Den verdensvendte Rimbereid

Det er altid glædeligt, når der udkommer en monografi om en af Nordens mange fremragende samtidsdigtere. Monografier om samtidlitteratur er ikke en genre, der just er i vækst. Universiteternes litteraturforskere er hårdt pressede af kravet om international publicering og de forskellige pointsystemer for forskning, der hverken er indrettet på forskning i nordisk litteratur eller monografiformen. Det er simpelthen mere vigtigt at skrive en engelsksproget artikel om for eksempel H.C. Andersen, Strindberg eller Ibsen end, som Per Thomas Andersen, professor i nordisk litteratur ved Universitetet i Oslo, her har gjort det, at skrive en lang sammenhængende bog om den norske digter Øyvind Rimbereid. Der i øvrigt må være en digter, som er svært omsættelig uden for Skandinavien, eftersom hans udtryk ofte er præget af dialektal sprogbrug og generel (primært nordisk) flersproglighed. Og forfattere og andre kulturskribenter, der kunne tænkes at ville skrive længere om samtidslitteraturen, har simpelthen umådelig vanskeligt ved at få et sådant arbejde finansieret. So there you go.

Andersens bog om Rimbereid er en alt for sjælden fugl. Fordelen ved en monografi om en samtidsforfatter er ellers til at få øje på. Ofte er kritikken af samtidslitteraturen begrænset til anmeldelser og enkelte artikler, som ingen har læst, fordi de befinder sig i tidsskrifter, som fortvivlende få abonnerer på. Det er svært at danne sig et helhedsindtryk af receptionen, hvis en sådan overhovedet eksisterer, endskønt et forfatterskab som Rimbereids, der hele tiden placerer sig lige midt i samtidens politiske og økonomiske malstrømme, formelig kræver at blive læst ind i en teoretisk/filosofisk sammenhæng. Om det så gælder spørgsmålet om centrum og periferi, global ulighed, finansmarkedets galskab eller det største spørgsmål af dem alle: Den globale opvarmning, så skriver Rimbereid om det. Og der er for så vidt også Per Thomas Andersens udgangspunkt for denne bog, idet han angiver de to primære grunde til, at forfatterskabet interesserer ham, som: «hvordan samtidspoesien går i dialog med den aktuelle livsverden og dens utfordringer», og «Rimbereids fornyelse av lyrikkformen». Andersen vælger at fokusere på fem digtsamlinger – begyndende med Solaris korrigert (2004), hvorefter han så i de fire følgende kapitler analyserer Rimbereids digtbøger til og med Lovene (2015). Inden da har han dog fremstillet sine teoretiske overvejelser og position i kapitlet «‘Forvirra i sanddynene, omtåga’ Perspektiver på forfatterskapet», men inden jeg går i krig med at diskutere med det, skal det med det samme være sagt, at Andersens tekstlæsninger og generelle udlægning af deres sammenhænge – indre såvel som ydre – er glimrende. De er præget af såvel formel som indholdmæssig sensibilitet og klare afdækninger af referencer og kontekst, hvorfor bogen som helhed både er et særdeles stærkt bidrag til Rimbereidforskningen og til vores forståelse af samtidlyrikken generelt. Jeg skal komme ind på enkelte aspekter af Andersens læsninger senere, men mit egentlige fokus er den teoretiske ramme, der omgiver dem.

Som Andersen konstaterer forekommer der at være en interesse for genren «langdigt» i disse år, og det er præcis den genre, Rimbereid skriver i, mener han. Problemet er definitionen. Hvad er et langdigt? Altså bortset fra, at det er et langt digt. Andersen gennemgår forskellige bud, men de virker alle temmelig vage og overbeviser ikke denne læser om, at der findes en diskret genre, som det giver mening at benævne «langdigt». Genreteori er naturligvis ein weites Feld. Hvordan konstituerer man en genre? Jeg holder mig personligt til Gérard Genette i dét spørgsmål, og hvorfor egentlig ikke betegne Rimbereids poesi som det, den arkitekstuelt er: Episk poesi. Der er, som Andersen fint redegør for, ikke rigtig noget lyrisk jeg i teksterne, men de betjener sig af versifikation. De er ofte fortællende (hvilket er, hvad der udmærker epik fremfor lyrik), men episodiske (som fx Iliaden er episodisk), hvortil kommer, at Rimbereids episke poesi, hvilket Andersen også konstaterer, har en litteraturhistorisk relation til den episke genre, idet denne ofte har bestemte historiske begivenheder med betydning for et bestemt folk eller sted (Krigen mod Troja) som referenceramme. Hvis genrebetegnelsen «langdigt» skal have en forklarende kraft, må den på en eller anden måde adskilles fra den episke poesi. Uanset hvad er det interessant at tænke over den episke form som en form, der måske er i fremvækst. Der er fx episke elementer i Gunnar D. Hanssons Tapeshavet (2017), og Linnea Axelssons store værk om det samiske folks historie Ædnan (2018) bærer simpelthen genrebetegnelsen ’epos’. Og hvis man skal se længere tilbage, ville det egentlig også give fin mening at betegne Inger Christensen Alfabet som episk poesi i kraft af de kosmogoniske spørgsmål, den rejser (kosmogonier er jo i dén grad episke). Hvor det klassiske, lyrisk «normaldigt» (hvis noget sådan overhovedet findes) ofte arbejder med at registrere øjeblikkelige tilstande, er det episke mere optaget af det lange stræk – f.eks. den kæde af begivenheder, der er bestemmende for den historiske udvikling, fra børskrak til børskrak eller fra det ene teknologiske «fremskridt» til det andet, hvilket leder os frem mod den anden del af Andersens teoretiske ramme, nemlig begivenhedsfilosofien, som denne er tænkt af bl.a. Badiou og Žižek.

En begivenhed (Événement, Event) er en hændelse, hvis årsager kun kan bestemmes retroaktivt. De prototypiske eksempler er revolutionen og forelskelsen. Det er umuligt at forudsige disse begivenheders opståen udfra det foreliggende, hvilket vel må betyde, at begivenheden (i hvert fald hos Badiou som jeg kender bedst) er en kategori, der er nødvendig, hvis man filosofisk skal operere med det endnu-ikke-foreliggende/endnu-ikke-tænkte. Det lyder dog, som om Žižek snarere indbefatter alle mulige store, historiske «begivenheder» i sit begivenheds-begreb – fra naturkatastrofer til terrorangreb –, og når Andersen anvender begrebet i sine analyser (hvilket han i stigende grad, under navnet «Hendelse», gør, som bogen skrider frem), så betegner det alt muligt fra Kants 3. kritik til opfindelsen af dampmaskinen, olieudvindingen i Nordsøen, finanskrisen i 2008 og døden. Rimbereids digtning handler om alle disse historiske begivenheder og flere til. Især synes han at være optaget af socioøkonomiske perspektiver. Men er begivenheder som disse virkelig begivenheder, hvis årsager kun kan bestemmes retroaktivt? At poesien i sig kan være en «begivenhed», giver god mening. Jeg skulle mene, at Rimbereids fantastiske fremtidssprog i Solaris korrigert er en begivenhed på den specifikke måde, at dens årsager kun kan bestemmes retroaktivt. Det samme gælder for hestesproget i Jimmen. Men boreplatforme og finanskriser er vel ikke «begivenheder» i badiousk forstand? De kommer ikke ud af det blå, som fx forelskelsen kan gøre det. Den kæde af årsager, der leder frem mod deres realisering, er vel ikke usynlig for eksempelvis en materialistisk indstillet historiker – eller for den sags skyld lægen, når det gælder spørgsmålet om, hvornår døden ankommer. Det virker som et utrolig vigtigt greb, at Andersen knytter Rimbereids digtning til realia og ikke reducerer den til eksempelvis «sprogeksperiment» eller lignende. Det må være den helt rigtige (og fornyende) vej at gå, hvilket demonstreres til fulde af Andersens analyser. Men ligesom med «langdigtet» fremstår «Hendelsen» faktisk som et begreb, bogen kunnet have klaret sig uden.

Som allerede nævnt er Andersen en skarp læser – specielt fin er læsningen af Jimmen, hvor jeg dog savner lidt mere om, hvilken effekt hestesproget har – evt. hvilken affekt det udløser. I Solaris korrigert må man vel sige, at fremtidssproget skaber en voldsom affekt. Det er simpelthen meget bevægende i alle ordets betydninger. Og jeg fornemmer, at noget af det samme er tilfældet i Jimmen. Men ok, det affektive er ikke Andersens ærinde. Derimod kigger han virkelig forfatteren i kortene og kommer med masser af supplerende information, eksempelvis i analysen af digtet «Tulipan. Mani», der er hovednummeret i Rimbereids digtsamling Herbarium (2008), og som altså tager udgangspunkt i det famøse Tulipankrak eller Tulipanboblen, som det hedder på dansk, hvor eksploderende priser på tulipanløg forårsagede en tidlig form for økonomisk overophedning. I den forbindelse får Andersen konstateret, at Rimbereid ikke har orienteret sig i den nyeste forskning i sagen, hvilken han dog så indvier læseren i. Der bliver både faktatjekket og formidlet her, og det ligger helt i forlængelse af Andersens analytiske optik, som i mange henseender må kaldes empiribaseret.

Det er dertil vederkvægende, at der bliver brugt tid på grundige bestemmelser af og overvejelser omkring Rimbereids versifikation, hvilket tematisk orienterede læsninger ellers har en trist tendens til at forbigå i larmende tavshed. Andersen skriver for det meste forbilledligt klart og ukunstlet, jeg er dog ikke meget for neologismen «evental» som en betegnelse for «det begivenhedsmæssige», og det kan også undre mig lidt, at alle citater fra de teoretiske/filosofiske bøger, der anvendes, er på engelsk. Det er selvfølgelig akademisk at citere på originalsproget, men i det her tilfælde er der vel ikke tale om primærtekster i den forstand. Og det ville åbne denne fine bog for langt flere læsere, hvis forfatteren simpelthen havde oversat citaterne til norsk. Men det er en lille anke. Det er så velkomment med en bog, der betragter en samtidspoetisk praksis som en absolut verdensvendt, socialt og politisk foreteelse. Den bedste poesi, der skrives i Norden i disse år, er voldsomt optaget af de voldsomme forandringer og udfordringer, vi befinder os midt i. Og således må også poesiforskningen være det.