Oppgrader til nyeste versjon av Internet eksplorer for best mulig visning av siden. Klikk her for for å skjule denne meldingen
Ikke pålogget
{{session.user.firstName}} {{session.user.lastName}}
Du har tilgang til Idunn gjennom , & {{sessionPartyGroup.name}}

Forfatteren, der snublede i starten

En litteratursociologisk undersøgelse af William Heinesens romanskitser og kampen for et gennembrud i 1920’erne og 1930’erne
The writer who stumbled at the start
William Heinesen’s struggle for success as a novelist in the 1920s and 1930s.
Lektor, Froðskaparsetur Føroya


Moberg er lektor ved Fróðskaparsetur Føroya fra 1.1.2018. Hovedfeltet har i dei seinare åra vore verdslitteratur, og han har i denne samanheng lansert omgrepet ultrasmå litteraturar saman med professor David Damrosch ved Harvard University. Moberg og Damrosch har redigert eit temanummer av Journal of World Literature (2017, nr. 2) om dette nye omgrepet.

Artiklen kaster nyt lys over den danskskrivende færøske forfatter William Heinesens (1900-91) langvarige kamp for at få et gennembrud som romanforfatter i 1920’erne og 1930’erne. Der trækkes på uudforsket materiale, som er korrespondancen mellem Heinesen og den københavnske forlægger Ejnar Munksgaard. Artiklens litteratursociologiske synspunkt (Bourdieu og Uppsala-skolen) er ligeledes stort set uprøvet inden for heineseniana. Hovedærindet er at beskrive litteratursociologiske omstændigheder vedrørende tre af Heinesens romanskitser: «Baalet», «Den yderste Tid» og «Den grønne Skonnert». Fokus er på aspekter som forlagets profil, Københavns rolle som verdenslitterær port til verden, forskellige opfattelser af markedets rolle, forholdet mellem forfatter og forlægger, Otto Gelsteds rolle som forlagskonsulent, læserens rolle etc. Heinesens strategi var at akkumulere kulturel og økonomisk kapital ved at appellere til den nordiske læser og i videre forstand at vække den europæiske læsers nysgerrighed for Færøerne som en ny litterær og kulturel geografi. Artiklen inddrager også litteraturgeografi, som ikke blot supplerer Pierre Bourdieus litteratursociologi, men tilmed anvendes som korrektiv til denne.

Nøgleord: Nyt arkivmateriale, kulturel kapital, litteratursociologi, ultralille litterær geografi

The article throws new light on William Heinesen’s unpublished novelistic manuscripts with regards to his long struggle for succès d’estime and financial succes in the 1920’s and 1930’s. The article draws on completely unexplored material in the context of Heinesen, which is the correspondance between Heinesen and his publisher Ejnar Munksgaard in Copenhagen. The core of the article is to describe aspects of sociology of literature on the basis of three manuscripts from the 1920s and 1930s: «Baalet», «Den yderste Tid» and «Den grønne Skonnert». Parameters of literature of sociology to be investigated are Copenhagen as a World Literary gateway to the world, the profile of the publisher, different opinions of the market, the role of the reader. Heinesen’s strategy was to accumulate cultural and economic capital awakening the Nordic and in a wider sense the European reader’s curiosity for the Faroe Islands as a new literary and cultural geography. The article also includes literary geography, which not only complements Pierre Bourdieu’s sociology of literature, but is also used as corrective for this.

Keywords: New Records, Cultural Capital, Sociology of Literature, ‘Ultraminor’ Literary Geography

Historien om William Heinesen (1900-91) og romanen er en historie om mange forliste romanprojekter og en langvarig kamp for et gennembrud. Ærindet er at beskrive litteratursociologiske omstændigheder (marked, forlag etc.) vedrørende tre af Heinesens romanskitser eller mere eller mindre lange prosatekster, som alle blev sendt ind til forlaget Levin & Munksgaard og kommenteret af forlæggeren Ejnar Munksgaard: «Den grønne Skonnert» (1925), «Baalet» (1936) og «Den yderste Tid» (1941). De to sidstnævnte er bevaret (jf. litteraturlisten). Artiklen kortlægger udgivelseskonteksten for disse upublicerede romanforsøg med særligt henblik på Heinesens kamp for salgssucces og succès d’estime. Artiklens hovedgrundlag er Heinesens korrespondance med forlægger Ejnar Munksgaard om disse romanskitser fra 1920’erne og 1930’erne. Det nye materiale kaster afgørende litteratursociologisk lys over perioden mellem Heinesens lyrikperiode i 1920’erne og gennembruddet i 1950 med romanen De fortabte Spillemænd. Formålet er at beskrive denne periode med afsæt i de formative aspekter i Heinesens kamp for på samme tid at få et kunstnerisk og økonomisk gennembrud. København beskrives som nøglen til kulturel kapital, der kompenserer for færøsk mangelkultur, samtidig med at Heinesen forstår at udnytte de symbolske kapitalmuligheder i den færøske geografi som nyt, eksotisk fortællestof. Heinesens kamp for romansucces har derfor fælles litteratursociologiske og litteraturgeografiske implikationer i min tilgang. De litteratursociologiske omstændigheder vedrørende Heinesens kamp med romanen er viklet ind i hans særlige position som Færø-forfatter, dvs. som en forfatter fra en geografi, som i en dansk-nordisk sammenhæng var ny, distinkt i rigets og Europas ‘periferi’. Pierre Bourdieus sociologiske litteraturteori inddrages for at beskrive, hvordan Heinesen i det hele taget bruger København og Færøerne i kampen for romansucces. Efter de indledende manøvrer omhandlende København, Færøerne, forholdet mellem Heinesen og Munksgaard og markedet beskrives først «Baalet», siden «Den yderste Tid» og til sidst «Den grønne Skonnert», der, på trods af at den er Heinesens første romanskitse, behandles sidst. Det hænger sammen med, at den skiller sig ud ved sin modsætningsfyldte modtagelse.

Heinesens brevveksling med Munksgaard strækker sig over mere end 20 år, fra 1926 til 1947, men det fremgår af materialet, at Heinesen har haft kontakt til forlaget før 1926. Heinesen udgav alle sine første digtsamlinger og romaner på forlaget i perioden 1921–38. Forfatteren og kritikeren Otto Gelsted var konsulent på Levin & Munksgaard, og ham havde Heinesen ved korrespondancens begyndelse allerede kendt i flere år.1 Korrespondancen er ikke tidligere blevet anvendt som kilde til Heinesens forfatterskab og er i alle henseender fuldstændig nyt materiale i Heinesen-forskningen.

Samtidig med fundet af brevvekslingen mellem Heinesen og Munksgaard i 2016 fandt jeg det, man må betegne som et opsigtsvækkende fund i form af et ‘nyt’ romanmanuskript af Heinesen med titlen «Baalet». Inden for heineseniana figurerer «Baalet» som et af Heinesens forsvundne manuskripter og er som sådan kun nævnt af Hanne Flohr Sørensen (Sørensen 1999, 22). Korrespondancen med Munksgaard og «Baalet» er begge opbevaret på Det Kgl. Bibliotek i arkiverne ‘Breve til forlagsboghandler Ejnar Munksgaard’ (Tilg. 275) og ‘Forlaget Vindroses arkiv’. Sidstnævnte arkiv indeholder også en kopi af «Den yderste Tid».

Denne artikel tager udgangspunkt i korrespondancens væsentligste diskussionspunkt, markedet og Heinesens kamp for romansucces. Mere specifikt undersøges Københavns betydning som Heinesens port til verden, Færøerne som eksotisk stof, forholdet mellem forlægger og forfatter, Munksgaard som ‘den gode forlægger’, konsulenten Otto Gelsteds rolle, forlagets markedsprofil, romanteksternes udformning i forholdet til markedet, statsunderstøttelse etc.

København som kulturel kapital

Korrespondancen mellem Heinesen og Munksgaard vil blive læst som en samlet beretning om en forfatter fra en meget lille kultur, der har brug for en større, metropolisk kultur til at realisere sine ambitioner. Skønt Færøerne næppe kan kaldes en koloni i klassisk forstand, er det alligevel relevant i denne sammenhæng at fremhæve København som en af de byer, der «havde genereret kolonialismen som økonomisk, politisk, geografisk og antropologisk projekt» (Bojsen 2015, 68). Over for København er Færøerne en ultralille kultur (Moberg 2017a; Moberg og Damrosch 2017) forstået som en kultur med en systematisk mangel på kapacitet på det kulturelle felt. Denne mangel viser sig på markedet, hvor bogudgivelser kun undtagelsesvis er rentabel virksomhed og i høj grad stadig beror på frivillig arbejdskraft. Heinesen finansierede delvis selv markedsføringen af nogle af sine bøger (Moberg 2017 b+c), hvilket understreger den manglende kulturelle infrastruktur i det færøske. Derudover er den ultralille kultur relativt set begrænset ved lav specialiseringsgrad, svag borgerlig offentlighed, afhængighed af eksterne ressourcer, lokale læsere etc. I et brev til sin livsven, brevven og digterkollega Jørgen-Frantz Jacobsen i 1929 kalder Heinesen det Færøerne, der i de første årtier af det 20. århundrede var på vej ind i det moderne, for «den nye «Halvkultur» (16.6.1929, kps. 5. UT 6772 og tiden set i færøsk optik som «halvfærdig[t]» (Heinesen 1942b, 91), fordi moderne indflydelse havde fjernet kulturen fra traditionssamfundets verdensopfattelse og den mundtlige tradition, uden at nye strukturer havde etableret sig. De mangelfulde strukturer svarer til en mangel på kulturel infrastruktur i form af veludbyggede kulturinstitutioner og er beslægtet med Jón Karl Helgasons beskrivelse af en tilsvarende islandsk sammenhæng (Helgason 2016).

Alt det, der manglede på Færøerne, fik Heinesen adgang til i København. Her akkumulerede han kulturel kapital fra først til sidst: ved at udgive på byens forlag, ved at overdrage sit arkiv til Det Kgl. Bibliotek (Moberg 2016), ved en vis integration i danske kunstnermiljøer, ved let adgang til danske medier, ved at bruge København som afsæt til at komme længere ud i verden gennem oversættelser, ved at komme tættere på det nordiske publikum, som han som danskskrivende færøsk forfatter havde sat sig for at skrive for etc. Heinesen flyttede som 16-årig til den imperiale hovedstad, København, der var en by med en professionaliseret kulturel infrastruktur og alt, hvad dertil hører af veldrevne forlag, store aviser, konsulenter, kunstnermiljøer, kulturtilbud etc. København blev vejen ud i verden for Heinesen ligesom den tidligere havde været det for norske og islandske forfattere som Henrik Ibsen og Gunnar Gunnarsson. Derfor kalder Heinesen den danske hovedstad «eventyrbyen København» (Jørgensen 1970). Det er velkendt, at koloniernes første generation af forfattere generelt har været tilbøjelige til at skrive på kolonisproget. Med en parafrasering af den algeriske forfatter Kateb Yacine skrev Heinesen på dansk for at fortælle det nordiske publikum, han skrev for, at han var færøsk (Hartling 2015, 49).

Denne bevægelse, som man i en litteratursociologisk kontekst kan kalde en bevægelse fra udkant til centrum, blev især siden anden halvdel af det 20. århundrede til et verdensdækkende mønster af migrerende forfattere. I lighed med forfattere fra tidligere kolonier, der kom til bl.a. Paris, London og Skt. Petersburg i løbet af det 19. og 20. århundrede, og som var på jagt efter litterære ressourcer og æstetiske modeller3, er færøske forfattere, forskere og andre fortrinsvis kommet til København for at uddanne sig, få kunstnerisk inspiration og for at arbejde inden for kultur og medier. Heinesen brugte således København, som forfattere fra tidligere kolonier har brugt og fortsat bruger tidligere imperiale metropoler: som adgang til større forlag, netværk og markeder, kort sagt kulturel og økonomisk kapital i en verdenslitterær kontekst, hvor værker cirkulerer hinsides nationen. Heinesens kamp for romansucces i 1920’erne og 1930’erne foregår således med København som port og vindue til verden.

Heinesen er ikke repræsentativ for litterær færøsk kultur eller mangel på samme i de første årtier af det 20. århundrede. Ikke kun, fordi han skrev på dansk, men også, fordi han økonomisk var særdeles privilegeret i forhold til mange forfattere og malere i sin egen generation, hvoraf flere i perioder var sultekunstnere i København. Heinesen nyder godt af at være forretningskorrespondent i farens virksomhed, men på sin vis undergraver han denne position fra starten og frem til konkursen i 1952–53, fordi han var anderswo engagiert:

Forretningslivet betog mig aldrig rigtig, men i min faders handel var der én, jeg viede min hedeste kærlighed. Det var skrivemaskinen. Den kunne jeg hænge over i timevis, i dage (til ikke ringe ulempe for min diskenspringervirksomhed). (Nielsen 1991, 14)

Skrivemaskinen bidrog − rent socialhistorisk − ikke blot til at gøre Heinesen til forfatter, men også til ‘typewriter’ for andre færøske forfattere, der ikke havde adgang til skrivemaskine (Skarðhamar 2009, 24). De ydre omstændigheder bidrog således til at indskrive Heinesens position og levnedsløb i et produktionsfelt, et socialhistorisk miljø, der bød på en konflikt mellem det, Bourdieu kalder forskellige kapitalformer: den kulturelle-intellektuelle og den kommercielle kapital (jf. Bourdieu 2000, 281). Skrivemaskinen inkarnerer denne konflikt mellem den symbolske kapital svarende til den kulturel-kunstnerisk-intellektuelle kapital og forretningskapitalen. Farens virksomhed giver Heinesen mulighed for infiltrere det kommercielle felt, hvad sønnen udtrykker meget klart i sin kærlighed til virksomhedens skrivemaskine. Heinesen sad i baglokalet og andre steder og skrev og lod debitorer være debitorer. Med jobbet i familievirksomheden havde han polen mellem det kulturelle og det kommercielle felt tæt inde på livet.

Ifølge Bourdieu er denne konflikt et udtryk for en modning eller en begyndende selvstændiggørelse af det kulturelle felt. Heinesens velbjærgede position bekræfter også Bourdieus beskrivelse af, at det især er forfattere fra en baggrund med betydelige økonomiske midler, der går efter den symbolske kapital og de mest vovede positioner (Bourdieu 2000, 376). Heinesens opfattelse af sit samarbejde med Munksgaard er i forlængelse af Bourdieus beskrivelse af de økonomisk privilegeredes tiltrækning mod eksperimenterende udsatte positioner (Bourdieu 2000, 314):

Vi maa, synes jeg, betragte den Operation, Udgivelsen af mine Bøger er, som et Eksperiment der økonomisk endnu ikke har baaret Frugt, men sandsynligvis maa komme til at gøre det, naar jeg nu sætter Farten op og lægger Hovedvægten paa Romaner. (Heinesen til Ejnar Munksgaard 27.8.1929. Tilg. 275, kps. ix)4.

Med ordet eksperiment understreger Heinesen mod til kreativ frihed og den dermed forbundne usikkerhed. Prisen for Heinesen er et «provisorisk[a] misslyckande» (Bourdieu 2000, 319), som han udtrykker direkte i samme brev til Munksgaard, som han skylder penge: «Imidlertid vil jeg foreslaa Dem, at vi udskyder Afviklingen af vort Mellemværende til de bedre Tider» (Heinesen til Munksgaard 27.8.1929). Bedre bliver det ikke i løbet af 1930’erne, hvor Heinesen etablerer sig på Færøerne med familie. Han bringer sig hermed i det, Bourdieu kalder en «bakvänd ekonomisk» situation, hvor «konstnären kan bara vinna framgångar på det symboliska planet genom att förlora på det ekonomiska planet (åtminstone på kort sikt)» (Bourdieu 2000, 140). Heinesen trækker således henimod en udsat position ved at lade sig tiltrække mere af skrivemaskinen i handelshuset Z. Heinesen end mod dets profitskabende virksomhed som sådan. På den anden side handler det ikke kun om symbolsk kapital, men om at bruge romanen til at få to slags gennembrud: et kunstnerisk og et økonomisk.

Heinesen var imidlertid ikke så velbjærget, at han i forvejen var økonomisk uafhængig. Det forholder sig snarere på den måde, at fordi han kom fra gode kår, turde han at satse helt og holdent på en forfatterkarriere, hvilket også gjorde ham til Færøernes første professionelle forfatter (Rein 1990). Bourdieu hævder også, at de bedst bemidlede er dem, der først tiltrækkes af de nye positioner (Bourdieu 2000, 377), som Heinesens kamp for romansucces og for økonomisk uafhængighed i høj grad var i færøsk sammenhæng. Heinesen kastede sig over romanen, fordi han tidligt så, at lyrikken kunne blive en blindgyde. Han skrev fem digtsamlinger i 1920’erne og 1930’erne, og de solgte alle elendigt. Følgende omtale af den sidste i rækken, Den dunkle Sol (1936), i et brev til Chr. Matras fra 1938 giver også et helhedsindtryk af Heinesens forhold til at fortsætte med at skrive digte: «led ved at skrive bøger, ingen gider læse («Den dkl.Sol.» solgtes i Danmark i 19 expl., herhjemme i 4!» (Skarðhamar 2009, 172). Heinesen skulle således kæmpe på to fronter: fra en smal genre til en bred genre og fra ‘udkanten’ til ‘centrum’.

Da han kastede sig over romanskrivningen, hvilket han gjorde allerede to år efter udgivelsen af sin første digtsamling i 1921, var det, fordi han vidste, 1) at Færøerne var en ufortalt eksotisk geografi, og 2) at han som danskskrivende færøsk forfatter havde særlige muligheder for at fortælle dette nye stof til en større − dansk-nordisk − læseroffentlighed end den færøske. Med sine kontakter i København og sin appetit på antropologilignende selvstudier i det færøske vidste Heinesen, at han kunne blive Færøernes ansigt udadtil. Her var en ny ledig position at indtage som forfatter. Set i forhold til dagens globaliserede litteraturstudier peger denne bestræbelse henimod en voksende selvbevidsthed og valorisering af ‘periferien’ som et centralt anliggende i den verdenslitterære kartografi og republik.

Heinesen får på den måde etableret sig en original forfatterposition i ‘udkanten’ af Europa på linje med alle de forfattere fra tidligere kolonier, der efter Anden Verdenskrig har fået en plads i den verdenslitterære republik. Artiklen rummer i denne henseende et korrektiv til Bourdieus litteraturteori, som undervurderer geografiens betydning for kapitalformerne og i det hele taget undervurderer ‘periferien’ i kraft af dens sparsomme midler i forhold til metropolernes rigdomme. Det gør han ved at lægge for stor vægt på koblingen mellem økonomiske midler og kunstnerisk fornyelse og mod. Hvor denne tanke passer fint på Heinesen internt i det færøske, er den problematisk i en nyere verdenslitterær kontekst, hvor så megen stor litteratur er kommet fra ikkevestlige lande og i Heinesens tilfælde fra resten i Vesten, således som Færøerne som ‘ny’ geografi i Heinesens digtning og færøsk litteratur generelt er blevet beskrevet (Moberg 2014a). Kombinationen af velbjærgethed og kunstnerisk mod og originalitet gælder langtfra altid i de ikkevestlige litteraturer, hvor fortællingen om de ‘nye’ geografier i lige så høj grad udgør den kulturelle kapital. Så er der lidt større forståelse at hente for ‘udkanten’ hos Pascale Casanova, dels fordi hendes tese kobler litterær anerkendelse til anerkendelse af nationen, dels på grund af at hun er opmærksom på randområdernes og de underordnede regioners litterære dynamik (Casanova 2008, 95):

radical challenges to the existing literary order have appeared in the most impoverished territories of the international republic of letters, shaping and lastingly, modifying its structure, which is to say the very forms of literature. (Casanova 2007, 44)

Forklaringen på ‘udkantens’ store litterære betydning peger på samme tid på socialhistoriske aspekter og på det litteraturgeografiske rum. Korrespondancen mellem Heinesen og Munksgaard gør det klart, at færøsk litteraturs socialhistorie og kulturelle kapital også er determineret af Færøerne som ‘ny’ geografi. Det hænger sammen med, at landets (demografiske) størrelse og fjerntliggende position i sig selv har en betydning for det litterære produktionsfelt: «It is not just that the spatial is socially constructed; the social is spatially constructed too» (Massey 1984, 6). Begrebet ultrasmå litteraturer kan forklare, hvordan det sociale i denne specifikke sammenhæng også betinges af det spatiale, og denne forklaring er forbundet med forbindelsen mellem størrelse og struktur. De omtalte små kapacitetsforhold på det litterære færøske felt såsom relativt lav specialiseringsgrad, afhængighed af eksterne ressourcer etc. repræsenterer her en bestemt størrelse, der udvikler en bestemt struktur, som også påvirker socialhistorien. Men begrebet ultrasmå litteraturer bliver især interessant, fordi det indebærer en dynamisk forestilling om en mangelkultur, der kompenserer for kapacitetsmanglen i kraft af en enorm kunstnerisk kapacitet. Det store fravær af kulturel kapital afføder en stræben efter at kompensere for den lille størrelse, og i denne sammenhæng spiller det ultralille sted som tilhørsforhold, scene og totaliserende faktor en særlig rolle. Ultrasmå kulturer som den færøske spiller konstant på stedets og geografiens betydningsfuldhed gennem − som det er blevet sagt om økulturer − «the game of ‘importance of being unimportant’ or the ‘power of being powerless’» (Prasad 2013, 44), som kommer til udtryk i Heinesens legesyge præsentation af sig selv som barbar, obskurant, amatør, dosmer, dilettant etc. (Moberg 2017a), hvormed han gør en dyd ud af ‘udkantens’ manglende eller − sagt på bourdieusk − bagvendte kulturelle kapital (jf. Bourdieu 2000, 137 ff.). Han fik ‘publicity’ og ‘agency’ ud af dette spil, i kraft af at hans færøske tilgang til verden fik stor appelkraft, f.eks. i den læsende danske offentlighed. Betydningen af at komme fra en udefra set ukendt geografi får netop en særlig betydning for Heinesen, der søger og finder litterær kapital i København. Det gør han ikke kun i kraft af sine kontakter til forlag, kunstnere etc., men også i kraft af, at den færøske geografi set fra København bliver til et aktiv og kan bruges, hvilket Heinesen gør ved at spille kraftigt på den som en ‘ny’, eksotisk geografi. Der er med andre ord en ny kapital, der opstår i mødet mellem ‘centrum’ og ‘periferi’. Islands Studies understøtter det geografiske korrektiv til Bourdieu: «Islands, especially smaller islands, lack hinterlands […] but that does not prevent islands from serving as material or spiritual hinterlands for others» (Baldacchino 2010, 18), skriver øforskeren Godfrey Baldacchino. Oversat til bourdieusk betyder dette i første omgang, at øer også mangler kulturel kapital. Men i et udvidet syn på kapitalbegrebet betyder det samtidig, at der for Heinesen er megen litteraturgeografisk kapital at hente eksempelvis i de store nordiske lande, ikke blot i valget af at skrive på dansk, men også i valget af målrettet at fortælle den nordatlantiske geografi for et nordisk publikum. Heinesens popularitet i Danmark og andre steder er et udslag af Nordatlanten som et åndeligt bagland for Norden. Således griber litteraturens geografi og litteraturens sociologi ind i hinanden i en ultralille litteratur som den færøske.

Forlægger og forfatter

Forlaget Levin & Munksgaard spiller en central rolle i Heinesen kamp for at få et romangennembrud. Det var her, han udgav alle sine bøger i 1920’erne og 1930’erne, og det var ligeledes her, han forsøgte at udgive det, han kaldte romantorsoer, hvoraf nogle kan kaldes novellaer (jf. senere). Forlaget blev grundlagt og drevet af Ejnar Munksgaard i kompagniskab med Otto Levin. Efter Levins død i 1933 fortsatte Munksgaard som eneindehaver af firmaet og ændrede i 1938 firmanavnet til Ejnar Munksgaards internationale Boghandel og Forlag. Forlaget fik en international profil på grund af dets mange videnskabelige udgivelser og bar i det hele taget præg af Munksgaards professionelle baggrund som banebrydende forlægger i Danmark. Heinesen var således i gode hænder.

Korrespondancen mellem Heinesen og Munksgaard består af et par hundrede breve. De kaster nyt lys over Heinesens tidlige forfatterkarriere, herunder især som romanforfatter. Brevvekslingen formidler en hel del oplysninger af litteratursociologisk art: om Heinesens almene livsvilkår, romanteksternes udformning og skæbne, honorarer og branchematerielle faktorer som reklamekampagner og salgstal, forlagets profil og problematisering af samme. Det er dog sparsomt, hvad man får at vide om selve udarbejdelsen og omarbejdningen af manuskripterne. Til gengæld er korrespondancen et værdifuldt vidnesbyrd om Munksgaards betydning for Heinesens kamp for romansucces og generelt om forholdet mellem Munksgaard og Heinesen.

Skønt Heinesen og Munksgaard grundlæggende er enige om, at Heinesen skal gå over til at skrive romaner og helst nogle læserappellerende af slagsen, er der jævnligt små spændinger mellem dem. Det skyldes frustration over, at gennembruddet udebliver, og at deres samarbejde således ikke krones med romansucces til Heinesen. Men i forhold til det lange gensidigt loyale samarbejde parterne imellem er der tale om små forbigående spændinger i et tillidsfuldt forhold. Minikonflikterne udspringer som regel af Heinesens økonomisk pressede situation og hans efterhånden ret desperate kamp for både kunstnerisk og økonomisk succes. Hverken Heinesen eller Munksgaard ville lade sig nøje med succès d’estime. Det kan ikke overraske, at en forlægger, på trods af at denne på det skønlitterære felt primært satsede smalt på litterær kvalitet modsat de fleste andre forlag, også gerne ville have en «god Salgsvare» (Munksgaard til Heinesen 27.2.1936)5 ud af Heinesen. Det hænger utvivlsomt sammen med, at Heinesen havde et i litterær henseende næsten ubrugt og for den brede læseoffentlighed spændende stof, som kort og godt var det litterært ubeskrevne Færøerne. Også dette fælles fodslag om, at Heinesen skulle satse på at få et bredt gennembrud, skrive spændende, men uden at gå på kompromis med sine kunstneriske ambitioner og skrive en «Knaldroman» (Heinesen til Munksgaard 20.3.1936), giver indimellem anledning til små forventningsbrud og gnidninger.

Det altovervejende indtryk, man får af brevene, er dog et forbilledligt samarbejde med stor gensidig tillid og respekt. I en artikel om «Forfattere og forlæggere» beskriver Johan Svedjedal forlæggerens hovedopgaver:

At udtrykke opmuntring og sympati er ofte kernen i en forlæggers relation til forfatteren. Men en god, skønlitterær forlægger gør også mere end dette. Forlæggeren er et relæ, som overfører signaler fra publikum til forfatteren. Uanset om forfatteren gerne vil drive gæk med sine læsere, vil underholde dem eller overbevise dem, så må forlæggeren personificere dem. Forlæggeren er medskabende ved at udgive, lære fra sig og give status. Deri ligger forlæggerens litterære betydning. (Svedjedal 2010, 147–48)6

Munksgaard er et eksempel på en forlægger, der langtfra kun lægger vægt på lønsomheden i sit foretagende. Dette kommer Heinesen til gode. Munksgaard så det ikke kun som sin opgave at vælge, producere og distribuere, men hjælper i dette tilfælde Heinesen med mange forskellige ting såsom at søge om statsunderstøttelse, at formidle nordiske og andre oversættelser af hans værker og kommer generelt med gode karriereråd, f.eks. at få Heinesen til at rejse mere, så han kunne få mere inspiration til sin skrivning og opmuntring i en færøsk hverdag, hvor Heinesen var ved at gå til at kedsomhed, som han taler om i et brev til Jørgen-Frantz Jacobsen:

Her i Thorshavn sker der intet, pure intet, en tom Vinter, megen ørkesløs Gaaen Frem og tilbage paa et Gulv, undertiden svimlende højt oppe i Fantasteri, men som oftest til Halsen i klam Selvironi. Denne evige Utilfredshed er forvitrende i det lange Løb, den angriber en som en bedsk Røgtaage. Min Petroleumsovn lugter heller ikke godt. I sin tidligere Ungdom kunde man kalde Tilstanden Spleen, det lød flot og Ordet kunde næsten beruse, dengang troede man paa en Weltschmertz i et højere Plan; nu tror jeg at denne Weltschmertz er Humbug. Man har jo da til Tider følt noget bedre, en Livsfryd af en vis storladen Karakter, eller en vis stormfuld Smerte, der befordrede én. (12.12.1927)

Begivenhedsløsheden i Tórshavn er også fattig på kulturel kapital. Ved sine anbefalinger til Heinesen om at rejse mere lever Munksgaard således op til Svedjedals beskrivelse af den gode «skabende forlægger» (Svedjedal 2010, 130), der generelt også kerer sig om den enkelte forfatters ve og vel.

Munksgaard placerer sit forlag i det intellektuelle felt, der først og fremmest kan producere kulturel kapital. Men i takt med at Heinesens succes udebliver, åbner Munksgaard sig mere for markedstanken. Heinesen på sin side er fra starten i lige så høj grad interesseret i, at et gennembrud som romanforfatter også skal blive et økonomisk gennembrud, der kan gøre ham økonomisk uafhængig som forfatter, dog uden at han altid tager tilstrækkelig bestik af markedets præmisser. Begge tænker i det mindste på begge typer kapital, og det giver dem grundlæggende et fælles fodslag i kampen for Heinesens romansucces. Det fremgår af korrespondancen, at Heinesen som forretningskorrespondent i farens virksomhed har forstand på økonomi og Munksgaard på litteratur, og «udvekslingen af forskellige typer kapital er [derfor] ikke ensidig» (ibid., 138), som Svedjedal siger om forholdet mellem forfatter og forlægger. Munksgaards litterære betydning for Heinesen har ikke blot suppleret Gelsteds konsulentrolle, men også udgjort en stabiliserende modvægt til Gelsteds voldsomt eksekverede konsulentdomme. Heinesen betror sig til Jacobsen desangående: «Hans personlige ondskab mod mig ved jeg godt er kun et udslag af godhjertet omhu; men hans form er frastødende» (14.3.1927).

Munksgaards forlagsboghandel fungerede mest som et enmandsforetagende, dog med Gelsted som litterær konsulent. Munksgaard varetog selv de fleste af forlagets vigtigste opgaver, herunder korrespondancen med forfatterne. Med hensyn til de tekstorienterede spørgsmål kommenterer Munksgaard i brevvekslingen overordnet de indsendte manuskripter og holder sig ikke tilbage med at sige sin mening. Hverken Munksgaard eller Gelsted ser imidlertid ud til at have foretaget nogen for Heinesen uønskede indgreb i manuskripterne, og hverken i «Baalet» eller «Den yderste Tid» er der spor af forlagets forslag til rettelser, finpudsninger, opstramninger eller omarbejdelser. Som den hårde og for Heinesen også arrogante og ofte hensynsløse dommer, Gelsted var, har han næppe nedværdiget sig til at komme med konkrete ændringsforslag. Hans konsulentrolle over for Heinesen begrænsede sig tilsyneladende til afsigelsen af oftest negative domme i korte konsulentudtalelser, som mig bekendt ikke er bevaret som andet end udsagn gennem Jacobsens breve (jf. senere). Korrespondancen mellem Munksgaard og Heinesen tyder på, at Gelsteds tilbagetrukne og tilbagelænede konsulentrolle har gjort Munksgaard til et endnu mere centralt holdepunkt for Heinesen. Munksgaard var tålmodig i sin venten på afkast, og da Heinesen endelig fik sit gennembrud, var Munksgaard død og Heinesen gået over til Gyldendal.

Korrespondancen med Munksgaard er et vidnesbyrd om, at Heinesen ikke blot brugte brevgenren til at forme sit livssyn og sin verdensopfattelse, men også på de helt konkrete ydre linjer i kampen for at få et gennembrud som romanforfatter først og fremmest i Danmark og Norden. I et brev til Jacobsen i 1928 skriver Heinesen, at han «har nu 4-5 romantorsoer liggende. Gud vide om det nogensinde lykkes mig at lave noget i denne Genre» (Heinesen, 11.-20.11.1928.). Det gjorde det. Fra først i 1920’erne til 1940’erne skrev Heinesen en lang række upublicerede romanmanuskripter, hvoraf vi kender titlen på følgende:

  • «Den grønne Skonnert» (1925)

  • «Betlerbyen» (1925-26)

  • «Idiotiens arkipel» (ca. 1936-37)

  • «Baalet» (1936)7

  • «Den yderste Tid» (1937 og 1941)8

Heinesen forsøger hermed ihærdigt at komme ud over sin gamle indelukkede kunstnerrolle som «asketisk skønhedsdyrker» (Gelsted 1954)9 med hang til tilbagetrækning og melankoli. Ved at skrive romaner satser han på flere læsere og et større marked for at blive økonomisk uafhængig.

Markedet

Med romansatsningen bliver markedet et aktuelt uundgåeligt vilkår for Heinesen. Den følelse, han har over for markedet, er, at han nærmer sig et monster, men der var ingen vej uden om, hvis han ønskede at få et gennembrud. Romanprosaen er uløseligt forbundet med Heinesens forestillinger om markedet og vilje til succes, som, efter at han har etableret sig på Færøerne, bliver et mere påtrængende krav om levebrød. Heinesen opsummerer følgende om sin romanskrivning til Jacobsen:

Min start som romanforfatter fandt sted under forhold der vistnok i nogen grad har været kunstnerisk prostituerende. Et fænomen som en succésroman var mig hjerteligt ligegyldigt lige op til mit 32. aar. Da hændte det maaske skændige, at jeg følte mig tilskyndet til at gøre et forsøg paa at slaa ind paa et rent forfatterlevebrød. Man stod jo der og havde bygget et dyrt hus og stiftet familie. Det er desværre den ramme sandhed, at det var med denne bagtanke jeg tog fat paa «Bl.Gry».10 Der var engang hausse i tykke romaner. Sukces’en udeblev imidlertid − selvom der var antydninger af den i Sverige. Munksgaard mente det var fordi bogen var for tyk og handlingen for spredt.11 Jeg forsøgte da (efter at have ofret til [?] med en digtsamling!) igen at logre for guldkalven med en lille roman, bygget over en spændende, dramatisk handling. Det blev «Skygger danser forbi», eller «Baalet», som jeg senere kaldte den. Den blev i sin tid sendt til Amerika (o prostitution!) og der erklæret for at være mere en novelle end en roman − en mellemstørrelse udbades. Jeg skrev da «Idiotiens arkipel» (Cavling). Nuvel. Men under alle disse prosaforsøg skete der det, at min beundring for romanen som kunstnerisk genre begyndte at vaagne. (Heinesen 21.–25.9.1937)

I den karrieretænkning, som er forbundet med romansporet, har Heinesen, som det også fremgår af citatet, forbigående følelser af, at han ‘sælger ud’. Det er den smalle lyrikers overjeg, der har brug for at bearbejde denne ‘profane’ karrieretænkning. Men netop på grund af markedstilpasningen vokser respekten for romangenren, som således oprindelig også kommer udefra i form af prosaisk økonomisk pres. For at stille det skarpt op: Romanen var først en økonomisk attraktiv fortælleform for siden at vække kunstneriske impulser i Heinesen. Hvis «succésroman» betyder en roman, der sælger godt, og som kan bidrage til at gøre én økonomisk uafhængig som forfatter, er det ikke helt rigtigt − som Heinesen siger her − at han ikke havde tænkt i disse baner tidligere. I et brev til Jacobsen i 1929 omtaler Heinesen skønlitteratur − i form af sin romanskitse «Betlerbyen» − ligefrem som en vare blandt andre varer: «Jeg har lige fuldendt Omarbejdelsen af min Roman som nu er klar til Eksport til Berlin (Eksportlitteratur?)» (25.3.1929). Men behovet for succes var ganske vist blevet mere håndgribeligt påtrængende for ham her i 1930’erne, hvor han stod over for at skulle brødføde sig og sine som forfatter, ægtemand og familiefar. Han bliver gift og stifter familie først i 1930’erne, men romangennembruddet lader vente på sig, og han føler, som han skriver til Munksgaard, sig presset til at tænke stadig mere «taktisk» (Heinesen 5.9.1937).

Det fremgår af et brev til Jacobsen (jf. ovennævnte citat om begyndelsen som romanforfatter), at Heinesen er ambivalent over for det troløse marked, som kræver sensation på sensation. Men han overvinder forbeholdene. For at appellere stærkere til markedet overvejer han i 1937 eksotiske emner som Frants Carl Sophus Jacobsens skæbne, som Heinesen omtaler som «Onkel Frants i Amerika» (Heinesen 1942a, 62–64), fordi han boede det meste af sit liv i Bluefield i Nicaragua, hvor han drev en bananplantage. Frants Jacobsen rejste som ung ud i verden og boede i Mellemamerika i 33 år sammen med sin kone, Line. Men det bliver ved overvejelserne hos Heinesen. Man kan undre sig over, at Heinesen ikke kastede sig over det eksotiske stof i disse emigrerede og senere hjemvendte skæbner, men det blev, så vidt vides, ikke engang til et romanforsøg om dette eventyrlige indslag i hans familiehistorie. Ej heller realiserede Heinesen sine flygtige planer om at skrive om mormonerne i USA (Skarðhamar 2009, 172). Måske mente Heinesen, at Færøerne var rigelig eksotisk som romanstof, fordi han her kunne bruge sin digtning som opdagelsesinstrument i et nyt territorium og i en i mange henseender endnu uklassificeret og i en vis forstand også ureflekteret kultur (jf. Pamuk 2009, 168–69).

«Baalet»

I brev til sin svenske oversætter Elsa Thulin omtaler Heinesen romanmanuskriptet «Baalet», som han siger, at han netop har skrevet færdig, og han tilføjer: «som det vist er Meningen at udsende samtidig paa de tre nordiske Hovedsprog» (Heinesen 10.3.1936. Tilg. 275, kps. ix). Heinesen nævner Thulin som den, han håber vil foretage den svenske oversættelse. I samme brev gør Heinesen lidt ud af at tale godt for færøsk litteratur, som han tror har både litterær og etnografisk interesse i Sverige, i «Deres store Hjemland» (ibid.). Romanen udkom aldrig, og den var ifølge Heinesen selv «det rene artisteri!» (ibid.). Heinesen har sandsynligvis forsøgt at skaffe sig af med den, skønt ét enkelt eksemplar som nævnt undslap.12

Ovennævnte oplysninger viser, at Heinesen brugte Munksgaards forlag som afsæt for regionale udgivelser. Senere formidlede Munksgaard oversættelser af Heinesens publicerede romaner i 1930’erne til andre nordiske og andre europæiske sprog (Moberg 2017b).

Heinesen havde lovet Munksgaard at stramme formen gevaldigt op efter skuffelsen med debutroman, Blæsende Gry (1934), og havde med «Baalet» stillet Munksgaard en spændende roman i udsigt, men den blev ikke det, Munksgaard havde forventet:

Jeg har nu læst Deres Bog, og jeg vilde ikke være oprigtig, hvis jeg ikke sagde til Dem, at den ikke har opfyldt de Forventninger, jeg stillede til den. De havde meddelt mig, at jeg nu fik en let læst, spændende Roman, som skulde egne sig for at indføre Deres Arbejder i videre Kredse; men Deres Bog er en lyrisk Novelle, hvor det lyriske er i udpræget Overvægt. − Det Arbejde, De har sendt mig, er et fint og følt Prosadigt, men kun egnet for den snævre Kreds, som med rette er saa store Beundrere af Deres Lyrik. (Munksgaard til Heinesen 17.4.1936)

Munksgaard håbede måske, at Gelsted ville kunne lide «Baalet» på grund af dens lyriske præg, men ligesom Munksgaard refuserer Gelsted romanen. Munksgaard vil for sin del i stedet for vende tilbage til et af Heinesens tidligere manuskripter, «Den grønne Skonnert». Heinesen erkender «Baalet»s begrænsninger, men reagerer i det efterfølgende brev til Munksgaard mest på værkets volumen i forhold til Blæsende Gry:

Jeg er naturligvis ked af at «Baalet» ikke egnede sig til Udgivelse […] «Bl.Gry» var for stor, «Baalet» for lille. At denne sidste Bog blev saa lille har De nu selv en Del af Skylden for, De opfordrede mig indstændigt til at skrive en lille Bog, og udtalte ogsaa straks efter Modtagelsen Deres Tilfredshed med Formatet. (Heinesen til Munksgaard 22.6.1936)

Munksgaard kunne lide formatet, men ikke indholdet. Også umiddelbart efter Blæsende Gry lod romangennembruddet vente på sig. Gelsted blev derudover med tiden ikke mindre negativt stemt over for Heinesens romanmanuskripter. Han mente, at Blæsende Gry var en langgaber, og kaldte den en «dødbagt kæmperoman» (Gelsted 1955, 274), så det var op ad bakke for Heinesens prosakarriere. Efter endnu en omgang hård kritik fra Gelsted − denne gang af «Baalet» − ser Heinesen ud til at have fået nok af Gelsted. Efter romandebuten begyndte han i første omgang at skrive lyrik igen for snart efter at vende tilbage til prosaen senere i 1930’erne. Men som han siger i et interview, forsøgte han at undgå Gelsteds hårde domme af sin prosa:

Jeg tabte modet og begyndte at skrive lyrik igen. I slutningen af trediverne sendte jeg «Noatun» til Munksgaard. Uden at vise Gelsted manuskriptet først. Vi luskede det udenom ham, han var jo konsulent på forlaget. Jeg var så nervøs for, at han også skulle fløjte det sønder og sammen … (Ronild 16.1.1970)

Noatun (1938) er Heinesens anden publicerede roman. Det ser ud til, at Gelsted i sin egen verden vedblev med at fastholde Heinesen på det lyriske spor. Hans knusende kritik af Heinesens romaner og romanforsøg tyder på, at han af en eller anden grund per se ikke kunne lide romanforfatteren Heinesen. Heinesens mangfoldige forsøg på at få et romangennembrud er derfor også historien om en på mange måder ukonstruktiv konsulent, som til sidst ovenikøbet optrådte illoyalt over for Heinesen. Det endte slet og ret med, at Heinesen klagede over Gelsted som forlagskonsulent. Heinesen rettede denne klage til Munksgaard, efter at Gelsted gik rundt og viste hans upublicerede og af Gelsted selv underkendte manuskript «Baalet» til tilfældige i kunstmiljøet i København, til «Kreti og Pleti» (Heinesen til Munksgaard 1.11.1936), som Heinesen udtrykker det. Heinesen blev rasende og krævede at få sendt samtlige tre eksemplarer af «Baalet», som han i sin tid havde sendt til forlaget, tilbage.

Munksgaards reaktion på Heinesens klage var resolut: «Jeg glæder mig nu meget til at modtage Deres Manuskript, og jeg kan forsikre Dem, at denne Bog bliver ikke læst af andre end mig. Gelsted er jeg nu efter at han har indrømmet, at han har talt om Deres sidste Bog til uvedkommende, helt færdig med» (Munksgaard til Heinesen 28.4.1937). På trods af at Heinesen over for Munksgaard giver udtryk for, at han helst ikke ville have, at Gelsted bliver konsulent på Noatun, forblev Heinesens respekt for Gelsted for stor til, at der kom et egentligt brud mellem dem. Den stærke ambivalens over for Gelsted ytrer sig på den ene side som taknemlighedsgæld over for en mand, som Heinesen kaldte «mit universitet», fordi han havde introduceret filosofiens og «litteraturens liv på et højere plan for mig» (Nielsen 1991, 52). På den anden side viste den sig som en frygt for Gelsteds idiosynkratiske domme.

«Den yderste Tid»

I modsætning til flere af sine øvrige manuskripter i 1920’erne og 1930’erne valgte Heinesen at bevare manuskriptet til romanen «Den yderste Tid». Efter en omtumlet tilværelse blev originalen til manuskriptet i januar 2016 købt af Føroya Landsbókasavn (Færøernes Landsbibliotek) og er bevaret der under arkivsignaturen E 544. Der er tale om et romanmanuskript, der egentlig fylder ca. 200 normalsider, men som foreligger som et manuskript på knap 400 ekstensivt skrevne sider. Den første version af manuskriptet blev skrevet midt i 1930’erne og sendt til Munksgaard i 1937. Årstallet 1941 er anført i hånd på forsiden af det bevarede originalmanuskript, som således må være originalen til en revideret version.13 Det bevarede manuskript er en omarbejdet version, som Heinesen har sendt til Munksgaard omkring 1940, men på grund af krigen blev det aldrig sendt retur til Heinesen og blev derfor liggende hos forlaget. Et eksemplar af samme manuskript er bevaret i Familiearkivet og endnu et blandt Vindrose-arkivalierne. Heinesen trak oprindelig «Den yderste Tid» tilbage, fordi han ville arbejde videre med den. Måske ville han med bevarelsen af dette manuskript holde en dør åben for en senere − posthum − udgivelse. Ligesom «Den grønne Skonnert» blev manuskriptet godt modtaget af Munksgaard, men Heinesen valgte selv at udskyde udgivelsen på grund af forbehold fra Gelsted, som ikke mente, at manuskriptet havde offentlighedens interesse. Heinesen lyttede således mere til Gelsted end til Munksgaard. Gelsteds forbehold fik Heinesen til at frygte endnu en fiasko. Heinesen frygtede, at fortsat manglende succes ville klæbe til hans navn, og at han ville blive det, han efter udgivelsen af romanen Noatun kalder «Anti-Sukces-Forfatter» (Heinesen til Munksgaard 15.8.1939).

Ligesom romanen Moder Syvstjerne (1952) blev «Den yderste Tid» skrevet i en raptus. Det kan hænge sammen med, at stoffet rummer selvbiografiske elementer: «I ‘Den y.T.’14 har jeg inddigtet en god del af ‘mig selv’, der er mere af en konfession i den end i de andre prosabøger» (Heinesen til Munksgaard 5.9.1937). Harald Grieg, direktør for Norsk Gyldendal, anså «Den yderste Tid» for at være «ubetinget en god bok» (Grieg til Munksgaard 24.8.1937. Tilg. 275, kps. ix), men turde ikke at binde an med den økonomisk, fordi Blæsende Gry i Norge blev et salgsmæssigt flop. Efter at «Den yderste Tid» også har fået afslag i Norge, opgiver Heinesen at udgive denne roman og vil heller starte på en ny (jf. Sørensen 1999, 22). Det fremgår af Heinesens korrespondance med Munksgaard, at han selv umiddelbart efter det norske − og det svenske15 − afslag på «Den yderste Tid» endte med at trække sit manuskript tilbage fra dansk udgivelse. Denne beslutning hang i grunden sammen med hans egen økonomi, som var særlig presset omkring tilblivelsen af «Den yderste Tid» i 1937. Desuden var der dårlige tider på Færøerne, og Heinesen reviderede derfor manuskriptet med henblik på en senere udgivelse:

Deres venlige Raad til mig om at gøre mig fri af Færøerne et Aars Tid og se at komme ud at rejse, kan jeg ikke følge, af gode Grunde. Jeg sidder fanget i et Net af Veksler og Laan. Saaledes er «Livet paa Færøerne». Desuden er jo som bekendt Fiskeriet slaaet totalt Fejl i Aar, og Færøerne glider mere og mere ud i Pauperisme. Under disse Omstændigheder vilde det ogsaa være noget af en blandet Fornøjelse at give den som literær Dandy i Syden, selvom jeg havde tjent en Formue paa mine populære Romaner. (Heinesen til Munksgaard 22.6.1936)

Munksgaard ville gerne udgive «Den yderste Tid», men med Blæsende Grys økonomiske fiasko i frisk erindring ville Heinesen i sidste ende ikke selv risikere at udgive endnu en usælgelig roman. Han frygtede, at endnu en salgsmæssig fiasko ville give ham et dårligt image og spænde ben for et kommende gennembrud. For Heinesen var «Den yderste Tid» på samme tid et skridt i den rigtige retning mhp. at «imødekomme publikum» (Heinesen til Munksgaard 22.6.1936) og et skridt i den forkerte retning med et for stærkt religionstema. Heinesen var vel vidende om, at religionstemaet ikke imødekom publikum, og han ønskede derfor at «faa skrevet en ny Bog, som det vil være mere taktisk at udgive» (Heinesen til Munksgaard 5.9.1937). At forholde sig «taktisk» betyder her at fjerne sig fra religionstemaet. Udgivelsen af «Den yderste Tid» blev sendt til hjørnespark, men romanen endte med slet ikke at udkomme. «Den yderste Tid» passede hverken ind i den aktuelle humanismes verdensbillede eller i det aktuelle bogmarked. Heinesen var klar over, at der var en sammenhæng mellem tidsånd og marked, og at romanens religionstema ikke havde appelkraft hverken i det radikale miljø i mellemkrigstiden og senere eller blandt publikum generelt:

− Hvad den yderste Tid angaar, da har jeg sendt manuskriptet til Munksgaard, der kalder bogen «en mærkværdig oplevelse» og vil udgive den. Vi forhandler netop om sagen. Fra Sverige har vi ikke hørt. Derimod mener Direktør Grieg (hr. Gyldendal) ikke, at den vil «naa ud til et større publikum», og heri har han naturligvis ret. Den vil ikke blive solgt. Næppe engang læst i nogen videre udstrækning. Jeg har i den bog nedlagt visse «religiøse erfaringer» og en del «religiøs psykologi», men den slags interesserer ikke andre end professor Vilh. Grønbech […] Den hører hjemme i mit eget interessante forfatterskab, her er den om ikke et afgørende saa dog et betydningsfuldt led. Men i det almindelige sæson-Dirt-track vil den næppe kunne hævde sig, dybsindig og fin som [den] er. Dette har jeg skrevet til Munksgaard, samtidig med at jeg foreslaar at vi venter med at udgive den. Den taaler at vente, fordi den ikke er nogen sæsonvare og døgnflue, men har noget af evigheden og det almenmenneskelige i sig. (Heinesen til Jørgen-Frantz Jacobsen 8.9.1937)

Dette er en erkendelse, Heinesen gør efter mange forgæves forsøg på at bryde igennem som romanforfatter. Det siger lidt om markedets og aktualitetens begrænsninger, at Heinesen − utvivlsomt med rette − troede, at religionstemaet i «Den yderste Tid» ikke havde offentlighedens interesse. Men det siger også en del om Heinesens forhold til det aktuelle, som for det meste kan kaldes en distanceret interesse, at han endnu en gang tildelte religionstemaet en central plads i sin romanskrivning. Endelig siger det også en del om Heinesens optagethed af religion, at han ikke kan slippe dette yndlingsemne, på trods af sin viden om at det ikke var vejen til succes, som netop var det, han så ihærdigt kæmpede for at opnå. Både Blæsende Gry, «Den yderste Tid» og «Baalet», hvori kristendom tematiseres kraftigt, er udtryk for en spænding mellem personlig præference og tilpasning til markedet. Heinesen taler som tidligere nævnt om at være «taktisk» (Heinesen til Munksgaard 5.9.1937) i forhold til markedet, men han har stort besvær med at skrive om emner, der kan appellere til markedet. Han valgte ofte ‘forkerte’ emner som religion, som han først efter flere romanforsøg indså ikke havde markedsappel.

Da Heinesen ikke vil udgive «Den yderste Tid», medfører det yderligere økonomisk pres. Den generøse Munksgaard reagerer på den nye situation ved at foreslå Heinesen at søge statsunderstøttelse eller kunstnerunderstøttelse. Heinesen sendte siden en ansøgning til Munksgaard, hvorefter denne søgte Undervisningsministeriet om statsunderstøttelse for Heinesen i 1937, og Heinesen fik straks tilbuddet om at komme på finansloven, dog foreløbig kun det ene år. Men han fik «Lampefeber» (Heinesen til Munksgaard 22.5.1937. Tilg. 275, kps. ix) og ville «nødigt under de indeværende Omstændigheder figurere som selvstændig Blodigle paa det danske Statslegeme» (Heinesen til Munksgaard 26.5.1937. Tilg. 275, kps. ix). Heinesen uddyber året efter, i 1938, sit pludselige forbehold over for at modtage dansk statsstøtte som forfatter:

Som de jo nok véd har mit lille Land paa Grund af den fortvivlede Afsætningskrise, hvori det er stedt, faaet Hjælp af Statskassen i temmelig stor Udstrækning, og denne Hjælp er jo ogsaa indirekte kommet mig tilgode. Skal jeg nu ovenpaa det hele figurere paa Finansloven som Hjaelp-Nyder er det ligesom lidt for meget af det gode. Desuden ved jeg, at jeg vil blive misundt og kriticeret herhjemme, hvor der jo ogsaa er et Par snese færøskskrivende Forfattere, der ikke har stort andet end den tørre Tørv paa deres Bord. Jeg tror derfor ikke, jeg vil gribe til denne Udvej med mindre Omstændighederne bliver saa tvingende, at man maa bide Hovedet af al Skam. Men jeg takker Dem for Deres Venlighed, og er trods alt glad ved at have den Udvej aaben. (Heinesen til Munksgaard 26.5.1937. Tilg. 275, kps. ix)

Statsstøtten kom Heinesen til gode via farens virksomhed. Heinesen holdt dog en kattelem åben for statsunderstøttelse, og på grund af sin økonomisk pressede situation meldte han sig samme år, 1938, klar til at modtage denne finansiering. Heinesen anmoder derfor Munksgaard om at undersøge mulighederne for, at han kan komme på den danske finanslov, så han kan få professionaliseret sit skriveliv. Anmodningen drejer sig konkret om at kontakte professorer ved Københavns Universitet for at få dem til at anbefale Heinesen som værdig ansøger om statsstøtte. Heinesen skriver til Munksgaard:

Desværre bliver det nu nok nødvendigt for mig at ansøge om Forfatterunderstøttelse (Finansloven). Jeg sender en saadan Ansøgning til Dem, stilet til Undervisningsministeriet, hvis De saa venligst vil søge udvirket at Universitetets Professorer i Litteratur giver mig deres Anbefaling, hvad de sikkert ikke har noget imod, og samtidig har jeg skrevet til Færøernes Landstingsmand Niclasen, som jeg antager vil tage sig af Sagen i Rigsdagen. Han kender mine personlige Forhold. Hvis jeg kan skrabe saa meget sammen at jeg kan ernære min efterhaanden herligt voksende Familie og dermed kunne regne med den nødvendige Fritid, skal jeg være yderst lykkelig. Nogen støtte kan jeg foreløbig regne med fra min Faders Forretning, men det varer maaske ikke længe, da Tiderne herhjemme (paa Grund af den spanske Borgerkrig, der jo ikke vil tage nogen Ende) er yderst elendige i forretningsmæssig Henseende.

For øvrigt findes der næppe nogen mere taknemmelig og relativt lykkelig Forfatter end mig. Jeg er ogsaa Dem inderligt forbunden for den Interesse, De har vist mig, og jeg venter virkelig at vi omsider vil have Held med os. (Heinesen til Munksgaard, 7.1.1938)

Munksgaard kontaktede to litteraturprofessorer ved Københavns Universitet: Ejnar Thomsen og Hans Brix (begge breve er dateret 18.1.1939. Tilg. 275, kps. ix). Brix sad imidlertid selv i komiteen, som behandlede ansøgninger til statsunderstøttelse til kunstnere, og anså sig derfor for at være inhabil, men han var sympatisk indstillet over for forespørgslen og lovede Munksgaard at anbefale Heinesen mundtligt i stedet for (Brix 19.1.1939. Tilg. 275, kps. ix). Ejnar Thomsen kunne derimod uden problemer skrive en anbefaling,16 og fra ham modtog Heinesen 27.2.1939 også beskeden om, at han ville modtage en «eetaarig Understøttelse paa ca. 400 kr.», og at han ville, så snart der blev «en fast Understøttelse ledig, som den første rykke op og modtage et større Beløb» (Thomsen til Heinesen 27.2.1939. Tilg. 275, kps. ix). Bemeldte pulje var bestemt for et fast antal forfattere, der kunne modtage støtte fra staten. Heinesen fik imidlertid først en fast ydelse på den danske finanslov i 1963, hvor han overtog «den livsvarige hædersgave − på 12.000 kr. årligt − som blev ledig på finansloven efter Karen Blixen» (Munch 1963), der døde i 1962. Denne − danske − ydelse bidrog ifølge Hanus Andreassen (senere: Kamban) til at gøre Heinesen til «Færøernes første professionelle forfatter» og har «medvirket til at forfattervirksomhed er blevet anerkendt som mere end en fritidsbeskæftigelse» (Rein 1990) på Færøerne. Ligesom hele Heinesens København-forbindelse er denne finansiering et eksempel på den tidligere anførte afhængighed af ressourcer udefra, som kendetegner ultrasmå litteraturer som den færøske. Hvor det danske sprog placerede Heinesen i et indre eksil på Færøerne, åbnede det til gengæld verden for ham og gav ham autonomi som forfatter.

«Den grønne Skonnert»

Heinesens første egentlige livtag med romanformen finder sted i første halvdel af 1920’erne, og det viser sig fra starten, at diskussionerne med Jacobsen får stor betydning for processen. Jacobsen er bedst kendt for romanen Barbara (1939), der udkom, året efter at han døde som 37-årig, og som Heinesen skrev færdig. Hanne Flohr Sørensen hævder rigtigt, at også Jacobsens sygdom og død kom til at spille en væsentlig rolle for Heinesens livsanskuelse (Sørensen 1992, 83-88).

Allerede i et brev til Gelsted i 1923 skriver Heinesen, at han arbejder med «en Slags Roman» (Heinesen til Gelsted 4.8.1923. Tilg. 275, kps. ix). I 1925 fortæller Heinesen i brev til Jacobsen, at han skriver på to romaner, en om gablerne, der utvivlsomt er «Betlerbyen», som er den første version af romanen Det gode Håb (1964), og en lyrisk præget barndomsskildring, som han også kalder «en Slags Roman» (Heinesen til Jacobsen 1.5.1925), og hvis titel er «Den grønne Skonnert». Ligheden i omtalen af romanskrivningen i 1923 og 1925 − «en Slags Roman» − kunne tyde på, at Heinesen påbegyndte «Den grønne Skonnert» allerede i 1923, og at der måske var tale om en novella snarere end om en roman.

Det fremgår af et brev fra Heinesen til Jacobsen 1.9.1925, at Heinesen agter at sende manuskriptet «Den grønne Skonnert» til Gelsted. Af et brev fra Heinesen til Gelsted 1½ måned senere fremgår det, at Gelsted har svaret, og dommen er den, at «Den grønne Skonnert» kun er «Optakten til en Bog» (Heinesen 12.10.1925. UT 513, kps. med breve fra G-He). Yderligere fremgår det af et brev fra Jacobsen til Heinesen på nogenlunde samme tidspunkt − oktober 1925 −, at Gelsted mente, at manuskriptet ikke «egnede sig til udgivelse», at «handlingen var noget stillestaaende», «der var lidt for meget med drømme og mystik» (Jacobsen «primo okt» 1925. UT 677, kps. 2). Gelsted refuserede hermed «Den grønne Skonnert».

Gelsted havde bedt Jacobsen læse manuskriptet, og i et brev til Gelsted 17.9.1925 kommer Jacobsens reaktion, der ligeledes er overvejende kritisk:

Rent objektivt sét maa bogen forekomme altfor overlæsset med drømme og mystiske foreteelser. Hvis dette ikke havde været tilfældet, hvis der havde været mere handling og navnlig hvis det psykologisk-udviklingsmæssige havde været tegnet op med skarpere linjer, saa at denne side af sagen blev mere indlysende, vilde det have været en bog som sagtens kunde udgives. Den er jo fortræffeligt skrevet og hele dette dystre milieu er jo tegnet i de pragtfuldeste farver. Men skønt jeg saaledes personligt er aldeles betaget og glæder mig til at læse bogen én gang til, mener jeg at kunne se, at Heinesen ikke vil faa nogen fornøjelse af at udgive den, i den form den nu har. (Jacobsen 17.9.1925. UT 513, kps. med breve fra Hj-Jo)

Jacobsen har tydeligvis en stor interesse for emnet i «Den grønne Skonnert», som er barndom, men skeptisk over for den som romankunst. Han rider således i første omgang med på Gelsteds kritik. Heinesen havde stor respekt for dem begge og tager kritikken til efterretning.

I et brev til Heinesen fire år senere, i 1929, vender Jacobsen imidlertid tilbage til sin egen og Gelsteds kritik af romanmanuskriptet. Jacobsen fokuserer nu mere på manuskriptets kvaliteter end på dets svagheder og går i rette med sig selv, fordi han ikke forsvarede Heinesen mod Gelsteds kritik, og fordi han efter eget udsagn i starten var under indflydelse af Gelsteds opfattelse af manuskriptet. Som regel var Jacobsen skeptisk over for Heinesens romanmanuskripter, men der var noget ved denne roman, som gav en dyb klangbund i Jacobsen, og som var forbundet med koblinger mellem barndom og myte. Heinesen og Jacobsen kendte hinanden «som søskende» (Ninka 1965). Jacobsens sluttelige store begejstring for romanen kan skyldes glæden over genkendte barndomsminder, men hans reviderede opfattelse handler også om den fortrolige stemme, som han tidligere havde savnet i Heinesens romanprosa:

Jeg tænker ofte som saa, at den bedste prosa, Du har skrevet, er «Den grønne Skonnert» Her fandtes kontinuitet mellem indhold og form, her udtrykte Du Dig selv med Din egen stemme [i arkivet er sætningen understreget, brm]. Gelsted ødelagde det hele. Han, som har glemt sin egen barndom, forstod ikke mere af det, end en ko forstaar en vejrmølle, og det tjener ikke mig til ære, at jeg ikke var selvstændig nok til at tale ham midt imod. I virkeligheden har jeg sjældent læst en bog med saa megen betagelse, og det samme siger Matras, som ikke er noget kvæg. (Jacobsen til Heinesen 30.4.1929, kps. 2)

Jacobsens forsvar for «Den grønne Skonnert» er en cadeau til Heinesens beskrivelser af Færøerne halvvejs som ‘en anden verden’ af poesi og drømme, der senere skulle blive Heinesens varemærke. Ligesom Heinesens fremstillinger af sig selv og færinger i udenlandsk presse som obskuranter, amatører, dilettanter, barbarer og ‘frontiers’ kan denne ‘anden verden’ ikke kun læses transcendentalt, hvad den af gode grunde er blevet (Moberg 2004; Moberg 2014), men også som et litteratursociologisk udtryk for selvbranding med Færøerne i front. Jacobsen opsummerer sit indtryk af manuskriptet som en clairobscurvirkning, der netop kommer til at kendetegne hans egen roman Barbara, hvor den ene af hovedpersonerne, Barbara, med stor reliefvirkning fremstilles som et lille lys i det våde og salte færøske mørke. Jacobsen sige om «Den grønne Skonnert»: et «pragtfuldt clair-obscur Du arbejder i − det minder mig om gammel malerkunst» (Jacobsen, «primo okt.» 1925. UT 677, kps. 2). Clairobscur bliver ligeledes et aspekt, der forbinder «Den grønne Skonnert» med det mytisk fabulerende forfatterskab, som De fortabte Spillemænd blev portalen til. Den færøske erfaring for både Heinesen og Jacobsen var som lys i mørke. Deres værker beskriver overordnet set modernitetens indtog på Færøerne, men oplysning og indflydelse udefra tilpasses de færøske atlanterhavserfaringer, der hos dem begge fremstår som en mørk underverden.17

Clairobscur er et fremtrædende stiltræk i barokmaleriet, der betoner kontrasten mellem lys og skygge ved at fokusere på begrænsede koncentrerede lyskilder som måneskin, lamper etc. De sparsomme lyskilder sætter de belyste former i relief på samme måde, som alle de små lys i Heinesens og Jacobsens fiktionsforfatterskaber får ‘en anden verden’ til at træde skyggefuldt frem af det færøske mørke. Her handler det ikke kun om kortlægning, men i lige så høj grad om kortlægning, der kommer til kort. Med det lille lys i det store mørke rykker også døden nærmere som et selvstændigt blik på livet. Denne sammenstilling af lys og mørke betyder ikke blot et stemningsfuldt atlantisk eksteriør, men også et rum for en poesiopfattelse og en refleksionsform, der bliver karakteristisk for både Heinesens og Jacobsens modtagelse af europæisk åndshistorie som − udfordret − lys ind i den færøske underverden.

Heinesen havde forsøgt at gøre «Den grønne Skonnert» til en enhed ved at strukturere den som et musikstykke. Med det «symfoniske» in mente er dette forsøg udi prosaen et tidligt eksempel på det, Heinesen realiserer i De fortabte Spillemænd, som er komponeret over strukturen i en klassisk symfoni med fire satser: ouverture, virkelighed, visioner og finale (Moberg 2007). Allerede i sin første romanskrivningsperiode midt i 1920’erne var Heinesen således inde på det, der skulle udvikle sig til et centralt tema og til en lang linje i hans mytisk-fabulerende prosa − barnets anden verden − og som bidrog til at sikre ham et gennembrud i De fortabte Spillemænd. Den meget store respekt for Gelsted medvirkede til, at han først knap 20 år efter − i begyndelsen af 1940’erne, hvor De fortabte Spillemænd begyndte at tage form − vendte tilbage til barnet og det mytiske. Der er væsentlige ligheder mellem «Den grønne Skonnert» og De fortabte Spillemænd, f.eks. barnet og den musikalske komposition samt koblingen mellem billede og refleksion:

Nu er jeg færdig med min Bog «Den grønne Skonnert», og staar i Begreb med at sende den til Gelsted. «Et Forspil» har jeg kaldt den. Den bestaar af Digte og smaa Kapitler, der hvert for sig danner en lyrisk Enhed. Det hele er sammenflettet som et Kauseri, og gennem Bogen arbejder sig et Hovedtema og flere Bitemaer ligesom i en Sonate. Det har været min Hensigt at samle nogle Billeder, der skal danne en kort og fortættet realistisk Skildring, en lille i sig selv beskeden Novelle, hvis Kunst og Mening ligger i at den til alle Sider straaler ud i det evige, aabner Perspektiver ud mod Barndommen, Drømmen, Døden, Stjernerne. Den handler om et Barns taagede og mareridtsagtige Møde med Livets Hovedproblemer. Du vil genfinde visse Træk af vor egen Barndom. (Heinesen til Jacobsen 1.9.1925)

På trods af at Heinesen i samme brev kalder romanen «en beskeden Novelle», er det med denne lighed mellem «Den grønne Skonnert» og De fortabte Spillemænd in mente ikke forkert at sige, at en udviklingslinje i Heinesens forfatterskab blev afbrudt ved den hårde medfart, som «Den grønne Skonnert» fik. I sit romanlaboratorium afprøvede Heinesen forskellige teknikker i 1920’erne og 1930’erne, men han gjorde det som en ung søgende, usikker forfatter, der var stærkt modtagelig over for andres råd. Med al den respekt, som Heinesen i de første årtier af sit forfatterskab havde for Gelsted, er der ingen tvivl om, at dennes vurdering af «Den grønne Skonnert» har vejet endnu tungere end Jacobsens. Denne respekt har utvivlsomt været medvirkende til, at Heinesen også skrinlagde hele koblingen mellem barnet og det mytiske helt frem til arbejdet med De fortabte Spillemænd. Heinesen skulle i stedet for have lyttet til Munksgaard! Denne kritik og denne forbindelse mellem en romanskitse og en senere publiceret roman bidrager til at forklare et gammelt spørgsmål inden for heineseniana: Hvorfor fik Heinesen sit gennembrud så sent? Hvis Heinesen havde forfulgt sporet fra «Den grønne Skonnert» og videreudviklet fortællerstemmen samt teknikken og perspektiverne med hensyn til dialektikken mellem realisme og barnets anden verden, er det langtfra utænkeligt, at Heinesen og Munksgaard sammen kunne have fået den eftertragtede dobbeltsucces, som de ikke nåede at få sammen: succès d’estime og markedssucces.

Efter kritikken af «Den grønne Skonnert», som efter kilderne at dømme var Heinesens allerførste romanskitse, gik Heinesen en lang omvej via mere eller mindre socialrealistiske kollektive romaner og romaner, der især var «studie[r] i sekterisk religionspsykologi» (Skarðhamar 2009, 172).

Der er noget, der tyder på, at Heinesen også selv har haft mere tilovers for dette manuskript, end Gelsted og Jacobsen i første omgang havde. På Bjarne Nielsen Brovsts spørgsmål om, hvorvidt denne roman er blevet brændt, svarer Heinesen, at «jeg tror såmænd, at den eksisterer endnu; men fører en meget upåagtet tilværelse […] jeg tror også, jeg vil gøre en ende på den» (Brovst 1991, 105). Heinesen havde ellers for vane at brænde det, han opfattede som ufuldendte tekster med det samme:

Man vil gerne præstere et propert arbejde, jeg hader at se noget, der ikke er gennemført, ikke er fuldført, og derfor hader jeg altid mine skitser og udkast og brænder dem omgående − der er ikke en kæft, der må se dem … der er nogle, der har bebrejdet mig det, for litteraturforskere vil gerne ha’ noget at rive i, men det blæser jeg på. (Ninka 1979)

«Den grønne Skonnert» findes ikke i arkiverne, så Heinesen er sandsynligvis alligevel endt med at brænde manuskriptet.

Sammenfatning

Heinesens forsøg på at få et gennembrud som romanforfatter i København blev en sejtrækker. Denne artikel har undersøgt hans kamp for at få succes som romanforfatter i 1920’erne og 1930’erne på Munksgaards forlag med særligt fokus på upublicerede romanmanuskripter. De tre undersøgte manuskripter blev alle refuseret af Gelsted, og i de fleste tilfælde var Heinesen enig. Det materialemæssige fokus på upublicerede romaner har betydet, at vægten er lagt på nederlagene og det, Heinesen lærte af dem i sine formative år som romanforfatter. Det er således kun en del af kampen for et romangennembrud, der er beskrevet i denne artikel, idet denne kamp i høj grad også omfatter de udgivne romaner i 1930’erne (jf. Moberg 2017b).

Artiklens hovedgrundlag er Heinesens korrespondance med Ejnar Munksgaard. Brevvekslingen er ikke tidligere blevet anvendt som kilde til forskning i Heinesens forfatterskab. Hermed kastes der derfor afgørende nyt lys over de første romanforsøg og perioden mellem 1920’erne og gennembruddet i 1950 med De fortabte Spillemænd. Beskrivelsen af det genfundne romanmanuskript «Baalet» udfylder ligeledes huller i den viden, som forskningen har haft om denne periode i Heinesens forfatterskab.

Undersøgelsen er vinklet litteratursociologisk og suppleret med et litteraturgeografisk perspektiv. Fremstillingen af de sociologiske og geografiske aspekter overlapper i den måde, hvorpå Heinesen har brugt to steder − København som den kapitalrige imperiale metropol og Færøerne som eksotisk erfaring − til at få akkumuleret kulturel kapital. Litteraturgeografien supplerer ikke blot, men anvendes tilmed som et korrektiv til Bourdieus litteratursociologi, der undervurderer geografiens betydning for kapitalformerne og i det hele taget nærmest underforstår, at ‘periferien’ per se lider under mangel på kapital. For at imødegå denne opfattelse inddrages begrebet ultrasmå litteraturer, der kan forklare, hvordan en lillebitte ølitteratur som den færøske kompenserer målrettet for sin kapacitetsmangel og dermed akkumulerer kulturel kapital ved at bruge geografien som scene og subjekt. Samtidig kobles denne kompensation til en geografisering af Bourdieus eget begreb bagvendt kapital. Ultrasmå kulturer som den færøske spiller konstant på det betydningsfulde i det lille og tilsyneladende betydningsløse og opnår dermed kulturel kapital på en bagvendt måde. Det er artiklens grundlæggende pointe i denne sammenhæng, at geografiens betydning rækker ud over socialhistorien og udgør en væsentlig del af forklaringen på Heinesens positionering i det litterære produktionsfelt.

Artiklens litteratursociologiske vinkel er næsten helt uprøvet på Heinesens forfatterskab (jf. Marnersdóttir 2001). Den åbner muligheder for at beskrive andre oftest mere håndfaste − markedsmæssige og materielle − inspirationer og påvirkningskilder end de litterære, musiske, kulturelle, filosofiske, som traditionelt har været dem, der er blevet fremhævet i beskrivelsen af forfatterskabet. Fokus har været på litteratursociologiske parametre med afsæt i forlagsbranchen. Først og fremmest har det handlet om Heinesens kamp for både at få salgssucces og succès d’estime – dvs. hvordan han i en tilpasning til markedet bruger København og Færøerne som en strategisk satsning til at få både et kunstnerisk og et økonomisk gennembrud. Tilpasningen til markedet ligger i forlængelse af den del af Heinesens kunstneriske strategi, der handler om kontaktsøgende diskurser i forhold til publikum. Denne tilpasning er relateret til valget at skrive romaner, hvis åbne og heterogene form etablerer åbninger for Færøerne som en ‘ny’ litterær geografi.

Det københavnske forlag tilfører Heinesen kulturel kapital på mangfoldig vis og understreger yderligere Københavns betydning for hans forfatterskab, hans netværk og kamp for at få et gennembrud. København og det danske sprog er porten til verden for Heinesen på linje med andre af verdens imperiale metropoler og dertil knyttede sprog som engelsk, fransk og spansk, som forfattere og intellektuelle fra tidligere kolonier har brugt som afsæt til at få et gennembrud først i rigssammenhænge og efterfølgende også hinsides de gamle imperiale ruter. Heinesens strategi var at blive økonomisk uafhængig med den kunstneriske autoritet i behold ved at vække den nordiske og i videre forstand den europæiske læsers nysgerrighed for Færøerne som en ny kulturel og litterær geografi. Han ville væk fra det smalle spor som symbolistisk lyriker. Med prosaen havde Heinesen fået sig Færøerne som en niche, og med den rummelige romanform kunne han øse af en hel kulturs erfaringer.

Arkivalier

«Breve til forlagsboghandler Ejnar Munksgaard». Tilg. 275, kapsel ix. København: Det Kgl. Bibliotek.

Heinesen, William. 1936: «Baalet» (upubl.). Vindrose-arkivalierne. København: Det Kgl. Bibliotek.

—. 1941. «Den yderste Tid» (upubl.). E. 544. Tórshavn: Føroya Landsbókasavn (findes også på Det Kgl. Bibliotek og i Familiearkivet).

—. 1942a. «Slægtsbiografiske Skitser og Rids» (upubl.). Tórshavn: Familiearkivet.

—. 1942b. «Færøske folkekarakterer. Nogle tanker og strejftog». Tórshavn: Familiearkivet.

—. 1981. «William Heinesens papirer». UT 0677, kps. 2 og 5. Accession fra 1981. København: Det kgl. Bibliotek.

«Otto Gelsteds papirer». UT 513, kps. med breve fra Hj-Jo. København: Det Kgl. Bibliotek.

«Forlags-Korrespondance 1979-88», herunder korrespondance mellem William Heinesen, Erik Vagn Jensen og F. David Thomsen. Forlaget Vindroses arkiv. Tilg., kps. 1990/11. København: Det Kgl. Bibliotek.

Litteraturliste

Baldaccino, Godfrey. 2010. Islands Enclaves. Offshoring Strategies, Creative Governance, and Subnational Island Jurisdiction. London: McGill-Queen’s University Press. DOI: https://doi.org/10.1177/1474474013478369.

Bojsen, Heidi. 2015. «Littérature-monde eller chaos-monde? Om relevansen af Édouard Glissants filosofi og Marie NDiayes æstetik i debatten om fransksproget verdenslitteratur». I Verden på fransk. Verdenslitteratur 4, redigeret af Steen Bille Jørgensen og Mads Anders Baggesgaard, 67–83. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Bourdieu, Pierre. 2000. Konstens reglar. Det litterära feltets uppkomst och struktur. Höör: Brutus Östlings Bokförlag.

Brannigan, John. 2014. Archipelagic Modernism. Literature in the Irish and British Isles, 1890–1970. Edinburgh: Edinburgh University Press.

Brovst, Bjarne Nielsen. 1991. Det muntre Nord. William Heinesens Liv og Digtning. Aarhus: Centrum.

Casanova, Pascale. 2007. The World Republic of Letters. Oversat af M.B. Debevoise. Cambridge: Harvard University Press. DOI: https://doi.org/10.3366/ccs.2006.3.3.426.

—. 2008. «Litteratur som verden». I Verdenslitterær kritik og teori. Verdenslitteratur 1, redigeret af Mads Rosendahl Thomsen, 77–99. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Gelsted Otto. 1954. «William Heinesen og hans værk». Dagbladet Land og Folk 14, 27.6. København.

—. 1955. «William Heinesen». I Danske digtere i det 20. århundrede, redigeret af Ole Restrup, 271–82. København: Gads Forlag.

Hansen (Moberg), Bergur. 2001. «‘Et Spring ind i et Billede’. William Heinesen − en moderne hjemstavnsforfatter». Spring 33, (17): 194–209.

Hansen, Bergur. 2004. «At genfortrylle verden. En hermeneutisk-fænomenologisk undersøgelse af tab og genvindelse i William Heinesens senprosa». Ph.d.-afhandling. Københavns Universitet (upubl.).

Hartling, Simon. 2015. «Algerisk litteratur. Fra uafhængighedskrig til borgerkrig». I Verden på fransk. Verdenslitteratur 4, redigeret af Steen Bille Jørgensen og Mads Anders Baggesgaard, 47–67. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Heinesen, William. 1960. Gamaliels Besættelse. København: Gyldendal.

Helgason, Jón Karl. 2016. «Burðarvirki íslenskrar nútímamenningar». I Saga Íslands. Vol. XI, redigeret af Sigurður Líndal og Pétur Hrafn Árnason, 317−410. Reykjavík: Hið íslenska bókmenntafélag.

Isaksen, Jógvan. 1993. Færøsk litteratur. København: Vindrose.

Jacobsen, Jørgen-Frantz. 1939. Barbara. København: Gyldendal.

Jørgensen, Claus Ingemann. 1970. «Disposition til interview med Claus Ingemann Jørgensen». Dagbladet Land og Folk. København: Det Kgl. Bibliotek (UT 677, kps. 12).

Marnersdóttir, Malan. 2000. Hvør av øðrum. Samanseting, frásøgn og millumtekstleiki í føroyskari skaldsøgu eftir 1970. Tórshavn: Føroya Fróðskaparfelag.

—. 2011. «Bókmentir og samfelag». I Færøysk liv i nordisk perspektiv. Festskrift til Beinta í Jákupsstovu, redigeret af Heine Bugge, 135–50. Tórshavn: Faroe University Press.

Massey, Doreen. 1984. «Introduction. Geography Matters!» I Geography Matters! A Reader, redigeret af Doreen Massey og John Allen. Cambridge: Cambridge University Press, 1–12. DOI: https://doi.org/10.1017/cbo9781139167833.001.

Moberg, Bergur Rønne. 2014. Resten i Vesten. Verdenslitteratur i modernismens margin. København: Forlaget Spring.

—. 2016. «Personen, nationen og riget. Den dansk-færøsk kontrovers om William Heinesens overdragelse af sine papirer til København». Nordica 33, (1): 255–93.

—. 2017a. «The Ultraminor to be or Not to be. Deprivation and Compensation Strategies in Faroese Literature». Journal of World Literature 2, (2): 196–216.

—. 2017b. «Kampen for succès d’estime og salgssucces. William Heinesens publicerede romaner i 1930’erne». Fróðskaparrit (65): Antaget til udgivelse.

—. 2017c. «Nýtt skaldsøguhandrit hjá Williami Heinesen. ‘Baalet’ og kampurin fyri skaldsøgusucces». Dimmalætting 6.1. Tórshavn.

Moberg, Bergur Rønne og David Damrosch. 2017. «Introduction. Defining the Ultraminor». Journal of World Literature 2, (2): 133–37.

Munch, Gert. 1963. «Endnu er alt håb ikke ude − i vor moderne forbandede tid. Berlingske Tidende 13.3. København.

Ninka. 1965. «Livet gør for mange af os til landsknægte». Politiken 6.6. København.

—. 1979. «Vågner man i morgen så er det udmærket − vågner man ikke så skidt med det». Politiken 16.12. København.

Pamuk, Orhan. 2009. Andre farver. Essays og fortælling. Oversat af Tom Fagerdal. København: Gyldendal.

—. 2012. Den naive og den sentimentale romanforfatter. Oversat af Elisabeth Ellekjær. København: Gyldendal.

Prasad, Naren. 2013. «Small but Smart. Small States in the Global System». I The Diplomacies of Small States. Between Vulnerability and Resilience, redigeret af Andrew F. Cooper og Timothy M. Shaw, 41–65. Basingstoke: Palgrave Macmillan. DOI: https://doi.org/10.1057/9780230246911.

Rein, Bella Katrine. 1990. «Den færøske kæmpe». Det Fri Aktuelt. 11.1. København.

Ronild, Birgit. 1970. «God ven mistede fortand og roman blev forkastet». Interview med William Heinesen. BT-Søndag 16.1. København.

Simonsen, Karen-Margrethe. 2001. Epik og metafysik i den moderne spanske roman. Litteraturhistoriske refleksioner. Aarhus: Klim.

Skarðhamar, Anne-Kari. 2009. Christian Matras’ brevveksling med William Heinesen og Karsten Hoydal. Tórshavn: Fróðskapur.

Svedjedal, Johan. 2010. «Forfattere og forlæggere». I Boghistorie, redigeret af Jens Bjerring-Hansen og Torben Jelsbak, 127–49. Aarhus: Aarhus Universitetforlag.

Sørensen, Hanne Flohr. 1992. «Det begyndte som en leg. William Heinesens og Jørgen Frantz-Jacobsens brevveksling». Danske Studier 87, (8): 59–91.

—. 1999. «‘Mit forhold til det danske sprog er fatalt bestemt’. William Heinesens dansksprogede forfatterskab». Fróðskaparrit 47: 5–31.

1Der findes et enkelt brev fra 1923 fra Heinesen til Gelsted i Munksgaard-arkivet.
2Alle citater fra Heinesens og Jacobsens brevveksling stammer fra forskellige kapsler i UT 677, medmindre andet er anført.
3Jf. Pascale Casanovas beskrivelse af, hvordan forfattere fra ‘periferien’ erhverver sig kunstnerisk, kulturel og økonomisk kapital ved at dyrke forbindelsen til et eller flere centre (Casanova, 2007).
4Alle citerede brev fra Heinesen til Munksgaard befinder sig i Tilg. 275, kapsel ix.
5Brev til den svenske forlægger af Blæsende Gry, Nils Geber, c/o Hugo Gebers Förlag.
6Johan Svedjedal er en fremstående repræsentant for Uppsala-skolens litteratursociologi og i videre forstand for gennembruddet for litteratursociologiske og boghistoriske studier i Skandinavien i de seneste 10 år.
7«Baalets» oprindelige titel var «Skygger danser forbi». Heinesen: «Index. Kære ven!» 21.9.-25.9.1937 (UT 677, kps. 5).
8«Den yderste Tid» havde to forudgående titler: «Guds hvirvelvind» og «I Vinterens Løb». Jf. Ejnar Munksgaard i brev til Heinesens svenske forlægger («Kære Hr. Dr. Geber» 28.4.1937. Tilg. 275, kps. ix) og Heinesen i brev til Ejnar Munksgaard («Kære Hr. Munksgaard!» Thorshavn, 21.4.1936. Tilg. 275, kps. ix). Manuskriptet er blevet omarbejdet, og på det eksisterende manuskript står årstallet 1941 anført.
9Gelsted citerer Heinesen for en udtalelse om sin egen lyrik fra 1920’erne: «Han har selv betegnet sit daværende jeg som «asketisk skønhedsdyrker».
10 Blæsende Gry.
11I et brev til Christian Matras 3.7.1938 erklærer Heinesen sig enig i kritikken (Skarðhamar 2009, 201).
12Det eksemplar af «Baalet», som blev sendt til Heinesens svenske forlægger, blev aldrig sendt tilbage til Heinesen. Det dukkede først op igen i 1983, da Heinesens daværende forlægger i København, Erik Vagn Jensen, fik det tilsendt fra Sverige mhp. at sende det tilbage til Heinesen. Det var en dansk forlægger, Frode David Thomsen, der kontaktede Jensen, og som må have kendt Hans Küntzel, der var ansat på Hugo Gebers Förlag, som udgav Heinesens første roman, Blæsende Gry, på svensk. Erik Vagn Jensen, som på dette tidspunkt var på vej til at udgive Heinesens sidste fiktionsværk, Laterna Magica (1985), og som således figurerede som Heinesens forlægger, kontaktede Heinesen med en forespørgsel om udgivelse af «Baalet». I sit svar 21.8.1983 kalder Heinesen romanen «Misfosteret» og «fortidsuhyre[r]» (Vindrose-arkivet) og skyder således prompte Jensens håbefulde henvendelse ned. Så var den sag afgjort, men manuskriptet blev liggende på KB, på trods af at Jensen oprindelig havde fået besked fra Frode David Thomsen om at sende manuskriptet videre til Heinesen. Blev det mon aldrig sendt, fordi Jensen frygtede, at Heinesen ville brænde det, eller fordi Heinesen i sit svar til Jensen ganske vist ikke bad om at få det sendt tilbage, skønt han sagde sin udtrykkelige mening om det?
13Heinesen omtaler i brev til Jørgen-Frantz Jacobsen omarbejdelsen af manuskriptet: «Kære ven!» 21.9.1937 (UT 677, kps. 5).
14 Den yderste Tid.
15Afslaget på en svensk udgave af «Den yderste Tid» kom også i 1937. Brev fra Hans Küntzel til Munksgaard 13.9.1937 (Tilg. 275, kps. ix).
16«Professor-Anbefaling», som Ejnar Thomsen kaldte sin anbefaling af Heinesen, lød: «Færingen William Heinesen [i arkivet er navnet understreget, brm] har baade som Lyriker og som Romanforfatter vist et saa uomtvisteligt Talent, at han for længst er ude over de «lovendes» Standpunkt. Som en fuldmoden Kunstner, der har ganske særlige Betingelser for at formidle dansk og færøsk Aandskultur, synes han mig at have et selvfølgeligt Krav paa snarest at erholde en rigelig offentlig Understøttelse. Med Indtryk af hans sidste Roman, «Noatun», i frisk erindring kan jeg ikke varmt nok anbefale ham til Bevillingsmyndighedernes Opmærksomhed.» (20.1.1939. Tilg. 275, kps. ix).
17Jf. Jørgen-Frantz Jacobsens beskrivelse af Færøerne som «Underverdenen» (s. 24 i Barbara) og Heinesens sammenligning af Færøerne med forestillinger om underverdenen i græsk mytologi i romanen De fortabte Spillemænd (1950).

Idunn bruker informasjonskapsler (cookies). Ved å fortsette å bruke nettsiden godtar du dette. Klikk her for mer informasjon