formulerer ”det nye” i kunsten og i kvindesynet. De mødes i et atelier, hvor Niels barndomsven Erik arbejder som billedhugger. Her holder hun følgende indlæg for kvinders ret til ”virkeligheden”:

Jeg foragter Fantasi. Hvad er det, naar Ens hele Væsen higer mod et Menneskes Hjærte, saa kun at blive lukket ind i Fantasiens kolde Forstue! Og hvor tidt er det ikke saadan! og hvor tidt maa vi ikke finde os i, at den, vi elsker, klæder os ud med sin Fantasi, sætter os en Glorie om Haaret, binder os Vinger paa Skuldrene, og svøber os ind i et stjærnebesaaet Gevandt, og finder os saa først rigtig værd at elske, naar vi gaar om i al den Maskeradestads, hvori Ingen af os rigtig kan være sig selv, fordi vi er alt for pyntede, og fordi man gjør os forvirrede ved at kaste sig i Støvet for os og tilbede os, i Stedet for at tage os som vi er, og saa blot elske os. (SV II, 85)

Forvirret beruser Niels sig i et parfumeret lommetørklæde, som hun har tabt. Senere, efter en formidabel erotisk ladet gyngestolsscene, sender hun ham bort. I stedet for at vælge Niels indgår den selvreflekterede Fru Boye, som både kontrollerer ord og handlinger og samtidig giver os indsigt og indblik i egne lyster og svagheder – et fornuftsægteskab.

I det følgende forelsker både Niels og Erik sig i Niels’ kusine, den smukke og sanselige Fennimore. Som Marie vælger Søren, vælger hun den mandige og virile Erik. Begge tror, de finder den ideale partner i hinanden, men efter nogle år går ægteskabet dårligt. Niels, som er bosat i nærheden, ”overtager” Fennimore, mens Erik er på svireture. En af deres, ofte erotisk ladede, samtaler drejer sig om deres forskellige opfattelser af kvinder. Som Fennimore siger, er kvinder ikke er så ”ætheriske Væsener som mangen god Ungersvend drømmer; de er virkelig ikke sartere end Mændene, og de er slet ikke anderledes end Mændene; tro mig, det har været lidt snavset, det Ler, hvoraf de er dannet begge to” (164) – et indlæg mod den herskende opfattelse af madonna-luder-motivet og til 1880’ernes Sædelighedsdebat! Niels siger patroniserende, at hun heldigvis ikke ved, hvad hun taler om, er uretfærdig mod sig selv og kvindekønnet – og at han i hvert fald tror på kvindens renhed. Hun reagerer som Tema Boye:

Kan I ikke lade os gaa paa Jorden ved Siden af Jer, Menneske ved Menneske, og ikke det mindste mer. Det er jo umuligt for os at træde sikkert til paa Prosaen, naar I gjør os blinde med Jeres Lygtemænd af Poesi. Lad os være, lad os for Guds Skyld være! (164-65)21

Kort tid efter indleder de et seksuelt forhold, og Niels finder ”Livsens Aande, [for] saadan elskede han hende, og han greb som En der er ved at drukne, griber for sig, og trykkede hendes Haand imod sit Hjerte” (174). Men konventionerne bliver afgørende, da Erik dør i en ulykke. I stedet for at vælge Niels, indser hun det moralsk forkastelige i deres forhold, kalder sig selv for ”Skjøgen Fennimore”, og forlader ham (186).

I romanens slutkapitler, hvor alt, hvad digteren Niels har erfaret om kærlighed, drift og ateisme, skal stå sin prøve, hvilket siges med forbehold, for romanen er jo ikke tænkt som en dannelsesroman, møder han 17-årige Gerda. Endelig får han igen følelsen af at leve – for så at miste hende og derefter deres barn. Som i tilfældet med den døende Edele, beder han forgæves til Gud. Da Gerda på dødslejet ønsker sig en præst, rammes han af den totale desillusion. Han drager i krig, bliver såret, og skal dø ”den vanskelige død” – alene. Under flere dages delirium udspiller han sin ”egen” død som en helt i rustning og hjelm fra Bartholines eventyr.

Den sidste af Jacobsens kvindeskikkelser, ifølge Baer en af Rilkes foretrukne, er Fru Fønns, hovedpersonen i novellen af samme navn (932, 1137). Jacobsen skriver den kort før sin død, den er relativt klassisk komponeret, og hovedkarakteren bliver omtalt som forfatterskabets mest harmoniske. Flere har også hævdet, at novellen er den, der leverer den bedste argumentation for Brandes’ tidlige diskussion af køns- og kvindespørgsmål, jf. kapitlet om Jørgensen 2014 og Gemzøe 2010.

Som i Marie Grubbe tematiseres ægteskabsinstitutionen i et spændingsfelt mellem sociale og private normer – og kærlighed og erotik. Fru Fønss har giftet sig af pligt, fordi ”der var forhold i hendes hjem, der ikke kunne vente”, og fordi Thorbrøgger, som hun som 18-årig elskede med ”sin Sjæl, med hver Sans i sit Legeme, hvert Livshaab, hver Tanke”, ikke var formuende nok (SV III, 111). Da hun som enke på 8. år er i Avignon med sine to voksne børn, møder hun Thorbrøgger, og vælger sig selv. Børnene vender hende ryggen, men hun og Thorbrøgger får fem lykkelige år, før hun bliver syg og dør.

I stort set alle Jacobsens værker understreges den ligevægtige og ligeværdige erotiske drift og kærlighed som afgørende for livet og lykken. Hans undersøgelse af og forståelse for kvindelig psykologi, og deres vilkår inden for borgerskabets patriarkalske rammer, viser dem som sammensatte, reflekterede og handlekraftige. De afviser idealiseringer, bryder ud – og vælger pga. kærlighed, drift, indsigt i og erkendelse af egen situation, ligesom Ibsens Nora i Et Dukkehjem (1879).

Rilkes – og Maltes kvindeskikkelser

Som Jacobsen kan også Rilke forstå den kvindelige psykologi, fordi de begge er:

passive, not active natures, highly responsive to sense impressions, with a strong leaning to the plastic arts; robust neither in their persons nor in their poetry; poets of dreams and longing, tending towards segregation, isolation, loneliness, and solitude. They were great poets of death; they were poets of women. (Baer 1939, 903-04, min understregning) 22

Samtidig med Malte-bogen og korrespondancen med Kappus skriver Rilke digtet ”Orfeus. Eurydike. Hermes” i Paris (Neue Gedichte 1907).23 Som bekendt har Orfeus klaget, spillet og grædt sig til at kunne hente Eurydike tilbage fra dødsriget. Perspektivet, som plejer at følge ham, flyttes i digtet til Hermes – og Eurydike. I egne tanker, som ikke inkluderer Orfeus, går hun hånd i hånd med guden. Opfyldt af sin store død, ”at det at være død / det følte hun som fylde” (str. 6), fører til første vers str. 7: ”Hun gik dér i fornyet pigeuskyld”. Kønnet er blevet genoprettet og forseglet, og hun synes derfor, Hermes hånd viser for stor fortrolighed, ”Thi hun var ikke mer den blonde kvinde / som digterne så ofte havde fejret, / ej mer det brede lejes ø og duft / og ikke mere denne sangers eje” (str. 8). ”Hun var for længst løst op som langt, blødt hår” (str. 9). Da Hermes pludselig griber hende i armen og udbryder ”Nu har han vendt sig om”, aner hun ikke, hvad han taler om, og de vender tilbage til dødsriget.

Man kan, som digteren Thorkild Bjørnvig (1918-2004) skriver i noterne til sin oversættelse af udvalgte Rilke-digte (1995, 223), hævde, at digtet mest handler om døden, som bringer ægthed og alvor ind i livet, for i digtene søger Rilke ”virkelighed”, og det, der kan fortætte det løse, fluktuerende, tilfældige liv. Men man kan også tænke, at Rilke skriver om en Eurydike, der som Jacobsens Irmelin Rose og Tema Boye ikke længere gider at være et elsket, passivt objekt – her for digtekunsten og Orfeus – måske understreget af de adskillende punktummer i digtets titel. Tømt, forseglet og forløst fra kvinderollen og manden, går hun simpelthen sin vej.24

I Rilkes modernistiske, sansende og sønderslåede (hans eget udtryk) storbyroman er der kompositorisk, motivisk, stilistisk og sprogligt flere sammenfald med Niels Lyhne, her dog med en gennemført jeg-fortæller og en fiktiv udgiver. Med ”optegnelser” tager Rilke afsked med fortællingen og det episke, og griber til Jacobsens ”voir venir les choses”. Malte kan ikke længere digte og fortælle, kun optegne. Man ser lighedspunkter mellem Niels og Malte, som på hver sin måde og ”tidstypisk” er overladt til sig selv. Selv om modernitetens Malte og hans depersonaliserede liv fremhæves, kan man sammensætte en fortælling fra hans danske barndom, til han som 28-årig tumler omkring i Paris, hvor han ”lærer at se” (opt.4) og høre, mens han bliver stadig dårligere på sin vej mod døden og bogens afsluttende udsagn: ”Her slutter optegnelserne”.25

Som Rilke skriver til Betz, kan Malte-karakteren ikke hænge sammen, jf. Jacobsen, for:

Den nødvendige enhed var ikke længere digtets, det var personlighedens, som i sin uendelige mangfoldighed måtte blive levende fra begyndelse til slut. En ophakket, opbrudt rytme trængte sig på hos mig, og jeg blev trukket i mange, uventede retninger. (1925, cit. eft. Lauterbach i Engel 2013, 321, min oversættelse)

Det samme gælder flere af romanens øvrige karakterer. Motivligheder finder vi bl.a. mellem Niels’ eventyrbesatte, romantiske, drømmende mor, Bartholine, og Maltes Maman fra den lige så sværmeriske Brahe-slægt. Hun er som Bartholine gift ind i en anden slags slægt – de jordbundne, rationelle Brigge’r. Maman klæder Malte ud som pige, kalder ham Sofie og skaber dermed en kønsspecifik splittelse i ham, ligesom Bartholine installerer den natur-, drømmeriske og eventyrbelastede splittelse i Niels. En anden karakter er mamans yngste søster, Abelone, som kan ses som en spejling af Edele. Abelone vækker som hende kærligheds- og erotiske følelser i Malte, har træk fra beslutsomme Tema Boye og Fennimore, ligesom pigen Vjera Schulin, der beskrives som ”fremfusende”, kan minde om den selvbevidste Marie Grubbe. Genfærdet Christine Brahe, som går gennem salene på herregården, er som Eurydike ”tømt”, og bliver objekt for unge som ældre mænds fantasi, fascination og projektioner.

Fælles for mange af kvinderne er, at de ifølge Malte er og har været elskende kvinder – ikke passive, elskede kvinder, som ”den så højtelskede” Eurydike (str. 5). De er mystikere og digtere, historiske skikkelser, som f.eks. Bettina von Arnim, kendt for sine breve til Goethe, Heloïse, Abelards smukke kæreste i 1100-tallet, og den mest berømte og længselsskabende: Sappho. Overleveret i fragmenter som tekst og som person bliver hun digtekunstens ophav for Malte.

Abelone synger som en engel, er digter, ”mystiker” og elskende. Selv om hun er død, og Malte ikke ved så meget om hende, er hun hele tiden til stede. Han hævder, han ikke vil gøre hende uret ved at fortælle (om) hende, men som Jacobsens mænd projicerer han sine egne antagelser og sætter hende på en piedestal. Han spørger sig bl.a. om, hvorfor hun ”dog ikke vendte sin storslåede følelses kalorier mod Gud” (opt. 70), samtidig med at han tænker, at netop hun ikke kunne gøre det, fordi hun derved kunne frygte at blive genstand for Guds kærlighed. Han forestiller sig også, at han viser hende billedet af adelsdamen i de berømte gobeliner Damen med enhjørningen, og væver hende ind i deres fortælling(er).26 I opt. 39 skriver han, at tidens unge kvinder kun kan se detaljer, ikke sammenhænge, når de forsøger at kopiere dem på museet. Ligesom gobelinerne har mistet deres ramme, kan de ikke længere finde en sammenhæng i f.eks. ægteskab.27 Så hverken gobelinerne eller Abelone kan fortælles eller overskues i modernitetens fragmenterede virvar.

Unge Malte formes af kvinderne, og de tilskrives evner, som gør dem til en højere menneskeart. Det er hos dem, han leder efter en kærlighed, som kan transcendere døden i alle dens former og blive befriende, jf. Orfeus og Eurydike og Niels Lyhne. Men Malte ved også, at kærlighed binder snarere end frigør, ikke mindst kærligheden mellem mor og barn. Der findes således meget få positive konstellationer af mødre og børn i Jacobsens og Rilkes forfatterskaber, bortset fra Gerda og barnet og Maltes højtelskede og elskende Maman. I Maltes erindring haster hun f.eks. hjem fra et hofbal, sammen med den misbilligende far, hvor en indbildt febersyg Malte har grædt og råbt efter hende.

I ”Frauen, Mütter, und Mütterlichkeit in Rilkes Welt” skriver Johannes Toth, at moderskab fortrænges eller underkommunikeres i den tidlige tyske kvindebevægelses programmer. I litteraturen bliver det indskrevet som arkaiske urbilleder og symboler, og først omkring århundredeskiftet bliver det et ”menneskehedsfænomen”, jf. Ellen Key nedenfor. Hvor kvindebevægelsen ser familien som opretholdende instans, bliver den for Rilke et billede på fællesskabets destruktion. Kvinden er ikke længere et midtpunkt, men kan måske indtage rollen som ”Helfekraft”. Som vi har set hos både Jacobsen og Rilke, går det dog sjældent godt med længslen efter en sådan rehabiliterende norm- og urmoder. I fortællingen ”Die Geschwister” (1897) skriver Rilke: ”Den, som moderen ikke har vist vejen ind i verden, han søger og søger og kan ikke finde en dør” (SW IV, 209, min oversættelse). Hvor Jacobsens kvinder diskuterer og tager opgør med sådanne forestillinger, er Maltes optegnelser i sig selv en permanent og umulig søgen efter denne kraft, som skal gøre det muligt at ånde og leve, stillet over for en amorf og truende realitet (Toth 2009, 110–11).

Kønnet og kvinden i Breve til en ung digter

Det kan se ud til, at både Malte og Rilke hænger fast i en forældet og regressiv tænkning om kvindekønnet, men i brevene til Kappus findes flere nuancer. Disse kan være inspireret af Jacobsens tankegods, af Rilkes nære relation til den svenske kvindesagsforkæmper, pædagog og C.J.L. Almquist-kender Ellen Key (1849-1926), og af psykoanalytikeren, forfatteren og veninden Lou Andreas-Salomé (1861-1937, herefter Lou), relationer, som er veldokumenteret gennem breve, artikler, dagbogsnotater og biografier.

Lou skriver en kritisk anmeldelse af Keys ”Missbrauchte Frauenkraft” (1897), hvorefter Key tager kontakt, og de bliver venner.28 De brevveksler, mødes og er, i modsætning til den samtidige tyske kvindebevægelse, individorienterede og enige om, at bl.a. den erotiske kærlighed bygger på forskelle og ikke ligheder. Dette og Lous ”Der Mensch als Weib” (1899), en hyldest til kvinden som det ”sandere” menneske, bliver kraftigt kritiseret af den tyske ligestillings- og kvindesagsfeminist, forfatter Hedwig Dohm i Die Antifeministen (1902), uenigheder, man også finder i dagens brede spektrum af feministiske bevægelser og i feministisk litteraturkritik.

Med sin nye opfattelse af kvinden og af barnet, som bærer kimen til en allerede gyldig individualitet, er Barnets århundrade (1900. Ty.: 1902), et af Keys mest indflydelsesrige værker. Rilke kontakter hende for at anmode om råd fra ”ein hülfreichen Mensch” (jf. Helfekraft). I sit første brev 6.9.1902 skriver han, at han og hans kone, billedhuggeren Clara Rilke-Westhoff (1878-1954), gerne vil til Paris pga. Auguste Rodin, men de ved ikke, om de kan lade Claras forældre passe deres lille datter! Hermed indledes en brevveksling og et venskab, som, bortset fra perioden 1904-13, er næsten regelmæssigt. Han og Clara bor hos Key i Sverige, hun forstrækker dem med penge, og skriver ”Rainer Maria Rilke. En østerrikisk diktare”, som udgives i Ord och Bild i 1904.29 Rilke får et mundtligt referat, men bliver rasende, da han læser en udvidet version i hendes Seelen und Werken (1911) og en ikke udelt positiv anmeldelse af Malte-bogen ”Ein Gottsucher (Rainer Maria Rilke)”.30 Venskabet genoprettes dog senere. Brevudgiveren Fiedler skriver, at deres uenighed drejer sig om deres selvopfattelser: hun som pragmatisk orienteret intellektuel, som fremsatte sine utopiske ideer i offentligheden, så de kunne nå alle og virkeliggøres, over for den offentlighedssky kunstner, hvis kunst henvendte sig til den enkelte eller en fremtidsrettet en eller anden, jf. hans interesse for Søren Kierkegaard (1995, xviii).31

Lou er utvivlsomt det menneske, der har haft størst indflydelse på Rilke. Det enorme forfatterskab omfatter bl.a. Henrik Ibsen Frauen-Gestalten (1892), monografier om Nietzsche og Rilke, en omfattende brevveksling m.m.32 Ligesom forfatterskabet er hendes (kvinde)liv også næsten uoverskueligt, grænse- og normoverskridende for samtiden, ikke mindst bofællesskabet med Nietzsche og Poul Rée, som begge frier til hende og bliver afvist. Indgående kendskab til Sigmund Freuds skrifter, samt hendes virke som en af de første kvindelige psykoanalytikere, er også bemærkelsesværdigt. På rejser til Rusland i 1899 og 1900, sammen med Lous ægtemand, diskuterer og fantaserer hun og Rilke om fremtidens kvindelige menneske, som kan spores i korrespondancen med Kappus 16.7.1903:

Og måske er kønnene mere beslægtede end man tror, og den store fornyelse af verden vil måske bestå i at mand og pige, befriet for alle vrangfølelser og al ulyst ikke søger hinanden som modsætninger, men som søskende og naboer og mødes som mennesker for ligefremt, alvorligt og tålmodigt i fællesskab at bære det tunge køn der er dem pålagt. (Rilke 2001, 30-31)

Også Malte giver udtryk for dette. I opt. 39 og 40 skriver han, at kvinden er træt, efter hun i århundreder har måttet yde al kærlighed. Manden har aldrig forstået at elske, har snakket hende efter munden og hindret hende i at kunne lære noget. Han tænker derfor, at det må være på tide, at manden begynder at udvikle sig og påtage sig sin del af arbejdet med kærligheden. I brevet til Kappus 23.4.1903 omtaler Rilke et afskrækkende eksempel – forfatteren Richard Dehmel, som både lever ”brunstigt” og udelukkende beskæftiger sig med en mandlig og ikke en menneskelig kønsverden. Han er præget af gamle fordomme og har ”forvansket og bebyrdet” kærligheden. Fordi han kun elsker som mand, og ikke som menneske, er der noget hadefuldt og uevigt i hans kønsforståelse, som forringer hans kunst og gør den tvetydig og tvivlsom (2001, 24). Dette sender tankerne til Erik i Niels Lyhne – og flere af Marie Grubbes mænd.

Brevet af 14.5.1904 viser Rilkes mest radikale svar på spørgsmålet om køn og kærlighed. Ligesom ensomheden må læres, må kærligheden også læres. At elske betyder ikke, at man straks skal gå op i, hengive sig til og forene sig med en anden. Men hvis man tager kærligheden på sig som en byrde – og læretid, i stedet for at miste sig selv, vil det gå en godt. Når det gælder kvinden, vil hun finde sin nye udfoldelse og sit egentlige væsen

når hun har aflagt kun-kvindelighedens konventioner i sin ydre stands forvandlinger, og mændene, som den dag i dag ikke føler det komme, vil blive overrasket og slået af det. En skønne dag (hvad pålidelige tegn allerede nu taler og lyser for, navnlig i de nordiske lande), en skønne dag vil pigen være der, og kvinden hvis navn ikke mere blot vil betyde en modsætning til det mandlige men noget for sig selv, noget man ikke vil forbinde med fuldstændiggørelse og grænse, kun med liv og tilværelse: det kvindelige menneske. Kærlighedsoplevelsen vil forandres, blive omdannet til et forhold mellem menneske og menneske, mellem mand og kvinde. (min understregning)

Formuleringerne i brevet minder os om de inderlige ønsker hos Jacobsens ”overgangskvinder” Marie Grubbe, Tema Boye, Fennimore, Fru Fønss, og om inspirationen fra Lou og Key.

Konklusion – (kvindelige) mennesker

Udgangspunktet for denne artikel var at undersøge Jacobsens mulige indflydelse på Rilkes kvindeskikkelser, og som påvist findes der flere eksempler. Det interessante er dog, at Jacobsens kvindeskikkelser fremstår mere radikale og som kommet ”længere” i kvindeemancipationen. Han viser dem som modige og sammensatte. De vækker mændenes erotiske følelser, samtidig med at de påtager sig sine egne. De reflekterer, har indsigt i konventioner, økonomiske forhold, drifter og egne længsler. De har ønsker og krav om at være mennesker uden idealiserende ”maskeradestads”, og vælger, afviser, forlader, forlades eller dør fra mændene, hvis disse ikke forstår det.

Rilke – og Malte tømmer og løsriver ganske vist kvinderne fra tiderne og normerne, men besynger og fylder dem (fortsat) med projicerede, idealistiske forestillinger. Mange år efter Jacobsens virkelighedshungrende kvinder forestiller Rilke sig, at ”en skønne dag” vil det kvindelige menneske betyde noget for sig selv – for så at kunne indgå i relationen mand og kvinde. Her ser man igen, at Rilke er mest optaget af individet og dets åndelige vækst mod det uendelige, som ikke kan udvikles i fællesskab, jf. den omtalte uenighed med Key.

Forskellighederne til trods så er både Jacobsens og Rilkes tanker og forfatterskaber dele af modernismens og modernitetens fremtidsrettethed og proces, som vi ser det i det 20. århundrede og i dagens kvindebevægelser, politikken, tænkningen, kunsten og litteraturen.

Artiklen er et resultat af et samarbejde mellem forfatteren og Christian Janss om et seminar på UiO i 2014 og konferencedeltagelse i 2016. Det fælles indlæg foreligger i IASS-publikationen TijdSchrift voor Skandinavistiek 2018/19 36(2):175-81.

Litteratur

Ambjörnsson, Ronny. 2012. Ellen Key – en europeisk intellektuell. Stockholm: Bonnier.

Andersen, Jørn Erslev. 2002. ”J.P. Jacobsen. Forfatterskabsportræt”. http://adl.dk/solr_documents/jpjacobsen-p

--. 2005. ”Kampen om J. P. Jacobsen” i Værkelighed. Gylling: Modtryk.

--. 2015. ”J.P. Jacobsen biograferet”. I Jacobseniana. Skrifter fra J.P. Jacobsen Selskabet 9: 3-9 http://www.jpjselskabet.dk/?page_id=115

Andersen, Lise Præstgaard. 1990. Sorte damer. Studier i femme fatale-motivet i dansk digtning fra romantik til århundredeskifte. København: Gyldendal.

Andreas-Salomé, Lou. 1979 [1968]. Mit Liv. Oversat fra Lebensrückblick. 1951. Viborg: Hernovs Forlag.

Baer, Lydia. 1939. ”Rilke and Jens Peter Jacobsen”. I PMLA. Publications of the Modern Language Association of America 54, (3&4): 900-32, 1333-80.

Barfoed, Niels. 1970. Omkring Niels Lyhne. København: Reitzel.

Betz, Maurice. 1938. Rilke in Frankreich. Erinnerungen. Briefe. Dokumente. Aus dem Französischen übersetzt von Willy Reich. Wien/Leipzig/Zürich: Herbert Reichner Verlag.

Billeskov-Jansen, Frederik Julius (red). 1985. J.P. Jacobsens spor. I Ord, billeder og toner. Tolv afhandlinger udgivet af J.P. Jacobsen-Selskabet i hundredåret for digterens død. København: Reitzel.

Borum, Poul. 1969. ”Jacobsen mellem Mallarmé og Rimbaud”. I Danske digtanalyser, redigeret af Thomas Bredsdorff: 123-34. København: Arena.

Bradbury, Malcolm and James W. McFarlane. 1996 [1976]. Modernism. 1890-1930. Harmondsworth: Penguin.

Brandes, Georg. 1883. Det Moderne Gjennembruds Mænd. København: Gyldendal.

Collett, Camilla. 1877. ”Marie Grubbe” Fra de stummes Leir. Ny Illustreret Tidende. Kristiania. 4. februar 1877. http://www.bokselskap.no/forfattere/collett

Dahlerup, Pil. 1983. Det moderne gennembruds kvinder. Viborg: Gyldendal

Dam, Anders E. og Gry Hedin (red.). 2016. J.P. Jacobsen og kunsten. Gylling: Faaborg Museum og Aarhus Universitetsforlag.

Engel, Manfred (red.). 2013. Rilke Handbuch. Leben – Werk – Wirkung. Stuttgart: Metzler.

Gasser, Emil. 1925. Grundzüge der Lebensanschauung Rainer Maria Rilkes. Bern: Paul Haupt.

Gemzøe, Anker. 2010. ”Dissonanser i J. P. Jacobsens poesi og prosa”. I Jacobseniana. Skrifter fra J.P. Jacobsen Selskabet 5: 3–50. http://www.jpjselskabet.dk/?page_id=115

Haslund, Ebba. 1966. ”Rainer Maria Rilke og Malte Laurids Brigge”. I Edda 53: 289-303.

Holk, Iben. u.å. J.P. Jacobsen i Epoke – danske romaner før 1900. http://www.e-poke.dk/jacobsen.php

Jacobsen, Jens Peter 1899. Breve fra J.P. Jacobsen. Med et Forord udgivne af Edvard Brandes. Gyldendal: København.

--. 1972-74. Samlede Værker 1–6. Udgivet af Frederik Nielsen med indledninger og kommentarer. Skjern: Rosenkilde og Bagger.

Janns, Christian. 2019. ”Forestillinger om en ny religion. Utopiske gudsidealer hos J.P. Jacobsen og R.M. Rilke”. Norsk litteraturvitenskapelig tidsskrift 22 (2): 131-45. DOI: https://doi.org/10.18261/issn.1504-288X-2019-02-02

Jensen, Morten Høi. 2017. A Difficult Death. The Life and Work of Jens Peter Jacobsen. New Haven and London: Yale University Press.

Jørgensen, Jens Lohfert. 2014. ”Skriften og døden. Tre positioner i J.P. Jacobsens sene forfatterskab”. Danske Studier. Tidsskrift for dansk sprog, litteratur og folkeminder: 205-31. Odense: Syddansk Universitetsforlag.

Knudsen, Susanne V. 2005. Krystallisationer. J.P. Jacobsen, en moderne mandsforfatter. Oslo: Nordisk Institut for kvinde- og kønsforskning.

Kohlschmidt, Werner. 1948. ”Rilke und Jacobsen”. I Rilke-Interpretationen: 9-36. Lahr: Schauenburg.

Kunisch, Hermann. 1944. R.M. Rilke. Dasein und Dichtung. Berlin: Duncker & Humblot.

Nielsen, Frederik. 1953. J.P. Jacobsen. Digteren og mennesket. København: G.E.C. Gads Forlag.

Rilke, Rainer Maria. 2001 [1929]. Breve til en ung digter og anden prosa. Oversat af Karsten Sand Iversen. Efterord: Mette Moestrup. Roskilde: Batzer & Co.

--. 1995. Briefwechsel mit Ellen Key. Mit Briefen von und an Clara Rilke-Westhoff. Udgivet af Theodore Fiedler. Frankfurt a.M.: Insel Verlag.

--. 1975. Lou Andreas-Salomé Briefwechsel. Udgivet af E. Pfeiffer. Frankfurt a.M.: Insel Verlag.

--. 2005 [1910]. Malte Laurids Brigges optegnelser. Oversat af Karsten Sand Iversen. København: Gyldendal.

--. 1955-66 og 1997. Sämtliche Werke.[= SW I-VII]. Udgivet af Rilke-Archiv in Verbindung mit Ruth Sieber-Rilke besorgt durch Ernst Zinn. Wiesbaden/Frankfurt a.M.: Insel-Verlag.

--. 1995. Udsat på hjertets bjerge. Digte udvalgt og oversat af Thorkild Bjørnvig. Haslev: Gyldendal.

Rimestad, Christian. 1926. Les Cahiers du Mois 23/24: Mar.-April.

Schnack, Ingeborg. 1996. Rainer Maria Rilke. Chronik seines Lebens und seines Werkes. Frankfurt a.M.: Insel Verlag.

Schnurbein, Stefanie von. 2001. Krisen der Männlichkeit. Schreiben und Geschlechterdiskurs in skandinavischen Romanen seit 1890. Göttingen: Wallstein. 

Sørensen, Bengt Algot. 1985. ”Tyskland”. I J.P. Jacobsens spor, redigeret af F.J. Billeskov-Jansen: 111-58. København: C.A. Reitzels Forlag.

--. 1997. Funde und Forschungen. Ausgewählte Essays. Gylling: Odense Universitetsforlag.

Toth, Johannes. 2009. ”Frauen, Mütter, und Mütterlichkeit in Rilkes Welt”. I Rilkes Welt. Festschrift fûr August Stahl zum 75. Geburtstag, redigeret af A. Hübener m.fl. Frankfurt a.M.: Peter Lang.

Westin, Cia og Ebba Witt-Brattström 1995. Erotik och narcissism. Lou Andreas-Salomé i urvall. Stockholm: Natur och Kultur.

Vosmar, Jørn. 1984. J.P. Jacobsens digtning. Århus: Gyldendal.

1 Niels Lyhne oversat af H. A. Larsen https://www.gutenberg.org/files/55389/55389-h/55389-h.htm
2”In trying to pin Modernism down – tentatively and crudely – in terms of men, books and years, attention is first drawn to Scandinavia: to the publication in 1883 of a series of critical essays by the Danish critic Georg Brandes Men of the Modern Breakthrough […] In no time at all […] the epithet ’modern’ became a rallying slogan of quite drawing power” (Bradbury and McFarlane 1996, 37). Arbejdet med at påvise dette fortsættes bl.a. i Facets of European Modernism. Essays in Honor of James McFarlane av Janet Garton, 1985.
3F.J. Billeskov Jansen (red.) J.P. Jacobsens spor. I ord, billeder og toner er en oversigt over reception, dokumenteret og sandsynlig indflydelse på forfattere og andre kunstnere i Norden, Europa, England og USA.
4Borum 1969.
5Jacobsen-kenderen Erslev Andersen har ført en utrættelig kamp for at korrigere denne reduktive læsning, kolporteret af de litteraturhistoriske koryfæer V. Andersen (1864-1953) og P. Rubow (1896-1972). Senest i ”Bag om naturalismen. J. P. Jacobsen i bogkunst, billedkunst og musik” (Dam og Hedin 2016).
6I artiklerne ”Emile Zola” i Tilskueren 1887 og ”Dyret i Mennesket” i Af Dagens Krønike 1890 problematiserer han direkte Zolas snævre, videnskabelige og delvis antilitterære forståelse. I forordet til 6. udgave af Hovedstrømninger (1923) skriver han: ”Det kan i vore dage vildlede, at en af Hovedstrømningernes Dele har til Titel Naturalismen i England. Men denne Benævnelse dannedes af mig et Tiaar, før Zola indførte den i Frankrig og i helt forskellig Betydning fra den, jeg havde givet den: Kærlighed til Naturen. Zola vilde med Ordet udtrykke Protest og Modsætningsforhold overfor den besmykkende Retning i Digtekunsten” (4).
7Senere udviser Georg Brandes større begejstring. I 1900-02 sidder han model for portrætmaleren Max Liebermann (1847-1935). Her omtaler han Jacobsen, som den ”han skattede højest af alle danske digtere” (Dam 2016, 106). Jacobsen er, også takket være Brandes promovering, nu blevet berømt i Tyskland.
8Anden Verdenskrig i anmarch kan måske forklare, at Baers artikel kun er sparsomt omtalt og ikke anvendt i forskningslitteraturen. I Sørensen (1985) finder man en henvisning i en note, i Engel (2013, 123) og B.G. Madsen (1954, 111) en kort omtale. Først i 2013 blev jeg opmærksom på Baers artikel, og hun er også blevet behørigt omtalt i Høi Jensen 2017.
9Det klareste bevis på Jacobsens store betydning for Rilke er ifølge Baer hans tyske udgave af Novellen fra 1903. Laset og fyldt med næsten ulæselige skriblerier ser man det, der bliver de første udkast til vers og strofer, som udgør en tredjedel af Das Stunden-Buch (1899-1903), og nogle, der var påtænkt som en fjerde del i samlingen.
10Reference til Jacobsens oprindelige titel på Niels Lyhne ”En Roman om dem før Os” (brev til Edv. Brandes 17.12.1880 i SV VI, 124). Forskelle finder hun også i tilgangen til naturen, hvor Rilkes og Maltes er bymenneskets drivhusnatur i modsætning til Worpswede-beboernes og Jacobsens landlige jordbundethed (929).
11I Sørensen (1997) er flere tidligere artikler om Jacobsen, bl.a. ”Rilkes Bild von J.P. Jacobsen”. I nye udgivelser er Jacobsen næsten altid medtaget. Det gælder Dam og Hedin (2016), G. Magnússons Esotericism and Occultism in the Works of the Austrian Poet Rainer Maria Rilke (2014), Ina Ritters Die Epiphanie des Augenblicks. Wahrnehmung und Projektion bei Rainer Maria Rilke und Jens Peter Jacobsen (2009), Høi Jensens A Difficult Death (2017) og Hannah M. Klimas Rainer Maria Rilkes Kunstmetaphysik (2018).
12 http://www.kvinfo.dk/kilde.php?kilde=114. Norsk Kvinnesaksforening og Fredrika Bremer-Förbundet i Sverige blev begge oprettet i 1884.
13I afhandlingens indledning ses 1800-tallets patriarkat f.eks. gennem lægevidenskabens mande- og kvindesyn. Derefter diskuteres ”Det litterære patriarkat”, tidens litteraturpolitik, samt Brandes og kvindelitteraturen. Efterfølgende gennemgår hun 70 glemte kvindelige forfattere og deres forfatterskaber. I Nordisk kvindelitteraturhistorie (1993-98) med ca. 100 skribenter føres dette arbejde videre https://nordicwomensliterature.net/da/velkommen-nordisk-kvindelitteraturhistorie/. Tilsvarende grundigt arbejde findes i Norsk kvinnelitteraturhistorie. Red. I. Engelstad og I. Iversen (1988-89).
14På en liste over ”Lecture” 26. okt.-dec. 1873 og jan.-aug. 1874 har Jacobsen optalt 79 værker og 50.000 sider (Fr. Nielsen 1953, 108-112).
15I sin levetid får Jacobsen kun udgivet 6 digte.
16Digtet overbeviser Edvard Brandes om Jacobsens digterevner. Præstgaard Andersen har i Sorte damer (1990) læst bl.a. Pan-Arabesken og andre Jacobsen-kvindeskikkelser under femme fatale-motivet. Hun ser dem som mandlige fantasmer.
17Jacobsen er forud for sin tid, hvor lægevidenskaben diskuterer, om kvinder overhovedet har seksuelle drifter, jf. Pil Dahlerup (1983).
18Diskussionen om Jacobsens optagethed af sadomasochismen er beskrevet af Nielsen 1953, Vosmar 1984, Iben Holk u.å. Det samme gælder Erslev Andersens diskussioner af Jacobsens karakterer som darwinistisk monstrøse, bl.a. i Jacobseniana 2006 (5), 5–25.
19Uden at nævne hendes navn bekriver den moraliserende Holberg Marie Grubbe som irrationel og driftsbaseret i Epistel 89 http://www.holbergsskrifter.no/holberg-public/view?docId=epistler/EpTom2_mod.page;query=Epistel%2089;brand=default. Kendt er også H.C. Andersens og St. St. Blichers ”brug” af Marie Grubbe.
20Inciterende analyseret af bl.a. Erslev Andersen 2002.
21Titlen på nærværende artikel er, som det fremgår, en lettere omskrevet version af romanteksten.
22Rodin, som Rilke i en periode var sekretær for, er modsætningen: den stærke, maskuline, ikke-nordiske mand, der ikke deler den feminine intuition, som Rilke og Jacobsen prøver at skildre (Baer 1939, 1173).
23Brandes korresponderer med Rilke, først i hans egenskab af Rodins sekretær i Paris-tiden, og siden efter han og Clara Rilke har besøgt ham og familien i København (Correspondance de Georg Brandes III, 1966). Brandes er uhyre optaget af Rodin, skriver flere gange om ham i Politiken, og beder om få lov til at komme i hans atelier for blot at sidde musestille og se kunstneren i arbejde! (6.1.1908, cit. note 178 i Jørgen Knudsen Georg Brandes. Magt og afmagt 1896-1914, bd.1, 1998)
24Denne (muntre) tolkning har Christian Janss hørt under en forelæsning af Rilke-kenderen Åse-Marie Nesse på Universitetet i Oslo i 1989.
25Rilke har ikke selv nummereret optegnelserne. Men megen forskning har siden gjort det. Denne praksis følges her (opt.).
26 La Dame à la Licorne er en serie på seks gobeliner fra ca. 1480. En kvinde ses på en ø mellem en enhjørning og en løve. Gobelinerne blev fundet i 1841 på slottet Boussac i Creuse, og er nu på Cluny-museet i Paris (Den Store Danske Encyclopædi).
27Ebba Haslund 1966, 294.
28Som foredrag blev ”Missbrukad kvinnokraft och kvinnopsykologi” positivt modtaget i København i 1895. Teksten udkom året efter, og blev af den svenske kvindesagsbevægelse opfattet som et angreb. Key mener, kravet om ligestilling er for ensidigt. Kvinden skal ikke konkurrere med manden på alle områder, men vælge et arbejde, hvor det moderlige kommer til udtryk (Ambjörnsson 2012).
29De skriver både om deres udgivelser og private erfaringer, f.eks. om kærlighed og barndom. Den ældre berømte fremtidstænker og den endnu ikke så kendte digter underskriver og henvender sig til hinanden som moder, søn, bedstemor. Rilke skriver om moderens opdragelse af ham som pige, jf. Malte, før han som 11-årig blev sendt på militærskole af faren, og Key om det modsatte, om at være Nisse, den førstefødte ældste søn, forældrene ikke fik (Ambjörnsson 2012).
30Key læser romanen som endnu en tekst om sjælstilstanden hos en ensom ”Sprössling” i det sidste slægtsled og hans søgen efter gud (Anhang VII i Rilke Briefwechsel mit Ellen Key, 293).
31Rilke læser og ønsker at oversætte Kierkegaard. Johannes Forførerens Dagbog udkommer på tysk i 1903. Brev til Lou 17.3.1904.
32Se endvidere Westin og Witt-Brattström 1995. Samlede værker er under udgivelse.

Idunn bruker informasjonskapsler (cookies). Ved å fortsette å bruke nettsiden godtar du dette. Klikk her for mer informasjon