Sigrid Henriette Kjos-Hanssen 25. november 1932 – 21. september 2018

Sigrid Henriette Kjos-Hanssen, min norske dramakollega, samarbejdspartner og gode ven forlod os natten til 21. september 2018.

Sigrid blev født i Trondheim 25. november 1932. Hun blev student i 1951 og som 19-årig blev den unge Sigrid tiltroet opgaven som rejseleder og drog af sted med sin første gruppe af norske lærere. Hun fik lyst til at være lærer og startede på Levanger lærerskole i efteråret 1954. Med god lærerballast hjemmefra og et par år som lærer uden uddannelse var hun ikke i tvivl om, at lærergerningen var det rette for hende.

Efter læreruddannelsen i 1956 underviste Sigrid i 7 år ved Lademoen skole i Trondheim, før hun blev ansat på Singsaker ungdomsskole i 1963. Hun elskede børn, elskede at lede og undervise og havde en helt speciel evne til at se den enkelte og vise omsorg for de børn, der havde særlige behov. Hun arbejdede med teater på skolen og opsatte blandt andet Lua mi med eleverne. Stykket handlede om mobning, og de mest umulige drenge i klassen fik hovedrollerne. Hun var aktiv i Drama i Skolens lokalafdeling i Trondheim.

Sigrid var en af de syv norske deltagere på et tretrins kursus på Nordens Folkelige Akademi, Kungälv i Sverige, i 1972–1973. Det var et nordisk projekt med deltagere fra Danmark, Norge, Sverige og Finland. Kurset hed Nordisk Amatørteater Råds (NAR) lederuddannelse for ledere af uddannelser af teaterpædagoger og dramalærere indenfor folkeoplysningsarbejde i Norden.

Sigrid og jeg lærte hinanden at kende gennem dette projekt, hvor jeg var en af de tre ledere. Bekendtskabet blev til et venskab, som varede i 45 år. Hun blev min norske storesøster og jeg hendes skotskdanske lillebror. I 1975 blev der publiceret en rapport om dette kreative udviklingsarbejde: Eksperiment med Upplevelsens Pedagogik. Konstruktiv Gruppsamvaro och Kollektivt Skapande. Det efterfølgende NARDRAM-projekt forløb 1974–1985. Sigrid var en central figur i NARDRAM projektets lederteam.

Som konsulent i drama på Pædagogisk Center i Trondheim var Sigrid en af banebryderne i udviklingen af dramapædagogik i Norden. Hendes arbejdskapacitet var enorm. Sigrid underviste i drama i fængsler, holdt dramakurser i det skandinaviske dramapædagogiske netværk og påtog sig diverse tillidshverv. Hun magtede lærerarbejdet, jobbet som dramakonsulent og tog mellemfag i Drama (1975) og psykologi (1980) på UNIT inspireret af Küngalv-kursernes fokus på ledelse.

Efter 18 år som lærer ved Singsaker skole og stillingen som dramakonsulent ved Pædagogisk Center i Trondheim blev Sigrid konsulent ved skoledirektøren i Sør-Trøndelag fra 1981. Hendes arbejdsområder var blandt andet lederoplæring, skoleudvikling og samarbejde. Hun blev projektleder for MOLIS, Miljø, Organisation og Ledelse i Skolen, som var et landsdækkende projekt for ledere og vejledere på norske skoler. Hun rejste rundt i hele landet og brugte drampædagogik i de kurser, hun holdt om ledelse, personalesamarbejde og organisationsudvikling. Samtidig var hun tilknyttet den norske stiftelse IMTEC, International Movement Towards Educational Change. Fra 1986 og frem til pensionsalderen var hun rektor ved Charlottenlund Ungdomsskole. Internationalt samarbejde stod højt på hendes dagsorden.

Sigrid gav alt både i og uden for hjemmet. Trods sit store faglige engagement var familien det vigtigste. Når det kom til stykket, var hun der altid og helt til stede, når det gjaldt.

Den sidste vers i digtet When Great Trees Fall af Maya Angelou udtrykker min taknemlighed til Sigrid.

And when great souls die,

After a period peace blooms.

Slowly and always

irregularly. Spaces fill

with a kind of

soothing electric vibration.

Our senses, restored, never

to be the same, whisper to us.

They existed. They existed.

We can be. Be and be

better. For they existed


David Keir Wright
Cand.philol. i drama/teater, NTNU, tidligere lektor i drama