Den århusianske litteraturhistoriker Frits Andersen følger op på sin store Congo-bog med et nyt digert værk om sydhavsøerne. Forfatteren betegner selv projektet som »en litteraturhistorie om forsvindende øer« (427). Et spørgsmål indeholdende to negative præmisser presser sig dermed på fra begyndelsen: Hvorfor har et sådant projekt om øer, der på én og samme tid både er forsvindende og langt væk fra Danmark og Europa interesse for et skandinavisk publikum? Det er der imidlertid flere gode grunde til. For det første er der næsten per definition noget beundringsværdigt over et grundigt kildearkæologisk arbejde, der dokumenterer historien om et fænomen (her sydhavsøerne) der er truet af udslettelse (her klimaforandring). Sydhavsøen – nydelsens geografi skriver sig i den forstand ind i en humanistisk tradition for kulturhukommelse. Den er bagud vendt ud fra den simple antagelse, at fortiden er interessant som fortid.

For det andet er det Andersens pointe, at Polynesien og Stillehavets øer og øgrupper kun i et vist omfang er repræsentanter for øen som nation, det vil altså sige for øen som en autonom og isoleret enhed. Denne opfattelse dominerede måske nok tiden omkring de første ekspeditioner af Cook og Bougainville, fx i skrifter af romantikeren Johann Forster, og den hænger tvetydigt ved hos senere forfattere og eventyrere som Thor Heyerdahl og Bengt Danielsson. Men Andersen opsporer hos en række andre forfattere og eventyrere, herunder Herman Melville, Robert Louis Stevenson, Jack London og Jules Verne, en arkipelagisk eller ligefrem oceanisk verdensforståelse, hvor øerne og øgrupperne qua disse forståelser transformeres til perfekte udgangspunkter – prismer – for at undersøge globale sammenhænge og forskellige udvekslinger og forhandlinger mellem det regionale og det globale. Det er gennem denne bogens struktur bestående af henholdsvis ø-, øhav- og havmodel, at Andersen viser os, at sydhavsøerne og i særdeleshed de vestlige repræsentationer af disse er spejlbilleder af vores egen oplysning, romantik og nu også antropocæne modernitet. Kend historien om Tahiti eller Marquesasøerne, og du vil kende historien om Europa.

Gennem en imponerende belæsthed opsporer Andersen dermed en række væsentlige indsigter af økologisk, antropologisk og geopolitisk art. Den grundlæggende ambition med læsningerne af vidt forskellige (vestlige) kilder – rejsebeskrivelser, logbøger, dagbøger, romaner, digte, malerier, lovtekster osv. – er nuancering. I denne nuanceringsbestræbelse ligger der fx et opgør med de mere forsimplede og dikotomiske dele af både økokritikken og postkolonialismen. Her et eksempel på førstnævnte:

Europæerne tog simpelthen fejl, da de ligesom senere dominerende økokritikere troede, at hemmeligheden bag det overskud af kunst og nydelse, man fandt på Tahiti, skyldtes, at man havde lært at kontrollere forholdet mellem ressourcer og behov. Tværtimod skyldtes overskuddet, at man udskyder behovsudskydelsen, spiser sin konserves, mens man har den, arbejder, når der er brug for det, fisker, når man er sulten, og hengiver sig i fritiden til den nydelse, som fascinerede Bougainville, og som endte med at forarge den konservative reaktion i Europa, der efterfulgte Den Franske Revolution. På den vis kan litteraturhistorien om forsvindende øer og nydelseskulturen, som af Johann Forster blev anset for at være dekadent luksus og derfor begyndelsen til undergangen, i stedet være forbillede for en ny vending i økokritikken: I erkendelse af, at det netop er vores forskruede kontrol- og arbejdsetik, der ødelægger både livet og kloden, arbejdes der i stedet med planer for »hedonistisk bæredygtighed« inden for arkitektur, ligesom filosoffer i dag taler for atter at give nydelsen forrang i både tænkning og livskunst. (430)

Med sine nuanceringsbestræbelser i forhold til nogle af de seneste årtiers dagsordenssættende teorier og metoder indeholder Sydhavsøen et potentiale for at bringe litteraturstudierne ind i det 21. århundrede som en væsentlig og relevant disciplin i forsøget på at imødegå nogle af samtidens største udfordringer, herunder ikke mindst klimaforandringer.

For det tredje rummer Andersens bog en litteraturhistoriografisk og -teoretisk metodologi, der tager udgangspunkt i en »våd ontologi«. Her anvendes havet forstået som et flydende og foranderligt konnektionsmedium som en model for verden som sådan. Konsekvensen af modellen er, at den traditionelle litteraturhistories forankring i nationalstaten og ét sprog ikke længere giver mening. Forfatterens Polynesien står i den henseende som eksemplarisk for måden, vi er nødt til at tænke verden på i fremtiden – herunder blandt andet som relationel, dynamisk, truet og transnational – og derfor også tænke litteraturhistorien på i fremtiden.

Sydhavsøen – nydelsens geografi bibringer altså det skandinaviske litteraturvidenskabelige forskningsmiljø to nye indsigter: en stoflig og en teoretisk. Den stoflige indsigt består i de originale læsninger af forfattere, kunstnere, opdagelsesrejsende og videnskabsmænd som Cook, Bougainville, Melville, Heyerdahl, Segalen, London, Stevenson, Verne, Gauguin, Forster og mange flere, mens den teoretiske indsigt først og fremmest har at gøre med udviklingen af et arkipelagisk og oceanisk perspektiv på kilderne. Lad mig her blot nævne et eksempel på stoflig indsigt, nærmere bestemt Andersens glimrende analyse af R. L. Stevensons skrifter fra og om Sydhavet. Her viser Andersen på overbevisende måde, hvordan Stevenson i In the South Seas (1896) bryder med konventionerne, når han i stedet for at vise sine europæiske læsere deres egen arkadiske fortid viser os »et fremtidsrettet billede af, hvor den vestlige civilisation er på vej hen« (255). Pointen er, at Stevenson fremskriver øhavet som en model på en epicentrisk og fremtidig form for kapitalisme defineret af spekulation og risikovillighed, der har afløst varebyttet og storbyens modernitet, sådan som vi kan finde den repræsenteret hos Balzac og Dickens: »Denne nye kapitalisme er i sit væsen en global og helt abstrakt ‘gambling’ og risikopraksis, der sammenlignes med ‘digtning’ og kræver samme ‘indbildningskraft’ og evne til at drømme« (265). Tag dog ikke fejl: Trods de positive konnotationer til digtningen er Stevenson dybt kritisk over for denne nye herreløse og anonyme kapitalisme, der nedbryder enhver romersk lov. Det gode ved Andersens analyse stopper imidlertid ikke ved denne indholdsmæssige pointe. Pointen understøttes nemlig af en formel analyse af Stevensons fortællinger, der ikke bare i dette tilfælde, men igennem bogen generelt, på forbilledlig måde viser os, hvad litteraturen i dens mange forskellige genrer og former kan – og som kun den kan. De engelske anmeldere var ifølge Andersen ikke begejstrede for Stevensons fortællinger, både fordi Stevenson forlod sin hidtidige succesfulde anvendelse af den gotiske romance, og fordi hans antropologi brød med herskende victorianske normer. For at repræsentere denne nye antropologi – fremtidens dannelsesløse og inhumane kapitalisme, som allerede praktiseredes i Stillehavet – var Stevenson tvunget over i en ny form, som han i øvrigt aldrig selv blev helt tilfreds med, men som Andersen viser giver god mening:

Romanens model af »handlens tidevandsbølge« (I, 9) er således grundlæggende arkipelagisk i tænkning, hvilket også kaster lys over epilogens omstændelige redegørelse for romanens omstændelige form. Historierne begynder på én ø, fortsætter på en anden og når aldrig en endelig bestemmelse eller konklusion. Romanen er »mindre en romance end et panorama«, og panoramaets skiftende vistas er set fra skibets gyngende perspektiv. Identiteter er ikke nationalt definerede, men ligesom øerne enten gennemkrydset af internationale post- og handelsruter eller falder uden for globussens kendte og afmærkede territorier og zoner for statslig myndighed. (270)

Konsekvensen er, at

Stevensons Stillehavsfortællinger, både rejseberetningen og fiktionsfortællingerne, undviger både plot, nation og dannelse som meningsgivende kategorier og må i stedet forstås som arkipelagiske både i struktur og i deres geokritiske tænkning af verden. Han beskriver ikke kapitalismen under imperialismen, som blot er en form for udvidelse af nationale markeder, men den globale kapitalisme efter imperialismens fald. (270)

Stevenson er, måske uafvidende, en profet og æstetisk grænsebryder.

Gennem sin interdisciplinære tilgang, hvori blandt andet geokritik, økokritik, litteraturhistoriografi, kartografi, museologi, geografi, politik, litteratur-/tekstanalyse og antropologi indgår, fremstår Sydhavsøen – nydelsens geografi som et glimrende eksempel på, hvordan en fremtidig litteraturvidenskabelig praksis kan forblive ikke blot relevant, men også uomgængelig. Det er dog ikke kun interdisciplinariteten, der gør bogen forbilledlig, det samme gælder i høj grad også de læsninger, hvor Andersen overbevisende demonstrerer, at litteraturen gennem sin form og retoriske strategier kan noget med virkeligheden, som ingen andre diskurser kan – og dette »noget«, som altså er artikuleret retorisk og formelt, viser sig tilmed ofte at være i modstrid med forfatterens hensigter. Der skal en skarp læser til at vise os dette, og sådan en læser er Frits Andersen.