Oppgrader til nyeste versjon av Internet eksplorer for best mulig visning av siden. Klikk her for for å skjule denne meldingen
Ikke pålogget
{{session.user.firstName}} {{session.user.lastName}}
Du har tilgang til Idunn gjennom , & {{sessionPartyGroup.name}}

Det politiskes genkomst i dansk samtidslyrik

The Return of the Political in Contemporary Danish Poetry
Ph.d. og lektor ved Institut for Kultur og Globale Studier, Aalborg Universitet.


Har utgitt mellom anna Ny nordisk. Lyrik i det 21. århundrede (2016), Mødesteder. Om Tomas Tranströmers og Henrik Nordbrandts poesi (2013) og Nedbrydningens opbyggelighed. Litterære historier i det 20. århundredes nordiske modernistiske lyrik (2009) samt ei lang rekkje antologiar og artiklar om dansk og nordisk litteratur. Louise Mønster er medlem i redaksjonen til litteraturtidsskrifta Passage og Nordisk poesi. Tidsskrift for lyrikkforskning.

Artiklen sætter fokus på det politiskes genkomst i dansk samtidslyrik. Efter årtusindeskiftet og især i 2010’erne har man set en tendens til, at lyrikken er gået i clinch med aktuelle problematikker vedr. fx klima, kapitalisme, forbrugerisme, magtforhold, etnicitet og køn. Her har vi fået en poesi, der i stedet for primært at være æstetisk og eksistentielt orienteret, snarere er etisk, verdensvendt og subversiv, og som har en mere heteronom karakter. Samtidig har der huseret nogle lidt ensidige opfattelser af forholdet mellem politik, litteratur og lyrik, som har trængt til at blive udfordret. På baggrund af en diskussion af nogle af disse argumenterer jeg for en mere inklusiv og åben måde at nærme sig spørgsmålet om lyrik og politik. Desuden peger jeg på nogle af de mange måder, samtidslyrikkens politiske engagement giver sig til kende, og endelig dykker jeg via læsninger af Caspar Eric og Theis Ørntoft ned i et par af den nye politiske poesis udtryksformer. Herigennem eksemplificerer jeg en analytisk tilgang til politisk samtidslyrik, som er forankret i værkerne selv og ikke blot er tematisk, men også formelt og æstetisk orienteret.

Nøkkelord: Samtidslyrik, politik, engagement, Caspar Eric, This Ørntoft

The article focuses on the return of politics in Danish contemporary poetry. Since the turn of the millennium and especially in the 2010s, there has been a tendency for poetry to confront current issues such as the climate, capitalism, consumerism, power relations, ethnicity and gender. In contrast to a poetry that is on the whole aesthetically and existentially oriented, the poetry of today seems ethical, world-reversed and subversive, and has a more heteronomous character. However, one-sided perceptions of the relationship between politics, literature and poetry still circulate and need to be challenged. Based on a discussion of some of these points of view, I argue for a more inclusive and open approach to the issue of poetry and politics. In addition, I point out some of the many ways in which the political engagement of contemporary poetry manifests itself. Finally, through readings of Caspar Eric and Theis Ørntoft, I elaborate upon the different forms of expression of the new political poetry, as well as exemplify an analytical approach to the contemporary political poem, which is rooted in the works themselves and is thematically, formally, and aesthetically oriented.

Keywords: Contemporary poetry, politics, engagement, Caspar Eric, Theis Ørntoft

Dansk lyrik står stærkt i disse år. I flere forbindelser har man endda talt om en ny poetisk guldalder,1 og selvom der er noget sensationspræget i den medieskabte forkærlighed for at udråbe en given tid som et højdepunkt, er det utvivlsomt et positivt udtryk for, at der sker meget spændende i dansk lyrik. Det gælder både i de poetiske værker og på de mangfoldige scener, hvor lyrikken udfolder sig. I det nye årtusindes første årtier har den lyriske genre ekspanderet ikke alene indadtil i fremkomsten af nye poetiske udtryksformer i bogformat, men også udadtil, idet den har entreret nye medier og fora samt bidraget til en blomstrende begivenhedskultur. Dertil kommer, at poesien er blevet mere engageret i samfunds- og miljømæssige problematikker. Foruden at være præget af ændrede mediale og institutionelle forhold er dansk samtidspoesi karakteriseret ved at have fået en klarere politisk profil. Det er blevet særligt tydeligt i 2010’erne og har ligeledes spillet en væsentlig rolle for genrens vitalitet og gennemslagskraft. Når lyrikken aktuelt oplever en storhedstid, må det derfor tilskrives en kombination af forhold, hvortil hører, at genren har manifesteret sig som en dynamisk, udadvendt og engageret kunstform.2

I det nye årtusinde er poesien i langt højere grad end i 1980’erne og 1990’erne gået i clinch med aktuelle problematikker om f.eks. klima, kapitalisme, forbrugerisme, magtforhold, etnicitet og køn. I stedet for en primært æstetisk og eksistentielt orienteret lyrik, der kredser om det skrivende subjekt, er der kommet en poesi, som er etisk, verdensvendt og subversiv, og som i overensstemmelse hermed har en mere heteronom, diskursiv og uren karakter. Opgøret med de gældende normer og foruddefinerede systemer ses ikke kun indholdsmæssigt, men har påkaldt sig et behov for et ændret udtryk, og således kendetegner det samtidslyrikken, at den opgiver idealet om eksklusivitet og autonomi og heller ikke på det form- og genremæssige plan lægger sig for pænt og velordnet til rette. Det fornyede samfundskritiske og miljømæssige engagement gør det oplagt at tale om det politiskes genkomst i lyrikken, samtidig med at man bør forklare, hvad der mere præcist forstås med politisk poesi, og hvordan den aktuelle genkomst adskiller sig fra tidligere tiders politiske litteratur.

I denne artikel vil jeg under inddragelse af en kombination af internationalt kanoniserede og mere nationalt forankrede synspunkter på forholdet mellem politik, litteratur og poesi argumentere for en inklusiv og åben indgangsvinkel til spørgsmålet om politisk lyrik. Desuden vil jeg redegøre for en række af de forskellige niveauer, som den danske samtidslyriks politiske engagement er kommet til udtryk på, og endelig vil jeg dykke ned i Caspar Erics og Theis Ørntofts forfatterskaber for herigennem at give konkrete eksempler på, hvordan politiseringen har udfoldet sig. En af mine primære hensigter er at blødgøre de for mig at se nogle gange lidt stive og unødvendigt polariserede diskussioner, der har været om politisk litteratur og poesi, og at vise, hvordan det politiske kan manifestere sig på vidt forskellige måder og bruges som et frugtbart begreb i tilgangen til den nyeste lyrik.

Litteratur og politik

Når man rejser spørgsmålet om litteratur og politik, taler man på den ene side om to begreber, som essentielt er sammenknyttede, idet ethvert værk produceres og læses i en samfundsmæssig kontekst. På den anden side er det indlysende, at en så bred forståelse af politisk litteratur undergraver sig selv, og at en politisk vinkel på et værk langt fra altid er den mest oplagte. Derfor er det vigtigt at finde frem til en forståelse af politisk litteratur, som uden at opstille for snævre rammer for, hvori det politiske består, alligevel tydeliggør, hvornår en politisk læsning er relevant.

Igennem historiens forløb er der fremsat mange bud på, hvad der udgør litteraturens politiske dimension. Særligt modsætningsfyldt er forholdet mellem Georg Lukács og Th. W. Adorno, og mens den første fremhæver den realistiske romans samfundskritiske potentiale, taler sidstnævnte for, at det kritiske engagement klarest viser sig i litteratur, der vender sig bort fra den genkendelige virkelighed. I Noten zur Litteratur (1958) og Ästhetische Theorie (1970) er Adornos synspunkt, at det at afstå fra at benytte et entydigt sprog og relatere til en genkendelig virkelighed i sig selv er udtryk for en samfundsmæssig protest. Med specifikt sigte på poesi siger han i foredraget »Tale om lyrik og samfund«: »Derfor viser lyrik sig også at have den største sociale pålidelighed, hvor den ikke taler samfundet efter munden, hvor den intet meddeler, men hvor det subjekt, for hvem udtrykket lykkes, kommer i ligevægt med sproget selv« (Adorno 1970, 108). Paradoksalt nok bliver det for Adorno netop dét ved lyrikken, der ikke har med det sociale at gøre, som udgør dens sociale karakter.

Lukács’ og Adornos tilgange til litteraturens politiske potentiale optegner en forskel mellem på den ene side en mere ligefrem, indholdsorienteret måde at anskue dette og på den anden side en mere indirekte, formmæssig måde. Det er da også oplagt, at litteraturens politiske karakter manifesterer sig forskelligt, alt efter om man befinder sig inden for henholdsvis realismens eller modernismens domæne. Det ser vi ikke blot i Lukács’ og Adornos egne eksempler, der relaterer til så væsensforskellige forfattere som fx Balzac og Beckett. Den samme modsætning løber op igennem det 20. århundredes danske litteratur, hvor man i 1930’erne møder både socialrealistiske kollektivromaner og surrealistiske digte, der på hver sin facon markerer en kritik af og et korrektiv til de herskende tilstande, ligesom der i efterkrigstiden går en modsætning mellem Heretica-modernismen og realismen, hvilket fx kan ses i en modstilling af Bjørn Poulsens essay »Elfenbenstaarnet« (1949) med Tage Skou-Hansens »Forsvar for prosaen« (1950). Også internt i flere lyriske forfatterskaber føres der en diskussion om, hvorvidt det er på abstrakt og indirekte vis eller med konkrete og direkte midler, at forfatteren mest hensigtsmæssigt udtrykker sit sociale og politiske engagement. Her kan Ivan Malinowskis selvopgør, der afspejles i bevægelsen fra Galgenfrist (1958) til Åbne digte (1963) tjene som eksempel. Desuden viser modstillingen sig tydeligt i 1970’ernes poetiske landskab, hvor man på samme tid finder en brugsorienteret og samfundsengageret lyrik, der fx som knækprosa tematiserer kvindekamp og miljøspørgsmål, og en fortsættelse af modernismens og avantgardens kunstnerisk mere avancerede magtkritik fx hos Peter Laugesen og Dan Turèll.

En tilsvarende kontrast præger det lyriske landskab i dag og berettiger, at teoretikere som Lukács og Adorno fortsat hentes frem. I aktuel politisk poesi optræder der såvel værker, der primært arbejder i forlængelse af modernismens og avantgardens revolterende formsprog, som værker, der trækker på strategier fra 1970’ernes mere enkle, politiserende former. For ikke at sige at der selvfølgelig er tekster, der går på tværs af begge kategorier. Som jeg kommer ind på i min analyse af Caspar Erics og Theis Ørntofts politiske poesi, kan disse med fordel reflekteres i forhold til sådanne orienteringer. Men vel at mærke på det 21. århundredes præmisser.

Det politiskes genkomst i samtidspoesien

Selvom man længe har været bevidst om det brede spektrum, litteraturens politiske engagement viser sig indenfor, opstod der i kølvandet på 1970’ernes manifeste politiske udtryksformer med fokus på bl.a. klassekamp, ligestilling, kønsroller og atomkraft en – i hvert fald akademisk og finkulturel – skepsis mod politisk litteratur og politisk vinklede læsninger. Forstærket af at ideologikritikken havde vundet frem som metode på universiteternes litteraturstudier og ofte havde vist sig i en reduktiv form, der tilsidesatte værkernes æstetiske dimensioner og gjorde dem til udtryk for herskende ideologier, kom der i 1980’erne et behov for at lægge afstand til mere entydigt politiserende former.3 I en dansk kontekst dannede firsermodernisternes kritik af halvfjerdsernes bekendelseslitteratur præcedens og fik en nærved ikonisk status i tv-programmet Bazar fra 1984, hvor Michael Strunge og Pia Tafdrup fremsatte en skarp kritik af Kristen Bjørnkjær og Lola Baidels ligefremme og populære poesi.

En sådan afstandtagen såvel til eksplicit politisk litteratur som til politisk vinklede analysemetoder holdt sig op igennem 1980’erne og 90’erne – hvor dekonstruktionen også markerede sig som en læsemåde, der skyede det biografiske og sociale – for først hen mod årtusindeskiftet at åbne for en gradvis tilbagevenden til en mere politisk engageret litteratur og kritik. Denne tilbagevenden kan man finde beskrevet i Torben Jelsbaks artikel »Mikro moralia. 00’ernes nye politiske litteratur« (2005) og i Lars Bukdahls »AGITPROPTRÆKKER! Ung Politisk Litteratur (UPL) 1997–2008« (2008), hvor det lød, at der med Jan Sonnergaard og Pablo Llambías i 1997 var en tyvstart for ung politisk litteratur, som i år 2000 fik sin egen generation af forfattere med bl.a. Lars Frost, Rasmus Nikolajsen, Ursula Andkjær Olsen og Katrine Marie Guldager.4

Imidlertid var det først i 2010’erne, at den politiske litteratur slog igennem i den brede kulturdebat, og man begyndte at tale om ‘en etisk vending’ forstået som en drejning væk fra modernismens autonomiideal mod en mere engageret og samtidsorienteret litteratur.5 Denne pointe sås også hos Jens Kramshøj Flinker og Tue Andersen Nexø, der udfoldede deres karakteristik af dansk samtidslitteratur under begrebet ‘den sociale vending’.6 Desuden opstod der debatter om identitetspolitik med fokus på køn, etnicitet, hvidhed, adoption, handicap og seksualitet, ligesom krig, flygtninge- og indvandrerspørgsmål igen blev aktuelle, og ikke mindst kom der opmærksomhed på klimakrise og antropocæn. Frygten for irreversible klimaforandringer og det forhold, at mennesket har påvirket sine omgivelser på så gennemgribende måder, at man ikke kan opretholde en distinktion mellem natur og kultur, har præget ikke kun den politiske, men også den kunstneriske dagsorden og herunder manifesteret sig i lyrikken.7

Det er mao. en lang række forhold, som gør det oplagt på nuværende tidspunkt at tale om det politiskes genkomst såvel i litteraturen mere generelt som specifikt i lyrikken og dermed komme den tøven og det forbehold endeligt til livs, der synes at have været omkring en sådan diskurs. Som Nicklas Freisleben Lund beskriver i artiklen »Det er stadig kontroversielt, når forfattere tager parti« (2018), er det nemlig uomtvisteligt, at engagementet har stået stærkt »i det seneste tiårs repolitisering af litteraturen« (Lund 2018a), men også at der fra flere kritikeres side fortsat har været en afstandtagen til en politisk partitagende litteratur.8 Debatten om forholdet mellem politik og litteratur har ofte været betændt, og de hårdt optrukne fronter har bevirket, at det er nødvendigt at forklare, hvad man forstår ved politisk litteratur. Parallelt med Lund, der argumenterer for en mindre firkantet tilgang til den eksplicit stillingtagende litteratur, mener jeg, det er afgørende, at politisk litteratur betragtes som en flersidig kategori, der kan indeholde såvel litteratur, der udtrykker en pointeret holdning til de forhold, den tager op, som en litteratur, der spørgende og granskende forsøger at nærme sig emner af relevans for vores fælles virkelighed og at åbne for alternative perspektiver på dem.

Mens Niels Frank i essayet »Tiden og tidernes krise. Litteratur og politik« i Alt andet er løgn (2007) foreslår en skelnen mellem politisk og kritisk kunst, der anvender det politiske til at »betegne standpunktet, det som altid omhandler de andre og møder dem med overbærenhed eller nedladenhed eller ny medicin« (Frank 2007, 248f), hvorimod det kritiske ses som en mere dynamisk størrelse, der også bringer sin egen position i spil (249), er det mit synspunkt, at det politiske i sig selv er rummeligt nok til at omkranse disse forhold. Som jeg opfatter det, handler den aktuelle politisering af litteraturen ikke primært om en fremskrivning af stålsatte holdninger, men derimod om en vilje til at indgå i aktuelt brændbare diskussioner og om en tro på, at litteraturen på egne præmisser kan yde et vægtigt bidrag til disse. Eller med begreber fra Thomas McGrath kan politisk poesi inkludere såvel strategiske digte, som sigter mod at udvide bevidstheden, som taktiske digte, der er kontekstspecifikke og ofte taler for en bestemt sag eller diagnosticerer politiske problemer (Dowdy 2007, 12).

I relation til det initialt beskrevne modsætningsforhold mellem Lukács og Adorno drejer det sig derfor heller ikke om et enten eller mellem på den ene side en eksplicit, indholdsorienteret og realistisk politisk litteratur og på den anden side en implicit, formmæssig og modernistisk orienteret, men om et både og. Det er et kendetegn ved samtidslitteraturen, at den på en flerhed af måder bidrager til diskussion af forhold, vi har fælles. Eller til det, som Jacques Rancière i »The Politics of Literature« (2004) kalder opdelingen eller inddelingen af det sanselige. I Rancières udlægning af forholdet mellem litteratur og politik er det centrale således heller ikke forfatterens egne holdninger eller tilkendegivelser. Derimod handler det om, at litteraturen er med til at sætte rammerne for den fælles verden og rummer en mulighed for at ændre betingelserne for, hvad vi ser og ikke ser; at den kan forsøge at give tale til og synliggøre det, som ellers er stumt og overset. Litteraturen indgår på denne vis i en forhandling af den sanselige grænsedragning, der afgør, hvem og hvad der overhovedet bliver en del af det politiske fællesskab. Hermed lægger Rancière op til en meget bred forståelse af politisk litteratur. Han lægger op til, at politik er noget, forfattere bedriver allerede i og med, at de skriver.9

Litteraturens mulighed for på alternative præmisser at tematisere og diskutere væsentlige aspekter af vores fælles virkelighed kommer klart til udtryk i samtidslyrikken. Under påvirkning af en fornemmelse af, at vi befinder os på en samfunds- og miljømæssig katastrofekurs, som det er afgørende at ændre, har lyrikken vendt sig ud mod verden og indoptaget problemkomplekser vedrørende fx klimakrise, antropocæn, migration og etnicitet samt social og kønsmæssig ulighed. I 2010’erne er poesien på ny blevet politisk, og som jeg argumenterer for i denne artikel, har dette engagement ikke svækket, men tværtimod bidraget til at styrke dens position. Her er det afgørende, at lyrikken har manifesteret sig som en kunstform, der formår såvel at forholde sig til fælles, nærværende problematikker som at være kunstnerisk interessant, æstetisk og erkendelsesmæssigt befordrende.

Atle Kittangs dystre forudanelse om, at poesiens plads ville blive minimeret i en tid med fokus på det sociale og politiske, er således ikke gået i opfyldelse i Danmark. I essayet »Lyrikk og politikk« (2009) skrev Kittang:

Med litteraturens sosiale og politiske funksjonar atter på dagsordenen, slik det skjer med jamne mellomrom, er det liten grunn til å tru at lyrikkens plass i det litterære feltet vil bli større, korkje innanfor eller utanfor pensumlistene, auditoria og klasseromma. […] Sist både litteraturforskning, litteraturformidling og litteraturen sjølv skulle og måtte vere politisk, i dei nå så fjerne 1970-åra, var jo nettopp det tidsrommet da lyrikken vart borta frå listene over utdelte kritikarprisar. (Kittang 2009, 220)

Derimod er lyrikkens udbredelse blevet større, og yngre forfattere som fx Caspar Eric, Theis Ørntoft, Asta Olivia Nordenhof og ikke mindst Yahya Hassan har solgt godt. Det har heller ikke skortet på anerkendelse: Seks ud af de elleve gange, Montanas litteraturpris er blevet uddelt i perioden fra 2006–2017, er den gået til lyriske værker.10 Endvidere valgte man i 2016 udelukkende at indstille digtsamlinger til Politikens litteraturpris. Under overskriften »Det er i poesien, det sner« skrev Jes Stein Pedersen, at denne prioritering var en anerkendelse af »den kraft og kvalitet, hvormed dansk poesi går i kødet på virkeligheden i disse år« (Pedersen 2016). Også her blev der således støttet op om den guldaldertankegang, som omgiver dansk poesi i disse år – og dét netop i sammenhæng med, at lyrikkens storhed blev forbundet med dens udadvendte engagement.

Den politiske poesis udtryksformer

Så vidt de generelle aspekter vedrørende politik, litteratur og samtidspoesi. Hvad er imidlertid det særlige ved den måde, poesien bidrager til øget refleksion over det politiske? Uden at insistere for håndfast på visse genres fortrin frem for andre kan man mene, at lyrik har en uovertruffen evne til at se igennem og afkaste sig de normer, vi normalt er underlagt; en evne til at frigøre sig fra gængse udsigelsespositioner, traditionelle forklaringsformers logik og det almindelige sprogs begrænsninger og til at anlægge alternative og overraskende perspektiver, som åbner for nye tænkemåder og ansporer til nye handlemåder. Derfor kan man fremhæve lyrik som en genre, der faktisk kan tale de herskende diskurser imod og bane vej for andre synsvinkler, og som vi derfor ikke skal underkende, men tværtimod gøre desto mere for at synliggøre og øge modtageligheden for. 11

Selvom den politisk orienterede lyrik udgør en central tendens i dansk samtidspoesi, optegner den dog ikke et homogent felt. Når poesien begiver sig ind på det politiske område, sker det i et væld af former, og i det følgende vil jeg skildre nogle af de måder, et politisk engagement kan vise sig på. Snarere end at fremsætte en definition af, hvad politisk lyrik er, vil jeg fokusere på de divergerende former, hvorpå lyrikken markerer sig som en engageret kunstform og lægger op til at blive læst som sådan. I min optik er det vigtigt at operere med en fleksibel forståelse af politisk lyrik, ikke alene fordi der reelt er mange måder, som et socialt og politisk engagement kan give sig til kende på, men også fordi man ellers risikerer at udgrænse socialt engagerede og engagerende udtryksformer, hvis politiske potentiale primært udfolder sig i de sammenhænge, hvori de indgår.

En første skelnen kan optegnes mellem på den ene side en eksplicit og ekstrovert politisk tilkendegivelse og på den anden en mere værkinternt orienteret. Nogle gange agerer lyrikerne nemlig politisk på en meget konkret facon. Det er fx tilfældet, når Lars Skinnebach fordrer af køberne af originaludgaven af Øvelser og rituelle tekster (2011), at de skal underskrive en erklæring om, at de vil gøre en indsats mod klimakrisen og kun spise grønsager i fem dage; eller når Caspar Eric til et litterært arrangement tager mikrofonen og for at tydeliggøre en problematisk stigmatisering af handicappede provokativt råber ord som mongol, spasser og sinke, der konventionelt bruges som skældsord. Det gælder også, når Christina Hagen i forbindelse med lanceringen af Jungle i en artikel med overskriften »‘Jeg er infantil og overfladisk, jeg har racistiske tanker, jeg foretrækker mænd med store pikke’« lader sig fotografere med en umådeholden mængde store pølser i Bilka i Herning og hermed lægger op til konfrontation med den kulturelle elites forestilling om den afstumpede småborger. I alle tre tilfælde optræder forfatterne som politiske aktører, der med stærke virkemidler prøver at udfordre de litterære konsumenters handlemåder og opfattelser. Det korresponderer med, at Evelina Stenbeck i afhandlingen Poesi som politik. Aktivistisk poetik hos Johannes Anyuru och Athena Farrokhzad (2017) skriver, at man i det sidste tiår har set et parløb mellem en performativ æstetik og en mere politisk engageret poesi, der bidrager til en aktivistisk poetik, som har til ambition at overskride afstanden mellem poesien og den konkrete politiske handling (Stenbeck 2017, 13).

Samtidslyrikkens politiske engagement kommer imidlertid også til udtryk på mere værkinterne måder og dét ikke alene på indholdsplanet, men ligeledes i værkernes paratekstuelle, genremæssige, sproglige og retoriske strategier. Det kan fx vise sig på et så fundamentalt niveau som i brugen af versaler eller minuskler. Således signalerer den gennemførte brug af versaler hos Yahya Hassan oprør, emfase og vrede, mens tilstedeværelsen af lutter små bogstaver i Liv Sejrbo Lidegaards Fælleden (2015) tværtimod kan ses som et ønske om ligestilling, sideordning og fællesskab. Et politisk perspektiv kan også give sig til kende i ordvalg og tiltaleformer, fx finder man hos Skinnebach ofte en direkte og provokerende involvering af læseren, der i en af sine mest kondenserede former i hans og Cecilie Westerbergs Post it (2009) lyder: »Sig mig, har du det godt, svin?«. Det kan dreje sig om, at forfatterne overskrider det monolingvistiske paradigme og anvender flersproglighed i et forsøg på at pege på nødvendigheden af at transcendere det nationale udgangspunkt. Det ser man såvel i hip hop-tekster som hos så forskellige forfattere som Hagen og Cia Rinne. Det forhold, at nogle genrer og digtformer vinder frem på bekostning af andre, kan også tolkes som et politisk signal – bl.a. er det tydeligt, at det klassiske centrallyriske digt er udfordret, mens langdigtformer, der har en mere udfoldet episk dimension og i samtidspoesien ofte optræder i forbindelse med fremskrivningen af apokalyptiske scenarier, står stærkt. I nær forbindelse hermed kan man notere en vækst i antallet af sci-fi-digte, der gennem skildringer af fremtidige scenarier lægger op til kritisk refleksion over konsekvenserne af vores aktuelle levevis.

Tilsvarende indtænkes værkernes konkrete udformning og design nogle gange i en overordnet holdningstilkendegivelse. Det kan komme til udtryk i et bevidst valg af bogformat og produktionsform, hvilket er tilfældet i Skinnebachs brug af post it og i Hagens bizart heterogene coffee-table-books, der foruden Jungle tæller Boyfriend (2014) og begge går i clinch med den skønhedssøgende æstetik, som normalt præger sådanne bøger. Lyrikkens engagement kan ligeledes vise sig i valget af papirkvalitet og farve. Et eksempel er de forskellige nuancer af hvidt papir i Moestrups DØ, LØGN, DØ (2012), der korresponderer med værkets identitetspolitiske perspektiver. Også det næsten gennemsigtige og florlette papir i Gerd Laugesens Har du set min kjole? (2011) kan tilskrives en aktivistisk holdning, idet det sammen med bogens tilhørende stofdigt og knap sender et kulturpolitisk signal om, at digte skal ud i verden og ikke deponeres på støvede boghylder.

Et politisk perspektiv kan yderligere afspejle sig i, at nogle lyrikere helt forflygtiger bogmediet for at manifestere sig via lyd, på elektroniske platforme eller finde sted som begivenheder. Poesien udfolder sig i stigende grad i performances, som lægger op til en større interaktion med og engagement fra tilhørerene. Det kan også ses i, at forfattere danner forfatterkollektiver. Her kan man fx skele til Aidts, Moestrups og Knutzons hybride fællesbog Frit flet (2014), hvis kollektivistiske projekt repræsenterer et modspil til samtidens manifeste individualisme. Eller til forfatternesklimaaksjon.no, der på tværs af de nordiske lande samler forfattere i bestræbelsen på at arbejde for en bæredygtig klimapolitik. Ligeledes kan man nogle gange afkode en politisk holdning i valget af små forlag frem for mere kommercielt orienterede storforlag, idet de små forlags produktions- og distributionsmæssige profiler i højere grad matcher værkernes indre holdning.

Lyrikkens politiske engagement kan mao. vise sig på et væld af måder, og skiftet med hensyn til en mere politisk engageret og verdensvendt samtidspoesi ses således ikke kun, når poesien kredser om de førnævnte temaer om kønsroller, social ulighed, udnyttelse, stigmatisering af specifikke grupper, etnicitet, flygtninge, krig, kapitalisme, klimakrise osv. Det følges af konkrete, performative og formelle karakteristika, hører sammen med opkomsten af alternative genrer, ændrede publikationsmønstre osv. Som sådan er politiseringen af poesien et område, det er afgørende at studere ud fra flere perspektiver – og som altid bør ses i forhold til de specifikke værker, der er i fokus. At sige at der aktuelt finder en politisering sted af lyrikken, er heller ikke interessant i sig selv. Det interessante angår de faktiske former, politiseringen kommer til udtryk på. De konkrete måder, værkerne udforsker og forholder sig til de politiske aspekter, der optager dem; de måder, de selv gestalter og forstår sig som politiske aktører eller bliver læst og brugt som sådan.

På vej mod værklæsninger

Derfor vil jeg nu mere dybtgående diskutere nogle eksempler på, hvordan samtidspoesien agerer politisk. Mere præcist vil jeg se på Theis Ørntoft (f. 1984) og Caspar Eric (f. 1987), der hører til blandt de mest læste og populære unge danske digtere, og hvis forfatterskaber har tegnet en ligedannet bevægelse i den forstand, at de begge indledes med digtsamlinger – henholdsvis Yeahsuiten (2009) og 7/11 (2014) – der har karakter af generationsportrætter med fokus på en ung mands liv i storbyen, for i de efterfølgende bøger at udvide perspektivet betragteligt og vende blikket om ikke bort fra det subjektive udgangspunkt og det urbane nærmiljø, så dog i langt højere grad ud mod den større samfunds- og klimamæssige virkelighed. For Ørntoft sker det i det store spring, der foretages i de fem år, der går fra debuten i 2009 til Digte 2014 (2014). For Eric i en række mindre skridt fra debuten i 2014 over publiceringen af Nike i 2015 og frem til Avatar i 2017.12

Caspar Eric

Selvom der i Erics tre samlinger er en umiskendelig fælles signatur, som etableres gennem en genkendelig strofeløs langdigtform, en anafor- og associationsrig knækprosastil med en hverdagsnær referenceramme, populærkulturelle henvisninger og et hipt sprog, sker der alligevel noget, når vi bevæger os fra 7/11 og denne bogs primære fokus på et ungt menneske og hen til Nike. Ikke at jeget forsvinder, men det mere indadvendt selvoptagede fokus forskydes mod den handicappede krop og omverdenens reaktion på denne. Med afsæt i forfatterens erfaringer med at leve med spastisk lammelse rejses almene problematikker vedrørende anderledeshed, diskrimination og stigmatisering, og således får samlingen et klart politisk sigte. Vi befinder os inden for den identitetspolitiske sfære, hvor der fokuseres på følelsen af anderledeshed; af at være udgrænset som minoritet.

Et prægnant eksempel beskriver jegets oplevelse af at komme ind i American Apparel på Washington Avenue, hvor ekspedienterne virker utrygge over at have ham i deres butik »som om den uperfekte krop / kunne smitte af på / deres image og status« (Eric 2015, 3). Efterfølgende skildrer han den vurderende måde, han i sociale sammenhænge føler sig betragtet på »som om folk lige skal tjekke / om det virkelig kan passe / at jeg er inviteret / til den samme fest« (10), ligesom vi entrerer et intimt rum med kæresten, der ironisk beskrives at have haft handicapsex, og hvis udsagn om, at hun »ikke tænkte / på mig som handicappet / mere« (24), blot bidrager til at positionere jeget som anderledes. Uanset om det er i et offentligt, halvoffentligt eller decideret privat rum, udtrykker jeget frustration og vrede over at blive stemplet som handicappet i stedet for at blive set som et menneske på lige fod med andre: »i den forstand / kan alle være handicappede / eller vi er menneskene / der har forskellige handicap / vi smadrer vores egne kroppe / vi smadrer statuerne / vi smadrer de små guder / og så smadrer vi hinanden / jeg har bare været smadret / fra begyndelsen« (3).

I overensstemmelse med den identitetspolitiske tematik indeholder værket en metapoetisk diskurs, hvor der på det æstetiske område gøres op med en bestemt forestilling om skønhed og med, at poesi skal bekræfte denne (40). Genre- og formmæssigt insisterer digtsamlingen på en uren æstetik og en nedbrydning af grænser. Herunder ikke mindst mellem populær- og finkultur. Allerede parateksten slår det an. Forsidens titel Nike henviser til såvel den græske sejrsgudinde og klassisk finkultur som et populært sportsmærke, og samtidig med at bogens køligt gråhvide omslag minder om statuers marmor, gengiver bagsideflappens fotografi forfatterens dystre positur på en løbebane. Også sprogligt repræsenterer digtsamlingen et opgør med etablerede normer. Eric har i et interview om samlingen advokeret for en ‘no bullshit-poesi’ og en forkastelse af metaforen (Idskov 2016), og der er da også tale om et meget ligefremt udtryk. Digtsamlingen fremstår som en antipode til den modernistiske tradition og bringer snarere mindelser om 1970’ernes knækprosa – om end det er i ganske anderledes gevandter og med en spritny referenceramme. Hashtag, Twitter, Instagram, snapchat, zipfil, chat og Netflix er blot nogle af de ting, som har fundet vej til Erics digte, og som peger på, at vi befinder os i en ny, medialiseret virkelighed.

En anden grænse, værket perforerer, går som allerede antydet mellem det personlige og det fælles. Nike har et tydeligt præg af bekendelse: Jeget er ofte identificerbart med Eric selv, bogen er dedikeret til ekskæresten Viktoria (hvis navn er det romerske ord for Nike), og de afsluttende linjer lyder med et citat fra The Hunger Games: »it’s the things / we love most / that destroy us / knus Caspar«. Disse linjer – der også fungerer som bogens bagsidetekst – bevirker desuden, at langdigtet retrospektivt kan klassificeres som et brev. Men er digtets udgangspunkt personligt, forbliver det ikke herved. Foruden at være tilegnet ekskæresten, den singulære »viktoria«, er bogen dedikeret til »alle universets viktoriaer«, og i overraskende, associative spring bevæger vi os ud mod større, samfundsmæssige forhold. Eksempelvis hopper vi fra jegets refleksioner over sit eget handicap til hans familie og særligt morens oplevelse af at have født en handicappet dreng, til pizza og en bizar sammenligning imellem mad og familie – »tænkte på hvordan jeg ser pizza / mere end jeg ser min familie / du er en del af min fortælling / selvom vi ikke er et vi / mere / men du har aldrig / bare været topping« (14–15) – og derfra til italienere og immigration. Værket viser, at identitetspolitik hører til på en større magtpolitisk arena og forbinder herigennem det individuelle med det almene.

I Avatar træder det politiske perspektiv endnu mere i forgrunden. I sin anmeldelse skriver Erik Skyum-Nielsen rammende, at bevægelsen går udad mod en generel mentalitetsbeskrivelse, som har sit mest kondenserede udtryk i linjen »verden er seriøst blevet sindssyg« (afsnit 7, 11/11) (Skyum-Nielsen 2017). Bogen består af otte digtsuiter á ti sider (pagineret 1–11/11), der alle har selvmord som gennemgående referenceramme. En af disse indeholder en lang liste over navne på selvmordere i det 21. århundrede, og for de øvrige afsnit gælder det, at de har forskellige mandlige ikoners selvmord og sidste ord som inspirationskilde. Imidlertid begrænser samlingens engagement sig ikke til denne tematik. Nok er selvmord et ultimativt udtryk for livslede og for oplevelsen af verdens ubeboelighed, men det er kendetegnende for værket, at det går i clinch med svigt og uretfærdighed på en meget bred front.

Foruden at videreføre Nikes kritiske blik på dyrkelsen af den perfekte krop, tilføres der en markant kritik af stigmatiseringen af psykisk syge, som bl.a. kommer til udtryk i det første afsnit, der er inspireret af Édouard Levés roman Suicide, og hvor ideen om det afbalancerede menneske beskrives som »en af vor tids mest absurde / og stigmatiserende mentalismer« (afsnit 1, 6/11). Hertil kommer, at stort set alle aspekter af den moderne kapitalistiske virkelighed står for skud. Det gælder alt fra skyldsbevidstheden ved kølediskens billige varer over benzinslugende superbiler til dæmoniseringen af folk med en anden tro, samfundets manglende omsorg for hjemløse transpersoner og det politiske spils negligering af facts og favorisering af de velhavende og underholdende. Avatar er udtryk for en gennemført indignationsbåren og samfundskritisk poesi, der diagnosticerer, hvad der opfattes som et grundlæggende sygt samfund. I denne forbindelse omfavnes stort som småt, eller måske er det mere præcist forskellene mellem de forskellige niveauer, som udlignes: »når vi igen og igen smider bøffer ud / når vi igen og igen smider bomber« (afsnit 2, 9/11). Via gentagelser og allitterationer forbindes umiddelbart vidt forskellige problematikker som madspild og krigsførelse med hinanden.

Genremæssigt er der endnu engang tale om langdigte, og ligesom i de foregående værker er den sproglige stil meget direkte, umiskendelig ung og hip. Samtidig er der dog skruet betragteligt op for vreden og indignationen. Tonen er ofte hård, og bogen indeholder mange kraftudtryk. En typisk passage lyder:

så jeg vil stoppe med at sørge

over unge terroristiske drenge

der angriber en vedtaget fred

og svøber fortiden i mørke

ved at pløkke sig direkte i hjertet

en egoisme jeg ikke kan lide

men det tror jeg fandme ikke

at der er nogen der kan

medmindre de er super nedkørte

og det siger sgu mere om nedkørtheden

at når nogen vejer for og imod

så foretrækker de alligevel ødelæggelsen

(afsnit 1, 11/11)

I kontrast til de utvetydige holdningstilkendegivelser og den ligefremme sproglige stil, er der imidlertid en sløring på færde, hvad angår forholdet mellem det lyriske jeg og de konkrete kilder og personligheder, afsnittene tager udgangspunkt i. Det er svært at afgrænse, hvornår det lyriske jeg selv taler, og hvornår der tales igennem de udvalgte personer. Ligesom en avatar betegner en inkarnation af en slags, synes jeget at besætte og forskyde sig til de personers historier, han tager op.13 Det er et fremstillingsmæssigt og æstetisk interessant greb, der ud fra en politisk optik kan tolkes som en sympatisk gestus vendt mod de selvmordsramte og som et opråb om, at man må sætte sig i de udsattes sted. Samlet set går der en bevægelse igennem Erics tre første digtsamlinger, som fører digteren ud over hans personlige udgangspunkt som talerør for den såkaldte generation hashtag og frem mod et indigneret og eksplicit samfundskritisk engagement.

Theis Ørntoft

Ørntoft begynder også som generationsdigter med Yeahsuiten, der kredser om et ungt, søgende og sensitivt jeg, men med Digte 2014 sker der et skift til en mere politisk engageret og samfundskritisk poesi. Værkets verden ekspanderer voldsomt – geografisk, historisk, udsigelsesmæssigt og diskursivt – og der indoptages en mængde forskellige kritiske perspektiver. Der er ingen tvivl om, at der hos Ørntoft ses med negative øjne på den samfundsmæssige udvikling. En apokalyptisk bevidsthed gennemsyrer bogen, og vi tuner fra begyndelsen ind på »Sort frekvens«. Her lyder det: »For mig er samfundene døde. / Jeg tror ikke længere / det er et spørgsmål om forfinelse / men om afvikling« (Ørntoft 2014, 9).14

Digte 2014 fører os ind i en underliggjort og skævvreden verden, hvor der tales med en stærkt anfægtet stemme og rejses presserende problemstillinger om menneskets, samfundets og klodens tilstand. Det kapitalistiske samfunds vækstideologi fremstilles som den overordnede årsag til formørkelsen og leden og som det primære mål for den fremsatte kritik. Imidlertid zoomes der også ind på en lang række mere konkrete forstemmende emner, der styrker forståelsen af, hvorfor situationen i den grad er alvorlig. Det gælder fx udnyttelse af børns arbejdskraft i tekstilindustrien (»fabrikken hvor mine børn / sidder og syr i sig selv« (8)), olieindustrien (»jeg har fået nok af at fylde min mund med petroleum / og se boreplatformene komme sejlende / se dem skyde deres flammer op i mørket« (11)), grundvandsforurening (»Vandet i hanerne smager af klor« (17)), skandaler om pædofile præsters misbrug af børn (»nøgen præst lærer små børn at onanere« (15)), naturkatastrofer (»verden vælter ind gennem mine fem tsunamisanser« (15)), social ulighed og vold (»ved du at et barn bliver født i en kælder af farvestoffer / hver gang nogen bliver skudt i Mexico City« (18)), skoleskyderi (»amerikansk teenagers school shooting-fantasier« (22)) og krig (»Lovene / er ikke resultatet af en krig / de er krigen« (37)). Værket er mao. fyldt med referencer til den aktuelle virkeligheds problematiske magtstrukturer og truende katastrofer – for ikke at sige til informationssamfundets breaking news, der forvandler katastrofer til underholdning, og hvis konstante bombardement jeget vrænger ad.

Den dystopiske samtidsdiagnose i Digte 2014 knytter værket til en modernistisk tradition, men samtidig er bogen nyskabende i den måde, hvorpå kritikken udfolder sig. Referencer tilbage til modernitetsproblematikker vedrørende fx fremmedgørelse og tråde til værker af forfattere som Edith Södergran, Ole Sarvig, Ivan Malinowski og Michael Strunge trækkes således ind i en umiskendelig nutidig og dog tydeligt tvistet kontekst. Det skaber på én gang en oplevelse af genkendelighed og forskellighed. På nogle punkter ser tingene ud, som de længe har gjort; alligevel er alt afgørende forandret. Verden er rykket ud af sine stabiliserende hængsler, og der foregår underlige ting. Fx hører vi: »der vokser planter op gennem mine underbeboers halse / der vokser planter op gennem min etages gulve« (15), ligesom jeget med affinitet til en posthuman diskurs drømmer om, »at vi ikke længere fastholdt hinanden / i menneskelige former« (15) og siger: »Der er områder af mig / som ikke er menneskelige« (38). Det individuelle jeg er under opløsning og med dét også den centrallyriske position. Værket repræsenterer et forsøg på at etablere nye udsigelsespositioner; positioner, der ligesom jeget heller ikke står fast, men flyder gennem tider og steder. Et af værkets mest fremtrædende træk er, at grænserne mellem mennesket og omverdenen er nedbrudt. Som der står, befinder vi os »ud over grænsen for subjektivitet« (29).

Overordnet repræsenterer Ørntofts bog en engageret poesi, der konfronterer os med de problemstillinger, som især kapitalismens vækstideologi har afstedkommet i den antropocæne epoke. Det er en poesi, som er formuleret på baggrund af en erkendelse af, at mennesket har grebet uopretteligt ind i det miljø, det er en del af, og at forestillingen om skarpt adskilte grænser mellem det menneskelige og ikke-menneskelige ikke kan opretholdes. Via et nyskabende kunstnerisk udtryk forsøger værket at åbne læserens øjne for såvel reelle som potentielle konsekvenser af vores aktuelle levevis. Dermed er Ørntoft fælles med Eric om at bidrage til en ny politisk lyrik, der er på højde med det 21. århundredes problemstillinger. På samme tid er der dog også markante tematiske og æstetiske forskelle imellem de to. Mens Erics primære fokus på handicap og selvmord knytter ham til en identitetspolitisk orienteret diskurs, forholder Ørntoft sig allerede i udgangspunktet til større, verdensomspændende skred forårsaget af kapitalisme, klimakrise, det antropocæne og posthumane. Og hvor Eric relaterer til populærkulturen og dyrker en selvbiografisk, ligefrem, ung og indigneret stil, der er Ørntofts digte anderledes æstetisk og udsigelsesmæssigt komplekse, ligesom de indgår i dialog med en klassisk modernistisk tradition.

Sammenfatning

I denne artikel har jeg fremført det synspunkt, at der efter årtusindeskiftet og særligt i 2010’erne er foregået en politisering af den danske lyrik, hvilket i kombination med en række andre forhold har medvirket til genrens forøgede vitalitet og gennemslagskraft. Samtidspoesien er optaget af problematikker, der angår vores samfunds- og klimamæssige virkelighed. Den forbliver ikke i en eksistentiel intimsfære, men taler ud i en fælles verden og forsøger at vække læserens engagement. Imidlertid sker det langt fra på nogen homogen og enkel facon. Derimod ser man talrige eksempler på, hvordan den tematiske interesse for emner som fx klima, kapitalisme, forbrugerisme, magtforhold, psykisk og fysisk sygdom, etnicitet, hudfarve og køn følges af nyskabende æstetiske, formelle og distributionsmæssige strategier. Der er en stor spændvidde i den måde, politiseringen manifesterer sig på, og dermed også mange forskellige tekstuelle og kontekstuelle niveauer, som den politisk orienterede læsning kan rette sin opmærksomhed mod. Som jeg har vist, kan det dreje sig om alt fra brugen af små og store bogstaver til ordvalg og tiltaleformer, papirkvalitet og farve, format og produktionsform, valg af genre, publiceringsstrategi osv.

Eftersom poesien er tydeligt engageret i samfunds- og miljømæssige forhold, synes det oplagt at tale om en politisering af samtidslyrikken eller mere ligefremt om ny politisk lyrik. Imidlertid har spørgsmålet om litteratur og politik længe udgjort et stridspunkt i den litterære kritik, og derfor har det i denne artikel været vigtigt ikke alene at redegøre for forskellige synspunkter på dette forhold, men også at komme ud over de unødvendigt firkantede forståelser heraf og bevæge sig hen mod et fleksibelt begreb om det politiske. Det vil sige en forståelse af forholdet mellem politik, litteratur og samtidspoesi, som ikke ser sig nødsaget til at vælge mellem enten en eksplicit, indholdsorienteret og realistisk opfattelse af politisk kunst eller en implicit, formmæssig og modernistisk orienteret, og som heller ikke primært øjner et problematisk spøgelse fra fortiden, der konnoterer ensretning, bedrevidenhed og meningstyranni, men derimod tænker begrebet som en åben kategori for diskussion af presserende problemstillinger og aktuelle udfordringer. Som jeg ser det, drejer den aktuelle politisering af poesien sig nemlig ikke primært om en fremskrivning af entydige holdninger, men derimod om en vilje til at indgå i aktuelt brændbare diskussioner og om en tro på, at poesien på egne præmisser kan yde et vægtigt bidrag til disse.

Selvom jeg med mine afsluttende læsninger af Erics og Ørntofts værker kun har besøgt et lille hjørne af den unge politiske poesi, håber jeg at have vist noget af den bredde, der både tematisk og æstetisk er på spil. Desuden har jeg ønsket at slå til lyd for en beskæftigelse med politisk lyrik, som ikke underkender det specifikt litterære perspektiv, men betoner vigtigheden af, at diskussionen af det politiske er konkret forankret i værkerne og inkluderer såvel tematiske som æstetiske forhold. For ikke at sige, at læsningerne kunne have været suppleret med andre perspektiver med hensyn til fx distribution og reception. Som jeg har antydet, er et afgørende spørgsmål nemlig også, hvordan poesiens engagement kan forplante sig til læseren og anspore denne til selv at forholde sig. Her synes poesien bl.a. i kraft af sit fortættede, nyskabende sprog, sin frigjorthed fra gængse udsigelsespositioner og sin stærke stemningsskabende effekt at indebære en unik mulighed for refleksion hos modtageren. Den politisk orienterede samtidslyrik skal derfor heller ikke kun ses som en reaktion på og et spejl af nogle aktuelt presserende forhold, men også som en mulighed for os andre til at tænke os om og potentielt gribe forvandlende ind i vores verden. Poesien siger kun sjældent direkte, hvad den mener, du skal gøre. Men den vil, at du tænker dig om og gør noget.

Litteratur

Adorno, Th. W. 1970. »Tale om lyrik og samfund«. Kritik nr. 13: 100–119.

Arping, Åsa. 2016. »Kropp + språk = politik. Nordisk lyrik vid millennieskiftet«, Nordisk kvindelitteratur på nettet. https://nordicwomensliterature.net/da/2016/09/29/krop-sprog-politik-nordisk-lyrik-ved-aartusindskiftet/. Besøgt d. 01.10.2018.

Bukdahl, Lars. 2008. »AGITPROPTRÆKKER! Ung Politisk Litteratur (UPL) 1997–2008«. Dansk noter 2: 16–21.

Dowdy, Michael. 2007. American Political Poetry in the 21st Century. New York: Palgrave Macmillan.

Eric, Caspar. 2014. 7/11. København: Gyldendal.

--. 2015. Nike. København: Gyldendal.

--. 2017. Avatar. København: Gyldendal.

Frank, Niels. 2007. »Tiden og tidernes krise. Litteratur og politik«. I Alt andet er løgn. Essays om moderne litteratur, 237–274. København: Gyldendal.

Idskov, Christian Johannes. 2016. »Caspar Eric: ‘Jeg kan godt lide en poesi, som formår at være terroristisk’«, Politiken 22.03.2016. https://politiken.dk/kultur/boger/litteraturpris/art5612020/Caspar-Eric-%C2%BBJeg-kan-godt-lide-en-poesi-som-form%C3%A5r-at-v%C3%A6re-terroristisk%C2%AB Besøgt d. 16.04.2018.

Jelsbak, Torben. 2005. »Mikro moralia. 00’ernes nye politiske litteratur«. Den blå port nr. 67: 31–42.

Kittang, Atle. 2009. Diktekunstens relasjonar. Estetikk, kultur, politikk. Oslo: Gyldendal.

Ladegaard, Jakob. 2012. »Politik« i Mads Rosendahl Thomsen m.fl. (red.): Litteratur. Introduktion til teori og analyse, 219–229. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Lund, Nicklas Freisleben. 2018a. »Det er stadig kontroversielt, når forfattere tager parti«. Information 03.02.2018. https://www.information.dk/kultur/2018/01/stadig-kontroversielt-naar-forfattere-tager-parti Besøgt d. 16.04.2018.

--. 2018b. »‘Tag parti’. Spørgsmålstegn, udråbstegn. Om engageret litteratur og Christina Hagens Jungle«. Trappe tusind nr. 17: 45–61.

Mønster, Louise. 2015. »Sort frekvens. Samtidskritik, apokalypse og posthumanisme i Theis Ørntofts antropocæne poesi«. Kritik nr. 215: 139–146.

--. 2016. Ny nordisk. Lyrik i det 21. århundrede. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag.

--. 2017. »Antropocæn poesi. Et spor i ny skandinavisk digtning«. I Larsen, Mønster og Rustad (red.): Økopoesi. Modernisme i nordisk lyrikk 9, 169–191. Bergen: Alvheim & Eide.

Nikolajsen, Laurits. 2017. »Farvet af denne her tristhed – Caspar Eric AVATAR« LitteraturNu 07.02.2017 http://litteraturnu.dk/farvet-af-denne-her-tristhed-caspar-eric-avatar/ Besøgt d. 16.04.2018.

Pedersen, Jes Stein. 2016. »Litteraturredaktøren: Det er i poesien det sner«. Information 10.01.2016. https://politiken.dk/kultur/boger/litteraturpris/art5606175/Litteraturredakt%C3%B8ren-Det-er-i-poesien-det-sner Besøgt d. 16.04.2018.

Rancière, Jacques. 2004. »The Politics of Literature«. SubStance, Vol. 33, No. 1, Issue 103: 10–24.

Sartre, Jean-Paul (1949). What is Literature? Oversat af Bernard Frechtman efter Qu'est-ce que la littérature? [1948]. New York: Philosophical Library.

Skyum-Nielsen, Erik. 2017. »‘Avatar’ ta’r på humøret«. Information 19.01.2017. https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2017/01/avatar-tar-paa-humoeret Besøgt d. 16.04.2018.

Stenbeck, Evelina. 2017. Poesi som politik. Aktivistisk poetik hos Johannes Anyuru och Athena Farrokhzad. Lund: Ellerströms.

Ørntoft, Theis. 2009. Yeahsuiten. København: Gyldendal.

--. 2014. Digte 2014. København: Gyldendal.

1Se fx https://www.svd.se/en-boom-for-dansk-poesi https://www.information.dk/kultur/2016/06/litteraere-guldalders-nye-front https://www.b.dk/kultur/nyt-site-om-danske-digtere-er-et-fund http://danskforfatterforening.dk/events/seminar-om-tidens-poetiske-guldalder
2Som man kan se, skelner jeg ikke mellem lyrik og poesi, men bruger dem som synonyme betegnelser. Se kapitlet »Lyrik? En refleksion over den poetiske genres aktuelle status« i Mønster 2016 for en diskussion af forholdet mellem de to begreber.
3I kapitlet »Politik« i Litteratur. Introduktion til teori og analyse (2012) fremstiller Jakob Ladegaard ideologikritikkens problematiske sider således: »Ideologikritikkens forankring af litteraturen i den sociale virkelighed kan dog blive en spændetrøje, hvis de historiske forhold ophøjes til en sandhed, der kan forklare alt. Denne tendens var udbredt i 1970’erne i kredse, der anså marxisme for objektiv videnskab og kultur som en ren refleks af de materielle forhold« (Ladegaard 2012, 223).
4Tilsvarende skriver Åsa Arping i artiklen »Krop + sprog = politik. Nordisk lyrik ved årtusindskiftet«, at det personlige omkring år 2000 igen bliver politisk: »samfundet gør på ny sit indtog i lyrikken, og digtet åbner sig mod omverdenen. En ny generation af kvindelige lyrikere skriver sig ind i den nordiske velfærdsstat og i en globaliseret, medialiseret verden« (Arping 2016).
5Startskuddet til denne debat var en artikel om »Generation etik« i Information i januar 2014, jf. https://www.information.dk/kultur/2014/01/generation-etik.
6Jf. Flinkers Den sociale vending. Dansk litteratur efter 2000 (2015) og Nexøs Vidnesbyrd fra velfærdsstaten. Den sociale vending i ny dansk litteratur (2016).
7Se fx Mønster 2017.
8Lunds artikel udkom siden i en tidsskriftversion med titlen »‘Tag parti’. Spørgsmålstegn, udråbstegn. Om engageret litteratur og Christina Hagens Jungle« (2018). Her kan man læse, at Asta Olivia Nordenhofs tilslutning til en engageret, partitagende litteratur mødte hård kritik fra mange i den danske forfatter- og kritikerstabel: »Forfatteren Niels Lyngsø satte på sin blog lighedstegn mellem stillingtagen og en let-afkodelig litteratur (en ikke-litteratur, forstås), mens Weekendavisens Nanna Goul gyste ved tanken om en tilbagevenden til ‘70’ernes marxistiske litteraturklub’. Kritikken af Nordenhof førte endvidere til umage alliancer mellem litterater som Lars Handesten, Lars Bukdahl og Marianne Stidsen, der dog kunne enes om, at opfordringen om partitagen var ‘ulidelig både eksistentiel, æstetisk og politisk’; ‘sort/hvid […] og firkante[t] på samme måde som i 1970’erne’« (Lund 2018b, 53).
9Rancière skriver: »Politics is first of all a way of framing, among sensory data, a specific sphere of experience. It is a partition of the sensible, of the visible and the sayable, which allows (or does not allow) some specific data to appear; which allows or does not allow some specific subjects to designate them and speak about them. It is a specific intertwining of ways of being, ways of doing and ways of speaking. The politics of literature thus means that literature as literature is involved in this partition of the visible and the sayable, in this intertwining of being, doing and saying that frames a polemical common world« (Rancière 2004, 10).
10Nærmere bestemt til Mette Moestrup: Kingsize, Niels Frank: Små guder, Lars Skinnebach: Enhver betydning er også en mislyd, Pia Juul: Radioteatret, Ursula Andkjær Olsen: Det 3. årtusindes hjerte og Asta Olivia Nordenhof: Det nemme og det ensomme samt jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.com. Desuden har Bjørn Rasmussen, Christina Hagen og Lone Aburas fået prisen for genreeksperimenterende udgivelser, der er både æstetisk og politisk interessante.
11Dette står i modsætning til Jean-Paul Sartre, der i Hvad er litteratur? (1948) beskrev litteraturen som et udsøgt udtryk for menneskeligt engagement og for at anspore læseren til refleksion, handling og frigørelse, men som også skelnede skarpt mellem prosa og poesi og kun tilskrev prosaen denne evne. Poesi opfattede Sartre derimod som en kunstart, der på linje med musik og billedkunst forblev i sin egen æstetiske særverden (Sartre 1949, 16). I modsætning til prosa udtrykte poesi ifølge Sartre ikke holdninger og meninger (12). I dag vil de fleste være enige i, at det er en uholdbar differentiering. Nok er der ræson i at fremhæve poesi som en genre, hvor selve ordmaterialet tiltrækker sig øget opmærksomhed, men det er langt fra ensbetydende med, at poesi ikke har noget at sige om verden og ikke kan vække engagement.
12Efter tilblivelsen af denne artikel har Ørntoft publiceret romanen Solar (2018) og Eric digtsamlingen Alt hvad du ejer (2018).
13Laurits Nikolajsen skriver tilsvarende om forhandlingen af grænsen mellem inspirationskilderne og det melankolske lyriske jeg: »Nogle gange skjuler jeg’et sig i forlægget, og andre gange tjener det selv som en avatar, der lykkes med at samle og repræsentere pop- og internetkulturens depressionsramte spøgelser under sig« (Nikolajsen 2017).
14Jeg har skrevet mere udfoldet om Digte 2014 i andre sammenhænge. Se fx »Sort frekvens. Samtidskritik, apokalypse og posthumanisme i Theis Ørntofts antropocæne poesi« (2015).

Idunn bruker informasjonskapsler (cookies). Ved å fortsette å bruke nettsiden godtar du dette. Klikk her for mer informasjon