Jo Lampert. Children's Fiction about 9/11. Ethnic, Heroic and National Identities. Routledge. 2010. 204 p.

At 11. september satte en ny dagsorden for refleksioner over identitet og tilhørsforhold, multikulturalisme og muslimers status i vestlige samfund er velkendt. Jo Lamperts bog Children's Fiction about 9/11 er et interessant, men også lidt ufokuseret bidrag til forståelsen af de identitetsrefleksioner, som denne begivenhed foranledigede. Bogen undersøger således primært amerikansk børne- og ungdomslitteraturs italesættelse af etnicitet, national identitet og heroisme i kølvandet på 11. september.

Bogen består af to teoretiske kapitler, tre kapitler med tematiske analyser og en konklusion. I de indledende teorikapitlerne udreder Lampert, hvorfor det overhovedet er vigtigt at lave kultur- og identitetsfokuserede analyser af børnelitteratur, og hvorfor disse analyser også bør fokusere på tematiseringer af konkrete begivenheder som 11. september. Lampert argumenterer for, at børne- og ungdomslitteratur også må betragtes som politiske tekster – og ikke som uskyldige eller førpolitiske. Børnelitteratur skrives således som oftest af voksne, der har en forestilling om, hvad det er vigtigt for barnet at vide om verden, hvilke værdier, der er samfundets kerneværdier, hvem der er ven og fjende. Der er med andre ord en didaktisk åre i megen børne- og ungdomslitteratur og en forestilling om “the desired child” (Lampert 2010, 11), fordi den tilbyder barnet særlige identitetsforestillinger, der iscenesættes som ønskværdige. “Children's books are identity-producing, socializing texts, and so by their very nature are politicizing”, som det hedder (Lampert 2010, 15). At børnelitteratur er politisk (og politiseres) virker særdeles plausibelt fra et dansk perspektiv, hvor en af de største udenrigspolitiske kriser i nyere tid – den såkaldte Muhammed- eller tegningekrise – netop begyndte sit lange snirklede forløb med, at forfatteren Kåre Bluitgen fortalte om sit besvær med at finde illustratorer, der ville tegne Muhammed til Bluitgens børnebog om profetens liv (Bluitgen 2006). Denne historie var således en af de ekspliciterede grunde til, at avisen Jyllands-Posten igangsatte sit berømte tegninge-initiativ i september 2005.

Grunden til at fokusere særligt på børnelitteratur om 11. september er ifølge Lampert, at denne begivenhed ændrer det identitetsmæssige landskab – dvs. sætter nye vilkår for, hvordan særlige identiteter indholdsbestemmes og kan udleves. Fordi 11. september udfordrer etablerede identitetsforestillinger, er det netop vigtigt at beskæftige sig med børnelitteratur om denne begivenhed, fordi “children's books contribute to writing 9/11 into existence, and consequently to writing new identities into being” (Lampert 2010, 27). I det andet teoretiske kapitel argumenterer Lampert således for, at 11. september har skabt en række identitetsforandringer og foreslår, at det særligt er etnicitet, nationalitet og heltemod, der sættes til debat i børne- og ungdomslitteraturen. Som mulige overordnede konsekvenser af 11. september refererer Lampert til et “patriotic turn” (Lampert 2010, 29), et øget fokus på radikale os/dem-forestillinger, problematiseringer af multikulturalisme, globalisering og flertydig kulturel loyalitet, samt en jagt på identitetsmæssig entydighed.

De to generelt velfungerende teorikapitler efterfølges af tre næranalyserende kapitler, der fokuserer på specifikke italesættelser af etnicitet, nationalitet og heltemod i den udvalgte empiri. Hvad angår etniciteten argumenterer Lampert for, at opgøret med en optimistisk forståelse af multikulturalismen er central. Ideen om nødvendig enshed privilegeres således over pointeringen af forskellighedens kvaliteter. I nationalismekapitlet fremanalyseres et større fokus på entydig national loyalitet, stolthed ved fortiden og tiltro til nationens glorværdige fremtid. Sidst, men ikke mindst, påviser Lampert, hvordan børnelitteraturens beskrivelse af heltegerninger og heltemod orienteres mere mod det hverdagslige og følelsesmæssige. Dette indebærer, at den virkelige helt er det almindelige menneske (barn, ung eller voksen), der i krisetiden står sammen med sine landsmænd om at bekæmpe den umenneskelige og kolde ondskab.

En af bogens absolutte styrker ligger i det konsekvente og velfunderede cultural studies-perspektiv, som styrer analyserne. Lamperts forankring i denne tradition betyder noget for bogens valg af empiri (populærkulturelle tekster), primære tematiske interesse (identitetsforhandlinger), temporale fokus (samtiden) og forholdet mellem forfatteren og analyseobjektet (kritisk-dekonstruerende). Børne- og ungdomslitteraturen er således valgt som empiri, fordi den er ‘virksom’ tekst, dvs. populærkulturel tekst, der læses af mange og derfor kan forventes at have større kulturel gennemslagskraft end eksempelvis finlitterære voksentekster. Denne effektorientering betyder også noget for Lamperts tematiske hovedinteresse: identitetsforhandlingerne. Teksterne analyseres således ikke pga. deres subtile omgang med sproget eller opfindsomme fortællinger, men pga. deres potentielt identitetspåvirkende refleksioner over, hvad det vil sige at være amerikansk og ikke-amerikansk efter 11. september. Cultural studies-tilgangen til børne- og ungdomslitteraturen gør således bogen til interessant læsning, fordi analyserne er både engagerede, udadrettede og kontekstualiserende. Bogen er således velgørende konsekvent i sin tilgang til børne- og ungdomslitteratur som kulturelle dokumenter, der afspejler og påvirker en kulturel kontekst.

Lamperts kritisk-dekonstruerende tilgang til teksterne er dog både bogens styrke og svaghed. Inden for cultural studies-traditionen vil man ofte enten betragte den analyserede tekst som ‘magtens stemme’ eller som der, hvor magten møder modstand eller forskubbes. Lampert henviser selv flere gange til identitetsteoretikeren Judith Butler, som netop om nogen har fokuseret på muligheden for, at sociale (tekst)handlinger kan bearbejde og skabe forskydninger i de etablerede diskurser og forestillinger om identiteter. Men Lamperts fokus på teksten er – på trods af en erklæret intention om at fortolke ambivalenser og forskydninger – netop stort set kun kritisk-dekonstruerende. Dette betyder, at teksterne primært analyseres som en kanal for problematiske forestillinger. Lampert har således en næsten overudviklet sans for at opstøve problemer i teksterne – selv, eller faktisk især, når udsagnene er mere dialogsøgende. Denne sensibilitet er både det, der gør bogen interessant, fordi den tager teksterne alvorlige som sociale performances. Men den kritiske sans skaber dog også en del overfortolkninger, hvor analyserne bliver uspændstige, fordi de alene synes at ville bevise eksistensen af en os/dem-tænkning. Her vil jeg blot nævne to eksempler fra analysen af Susan L. Roths It's Still a Dog's New York (2001), der kort fortalt handler om to hunde, der reflekterer over livet i New York efter 11. september. Lampert skriver i den forbindelse:

“If dogs are good, cats must be their opposite. Dogs, in their obedience/assertion seem natural and seminal, as though they naturally ‘belong’ to New York. Cats are indeed mentioned in the print text. A reader may even detect ambivalence toward the ‘Other’ when Pepper says, “We never talk to cats”. Rover replies, “At a time like this, maybe we should” (p. 8). Who then are cats? Unstated, cats are simply differentiated from dogs, but as dogs come to seem the voice of America, the cats who live in the same New York but are rarely spoken to, come in this context to be the suspicious Other. Why else would the dogs have avoided them in the past, and why, in the nod toward tolerance, should they talk to them now? The dogs (and by extension the implied readers) are benevolent toward the cats, the dubious recipients of their kindness. The passage about ‘being nice to cats’ is one example of a xenophobia that seeps through in texts such as in this one” (Lampert 2010, 107-108).

Her bliver kritisk læsning forvandlet til overfortolkning og automatkritik. At tolerancen ikke behøver være reelt anerkendende, men netop kan opretholde en asymmetrisk relation, fordi den tolerante – som en overordnet og gæstfri herre i huset – tåler den tolereredes eksistens, er en kendt pointe fremført af blandt andet Jacques Derrida i Filosofi i terrorens tid (2005), William Connolly i Identity/Difference (1991) og Wendy Brown i Regulating Aversion (2008). Men spørgsmålet er, om denne tunge teoretiske kritik er relevant i forhold til dialogen: “We never talk to cats” / ”At a time like this, maybe we should”. En mindre aggressiv læsning ville se replikskiftet som et forsøg på at argumentere for nødvendigheden af dialog i politisk højspændte tider. For er den slags udsagn ikke – fra et pragmatisk perspektiv – nødvendige og klart at foretrække frem for traditionelle orientaliseringer af andre individer? Det mener Lampert ikke, og udsagnet sidestilles derfor reelt med fremmedangst. Værre bliver det, når Lampert kaster sig ud i en semiotisk analyse af bogens brug af gadeskilte:

“In one way, street signs seem a natural feature of the very urban city New York, though, in the choice of them, they tell another story about the collective community – those are included and those who are excluded. Briefly, except for signs naming buildings (such as Carnegie Hall), the street signs in the illustrations include these: ‘Red Zone, Tow and Fine’ (p. 4), ‘Restricted area’ (p. 3), ‘Park Drives Closed’ (p. 8), ‘Do not Enter’ (p. 8), ‘Take Home (Food)’ (p. 20), and garbage bins labeled ‘Keep New York City Clean’ (p. 26). These signs represent insular protectionism at work. They tell a story about whom to restrict, whom to let in and whom to keep out, and the importance of keeping the nation ‘clean’. If one obeys the signage, then the rules are clear. This is what Salaita (2005) calls “imperative patriotism” (p. 52), somehow both endowing the community with “sympathetic gestures” but also thinly veiling the xenophobia that commands the unwanted to ‘Keep Out’” (Lampert 2010, 108).

Efter min mening er det tekstuelle grundlag for at tale om xenofobi og imperativ patriotisme ganske simpelt for tyndt. Skilte som ‘Red Zone, Tow and Fine’, ‘Take Home (Food)’ eller ‘Keep New York City Clean’ kan lige så vel være inddraget i teksten for at give et realistisk billede af det urbane miljø, og det kræver en analysand på jagt efter diskriminationsspor at gøre disse skilte til ret meget andet. De to teksteksempler viser dog tydeligt faren ved den kritisk-dekonstruerende analysestrategi. Den kan kamme over og overmande analyserne, som kommer til at fremstå aggressive og usensible. Lampert synes at betragte 1) sine tekster som kontekstbundne og 2) konteksten (USA) som problematisk, hvilket betyder, at teksten også må være problematisk. Dette har den effekt, at læsningen kommer til at handle om at få forankret kritikken af konteksten i en – mere eller mindre velfunderet – kritik af teksten.

Udover denne tendens til kritisk overfortolkning vil jeg kort nævne et par andre problemer. Lampert er særligt interesseret i, hvordan 11. september har ændret den måde identiteter tænkes og performes på. Denne ide om 11. september som en historisk skillelinje forbliver dog reelt uudfoldet, fordi der ikke undersøges kilder fra før 11. september. Denne ‘førkatastrofiske’ tid beskrives alene med lidt løse betragtninger over en større tiltro til det multikulturelle samfunds og globaliseringens lyksaligheder. Men opstår globaliseringsskepsis, neonationalisme, og modviljen mod etniske minoriteter med 11. september? Eller er begivenheden tværtimod mest af alt en hændelse, der intensiverer allerede betydningsfulde politiske strømninger i de vestlige samfund?

Sidst, men ikke mindst, kunne jeg som læser have ønsket mig, at tekstens overordnede pointer om etnicitet, nationalitet og heltemod var mere skarpt trukket op. Til tider falder læsningerne som perler på en snor, der hænger ved siden af hinanden, men uden at være udvalgt pga. eller bundet sammen af en klar pointe. Måske skyldes dette, at bogens analyseafsnit er delt op i italesættelser af 'ethnic identity’, 'national identity’ og 'heroic identity’, som dog hele tiden flyder sammen, fordi det som oftest handler om amerikansk identitet i alle tre analysedele. Der er med andre ord ikke tilstrækkeligt mange pædagogiske passager, der klart slår fast, hvordan disse specifikke identitetskategorier indholdsbestemmes. Dette illustreres tydeligt i bogens konklusion. Her skriver Lampert, at de analyserede bøger eksemplificerer:

“[…] a blend of xenophobia and tolerance; a competition between global harmony and insularity; a lauding of both the everyday and the superhuman. According to these texts the world has both changed and not changed; the identities to take on may be in flux, but are both dependent on a traditional past and hint at an uncertain future. They are nostalgic but forward-looking. They are highly conventional, but often purport open-mindedness; assertion alongside sensitivity” (Lampert 2010, 178).

Mange vil sikkert mene, at denne konkluderende åbenhed er udtryk for en sensibel analysands blik for forskelle og modsætninger, men fra læserens standpunkt savner man, at virvaret af identitetsforhandlinger samles i mere stramme og klare teser.

Den anførte kritik piller dog ikke ved, at bogen indeholder to stærke teoretiske indledningskapitler og en række velafbalancerede læsninger. Et eksempel er læsningen af Joseph Gehas “Alone and All Together” (2002), hvor Lampert meget overbevisende viser, at bogen ikke problematiserer hybriditet eller kulturelle sammenblandinger, så længe disse overlejres af en fundamental loyalitet over for det amerikanske samfund. Hybriditet kan altså accepteres, hvis den respekterer et kulturelt loyalitetshierarki. Med sin engagerede udforskning af tekstuelle identitetsforhandlinger vil Lamperts bog derfor bestemt være relevant og givende læsning for alle, der er interesserede i børnelitteraturens bearbejdning af 11. september i et cultural studies-perspektiv.