Oppgrader til nyeste versjon av Internet eksplorer for best mulig visning av siden. Klikk her for for å skjule denne meldingen
Ikke pålogget
{{session.user.firstName}} {{session.user.lastName}}
Du har tilgang til Idunn gjennom , & {{sessionPartyGroup.name}}

Børnelitteratur mellem medier. Appen Tavs i et intermedialitetsperspektiv

Center for Børnelitteratur, Institut for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet og læreruddannelsen i Silkeborg, VIA University College, Denmark

Correspondence to: Ayoe Quist Henkel, Institut for Æstetik og Kommunikation - Litteraturhistorie, Retorik og Børnelitteratur, Aarhus Universitet, Langelandsgade 139, Bygning 1586, lokale 119, 8000 Aarhus C, Denmark.

Children's literature is increasingly being published on various media such as computers, tablets and smartphones, and this digital development calls for new analytical approaches to explore both the physical manifestation of children's literature – its materiality – and the way in which it operates among various aesthetic strategies and medialities – its intermediality. In light of this development it becomes essential to examine both the relationship between various art forms in specific works of children's literature, and also to draw on other fields of research; for example, media science to explore the transgressing of media-specific borders. This article explores how an intermedial-analytical approach can shed light on the formation of meaning in a specific app: Tavs (Camilla Hübbe, Rasmus Meisler, and Stefan Pasborg 2013). The aim is to understand how the app integrates various art forms and sensory appeals – such as visual-, audio- and tactile dimensions. The analysis, which explores intermedial relationships within the specific app, is examined from a media-critical approach (Bolter and Grusin), an art-critical approach (Elleström), and a literary approach (Rajewsky).

Keywords: apps, intermedialitet, materialitet, medialitet, digital litteratur, tablet, æstetik

I udveksling med den litterære, medie- og samfundsmæssige udvikling flytter børnelitteratur i stigende grad ind mellem medier ved at blive realiseret i nyere tekniske devices som mobiltelefoner og tablets og ved at benytte strukturer og strategier fra forskellige medier og kunstformer. Appen Tavs (2013) af forfatteren Camilla Hübbe, illustratoren Rasmus Meisler og musikeren Stefan Pasborg er et interessant eksempel herpå, idet forskellige kunstformer arbejder sammen og udfordrer hinanden i en fortælling om en drengs sorg over at have mistet sin tvillingebror. Ved at blive læst på tabletcomputerens berøringsfølsomme skærm og ved at anvende forskellige repræsentationsformer inviteres læseren til at aktivere sine sanser på nye måder i læseprocessen af Tavs. Den digitale udvikling medfører ikke alene ændringer i børnelitteratur som æstetisk artefakt, men tillige i læserens perception og reception. Når børnelitteratur på den måde udvider sit område til ikke kun at blive accentueret i bogmediet, men også i nyere elektroniske medier, stiller det nye udfordringer til vores måde at forstå, analysere og begribe denne litteratur på. Med andre ord kan den (børne)litterære analyse ikke stå alene, og den børnelitterære forskning har fx vendt sig mod narratologien (Stichnothe 2014), affordansteori (Schwebs 2014) og postmodernisme (Turrión 2014) i bestræbelserne på at komme den børnelitterære app nærmere, ligesom der efterspørges en mere nuanceret kritik af dette nye format (Goga 2013, Berge 2014). I denne artikel undersøges, hvordan en intermedial tilgang kan belyse en specifik apps betydningsdannelse med henblik på at komme appens integration af forskellige kunstformer og sanseappeller i form af visuelle, lydmæssige og taktile dimensioner nærmere. Det medie, fx en app agerer i, nemlig tabletcomputeren eller smartphonen, er ikke neutralt, men tematiserer bogens selvfølgelighed som medie, og det bliver relevant at undersøge, dels hvordan eventuelt bogmediet1 og andre medier spejler sig i en app og vice versa, og dels hvordan børnelitteratur bevæger sig ind imellem forskellige æstetiske strategier og medialiteter – er intermedial.2 Intermedialitetsperspektivet undersøger, hvordan relationerne mellem forskellige kunstformer er i det enkelte værk og går på tværs imellem intermediale fænomener. Som Wolfgang Wolf skriver “‘Interart relations’ is also a formerly much used synonym of ‘intermediality’” (Wolf 2007, 497). Med andre ord så spørger intermedialitetsperspektivet: Hvordan spiller konventionelt adskilte udtryksformer sammen og står i relation til hinanden? Hvordan kommunikerer de sammen et indhold? Hermed vil det blive muligt at komme nærmere en forståelse af en børnelitterær apps semantiske, perceptuelle og receptuelle beskaffenhed, hvilket er denne artikels ærinde.

Æstetiske artefakter skabt af samspil mellem fx ord, billede og lyd er på ingen måde et nyt fænomen – og slet ikke i en børnelitterær kontekst. Som W.J.T. Mitchell programmatisk har sagt, så er alle kunstarter ”mixed media, combining different codes, discursive conventions, channels, sensory and cognitive modes” (Mitchell 1994, 94-95). Alligevel betyder den mediemæssige og digitale udvikling, at der udvikles nye former for kunstarter og -genrer, og det er i relation hertil, at intermedialitetsforskningen er blomstret op.3 Intermedialitet skal forstås som et afgørende element i mediers betydningsdannelse (Elleström 2010, Bruhn 2010) og kan ifølge Elleström m.fl. kun blive forstået og begrebet i samspillet mellem medie og recipient, eftersom mediernes modaliteter danner ”a medial complex integrating materiality, perception and cognition” (Ellestöm 2010, 15). Intermedialitetsanalyse må derfor udspille sig i samspillet mellem mediers materielle betydningsgenererende muligheder og begrænsninger og receptionen af disse.

Det intermediale perspektiv kan man gå til fra såvel en medievidenskabelig som en kunst- og litteraturvidenskabelig tilgang (Bolter 2007, Rajewsky 2008). Hvor den første tilgang overordnet set anskuer intermedialitet som et kulturelt og medialt fænomen, søger de andre at operationalisere begrebet til analyse af enkelte værker (Rajewsky 2008, 53). De tre tilgange vil ansatsvis blive anvendt i det følgende i bestræbelsen på at demonstrere flere facetter af en intermedial analyse af en specifik app. For at rammesætte den intermediale analyse af appen berøres først dens accentuering af, hvad Jay David Bolter og Richard Grusin har betegnet som remedieringens dobbelte logik (Bolter & Grusin 2000). Deres medievidenskabelige udgangspunkt kombineres derefter med to tilgange fra den kunst- og litteraturvidenskabelige forståelse af intermedialitet repræsenteret af to forskellige toneangivende forskeres teoridannelser, henholdsvis Lars Elleström og Irina O. Rajewsky. De repræsenterer to forskellige snit i intermedialitetsforskningen, dels et snit på tværs af mulige medie- og kunstgrænser og dels et kategorifunderet snit, som har et mere litterært udgangspunkt. Hvor Elleström har en bred forståelse af intermedialitet, som retter sig mod generelle forhold mellem medier og værker, så sætter Rajewsky fokus på forhold i det enkelte værk.4 Ved at kombinere disse tre forskellige intermediale tilgange er hensigten at pege på nye perspektiver til at (be)gribe en børnelitterær app på.

Intermedialitetsperspektivet5 vil blive undersøgt og eksemplificeret ud fra appen Tavs. I det følgende vil et screen-dump fra appen blive omtalt som et opslag, som der er tradition for i billedbogsanalyse, vel vidende at sekvensens lyde, animationer og sekventialitet ikke bliver gengivet. Tavs udkom først som en grafisk roman (Hübbe og Meisler 2012) og blev derefter remedieret til en app året efter. Den handler om drengen Tavs på tretten år, hvis liv tager en drastisk drejning, da tvillingebroren dør, og familien vælger at flytte til Tokyo. Historien drejer sig om hans ensomhed og savn. Han flygter ind i en anden verden og kæmper mod forskellige monstrøse uhyrer, som viser sig at være forskellige repræsentationer af broren, Teo, der vil lokke ham til dødens rige. Appen tager udgangspunkt i den oprindelige fortælling, men blander samtidig tekst, musik, stillbilleder, lydkulisser, musik, animationer og interaktivitet på måder, som medfører et egenartet udtryk og en anden æstetisk oplevelse af teksten.6

Immediacy og hypermediacy i Tavs

I sin egenskab af at være en remedieret digital børnelitterær fortælling accentueres appen Tavs i et samspil mellem den papirbårne og digitale tekst og er dermed ufravigeligt knyttet til sam- og modspillet mellem de to medier og deres materialitet. En digital tekst skabt på disse forudsætninger medfører ifølge Hans Kristian Rustad ”et spill mellom imitasjon og intensivering” (Rustad 2012, 85).7 Denne spænding går ifølge Rustad begge veje, sådan at fx digital lyrik imiterer, intensiverer og bidrager til at udvikle lyrik i bogmediet og vice versa. I en børnelitterær kontekst kan det stigende udgivelsesantal af billedbøger, grafiske romaner og lignende have en tilsvarende begrundelse – billedfortællingerne inspireres af fx tegnefilm og computerspil og omvendt.

Indkredsning og forståelsen af remedieringers intermediale omfang og historie i form af den stadige udveksling af genrer, former og indhold er særligt blevet beskrevet og analyseret af Jay David Bolter og Richard Grusin i Remediation. Understanding New Media fra 2000. Centralt i bogen er deres påpegning af remedieringens dobbelte logik: “Our culture wants both to multiply its media and to erase all traces of mediation: ideally, it wants to erase its media in the very act of multiplying them” (Bolter og Grusin 2000, 5). Denne dobbelte logik fremkommer, ifølge forfatterne, i en stadig vekslen mellem transparent immediacy og hypermediacy. Som det vil vise sig i det følgende, inkorporerer Tavs denne ambivalente bevægelse mellem på den ene side transparens og autenticitet og på den anden side gøren opmærksom på sig selv og sin medieskabthed. Det kan iagttages i den konstante vekslen mellem immediacy, som medfører ”ægthed” og indlevelse fx i form af integrationen af ”virkelige” polaroidfotos og et autentisk videoklip med en kamikazepilot fra anden verdenskrig, og hypermediacy, som medfører distance og metabevidsthed hos læseren om appens skabthed, fx når en animeret kat blinker og vinker ud til læseren. Imidlertid er relationen mellem immediacy og hypermediacy ikke altid simpel, fx bliver der skabt immediacy gennem hypermediacy i appens interaktive ”hot-spots”, hvor læseren bliver tiltrukket af nogle opmærksomhedspunkter, som skal berøres, for at fortællingen fortsætter: Med sådanne fiktionsbrud skabes sprækker i indlevelsen og autenticiteten, idet læseren skal gøre noget med teksten for at drive den videre, men via denne hypermediacy, hvor fortællingen gør opmærksom på sig selv og kræver læserens aktive deltagelse og forholden sig til dens måde at være tekst på, skabes derefter endnu større indlevelse. Det er blandt andet tilfældet i et opslag, hvor læseren bringes ud af indlevelsen og ligefrem bliver en aktiv medhjælper for Tavs i det afgørende narrative klimaks i kampen mod antagonisten i skikkelse af en drage, idet læseren er den, der skal aktivere den dræbende negl i dragens øje, hvorefter indlevelsen og tilfredsstillelsen af det narrative behov kan fuldendes. Remedieringens dobbelte logik ser Bolter og Grusin som karakteriserende for nye digitale medier og som en måde, hvorpå både nye og gamle medier genskaber sig selv (ibid., 45). Appen kan i det lys ses som et eksempel på, hvordan den digitale børnelitteratur måske er i færd med at finde sit eget formsprog i dialog med den papirbårne børnelitteratur og andre medier. Eller også er eksperimenterende og ustabile former netop karakteriserende for den digitale børnelitteratur. Det må tiden vise.

Intermediale tværsnit i Tavs – Elleströms perspektiv

Elleströms forståelse af intermedialitet baserer sig – med klare referencer til Mitchell – på to grundlæggende og forbundne præmisser: 1. Mediernes basale struktur er fælles 2. Kunstarterne er i familie med hinanden, hvorfor betydning kan og bør analyseres på tværs af mediegrænser. Han skriver bl.a. ”There are thus media similarities and media dissimilarities. All media are mixed in different ways” (Elleström 2010, 24). I forlængelse af disse præmisser har Elleström søgt at udvikle en model til forståelse af intermediale relationer baseret på bl.a. Mitchells erkendelser.

Elleström definerer forskellen mellem medium/intermedialitet og modus/multimodalitet (ibid., 16) og begynder ved mediernes modaliteter i stedet for deres former. Han peger på, at alle medier er kendetegnede ved fire grundlæggende og interagerende modaliteter: 1. Den materielle modalitet (mediering ved faste eller foranderlige menneskelige eller ikke-menneskelige legemer, fx kroppen, bogen, tabletcomputeren). 2. Den sensoriske modalitet (mediering ved sanserne og andre perceptionsmåder). 3. Den spatiotemporale modalitet (mediering ved tid-/rumstrukturer). 4. Den semiotiske modalitet (mediering ved tegn). Modaliteterne er dermed de hjørnesten, som alle medier på kompleks vis skabes af. De skal ikke forstås som en tjekliste, men som en organisk og integrerende beskrivelses- og forståelseskategorier (ibid., 26). Det interessante er derfor at undersøge, hvordan modaliteterne blander sig og integreres.

Elleström anfører, at de analytiske niveauer har teoretisk karakter, hvorfor modaliteterne er immanente potentialer, som må realiseres gennem et teknisk medium. I forbindelse med læsning af Tavs er det tekniske medium tabletcomputeren. Tavs læses på iPad, hvorved den materielle modalitet er karakteriseret ved, at Tavs læses/ses/høres/røres gennem en fast, afgrænset berøringsafhængig flade, der fremviser og fremfører skrift, musik, lydbilleder, stillbilleder, levende billeder og verbalsprog. Tabletcomputeren medfører en anderledes interaktion med og perception af appen Tavs end af den papirbårne version. Læsning af den digitale version forudsætter, at flere sanser bringes i spil: Synet, der skal læse ord såvel som billeder og animation, hørelsen, der skal lytte til såvel stemningsunderbyggende som -udfordrende musik og effektlyde samt i to tilfælde en fortællende stemme som ikke understøttes af verbaltekst men tværtimod kompliceres af en asymmetrisk lyd-, ord- og billedside (kap. 7. Ozoresan), og endelig følesansen, som skal ”bladre”, når sekvenser er færdige, og som skal udføre små ”quests” eller opgaver ved at berøre skærmen. Dermed har Tavs enkelte interaktive elementer, hvor læseren fx kan røre ved eller flytte på nogle tekstfragmenter eller – som nævnt – skal drive læsningen videre ved at berøre nogle interaktive ”hot-spots”. Læseoplevelsen får dermed et taktilt element, som adskiller sig fra at læse en papirbåret bog, eftersom fingrenes berøring af skærmen er en del af læseakten, og læseren er i nogle tilfælde gennem sin berøring af skærmen med til at afgøre, hvad der sker, eller hvornår det sker. Dermed skal læseren udføre et arbejde ud over at bladre, bevæge øjnene og fortolke, hvorfor Tavs kan betegnes som ”ergodisk litteratur” med Espen Aarseths begreb (Aarseth 1997). Ergodisk litteratur inviterer, ifølge Aarseth, til ”nontrivielle læseveje”, hvilket giver en anderledes sanselighed og æstetisk erfaring med teksten. Elleström vil kategorisere disse elementer under den sensoriske modalitet, og han understreger, at relationen mellem de forskellige modi er ganske kompleks. Ved at aktivere flere sanser på nye og uvante måder recipieres og forankres Tavs som litterær app hos læseren på en anderledes måde, end hvis den var papirbåret8. Sanserne bliver en genvej til følelserne og bidrager til skabelsen af det litterære rum. Tabletcomputeren befinder sig dermed i et absurd skisma: På den ene side prætenderer den sanselighed med interaktion, på den anden side er den flade og kolde skærm yderst usanselig, og igennem interaktiviteten går det op for læseren, at vedkommende rører noget – fx den tidligere omtalte negl – uden at røre virkeligt. Tabletcomputerens fysikalitet har en anderledes stoflighed end fx en papirbog, som idet den lokker til berøring, samtidig inviterer til illusoriske greb og metabevidsthed. Den synes at have særlige forudsætninger for at inkorporere Bolter og Grusins begreb om remedieringens dobbelte logik og inviterer til medierefleksivitet hos læseren. Metafiktion ser ud til at have særligt gode betingelser i digital børnelitteraturs interface.

Mediernes spatiotemporale modalitet kan pege på, hvordan ”the structuring of sensorial perception of sense-data of the material interface [covers] into experiences and conceptions of space and time” (Elleström 2010, 18). Alle medier vil rumme aspekter af de to modi rum og tid, men de accentueres på forskellig vis og har forskellig vægtning. I Tavs bliver det spatiale og temporale visualiseret allerede på det første opslag med kapitelinddelingen (se illustration 1).

Ill. 1. 

Hübbe, Meisler og Pasborg Tavs (2013), kapiteloversigt.

At indsætte et oversigtskort over det fiktive univers’ geografi er ofte forekommende i fantasygenren og peger tillige på det genkommende rejsemotiv i børne- og ungdomslitteratur, hvor den ydre rejse kan læses som en indre, psykisk rejse, der medvirker til hovedpersonens udvikling og erkendelse. Denne eksternalisering af hovedpersonens indre verden har Maria Nikolajeva betegnet som et ”mindscape” (Nikolajeva 2002, 87). Med denne visualisering af fortællingens univers foregribes fortællingens centrale rum og den grafiske opsætning illuderer nonlinearitet og rekursivitet.

Qua det tekniske medium, tabletcomputeren, er Tavs indlejret i dennes materielle grænseflade og er dermed i udgangspunktet todimensionel i form af bredde og højde. Igennem animationer og stillbilleder skabes dog virtuelle rum i læserens/beskuerens perception og fortolkning, ligesom den fjerde og sidste dimension, tid, er grundlæggende i Tavs, idet den er en fyldig fortælling. Appen har overvejende fikseret sekventialitet9, fx gennem en del opslag, hvor forskellige elementer som billede, musik og tekst fremkommer successivt. Læseren bliver på den måde guidet og fastholdt i læsningen af et opslag, og der er en læsepædagogisk pointe i, at teksten fremkommer gradvist. Ofte er der tillige en æstetisk pointe i denne delvist fikserede sekventialitet, fx opslaget med sengen (se illustration 2 og 3).

Ill. 2. 

Hübbe, Meisler og Pasborg Tavs (2013), kap. 5, opslag 12.

Ill. 3

Hübbe, Meisler og Pasborg Tavs (2013), kap. 5, opslag 12.

Verbalteksten er her visuel og integreret i billedet, da den er en del af den seng, som Tavs ligger på. Sekventialiteten medfører, at læseren i første omgang ikke kan læse hele teksten, og den spatiotemporale modalitet fastholder dermed læseren i dette narrative højdepunkt for fortællingen. Samtidig er lydbilledet præget af larm, en enerverende klokkelyd og kattelyde, som dels medfører en stressende tilstand hos læseren, der sansemæssigt placeres i protagonistens mentale tilstand, og dels peger på kattemotivet i fortællingen. Sekvensen her kan dermed ved hjælp af en bredere palet af modi ”imitere og intensivere” den papirbårne tekst med Rustads begreber. Dertil kommer også stilhed og en tvungen pause i læsningen, som kan minde om lyrikkens cæsur, når opslaget fader over i sort. På en og samme tid fastholdes og frisættes læseren. Derudover stilladseres læseprocessen – læseren fikseres og guides ind i højdepunktet. Det metafiktive greb i kraft af, at skriften er en del af lagenet på sengen intensiveres tillige, da animationen af Tavs i fosterstilling er transparent og flere gange forsvinder ind i centrum af opslaget. Dermed kommer Tavs selv til at pege på skriften og tilføre ordene opmærksomhed, og den avancerede interaktion mellem tekst og billede, ikonoteksten (Hallberg 1982), udvides med en lydlig dimension.

Endelig er der ifølge Elleström den semiotiske modalitet, der indebærer ”the creation of meaning in the spatiotemporally conceived medium by way of different sorts of thinking and sign interpretation” (Elleström 2010: 22). Han understreger, at betydningsdannelsen begynder allerede i den ubevidste opfattelse og ordning af sansedata og er særlig inspireret af Pierce og hans skelnen mellem 1) repræsentation gennem symbolske og konventionelle tegn, der forbinder deres objekter ved vane, fx sprogtegn, 2) repræsentation gennem lighed, såkaldt ikoniske tegn og 3) repræsentation gennem årsag eller nærhed, såkaldte indeksikalske tegn. Da Tavs i de første 21 opslag består af traditionelle sorte bogstaver på en hvid baggrund, må man sige, at ordenes symbolske og konventionelt baserede tegnfunktioner her er altdominerende i betydningsdannelsen (se illustration 4).

Ill. 4. 

Hübbe, Meisler og Pasborg Tavs (2013), kap. 1, opslag 1.

Dertil kommer imidlertid den orange pil på grå baggrund, som er et symbol for funktionen ”home”, og som igennem sin konstante tilstedeværelse bidrager til en form for fiktionsbrud og intermedialt sammenstød: På den ene side vil teksten gerne imitere bogmediet med konventionel skrift på en hvid papirsimulerende baggrund og med traditionel bladreeffekt, og på den anden side indskriver homefunktionen sig i en digital interfacekonvention10. Dertil kommer et prægnant ikoniske tegn i kraft af blæk- eller blodklatten med et japansk skrifttegn som betyder ”at være tavs … at tie”. Skrifttegnet er et symbolsk tegn (hvis man kan afkode det), men i kraft af at det er placeret på en rød blod- eller blækklat, tilskrives det ikonisk betydning. Det forudgribes allerede på ikonet for appen, det forudgribes på forsiden og endelig gentages det ved hver kapitelbegyndelse. På den måde bliver det et emblematisk, visuelt ledemotiv, som tilføres yderligere betydning, da Teo senere tegner samme røde blodklat på flyveren og – ikke mindst – da han enkelte opslag senere har selvsamme røde plet/symbol (uden skrifttegnet) på pandebåndet, som tillige minder om kamikazepiloterne under anden verdenskrig og kan hentyde til det japanske flag. Den røde blæk- eller blodklat henter dermed betydning fra mange forskellige kontekster og bliver et symbolladet ledemotiv, der understøtter tolkningen af, at de mange forskellige modstandere (Tengu, Oyster, dragen) er forskellige repræsentationer af Teo/døden, hvilket i øvrigt understøttes af, at de samme figurer alle visuelt slår en dødningeskygge. Tavs som app bevæger sig dermed i et intermedialt limbo mellem papirbogens og interfacets konventioner. Igen kan dobbeltbevægelsen mellem immediacy og hypermediacy – mellem friktionsfrihed og metabevidsthed – iagttages.

Når sætningsfragmenterne et stykke henne i det første kapitel falder ned og forsvinder ud af rammen (se illustration 5), og når skriftbilledet krakelerer på opslaget derefter (se illustration 6), og læseren selv må tage fat i dem for at realisere teksten, går ordene fra ikke kun at være symbolske, konventionelle tegn til også at få ikonicitet i kraft af de forskellige visuelle og bevægelige grafiske former.

Ill. 5. 

Hübbe, Meisler og Pasborg Tavs (2013), kap. 1, opslag 11.

Ill. 6. 

Hübbe, Meisler og Pasborg Tavs (2013), Kap. 1, opslag 12.

På illustration 6 er realiseringen og rækkefølgen af tekstfragmenterne afhængig af læserens interaktion, og dermed tilføres den modale komposition en vilkårlighed forårsaget af læserens arbejde med teksten, som kan siges at befinde sig på betydningsdannelsens niveau, idet Tavs’ forvirring og frustration afspejles heri. Sætningsfragmenterne er dermed semiotiske såvel på det symbolske niveau, fordi de er konventionelle sprogtegn, som på det ikoniske niveau, fordi de er bevægelige, gør opmærksomme på sig selv med forskellige skrifttyper og -størrelser og ligger og vibrerer, hvis læseren ikke tager fat i dem. De befinder sig i øvrigt ovenpå en skitselignende baggrund med springende champagnepropper, som er det første opslag med en billedside i appen. På den måde er læseren med til at realisere opslaget og forholdet mellem ord og billede, som vil være vilkårligt og dynamisk fra læser til læser. På disse opslag drages opmærksomheden tillige mod bogsidens materialitet11: Gennem bevægelse, grafiske former, animationer og læserens interaktion bliver velkendte syntaktiske og semantiske forbindelser visualiseret og tematiseret, og der bliver sat spørgsmålstegn ved skriftbilledets konventionelle udtryk og selvfølgelighed.

Ovenstående er kun nogle enkelte eksempler på den semiotiske modalitet i Tavs. Antydningsvist kan man videre pege på, hvordan fx lyduniverserne og den instrumentelle musik i appen tilfører forskelligartede semiotiske betydningstilskrivelser ved fx at overraske, skabe en stemning eller udfordre den skrevne tekst, og det samme gør sig naturligvis gældende med de mange billeder. En del af motiverne henter betydning fra forskellige kulturelle rammer, eftersom mangareferencer og vanitasmotiver er gennemgående, hvilket bliver berørt senere. Elleström understreger med reference til Pierce, at tegn er dynamiske og deres betydning ændres gennem brug. Det er imidlertid karakteristisk for Tavs, at der (hvis man ser bort fra de første opslag) er en høj grad af sameksistens mellem forskellige tegnfunktioner og -betydninger qua tilstedeværelsen af forskellige modaliteter. Værket er med andre ord baseret på intermedialitet, som ifølge Ellerström er ”a result of constucted media borders being trespassed” (Elleström 2010, 27).

Tavs i tre intermediale kategorier – Rajewskys perspektiv

Irina O. Rajewsky stiller sig i den litteraturcentrerede intermedialitetsforskning og søger at operationalisere begrebet til analyse af enkelte værker (Rajewsky 2008, 52). Hun anfører, at man kan anskue intermedialitet bredt, hvor det drejer sig om en fundamental kategori til medieerkendelse, og snævert, som en kritisk kategori for analyse af specifikke individuelle medieproduktioner. Endelig udskiller hun en tredje tilgang, som er tæt relateret til de andre, men som tager udgangspunkt i det analyserede fænomen per se (Rajewsky 2005, 47). Rajewsky vil i sin tilgang gerne tilgodese en bred række af intermediale perspektiver og kvaliteter og tage udgangspunkt i den snævre forståelse af intermedialitet, som er overvejende synkron og tager afsæt i teksters individuelle specificitet. Hun foreslår i forlængelse heraf tre underkategorier, hvor hun anskuer intermedialitet som mediale transpositioner, mediekombinationer og intramedialitet (ibid., 50-54). Et værk som Tavs synes at placere sig i alle tre kategorier:

Tavs kan anskues som en medial transposition i kraft af, at den er en adaptation af en allerede foreliggende grafisk roman. Man kan med andre ord sige, at den oprindelige tekst er blevet transformeret ind i et andet medie – der er sket et skifte mellem medier12, hvorfor denne kategori har med grænsekrydsning at gøre. Dette aspekt er væsentligt i forhold til en app og i forhold til digital børnelitteratur generelt, da denne som kategori er yderst ustabil og vanskelig at definere – ud over at den har taget bolig i et andet medie end papirbogen.

Den anden underkategori kalder hun for mediekombination, som inkluderer multimediale fænomener som fx opera, film, teater og tegneserier, der kombinerer mindst to konventionelt distinkte medier eller medieformer. En app som Tavs kombinerer i høj grad forskellige medier og artikulerer forskellige ”mediesprog” (verbaltekst, musik, stillbilleder, lyduniverser og animation) og må siges at være en ny og ustabil kategori. Den realiseres i et krydsfelt mellem forskellige udsigelsesformer, der i høj grad lever af dialogen med hinanden og til tider af at udfordre hinanden. I begyndelsen af Tavs har skriften hegemoni, men senere kan man med Rajewskys begreber tale om ”genuine integration” (ibid., 52) ved nogle opslag, hvor skrift, lyd og billede bliver uløseligt forbundne og tildeler hinanden betydning. Det ses fx ved det tidligere beskrevne opslag med sengen. Det ses også i opslag med forskellige kontrapunktiske forhold mellem ord, billede og lyd (Nikolajeva og Scott 2000).13 I illustration 7 er forholdet mellem tekst, lyd og billede overvejende symmetrisk, idet animationen, lydbilledet og teksten i form af onomatopoietikonet ”BONK” redundant fortæller det samme: frøens hop på bilruden. Ved illustration 8 er der derimod tale om et mere ambivalent kontrapunkt, idet lydbilledet i kraft af en tone i mol og en dyb rumklang medfører en forstærket fremmed- og tomhedsfølelse, som synes at stå i disharmoni til tekstsidens ”Fra koncertsalen lyder klavermusik”, og dermed fremkommer en langt mere flertydig og ambivalent betydningsdannelse (Henkel og Nissen 2014).

Ill. 7. 

Hübbe, Meisler og Pasborg Tavs (2013), kap. 1, opslag 18.

Ill. 8. 

Hübbe, Meisler og Pasborg Tavs (2013), kap. 5, opslag 2.

Imidlertid er der i de to eksempler ikke tale om genuin integration i sin reneste form, hvor ingen af de konstituerende elementer er privilegerede over de andre, idet verbalteksten er dominerende som betydningsbærende element, hvilket nok er begrundet i remedieringens væsen: At ”urteksten” Tavs ikke er født som app, og det tekstbårne domæne og referencen til bog ikke kan eller ikke vil slippes.

Ud over integrationen af forskellige repræsentationsformer kan man også iagttage segregation, fx i kapitlet ”Ozoresan”, hvor mundtlighed i form af oplæsning dominerer, dog understøttet og til tider udfordret af en skitseagtig billedside, hvor hvide og grå farver er altdominerende. I kapitlet forekommer kun tre korte tekstsekvenser, som visuelt bugter sig og bevæger sig vertikalt igennem opslaget i begyndelsen. Der er få animationer i dette kapitel – særligt vindmøllen og fluen – som dermed tillægges større betydning, om end den mundtlige fortælling er dominant og suggererende.

Den tredje kategori, som Rajewsky foreslår, er intermediale referencer. Det kan fx være referencer i en litterær tekst til film gennem imitation af filmiske virkemidler. De intermediale referencer kan både være til specifikke, individuelle værker eller til et helt ”system” som fx en filmgenre og medfører meningstilskrivning til det enkelte værk. Hun skriver: ”Intermedial references are thus to be understood as meaning-constitutional strategies that contribute to the media product's overall signification” (ibid., 52). I Tavs kan man iagttage et væld af intermediale referencer, såvel gennem anvendelsen af andre mediers specifikke virkemidler, særligt filmsprogets muligheder for at zoome og fade og eksempelvis det metafiktive aspekt, når der i den tidligere omtalte afgørende kamp mellem Tavs og dragen sprøjtes blod på kameralinsen (illustration 9).

Ill. 9. 

Hübbe, Meisler og Pasborg Tavs (2013), kap. 6, opslag 17.

Dette virkemiddel medfører tillige hypermediacy med Bolter og Grusins begreb og bidrager med et metafiktivt brud, hvor fortællingen peger på sig selv som fiktion. Igennem hypermediacy skabes her distance med et nærmest humoristisk tvist, hvilket måske kan virke forløsende for læseren i dette fortællemæssige klimaks, hvor indlevelsen forårsaget af immediacy har været altdominerende.

I Tavs kan man også iagttage intermediale referencer til en række specifikke andre værker. Der er for det første referencer til velkendte, symbolladede og næsten ikoniske billeder som fx Skriget (1893) af Edvard Munch (illustration 10) og Vanderen over tågehavet (1818) af Casper David Friedrich (illustration 11) hentet fra en vestlig kulturkreds.

Ill. 10. 

Hübbe, Meisler og Pasborg Tavs (2013), kap. 4, opslag 10.

Ill. 11. 

Hübbe, Meisler og Pasborg Tavs (2013), kap. 2, opslag 8.

For det andet er der også en lang række specifikke intermediale referencer14 til værker, som er rodfæstet i en ikkevestlig kultur, fx referencer til billeder af mangaens ”fader” Hokusai og i en gennemgående symbolanvendelse inspireret af japansk kultur og mangagenren (fx karpen, tranen, kirsebærtræer, katten og Tengu – en japansk sagnfigur).

Ud over specifikke referencer til billeder findes der også litterære referencer som fx til Lindgrens Brødrene Løvehjerte (1973), E.T.A. Hoffmanns Det fremmede barn (1817), Dantes Den guddommelige komedie (1307–1321) og den græske myte om færgemanden Charon. Dertil kommer specifikke referencer i musikken, hvor særligt referencer til Carl Nielsen udgør en klangbund. Ud over de specifikke referencer kan man også iagttage en række ”systemreferencer” med Rajewskys begreb, hvilket ses bl.a. i genrereferencer til fantasy, manga og ikke mindst horrorgenren. Horrorgenren understøttes af gennemgående anvendelse af vanitasmotiver som dødningehoveder og fluer, som bidrager til en stemning af fordærv og forgængelighed (se illustration 12 og 13).

Ill. 12. 

Hübbe, Meisler og Pasborg Tavs (2013), kap. 4, opslag 8.

Ill. 13. 

Hübbe, Meisler og Pasborg Tavs (2013), kap. 5, opslag 9.

Rajewsky understreger ved denne tredje kategori: ”Rather than combining different medial forms of articulation, the given media-product thematizes, evokes, or imitates elements or structures of another, conventionally distinct medium through the use of its own media-specific means” (ibid., 53). Da hun på denne måde fokuserer på grænsedragningen mellem medialiteterne, bliver det tydeligt, at Tavs som app befinder sig i et skisma, da den som medieform er yderst ustabil og ikke har ”its own media-specific means”. Den har ikke sin ”egen” medialitet, men låner, tematiserer, afprøver og eksperimenterer med andre. Denne pastichelignende leg med og referencer til forskellige medialiteter, genrer og stilarter er måske netop det, der karakteriserer digital børnelitteratur og det punkt, hvorfra børnelitteratur finder fornyelse og nye veje for betydningsdannelse.

Intermedialitetsperspektivets muligheder og begrænsninger

Forholdet mellem papirbogen og appen Tavs er med Rustads begreber præget af imitation og intensivering – særligt er lyduniverset, animationerne og interaktiviteten med til at intensivere læsningen. Ud over at der er tale om imitation og intensivering, er der dog også tale om udvidelse og ændring af den børnelitterære tekst som æstetisk artefakt i bevægelsen fra papirbog til app og af den måde, læseren percipierer og recipierer den på. Intermedialitetsperspektivet kan indfange forskellige dimensioner i denne betydningsdannelse – eksempelvis at tekstens materialitet i kraft af at være en app indlejret i en tabletcomputer skaber betydning ikke blot qua sin materielle modalitet, men tillige qua den sensoriske modalitet, idet realiseringen af den børnelitterære tekst kommer til at foregå gennem synet, hørelsen og fingerspidserne på anderledes måder. Desuden inviterer begribelsen af tid og rum – spatiotemporaliteten med Elleströms begreb – i kraft af visualisering og fikseret sekventialitet til en nænsom og undersøgende læsning af det enkelte opslag. I læsningen af en app som Tavs, der væver sig ind i et net af intermediale referencer og kombinationer – såvel til specifikke andre værker som til genrer, formater og kunstarter som litteratur, film, billedkunst, musik og animation, kan intermedialitetsperspektivet give forudsætninger for at karakterisere og få forståelse for, hvad der er på færde mellem forskellige kunstformer og -relationer i det enkelte værk15. Imidlertid fremstår Elleströms abstrakte model mere som en metaforståelse af intermedialitet end som en analytisk tilgang til en app, ligesom Tavs synes at udfordre Rajewskys kategorier ved at placere sig i alle tre, hvilket kan finde sin begrundelse i app-formatet, som er ustabilt og under udvikling. En børnelitterær app som Tavs har en immanent medierefleksivitet, befinder sig i skismaer mellem forskellige medier, formater og genrer og ”denaturaliserer” læseprocessen, hvilket kalder på empiriske undersøgelser af læserens positionering.

Bolter og Grusin understreger med remedieringsbegrebet, at det er en måde, hvorpå nye og gamle medier genskaber sig selv: ”What is new about the new comes from the particular ways in which they refashion older media and the ways in which older media refashion themselves to answer the challenges of new media” (Bolter & Grusin 2000, 15). Appen Tavs er blot ét eksempel på, hvordan børnelitteratur er i færd med at redefinere sig selv og afprøve forskellige fortællemæssige strategier16, og den demonstrerer et mere komplekst forhold mellem immediacy og hypermediacy end i Bolter og Grusins definition, som især finder sin begrundelse i interfacets prætenderede gennemsigtighed. I et intermedialt perspektiv sætter appen spørgsmålstegn ved bogens selvfølgelighed, og refleksioner over børnelitteraturs måder at være litteratur på bliver aktuelle. Ved at sætte fokus på relationer mellem form, indhold og medie bliver det muligt at nærme sig børnelitteraturs forskelligartede sanseappeller og henvendelsesformer og vie opmærksomhed til disses forskellige interaktion i det enkelte værk.

Intermedialitetsperspektivet giver mulighed for en forståelse af børnelitteratur på en anden måde. Bolter og Grusins medievidenskabelige blik, Elleströms tværsnit fra en kunstvidenskabelig position og Rajewskys kategoriseringer fra en litterær optik understøtter bestræbelsen på at (be)gribe og begrebssætte en apps betydningsdannelse med bl.a. forskellige kunstformer og sanseappeller i form af visuelle, lydmæssige og taktile dimensioner. Imidlertid kan man anføre, at som en metode til værkanalyse kan systematiseringerne komme til at fylde for meget, og den æstetiske sensibilitet i forhold til værket kan gå tabt. Analyser, der kombinerer det intermediale perspektiv med æstetisk teori, vil kunne råde bod herpå. En af de udfordringer, intermedialitetsperspektivet kan medføre, opstår i forhold til, hvordan man foretager grænsedragninger mellem det intermediale, det enkeltmediale og det flermediale? Når en børnelitterær app ikke har – og måske heller ikke får – sine egne mediespecifikke virkemidler, så opstår der nogle skismaer i forhold til at indfange mulige grænser. Spørgsmålet er så, om det er et vigtigt spørgsmål? Måske er disse paradoksaliteter og ustabiliteten i forhold til grænsedragninger netop et vilkår, som er eller vil blive den digitale børnelitteraturs fremmeste karakteristika.

LITTERATUR

Aarseth Espen. Cypertext: Perspectives on Ergodic Literature. 1997; Baltimore, Maryland: The Johns Hopkins University Press.

Berge Atle. “Den vanskelege barneboksapplikasjonskritikken”. Barnebokkritikk.no 17/9. 2014. (Lokaliseret 12/1 2015 på http://www.barnebokkritikk.no/den-vanskelege-barnebokapplikasjonskritikken/).

Bolter Jay David, Richard Grusin. Remediation. Understanding New Media. 2000; Cambridge/London,: The MIT Press.

Bolter Jay David. “Remediation and the language of new media”. Northern Lights. 2007; 5: 25–37.

Bruhn Jørgen. “Medium, intermedialitet, heteromedialitet”. Kritik. 198; (2010): 77–87.

Bruhn Jørgen. “Litterær medialitetsanalyse”. Aarhus: Akademiet for Æstetikfaglig forskeruddannelse. 50–68. I Medialitet, intermedialitet og analyse redigeret af Birgitte Stougaard Pedersen og Mette-Marie Zacher Sørensen.

Brügger Niels. “Bogen som medie – nedslag i bogobjektets historiske transformationer”. Passage. 48; (2003): 77–95.

Christensen Nina. “I bevægelse. Billedbøger og billedbogsforskning under forvandling”. Tidskrift för litteraturvetenskap. 2; (2014): 5–18.

Druker Elina. Modernismens bilder. Den moderna bilderboken i Norden. 2008; Stockholm,: Makadam.

Elleström Lars. “The Modalities of Media: A Model for Understanding Intermedial Relations”. 2010; Hampshire,: Palgrave Macmillan. 11–48. I Media Borders, Multimodality and Intermediality redigeret av Lars Elleström.

Elleström Lars. Media Borders, Multimodality and Intermediality. 2010; Hampshire,: Palgrave Macmillan.

Goga Nina. “Teknologi eller estetikk? Hvordan vurdere bildebokapper”. Bøygen. 3; (2013): 10–17.

Hallberg Kristin. “Litteraturvetenskapen och bilderboksforskningen”. Tidskrift för litteraturvetenskap. 3–4; (1982): 163–169.

Henkel Ayoe Quist, Alice Bonde Nissen. “‘Det kommer mere ind i hovedet og kører rundt’ – når børn læser multimodal og interaktiv børnelitteratur på skærm”. Viden om læsning. 2013; 80–87.

Henkel Ayoe Quist, Alice Bonde Nissen. Litteraturguide til Tavs. 2014; København,: Høst & Søn.

Hayles Kathrine N. Electronic Literature. New Horizons for the Literary. 2008; Indiana,: University of Notre Dame Press.

Hübbe Camilla, Rasmus Meisler. Tavs. 2012; København,: Høst & Søn.

Hübbe Camilla. Rasmus Meisler og Stefan Pasborg. Tavs. 2013; Ipadversion. København,: Høst & Søn.

Lund Hans. Intermedialitet. Ord, bild och ton i samspel. 2002; Lund,: Studentlitteratur.

Mitchell William John Thomas. Picture Theory: Essays on Verbal and Visual Representation. 1994; Chicago,: University of Chicago Press.

Nikolajeva Maria, Carole Scott. “Fra symmetri til kontrapunkt. Billedbogen som kunstnerisk form”. 2000; København,: Høst & Søn. 136–162. I Billedbøger og børns billeder redigeret af Anne Mørch-Hansen.

Nikolajeva Maria. “Eventyr og fantastiske fortællinger: fra Oldtid til Postmodernisme”. 2002; København,: Høst & Søn. 75–90. I På fantasiens vinger. Om fantastisk litteratur for børn og unge redigeret af Niels Dalgaard.

Pedersen Birgitte Stougaard, Mette-Marie Zacher Sørensen. Medialitet, intermedialitet og analyse. 2012. Aarhus Akademiet for Æstetikfaglig forskeruddannelse.

Pedersen Birgitte Stougaard. “(Inter)medialitet – materialitet, typologisering, oplevelse”. 2012; Aarhus,: Akademiet for Æstetikfaglig forskeruddannelse. 69–78. I Medialitet, intermedialitet og analyse redigeret av Birgitte Stougaard Pedersen og Mette-Marie Zacher Sørensen.

Pold Søren. “Interfacelitteratur: Avantgardestrategier i et nyt medie?”. 2005; Hellerup,: Spring. 297–309. I En tradition af opbrud: Avantgardernes tradition og politik redigeret af Tania Ørum m.fl.

Rajewsky Irina O. Intermedialität. 2002; Tübingen,: Francke.

Rajewsky Irina O. “Intermediality, Intertextuality, and Remediation: A Literary Perspective on Intermediality”. Intermédialités/Intermedialities. 2005; 6: 43–64.

Rajewsky Irina O. “Intermedialität und remediation. Überlegungen zu einigen Problemfeldern der jüngeren Intermedialitätsforschung”. I Intermedialitet analog/digital. Theorien. Methoden. Analysen redigeret af Joachim Paech og Jens Schröter. 2008; München,: Wilhelm Fink Verlag. 47–60.

Rustad Hans Kristian. Digital litteratur. En innføring. 2012; Oslo,: Cappelen Damm Akademisk.

Vandermeersche Geert, Ronald Soetaert. “Intermediality as Cultural Literacy and Teaching the Graphic Novel”. CLCWeb: Comparative Literature and Culture. 2011. 13.3 (Lokaliseret 12/1 2015 på http://dx.doi.org/10.7771/1481-4374.1806).

Schwebs Ture. “Affordances of an App. A reading of The Fantastic Flying Books of Mr. Morris Lessmore ”. Nordic Journal of ChildLit Aesthetics. 2014; 5 (Lokaliseret 12/1 2015 på http://dx.doi.org/10.3402/blft.v5.24169)..

Stichnothe Hadassah. “Engineering stories? A narratological approach to childrens‘s book apps”. Nordic Journal of ChildLit Aesthetic. 2014; 5 (Lokaliseret 12/1 2015 på http://dx.doi.org/10.3402/blft.v5.23602)..

Turrión Celia. “Multimedia book apps in a contemporary culture: commerce and innovation, continuity and rupture”. Nordic Journal of ChildLit Aesthetics. 2014; 5 (Lokaliseret 12/1 2015 på http://dx.doi.org/10.3402/blft.v5.24426)..

Wolf Werner. “Intermediality”. I Routledge Encyclopedia of Narrative Theory redigeret af Herman David, Manfred Jahn og Marie-Laure Ryan. 2007; London,: Routledge. 496–504.

Wolf Werner. “(Inter) mediality and the Study of Literature”. CLCWeb: Comparative Literature and Culture. 2011. 13.3 (Lokaliseret 12/1 2015 på http://dx.doi.org/10.7771/1481-4374.1789)..

1I refleksionerne over børnelitteraturens materialitet er jeg inspireret af Niels Brügger, der i artiklen ”Bogen som medie – nedslag i bogobjektets historiske transformationer” (2003) sætter fokus på netop bogen som objekt. Han trækker blandt andre på Kathrine Hayles. Såvel Brügger som Hayles har væsentlige refleksioner over litteraturs materialitet, dens kodeks og format, som det ikke er muligt at udfolde her. Jeg anvender materialitetsbegrebet i det omfang, det kan kvalificere intermedialitetsperspektivet, som er denne artikels primære omdrejningspunkt.
2Selvom det intermediale perspektiv har været fremherskende i børnelitteraturforskningen – særligt i billedbogsforskningen, så er begrebet kun ansatsvis blevet anvendt, fx hos Druker 2008. Den mediemæssige udvikling aktualiserer nu intermedialitetsperspektivets fokus på relationen mellem kunstformer i det enkelte værk. Intermedialitetsforskningen har kun eksisteret i de seneste årtier og er vokset ud af interartforskningens interesse for kunstarters interrelationer, men er i højere grad interdisciplinær (Wolf 2007).
3Intermedialitetsforskningen udspringer fra forskellige forskningsmiljøer og -traditioner: Bolter og Grusin 2000, Lund 2002, Rajewsky 2002, 2005 og 2008, Elleström 2010, Bruhn 2010, Wolf 2007 og Wolf 2011, Vandermeersche og Soetaert 2011 og Pedersen og Sørensen 2012. I Birgitte Stougaard Pedersens artikel ”(Inter)medialitet – materialitet, typologisering, oplevelse” (2012) er der en afklarende historisering og diskussion af især Rajewskys position.
4Når jeg på denne måde søger at kategorisere forskellige teoretiske tilgange, er der altid tale om en forenkling, og dette gør sig særligt gældende, når det drejer sig om intermedialitetsforskningen, der netop udmærker sig ved at være tværdisciplinær. I artiklen her lægger jeg mig op af Rajewsky (2008) og Wolfs (2007) optegning af det intermediale felt, og jeg karakteriserer Elleström som havende en overvejende kunstvidenskabelig tilgang ud fra hans bidrag fra 2010, som har et tværæstetisk og tværmodalt udgangspunkt. I Elleströms teorikompleks spiller semiotikken også en stor rolle, men da den ikke er i centrum for artiklens analyse, fremhæver jeg ikke denne tilgang hos ham.
5Andre analytiske nedslag kan findes i Henkel og Nissen 2014.
6Med andre ord er det en præmis for appen Tavs, at den har haft et papirbåret forlæg og dermed ikke i udgangspunktet er tænkt digitalt. Jeg anser henholdsvis den papirbårne og den digitale version som ligeværdige, men forskelligartede æstetiske artefakter. I denne artikel forholder jeg mig overvejende til den digitale version. En sammenlignende analyse i et intermedialitetsperspektiv kunne være interessant, men ligger udenfor denne artikels rammer.
7Rustad er her inspireret af Hayles, der anvender begrebsparret imitation og intensivering i Electronic Literature. New Horizons for the Literary (2008), men han operationaliserer begreberne i analytisk øjemed.
8Antagelsen om en anderledes reception af appen Tavs understøttes af iagttagelser af og interviews med børn foretaget i forbindelse med udviklingsprojektet Litteraturlæsning med nye medier – fra e-bog til i-bog støttet af Kulturministeriets Udviklingspulje for folke- og skolebiblioteker. Se evt. http://projekter.bibliotekogmedier.dk/projekt/litteraturlaesning-med-nye-medier-fra-e-bog-til-i-bog og Henkel og Nissen 2013.
9Med begrebet ”fikseret sekventialitet” ønsker jeg at betone den særlige sammensmeltning af tegneseriens sekventielt komponerede fortællinger med den filmiske fikserede klipning, som medfører en gradvis fremtoning af de forskellige elementer i appen.
10Interfacet forstås her overordnet som brugergrænsefladen på en tablet. Hvorvidt og hvordan digital børnelitteratur skriver sig ind i teoridannelser om interface kalder på nærmere undersøgelser, men kan ikke udfoldes her. Se fx Pold 2005 og Bolter 2007. Desuden om de forskellige æstetiske affordances i læsningen af en app hos Schwebs 2014.
11Jf. note 1.
12Rajewsky anvender på tysk begrebet ”Medienwechsel” (Rajewsky 2002, 16), hvilket meget præcist beskriver denne kategoris fokus på, hvordan et produkt transformeres ind i et andet medie – der skiftes medie.
13Nikolajeva og Scotts model er udviklet til at beskrive forskellige interaktionsforhold mellem tekst og billede i billedbøger, men det forekommer relevant også at udvide modellen med en lydakse og i det hele taget gentænke modellen i lyset af app-formatet.
14Rajewskys forståelse af intermediale referencer har meget tilfælles med intertekstualitetsbegrebet, som det er udviklet og beskrevet af Kristeva, og hun henviser også til Kristeva i Rajewsky 2002 og 2005. Forskellen mellem de to begreber ligger imidlertid i, at intermediale referencer fokuserer på ”Mediengrenzen überschreitende Rekursverfaren” (Rajewsky 2008, 53).
15Det forekommer oplagt, men ligger uden for denne artikels rammer, at søge at systematisere intermedialitetsteorierne til en generel analysemodel for børnelitterære apps. Jørgen Bruhn har udviklet en model for ”litterær medialitetsanalyse” i hans artikel af sammen navn i Pedersen og Sørensen 2012.
16Denne vedvarende redefinering er ikke noget, der udelukkende foregår i digitale tekster, men i lige så høj grad når den papirbårne børnelitteratur “svarer” på medialiseringen gennem blandt andet integration af billeder og fotos, anvendelse af filmiske virkemidler, stigende orientering imod tegneserier og grafiske romaner og en opmærksomhed imod bogens materialitet ved fx at lege med høj- og tværformater, udnytte eller perforere sider eller skabe forskellige former for interaktivitet, som det også beskrives hos Nina Christensen i ”I bevægelse. Billedbøger og billedbogsforskning under forvandling” (2014).

Idunn bruker informasjonskapsler (cookies). Ved å fortsette å bruke nettsiden godtar du dette. Klikk her for mer informasjon