Oppgrader til nyeste versjon av Internet eksplorer for best mulig visning av siden. Klikk her for for å skjule denne meldingen
Ikke pålogget
{{session.user.firstName}} {{session.user.lastName}}
Du har tilgang til Idunn gjennom , & {{sessionPartyGroup.name}}

Fiktion for begyndere: Narrative forløb og karakterer i nordiske billedbøger for små børn

Center for Børnelitteratur, Aarhus Universitet, Danmark

Artiklen undersøger, hvad der karakteriserer det narrative forløb i udvalgte billedbøger for små børn og hovedpersonerne I disse narrativer. Den overordnede ramme for undersøgelsen er de senere års nordiske billedbogsforskning og litteraten J.Hillis Millers beskrivelse af, hvad en fortælling er. På den baggrund analyseres en række nordiske fiktive billedbøger for små børn fra perioden 1945–2009, bl.a. Grete Janus Hertz’ Bamse (1945) med illustrationer af Mogens Hertz, Gunilla Woldes ti bøger om Totte (1969–1973) samt Barbro Lindgrens bøger om Max (1981–1994) illustreret af Eva Eriksson. Artiklen konkluderer, at man i de tidlige eksempler fra 1940'erne og 1950'erne finder et repetitivt narrativt forløb, som bygger på gentagelser af sætninger eller begivenheder med små variationer. Persontegningen i disse bøger er minimal. I eksempler fra omkring 1980 og i en række udgivelser efter år 2000 ses en udvikling mod plot-orienterede forløb, der indeholder narrativer i aristotelisk forstand, i form af fortællinger med en begyndelse, en midte og en afslutning. Hovedpersonen i disse fortællinger defineres både gennem handlinger, relationer og stærke følelser, positive såvel som negative. Gennem disse karakteristika lægger bøgerne op til den indlevelse og sammenligning med de faktiske læseres eget levede liv. På den baggrund skitseres muligheden for at undersøge fiktion for små børn i lyset af teorier om fiktionens potentielle betydning for identitetsdannelsen, som beskrevet bl.a. af litteraturpædagogen Louise Rosenblatt og filosoffen Martha Nussbaum. I lyset heraf opfordrer artiklen til fremover at skelne mellem pegebøger, bøger for små børn med repetitive narrative forløb og konflikt- og personorienterede narrativer, der med tematik, persontegning og beskrivelsen af en forandring, erkendelse eller konflikt omkring hovedpersonen, gør det nærliggende at læse værkerne i lyset af forestillinger om litteratur i et dannnelsesperspektiv.

This article investigates what characterizes the narrative progression in a selection of picture books for small children and the main characters in these narratives. The overarching framework for the study is based on recent years’ picture book research in the Nordic countries and on the literary critic J. Hillis Miller's definition of a narrative. Against this backdrop a number of Nordic fictional picture books for small children from the period 1945–2009 is analyzed, among others Grethe Janus Hertz’ Bamse (1945), illustrated by Mogens Hertz, Gunilla Wolde's ten books on Totte (1969–1973), as well as Barbro Lindgren's books on Max (1981–1994), illustrated by Eva Eriksson. The article concludes that in the early examples from the 1940s and 1950s one finds a repetitive narrative progression that builds on repitition of sentences or events with only small variations. Characterizations of the people in these books is minimal. In examples from around 1980 and in a number of publications after 2000, a trend can be detected towards plot-oriented story progressions that contain a more Aristotelian narative, in the form of stories that have a beginning, a middle and an end. The protaganists of these stories are defined through actions as well as relationships and strong emotions, of both a positive and negative sort. Through these characteristics, the books persuade the readers to engage in the story, and to compare it with their own life. Against this background, the article outlines possibilities for investigating fiction for young children in light of theories on its potential importance for identity building, as described by the literary critic and pedagogue Louise Rosenblatt and the philsopher Martha Nussbaum, among others. In light thereof, the article points to the importance in future to distinguish between picture books, books for young children with repetitive narrative development, and conflict and person-oriented narratives in which themes, characterizations of people and descriptions of a change, recognition or conflict surrounding the main character almost invite us to read such works from a Bildungsroman perspective.

I denne artikel undersøges typiske narrative forløb og karakteristiske træk ved hovedpersoner i nordiske billedbøger for små børn. De spørgsmål, der søges besvaret, er:

  • Hvad karakteriserer det narrative forløb i udvalgte billedbøger for små børn?

  • Hvad karakteriserer hovedpersonerne i disse narrativer?

  • Hvilken historisk udvikling kan man overordnet iagttage i forhold til persontegning og narrative forløb i billedbøger for små børn fra omkring 1945 til i dag?

Studieobjektet er i denne sammenhæng ikonotekstens narrativ, altså den fortælling i tekst og billeder, der er udgivet i bogform. Der er tidligere forsket i narrative forløb i billedbøger generelt, men i denne artikel rettes blikket særligt mod billedbøger for små børn.

Nyere nordisk forskning underbygger, at højtlæsning for små børn bidrager til at give barnet det første kendskab til, hvad fiktion er. Ingeborg Mjørs afhandling Høgtlesar, barn, bildebok.Vegar til meining og tekst (2009) har som den første i Skandinavien børns reception af billedbøger som sin genstand, idet forfatteren analyserer videooptagelser af børn mellem 1 og 2 år, der får læst højt af Barbro Lindgrens Påls smokk (2004) eller Anna-Clara Tidholms Apan Fin (1999). Mjør kan ud fra analyser af sit empiriske materiale konstatere, at højtlæserne er i dialog med børnene i forhold til:

  • hvordan barnet skal forstå og involvere sig i fiktionen,

  • hvad det vil sige at læse narrative tekster,

  • hvordan fortællingen hænger logisk sammen,

  • forbindelser mellem barnets egne erfaringer og fiktionen (Mjør 2009, 113)1.

Receptionsundersøgelser viser altså, at højtlæser og barn gennem samtale omkring bogen etablerer forestillinger om fiktion som repræsentation af karakterer og begivenheder, der kan danne baggrund for læserens indlevelse i sådanne narrativer. Mjørs afhandling er et receptionsstudie, hvor genstanden er højtlæsningssituationer, ikke værkanalyser.

På et helt grundlæggende plan er eksemplerne i Mjørs afhandling karakteriseret ved at være fiktive narrativer i tekst og billede rettet mod små børn og beregnet til højtlæsning. Sådanne bøger er i begrænset omfang blevet undersøgt i nordisk børnelitteraturforskning. Stærkest står forskningen i Sverige, hvor Kristin Hallberg særligt har undersøgt historiske forhold og samspillet mellem tekst og billeder i bøger for små børn. Hallberg opfatter billedbogens egentlige tekst som det samspil, der opstår mellem det skrevne ord og det visuelle udtryk, og hun foreslår betegnelsen ‘ikonotekst’ for dette samspil (Hallberg 1992, 165).

Mjørs afhandling udvider tekstbegrebet i forhold til billedbogen. Hun beskriver, hvordan barnet møder fortællingen i en form for multimodal tekst, der ikke kun indbefatter ord, billeder og tale, men også gestik, mimik og kropslig interaktion mellem oplæser og barn. Hidtidig forskning viser altså, at billedbøger for små børn på ingen måde kan opfattes som ‘entydige’ eller letafkodelige udtryksformer. Det komplekse samspil mellem læsere og fortælling og mellem fortællingens forskellige udtryksformer er dog langt fra undersøgt tilbundsgående endnu.

Der er i nordisk billedbogsforskning endnu ikke skabt konsensus omkring en betegnelse for billedebøger for små børn, der indeholder et narrativt forløb. I en svensk kontekst rubriceres de under betegnelsen ‘pekböcker’. Danske Torben Gregersen brugte betegnelsen ‘småbørnsbog’ som en paraplybetegnelse for fire underkategorier:

  • ‘pegebog’, som i hans optik ikke indeholder et narrativt forløb,

  • ‘billedhistorie’, der ikke nødvendigvis indeholder en skrevet tekst,

  • ‘billedbog’, som indeholder en rigt illustreret tekst,

  • ‘den illustrerede småbørnsbog’, som kun indeholder billeder i begrænset omfang (Gregersen 1969, 221).

De eksempler, der henvises til i denne artikel, ligger et ikke nærmere defineret sted mellem Gregersens ‘pegebog’ og ‘billedbog’. Jeg anser det for at være en central og betydningsfuld opgave for nordisk børnelitteraturforskning at beskrive genrer og karakteristika ved hele feltet af udgivelser for små børn, men det vil kræve et større studie. I det følgende vil fokus altså være på, hvad der kendetegner narrative forløb og karakterer i udvalgte nordiske fiktive fortællinger i ord og billeder, der er udgivet efter 1950 og rettet mod ca. 1-3-årige børn. Artiklen indledes med en diskussion af narrative forløb i fiktion som sådan, der analyseres en række eksempler fra perioden 1945–2009 og endelig lægges der op til en diskussion af, om anlæggelsens af et dannelsesperspektiv på teksterne kan bygge bro mellem tidligere forsknings tekstorienterede og receptionsorienterede tilgange.

Hvad er et narrativt forløb?

Det er karakteristisk for fortællingerne i nogle bøger for små børn, at de ikke nødvendigvis lever op til gængse definitioner på, hvad et narrativt forløb er. Aristoteles definerede tragedien som en “afbildning af en afsluttet helhedshandling af et vist omfang”, og en helhed betegnes som det, “der har både begyndelse, midte og afslutning” (Aristoteles 1992, 23). Tragedien indeholder ifølge Aristoteles billedligt talt knudens stramning og dens løsning, og dette forløb bør vise en udvikling fra ulykke til lykke eller fra lykke til ulykke. Formålet med tragediens forløb er at vække beskuernes frygt og medlidenhed, idet beskuerens indlevelse i fiktive forløb og fiktive karakterers skæbne vil bibringe ham eller hende en form for renselse, eller katharsis. (Aristoteles 1992, 19).

Den amerikanske litteraturforsker J. Hillis Miller tager i artiklen “Narrative” udgangspunkt i Aristoteles’ beskrivelse af fiktive forløb og konstaterer med ham:

“(…) plot is the most important feature of a narrative. A good story has a beginning, middle and end (…). The other features of narrative – character, setting, diction and so forth – are all subsidiary to the chief element of plot.” (Hillis Miller 1990, 66)

Plot bliver hos Hillis Miller det overordnede krav, og derudover uddyber han, at minimumskravene til en fortælling i hans optik er:
  1. “an initial situation, a sequence leading to a change or reversal of that situation, and a revelation made possible by the reversal of situation.”

  2. “some use of personification whereby character is created out of signs (…)”

  3. “some patterning or repetition of key elements, for example, a trope or system of tropes, or a complex word.” (Hillis Miller 1990, 75)

De to første krav er i overensstemmelse med Aristoteles’ beskrivelse af tragedien, men Hillis Miller tilføjer gentagelsen af en trope eller lignende som et krav til fortællingen. Han reflekterer ikke uddybende i denne artikel over gentagelsesstrukturers betydning for narrativer, men han konstaterer, at selv de fortællinger, der ikke lever op til disse krav, forholder sig til kravene: “Even narratives that do not fit this paradigm draw their meaning from the way they play ironically against our deeply engrained expectations that all narratives are going to be like that” (Hillis Miller 1990, 75).

Når jeg i det følgende derfor anlægger et historisk perspektiv på fiktion for små børn, er det med henblik på at diskutere typiske narrativer, og hvorledes disse narrativer udvikler sig.

Minimale narrativer: “Først”, “så” og “til sidst”

Et indflydelsesrigt eksempel på en dansk billedbog for små børn er Grete Janus Hertz’ Bamse (1945) med illustrationer af Mogens Hertz. Den kan i dansk sammenhæng betragtes som en form for ‘prototype’ på narrativer for denne målgruppe2. På det første af 15 opslag ser man på højresiden en tegning af en brun bamse i fuld figur og teksten på venstresiden lyder “Her er Bamse. Han er brun”. Næste billede er en tegning af et par blå bukser og dem skrevne tekst lyder: “Bamse har et Par Bukser med Seler./Det er et Par blaa Bukser.”

Fig. 1.

Grete Janus Hertz: Bamse. Illustreret af Mogens Hertz. 194.

På det følgende opslag kombineres de to første objekter på illustrationen og den skrevne tekst med ordene “Nu har Bamse sine blaa Bukser paa.” Fortællingen fortsætter med at vise andre af Bamses beklædningsgenstande, hans møbler og deres anvendelse, han får mad, og han går til sidst i seng. Illustrationerne er yderst enkle, nærmest minimalistiske: Et bord afbildes fx som en stiliseret, geometrisk stregtegning uden baggrund. Denne form for afbildning giver associationer til den ordløse pegebog, men Bamse adskiller sig fra sådanne ved at iscenesætte en hovedperson og et narrativt forløb. Figuren Bamse antropomorficeres ved at blive klædt på, spise og drikke ved et bord, sove i en seng og være træt. Om end denne hovedperson ikke gennemgår en udviklings- eller erkendelsesproces, så bevæger den sig fra vågen til sovende tilstand. Verbalteksten bidrager til at skabe en sammenhæng mellem de enkelte opslag ved brug af tidsadverbiet “nu”. Et nyt objekt præsenteres på hver anden side, hvorefter Bamsen sættes i forbindelse med objektet på det følgende: “Nu har Bamse sine blaa Bukser paa”, “Nu har Bamse sine smaa blaa Bukser og sin lille hvide Hagesmæk paa”, “Nu sidder Bamse i sin lille røde stol/ ved sit lille hvide Bord/og drikker af sit lille blaa Krus/ og spiser af sin lille lyserøde Tallerken/ med sin lille lyserøde Ske.” Forløbet består ganske enkelt af, at noget sker efter noget andet.

Dette narrative forløb bygger på de gentagelser, som Hillis Miller nævner som et tredje karakteristikum ved fortællingen. Bogen indeholder imidlertid ikke det klimaks eller det omslag i begivenhederne, som Hillis Miller også nævner. Fortællingen om Bamse har en mimimal udvikling i et forløb, der bygger på gentagelser, som jeg vil betegne et ‘repetitivt narrativt forløb’. Et sådan bygger på gentagelser af sætninger eller begivenheder med små variationer i et tidsafgrænset forløb. Fortællingen indeholder en begyndelse, en række gentagne handlinger og en afslutning, men ikke nogen ‘midte’ i forståelsen en konflikt, et spændingshøjdepunkt eller et afgørende vendepunkt i handlingen. Er man af den opfattelse, at betegnelsen ‘fortælling’ eller ‘narrativt forløb’ må reserveres til fiktion med et traditionelt plot, vil en fortælling som Bamse ikke kunne inkluderes. Jeg mener, at den med sit repetitive forløb ligger et interessant sted i grænsefeltet mellem det Bettina Kümmerling-Meibauer og Jørg Meibauer har kald ‘early concept books’, altså pegebøger uden et narrativt forløb (Kümmerling-Meibauer 2005), og narrativer med et forløb hvori der indgår en ‘knudens stramning og dens løsning’.

Lignende narrativer med hovedpersoner, der ikke tillægges følelser eller egenskaber, finder man i en næsten samtidig serie om børnene Mogens og Lisbeth med tekster af P.E. Bjørrild og illustrationer af E.E. Asisoff. I første bind beskrives det, hvordan børnene står op, bliver vasket og klædt på, de spiser morgenmad og giver sig til at lege (Fig. 2). I andet bind leger de i stuen, og forskellige objekter omkring dem bliver præsenteret. I tredje bind bevæger de sig alene på tur ud i byen, hvor de ser på trafikken og dyrene i parken, før de kommer hjem igen. I sidste bind fejrer de treårsfødselsdag og får besøg af deres venner, før de går i seng. Bøgernes opbygning og indhold svarer ret nøjagtigt til det anbefalede indhold i pegebøger i Torben Gregersens artikel om småbørnsbøger. Heri præsenteres den opfattelse, at barnet fra det er 1 år bevæger sig i stadier fra en interesse for det nære i form af hygiejne, ernæring, leg og påklædning, til hjemmets køkken, stue, wc og trappe og endelig til den ydre verdens park, gade og legeplads (Gregersen1969, 222).

Fig. 2.

P.E. Bjørrild: Mogens og Lisbeth vågner. Illustreret af E.E. Asisoff. 1951.

Forløb, der omhandler påklædning, spisning, leg, ture ud og hjem fra samt besøg i hjemmet af gæster, er relativt konstante i fiktioner for små børn. Også i bøgerne om Mogens og Lisbeth fremstår tekst og billeder samlet som tidsafgrænsede narrative forløb, hvor tidsadverbier som “bagefter”, “først”, “så”, “til sidst”, “nu” og “i dag” søger for at fastlægge begivenhedernes rækkefølge. Bøgerne har gennemgående hovedpersoner, men Asisoffs papirklip lægger mere vægt på former og farver end på personernes ansigtsudtryk og dermed deres følelsesliv. Disse hovedpersoner er, som Bamse, beskrevet i kraft af handlinger og ejendele og beskrives ikke som individer, der indgår i konflikter med deres omverden.

De første konflikter, minimal dramatik

Gunilla Woldes ti bøger om Totte, oprindeligt udgivet 1969–1973 og genudgivet i såvel Danmark som Norge og Sverige, er måske de mest udbredte og indflydelsesrige billedbøger for små børn. Første opslag på Totte går ut (1969) peger i sit visuelle formsprog både i retning af den ikke-fortællende pegebog og en fortælling med et narrativt forløb (Fig. 3). På venstresiden ser beskueren hovedpersonen stå med en skovl i hånden og teksten lyder: “När Totte ska gå ut och leka i snön, måste han först klä på sig sina utekläder”. Højresiden viser en lang række beklædningsgenstande, der grundlæggende er afbildet på samme måde, som man ser det i Bamse og Mogens og Lisbeth vågner: som løsrevne genstande på en ensfarvet baggrund.

Fig. 3.

Gunilla Wolde: Totte går ut. 1969.

På de følgende opslag tager Totte beklædningsgenstandene på en efter en, hvorefter han går ud. Tidsadverbierne “Först”, “Sedan” og “Nu” sørger også i dette tilfælde for at organisere et helt enkelt repetitvt narrativt forløb med variationer. Igen er der ikke i egentlig forstand noget plot i form af ‘knudens stramning og dens løsning’, men det fremgår af fortællingen, at noget tøj skal tages på før andet. Påklædning har sit eget fastlagte (narrative) forløb. De øvrige Totte-bøger indeholder tilsvarende konfliktfri forløb, fx at Totte er beskidt og bliver vasket, at Totte vil bygge et hus og gør det, og at Totte møder Malin og leger med hende. Forløbene er handlingsorienterede i beskrivelserne af, hvad Totte kan og gør. At bøgernes forløb ikke er koncentreret omkring konflikter afspejles i afbildningen af hovedpersonen, der på samtlige forsider ses smilende og med front mod beskueren. Heller ikke i disse bøger er hovedpersonen et individ med andre drifter eller følelser end at udføre praktiske opgaver eller lege. I ganske enkelte tilfælde opstår der konflikter i kraft af at Totte bliver revet af katten, vaccineret af lægen eller slår sig over fingeren med en hammer. I de to første tilfælde bliver smerte påført udefra, i det sidste opstår den ved et uheld. Smerten er fysisk og bunder ikke i konflikter af psykologisk eller følelsesmæssig karakter. Tendensen er også i disse bøger, at fortælling præsenteres som et forløb, der bygger på gentagelse med variationer omkring en hovedperson, der kun i begrænset omfang er beskrevet som en karakter med psykologiske træk.

Den følelsesorienterede konflikt: Max-bøgerne

Barbro Lindgrens bøger om Max (på dansk Jeppe, på norsk Pål, udgivet på svensk 1981–943) er et eksempel på udviklingen af en ny type fortællinger for små børn, der indeholder konflikter, som en hovedperson med et rigt følelsesliv engagerer sig i med liv og sjæl. En del af narrativernes konflikter handler om at have, at miste og at genfinde, som det fx sker i Max nalle (1981), Max napp (1994), Max boll (1982), Max kaka (1981) og Max bil (1981). Forsiderne på disse bøger foregriber de aktuelle konflikter ved at afbilde Max med det elskede objekt og med en modstander eller en person, som i kropssprog og gestik antyder, at vedkommende er en trussel for hovedpersonen. Disse bøger præsenterer barnet for konfliktfyldte fortællinger, som nærmest illustrerer Greimas’ aktantmodel: Hovedpersonen er i besiddelse af et elsket objekt, en fjende kommer og truer forbindelsen mellem subjekt og objekt, objektet mistes, en hjælper kommer til, og den ønskede forbindelse mellem subjekt og objekt genetableres. Der er med andre ord et plot: knuden strammes og den løses omkring hovedpersonen. En stor del af Max-bøgerne indeholder sådanne plot-orienterede forløb, hvori hovedpersonen indgår i et forløb af typen ro – spænding – afspænding. Som i eventyret gennemgår hovedpersonen ikke en psykologisk udvikling; vi er ikke vidner til egentlig dannelses- eller erkendelsesproces, men læseren bliver alligevel vidne til hovedpersonens følelsesmæssige udvikling i kraft af Eva Erikssons illustrationer. I modsætning til afbildningen af Totte kan Max’ ansigtsudtryk beskrives med et væld af tillægsord. Vred, aggressiv, blid, overrasket, glad, påståelig, bekymret, irriteret, træt, bange, tilfreds, afventende, fortvivlet, koncentreret, lækkersulten, irettesættende, overlegen, fræk, kærlig, omsorgsfuld, sur og flov er blot nogle af de følelser, man som beskuer kan aflæse ud af Max’ ansigtsudtryk. Dertil kommer, at illustratoren afbilder hovedpersonen i en streg, der i høj grad er præget af humor og ironi.

Med Max-bøgerne kan man altså se en udvikling mod, at hovedpersoner gennem illustrationerne beskrives som individer med et følelsesliv, der optræder i dramatiske narrative strukturer. Denne udvikling afspejler en generel udvikling i børnelitteraturen i 1980'erne og 1990'erne mod i højere grad at se børnekarakterer som individer med en psykologi og faktiske børnelæsere som individer, der også gennem litteraturen skal møde narrative forløb bygget op omkring en spændingskurve.

Typiske plot i aktuel fiktion for små børn

Bevægelsen mod plot-orienterede narrativer og heraf følgende fokus på konflikter og hovedpersonernes følelsesmæssige engagement i disse genfinder man i aktuelle danske fortællende pegebøger med barnekarakterer som hovedpersoner, fx i Mats Leténs bøger om Kaj (16 bøger, 1999–2007), Lene Fauerby og Mette-Kirstine Baks bøger om Mette (13 bøger, 1997–2008) og Lene Fauerby og Kirsten Raagards serie om Anton (foreløbig 6 bøger 2004–2009). På et meget overordnet plan beskrives de små hovedpersoner alle som i udgangspunktet glade, trygge og tilfredse, selvstændige, ikke-autoritetstro, fantasifulde og som individer med stærke følelser. Hovedpersonerne tillægges positive egenskaber som evnen til at holde af, være nysgerrig, handlekraftig og have humor, men også følelser som aggression, vrede og sorg. Man kan finde eksempler på repetitive forløb i disse serier, men ligesom i Max-bøgerne finder man også forløb, der udfolder sig ud fra princippet orden – konflikt – genoprettelse af orden. Typiske initialsituationer, konflikter og løsninger i de 34 bøger er:

  • barnet har noget kært – objekt eller person forsvinder, mistes eller ødelægges – forbindelse mellem barn og person/objekt bliver genetableret (fx Mette på bytur, Anton og Dino, Kaj, smukke Kaj),

  • barnet begærer noget – det opnår det – barnet er glad (fx Mette hos frisøren, Kaj vil ha’ æble),

  • barnet begærer noget – det må ikke få det – barnet får noget andet (Anton og jordbærgrøden),

  • barnet vil have noget, et andet barn har – konflikt mellem børnene – de voksne finder en løsning (fx Anton og de store lommer, Mette og gaven).

At have eller ikke at have, at begære og at holde meget af nogen eller noget er grundelementer for litterære fortællinger. I og med at narrativer for små børn tematiserer begær og/eller savn bevæger fortællingerne sig også i retning af at være konstrueret som plots, hvor der sker en dramatisk forandring fra lykke til ulykke, og dermed også i retning af at opfylde de tre karakteristiske træk ved fortællingen som Hillis Miller nævner.

Eksempler på utraditionelle forløb i fortællinger for små børn

I 2008 og 2009 udkom fire bøger for små børn, der i forhold til persontegning og narrativt forløb adskiller sig fra tidligere udgivelser. Hovedpersonen er drengen Poul, der tilsyneladende bor alene med sin far. Udgangspunktet for handlingerne i de fire bøger er henholdsvis leg, restaurantbesøg, en tur i svømmehallen og det at stå op om morgenen og komme i tøjet. Mens påklædning og leg er typiske udgangspunkter for fortælling i bøger for små børn, jf. også Bjørrilds bøger om Mogens og Lisbeth, og besøg i svømmehallen også findes fx i Kirsten Sonne Harilds Willi i svømmehallen (2008), er et forløb omkring restaurantbesøg en nyskabelse i billedbøger for små børn.

Andreas Bræstrup Kirsteins Poul og far i sandkassen med illustrationer af Rasmus Bregnhøi indledes med en afbildning af Poul og far, der sidder i en sandkasse. Den skrevne tekst lyder: “Poul og far er i sandkassen.//Poul har en ske. Han graver et hul./Far har en bil, han leger med.// Poul vil gerne have fars bil. Far giver ham bilen.” Dette forløb gentages med en spand, en rive, en dinosaurus, en sandkageform, en si, en plastikkniv og en tallerken, alt imens farens kropsprog og ansigt udtrykker stigende resignation og træthed. Da faren ikke har mere legetøj, tager han et flag og sætter det i en kage, Poul har lavet, hvorefter Poul ødelægger kagen. Teksten fortsætter: “Far kigger efter flere legeting. Men der er ikke flere./Så bliver Poul vred! Han gider i hvert fald ikke lege med nogen, der ikke har noget at lege med!” Illustrationen viser en vred Poul, der vender ryggen til sin far med korslagte arme og et bistert udtryk i ansigtet, mens faren stirrer lettere paralyseret og opgivende ud i luften. Traditionelt ville man her forvente en åben konflikt, som man fx finder dem i Max, Antonn- og Mette-bøgerne, men i dette tilfælde ser man på det sidste opslag, Poul og far gå væk fra sandkassen med hinanden i hånden, idet de smiler og ser hinanden i øjnene. Teksten lyder: “Far og Poul går hjem”.

Overordnet er både forløb og karaktertegning overraskende i denne fortælling. Konflikten “barn begærer noget, en anden har” løses i dette tilfælde ikke ved, at en voksen sørger for en eller anden form for deling eller mægling. I stedet tilfredsstiller den voksne barnets behov på bekostning af sine egne, og da barnets behov er stillet, slutter legen. Et tilsvarende forløb forekommer i Poul og far på restaurant, hvor Poul med stor nydelse spiser al farens mad (Fig. 4). Sidste opslags tekst, der ledsager et billede af far, der bærer en tydeligvis mæt og tilfreds Poul ud af restauranten, lyder: “Nu er Poul endelig mæt. Men far, … han er stadigvæk sulten”. Igen har barnet fået opfyldt sine behov på sin fars bekostning.

Fig. 4.

Andreas Kirstein: Poul og far på restaurant. Illustreret af Rasmus Bregnhøi. 2008.

Poul beskrives i disse bøger som et væsen der i høj grad er i stand til at give udtryk for sine ønsker og få dem opfyldt. Poul afbildes i Poul og far i sandkassen i overensstemmelse med fortællingens forløb skiftevis som en glad og tilfreds dreng og som en bydende, krævende og aggressiv person. Også i Poul og farpå restaurant udtrykker hovedpersonernes ansigtsudtryk i udgangspunktet glæde og forventning, der i Pouls tilfælde udvikler sig over lækkersult, nydelse, tilfredshed og stigende grad af mæthed. Afbildningen af faren derimod bevæger sig fra undren over først at blive frataget sin suppe, til forventning ved udsigten til dog at få en bøf, over forbløffelse da Poul indtager den, efterfulgt af glæde ved synet af desserten og lettere desperation, da Poul også sluger den. Og dog smiler han, da han bærer en saligt henslængt Poul hjem. Poul beskrives som en driftsstyret karakter, der får lov at være det, idet faren ikke påtager sig den adfærdsregulerende rolle, som fx Max’, Antons og Mettes omsorgspersoner gør: at fortælle dem, hvad de må og ikke må. Anton må ikke spise jordbærgrøden, Mette må ikke bide sin fætter, Max må ikke slås med sin legekammerat. Konflikterne i de tidligere nævnte bøger indebærer ikke altid en specifik lære, men det fremgår relativt klart, hvilke normer der tillægges positiv og negativ værdi. Anderledes er det med Poul og far, for illustrationerne viser tydeligt, at hovedpersonen ikke har nogen problemer med at få sine behov opfyldt på andres bekostning. Samtidig kan læseren følge farens udtryk og tydeligt se, at han har været gennem en mindre lykkelig proces4.

Forløbet i de to nævnte Poul-bøger bygger på intenderede brud på traditionelle forventninger til narrative forløb i kraft af at Pouls krav ikke møder modstand. Som læser stiger ens undren og kulminerer i fortællingernes slutning. Der er i begge tilfælde tale om repetitive forløb, som forventes at udvikle sig til konflikter, men det sker ikke. I stedet må de læses som en fortælling, der bygger på en omvending af gængse mønstre og normer, bl.a. i kraft af beskrivelsen af hovedpersonens handlinger og karakter, der i den karnevaleske overdrivelse lægger op til en humoristisk og ironisk læsning af bogen. Den forbløffelse, som faren fx viser ved synet af Poul der først kaster spaghetti ned i halsen og derefter kræver farens bøf, forplanter sig til læseren.

Disse brud med forventninger til forløb og hovedpersoners handlinger lægger op til dialog mellem højtlæser og barn. Det er ganske enkelt svært at forestille sig, at højtlæser og barn ikke vil både forbløffes og grine over den lille forslugne dreng og hans apatiske far. For at man skal kunne more sig over denne omvending, skal man naturligvis have kendskab til typiske narrative forløb. Som Hillis Miller skriver i førnævnte artikel: “Variations from the norm draw much of their meaning from the fact that they are deviations from the rules.” (Hillis Miller 1990,70).

Jeg ser en tendens til, at man i fiktion for små børn finder narrativer, der tilsyneladende har som forudsætning, at barnelæseren har et kendskab til narrative forløb og til konventioner omkring karakterer og fiktion. Mats Leténs Kaj læser bog (2007) beskriver fx hvordan Kaj får læst højt og selv læser højt, og i Kirsten Harild Sonnes Willi går på biblioteket, er der indlagt højtlæsning af en bog, hvori hovedpersonen Willi og hans ven optræder som fiktive karakterer. Også sådanne bøger afspejler en generel tendens inden for børnelitteraturen til at forudsætte at barnelæseren har evne til selv- og metarefleksion. Hvor denne tendens blev markant i ungdomsbøger i begyndelsen af 1990'erne ses det først som en egentlig tendens i bøger for de 1-3-årige efter årtusindskiftet.

Opsummering og konklusion

Denne artikel har analyseret en række fortællinger og hovedpersoner, der optræder i fiktive fortællinger for de 1-3-årige udgivet i Norden efter 1945 med hovedvægten på vor tid. Man finder i de tidlige eksempler fra 1940'erne og 1950'erne typisk et repetitivt narrativt forløb, som bygger på gentagelser af sætninger eller begivenheder med små variationer i et tidsafgrænset forløb. Det narrative forløb markeres ved hjælp af tidsadverbier som ‘først’, ‘så’ og ‘til sidst’, og hovedpersoner i fortællingen defineres gennem aktiviteter og ejendele. Læseren konfronteres med det handlende og det ejende subjekt. Også i Totte-bøgerne, der blev udgivet første gang mellem 1969 og 1973, finder man typisk narrative forløb, der bygger på gentagelser. Hovedpersonen Totte beskrives primært som et handlende individ og i mindre grad som en person med et nuanceret følelsesliv. I eksempler fra omkring 1980 og i en række udgivelser efter år 2000 kan man se en udvikling mod plot-orienterede forløb, der indeholder narrativer i aristotelisk forstand, i form af fortællinger med en begyndelse, en midte og en afslutning. Hovedpersonen i disse fortællinger defineres både gennem handlinger, relationer og stærke følelser, positive såvel som negative. Endelig kan man i de senere år finde eksempler på narrativer, der fx på ironisk-humoristisk vis bryder med forventninger til konfliktorienterede forløb. I serien om Poul og hans far lever beskrivelsen af hovedpersonen ikke op til en forventning om, at barne- og voksenlæseren kan og skal identificere sig med accepterede handlingsmønstre. Der vendes op og ned på den traditionelle afbildning af magtforhold mellem børn og voksne gennem beskrivelsen af en hovedperson, der på humoristisk vis defineres gennem sin evne til at få stillet sine behov og som sættes over for et modbillede, der beskrives som et passivt og eftergivende individ.

Vor tids narrativer for små børn handler også i dag om at stå op, blive klædt på, lege og spise, om at have og miste, at give og modtage, og at begære for at opnå eller måtte give afkald på. Bøger, der formidler et repetitivt narrativt forløb, ses side om side med dramatiske fortællinger og mere utraditionelle forløb. En række bøger præsenterer plots, hvori hovedpersonen kommer i konflikt med den givne orden, men lærer at leve med eller acceptere denne orden, mens en karakter som Poul sætter sin egen dagsorden. Jeg vil ikke på denne baggrund tale for at betegne udviklingen i fiktion for små børn som en bevægelse fra ‘enkelhed’ til ‘kompleksitet’. Snarere mener jeg, at der i bøger for små børn er akkumuleret forskellige typer narrativer, der også er knyttet til forskellige opfattelser og repræsentation af, hvad det indebærer at være et lille barn. Jeg mener, man kan iagttage en udvikling i retning af, at også bøger for små børn i højere grad formidler dramatiske situationer, hovedpersonens valg i forhold til en konflikt og de følelsesmæssige konsekvenser af disse valg. Gennem disse karakteristika lægger bøgerne op til den indlevelse og sammenligning med de faktiske læseres eget levede liv, som Mjør også beskriver i sin afhandling.

Afslutningsvist vil jeg på den baggrund foreslå, at man fremover også undersøger disse tilsyneladende meget simple fortællinger i et dannelsesperspektiv, der kombinerer tidligere tekstorienterede og receptionsorienterede analyser. Jeg tolker den dialog, som de beskrevne narrativer lægger op til, og som Mjør dokumenterer i sin afhandling, som en tidlig indkulturering til den form for tekstlæsning, der kan kaldes ‘litterært dannende’ i betydningen'appellerende til en udvikling af læserens identitet og omverdensforståelse i dialog med tekster’. Ifølge den amerikanske litteraturpædagog Louise Rosenblatt formidler litteratur “images of behaviour, emotional attitudes clustering about different social relationships and social and personal standards” (Rosenblatt 1995, 212). Ud over at give indblik i karakterers opførsel, følelser og relationer giver litteratur i hendes optik eksempler på valg og kan dermed præge læsende individer i forhold til de valg, de selv foretager. Fiktion får læseren til at se individers konflikter udefra og kan dermed give faktiske læsere mulighed for at forholde sig til konflikter. Fra et andet udgangspunkt beskriver den amerikanske filosof Martha Nussbaum, hvordan børn, fra de hører de første vuggesange, introduceres til fiktive universer. Ved at præsentere små børn for fiktion mener Nussbaum, at der appelleres til deres forestillingsevne, deres “narrative imagination”, og til deres indlevelsesevne i andre individer og deres livsvilkår (Nussbaum 1997, 90). Hun skriver: “Compassion involves the recognition that another person, in some ways similar to oneself, has suffered some significant pain or fortune in a way for which that person is not, or not fully, to blame” (Nussbaum 1997, s. 90–91). Man må være i stand til at sætte sig i den fiktive karakters sted for at kunne indleve sig i fiktive begivenheder og karakterer. Det er man ikke født med at kunne: “To respond with compassion, I must be willing to entertain the thought that this suffering person might be me.” (Nussbaum 1997, s. 91)

Sådanne mere abstrakte beskrivelser af forholdet mellem individ og tekst kan ses i forlængelse af Mjørs analyse af, hvordan højtlæsende forældre drager paralleller mellem de fiktive personers liv og barnets liv. I de narrative forløb i nyere bøger, jeg har analyseret, ser man et fokus på konflikter knyttet til grundlæggende menneskelige erfaringer med begær, tab og konflikter omkring nære relationer og deres konsekvenser. Samtidig beskriver særligt illustrationerne de følelsesmæssige konsekvenser af karakterernes erfaringer. Bøgernes narrativer er udformet således, at det læsende barn får erfaringer med narrative forløb og samtidig erfaringer med litteratur som eksempler på liv, man som læser kan forholde sig til og leve sig ind i.

I forhold til fiktive narrativer for små børn i billedbogsformat finder jeg det på den baggrund hensigtsmæssigt at skelne mellem

  • pegebøger: bøger med billeder af objekter uden narrativt forløb, der primært har en sprogindlærende funktion,

  • bøger for små børn med repetitive narrative forløb, der introducerer barnet til de mest simple narrative strukturer og en handlingsorienteret persontegning,

  • konflikt- og personorienterede narrativer, der med tematik, persontegning og beskrivelsen af en forandring, erkendelse eller konflikt omkring hovedpersonen, gør det nærliggende at læse værkerne i lyset af forestillinger om litteratur i et dannnelsesperspektiv.

Denne artikel kan kun antyde variationen inden for bøger for små børn, de narrativer og barneportrætter, de indeholder og konsekvenserne af at anlægge et dannelsesperspektiv på disse bøger. Hvor nordisk forskning inden for området i høj grad har taget udgangspunkt enten i tekst- og billedanalyser, eller med Mjørs undersøgelse nu også i receptionsstudier, kunne en undersøgelse af samspillet mellem ikonotekst og læser i et dannelsesperspektiv måske bygge bro mellem en tekst- og en læserorienteret tilgang. Analyserne i denne artikel viser, at teksterne lægger op til at anlægge et sådant perspektiv mere systematisk.

PRIMÆRLITTERATUR

Bjrrild P.E. Mogens og Lisbeth vågner. Hirschsprung. Illustreret af E.E. Asisoff. Kbh., 1951

Bjørrild P.E. Mogens og Lisbeth i stuen. Hirschsprung. Illustreret af E.E. Asisoff. Kbh., 1951

Bjørrild P.E. Mogens og Lisbeth går tur. Hirschsprung. Illustreret af E.E. Asisoff. Kbh., 1951

Bjørrild P.E. Mogens og Lisbeth har fødselsdag. Hirschsprung. Illustreret af E.E. Asisoff. Kbh., 1951

Fauerby Lene. Mette i bad. Gyldendal. Illustreret af Mette-Kirstine Bak. Kbh., 1997

Fauerby Lene. Mette og mor. Gyldendal. Illustreret af Mette-Kirstine Bak. Kbh., 1997

Fauerby Lene. Mette skal sove. Gyldendal. Illustreret af Mette-Kirstin Bak. Kbh., 1999

Fauerby Lene. Mette i skoven. Gyldendal. Illustreret af Mette-Kirstine Bak. Kbh., 1999

Fauerby Lene. Mette på bytur. Gyldendal. Illustreret af Mette-Kirstine Bak. Kbh., 2000

Fauerby Lene. Mette og gaven. Gyldendal. Illustreret af Mette-Kirstine Bak. Kbh., 2000

Fauerby Lene. Mette og det nye år. Gyldendal. Illustreret af Mette-Kirstine Bak. Kbh., 2002

Fauerby Lene. Mette gemmer sig. Gyldendal. Illustreret af Mette-Kirstine Bak. Kbh., 2002

Fauerby L.ene. Mette pynter juletræ. Gyldendal. Illustreret af Mette-Kirstine Bak. Kbh., 2002

Fauerby Lene. Mette bider. Gyldendal. Illustreret af Mette-Kirstine Bak. Kbh., 2002

Fauerby Lene. Mette savner far. Gyldendal. Illustreret af Mette-Kirstine Bak. Kbh., 2004

Fauerby Lene. Mette hos frisøren. Gyldendal. Illustreret af Mette-Kirstine Bak. Kbh., 2004

Fauerby Lene. Mette hos tandlægen. Gyldendal. Illustreret af Mette-Kirstine Bak. Kbh., 2008

Fauerby, Lene. Anton og flyvesutten. Illustreret af Kirsten Raagaard. Gyldendal2004.

Fauerby, Lene. Anton og de røde strømper. Illustreret af Kirsten Raagaard. Gyldendal2004.

Fauerby, Lene. Anton og Dino. Illustreret af Kirsten Raagaard. Gyldendal2006.

Fauerby, Lene. Anton og jordbærgrøden. Illustreret af Kirsten Raagaard. Gyldendal2006.

Fauerby L.ene. Anton og brandbilen. Gyldendal. Illustreret af Kirsten Raagaard. Kbh., 2009

Fauerby L.ene. Anton og de store lommer. Gyldendal. Illustreret af Kirsten Raagaard. Kbh., 2009

Haller, Bent. Lidt har også ret. I: Kari Sønsthagen (red.): Nye gode historier. Kbh.: Den danske boghandleforening. 1998, s. 69–77.

Harild Kirsten. Sonne: Willi i svømmehallen. Gyldendal. Illustreret af Inger Tobiasen. Kbh., 2008

Janus Hertz Grete. Bamse. Hirschsprungs Forlag. Illustreret af Mogens Hertz. Kbh., 1945

Kirstein, Andreas Bræstrup. Poul og far i sandkassen. Illustreret af Rasmus Bregnhøi. Kbh.: Politikens Forlag. 2008.

Kirstein, Andreas Bræstrup. Poul og far på restaurant. Illustreret af Rasmus Bregnhøi. Kbh.: Politikens Forlag. 2008.

Kirstein, Andreas Bræstrup. Poul og far i svømmehallen. Illustreret af Rasmus Bregnhøi. Kbh.: Politikens Forlag. 2009.

Kirstein, Andreas Bræstrup. Poul og far har travlt. Illustreret af Rasmus Bregnhøi. Kbh.: Politikens Forlag. 2009.

Letén Mats. Kaj er væk. Gyldendal. Kbh., 1995

Letén Mats. Kaj har fine støvler. Gyldendal. Kbh., 1995

Letén Mats. Kaj er hest. Gyldendal. Kbh., 1995

Letén M.ats. Kaj vil ha’ æble. Gyldendal. Kbh., 1995

Letén Mats. Kaj, smukke Kaj. Gyldedal. Kbh., 1996

Letén Mats. Kaj siger hej. Gyldendal. Kbh., 1996

Letén Mats. Kaj er farlig. Gyldendal. Kbh, 1997

Letén Mats. Kaj har en gave. Gyldendal. Kbh., 1997

Letén Mats. Kaj, dumme Kaj. Gyldendal. Kbh., 1999

Letén Mats. Kaj si'r go'nat. Gyldendal. Kbh, 1999

Letén Mats. Kaj er stor og stærk. Gyldendal. Kbh., 2002

Letén Mats. Kaj har en dille. Gyldendal. Kbh., 2002

Letén Mats. Kaj plukker blomster. Gyldendal. Kbh., 2004

Letén Mats. Kaj løber og løber. Gyldendal. Kbh., 2004

Letén Mats. Kaj er hund. Gyldendal. Kbh., 2007

Letén Mats. Kaj læser bog. Gyldendal. Kbh., 2007

Lindgren Barbro. Max nalle. Illustreret af Eva Eriksson. Rabén och Sjögren. Stockholm, 1981

Lindgren Barbro. Max kaka. Illustreret af Eva Eriksson. Rabén och Sjögren. Stockholm, 1981

Lindgren Barbro. Max bil. Illustreret af Eva Eriksson. Rabén och Sjögren. Stockholm, 1981

Lindgren Barbro. Max balja. Illustreret af Eva Eriksson. Rabén och Sjögren. Stockholm, 1982

Lindgren Barbro. Max lampa. Illustreret af Eva Eriksson. Rabén och Sjögren. Stockholm, 1982

Lindgren Barbro. Max boll. Illustreret af Eva Eriksson. Rabén och Sjögren. Stockholm, 1982

Lindgren Barbro. Max dockvagn. Illustreret af Eva Eriksson. Rabén och Sjögren. Stockholm, 1986

Lindgren Barbro. Max potta. Illustreret af Eva Eriksson. Rabén och Sjögren. Stockholm, 1986

Lindgren Barbro. Max blöja. Illustreret af Eva Eriksson. Rabén och Sjögren. Stockholm, 1994

Lindgren Barbro. Max napp. Illustreret af Eva Eriksson. Rabén och Sjögren. Stockholm, 1994

Sonne Kirsten Harild. Willi går på biblioteket. Illustreret af Inger Tobiasen. Gyldendal. Kbh, 2008

Wolde Gunilla. Totte går ut. Natur & Kultur. Stockholm, 2005 [1969]

Wolde Gunilla. Totte badar. Saga. Stockholm, 1969

Wolde Gunilla. Totte städar. Saga. Stockholm, 1970

Wolde Gunilla. Totte bygger. Norstedts. Stockholm, 1994 [1970]

Wolde Gunilla. Totte klär ut sig. Saga. Stockholm, 1972

Wolde Gunilla. Totte går till doktorn. Saga. Stockholm, 1972

Wolde Gunilla. Totte och Malin. Saga. Stockholm, 1973

Wolde Gunilla. Totte leker med kisse. Saga. Stockholm, 1973

Wolde G.unilla. Totte bakar. Saga. Stockholm, 1973

Wolde G.unilla. Totte är liten. Saga. Stockholm, 1973

SEKUNDÆRLITTERATUR

Aristoteles. Poetik. Kbh.: Hans Reitzel, 1992.

Christensen Nina. Den danske billedbog 1950–1999. Teori, analyse, historie. Roskilde Universitetsforlag. Kbh., 2003

Gregersen, Torben. “Småbørnsbogen”. I Børne og ungdomsbøger. Problemer og analyser, red. Sven Møller Kristensen og Preben Ramløv. Kbh.: Gyldendal. 1969, s. 211–249.

Hallberg, Kristin. 1982, nr. 3–4, s. 163–168.

Hallberg Kristin. Den svenska bilderboken och modernismens folkhem. Licentiatafhandling. Stockholm Universitet. Stockholm, 1996

Hallberg, Kristin: “Pedagogik som poetik. Den moderne barnelitteraturens berättande”. I Konsten att berätta för barn, red. Anne Banér. Stockholm: Centrum för barnkulturforskning, 1996, s. 83–101.

Hallberg, Kristin: Gunilla Wolde. I: Författare & illustratörer för barn och ungdom. Lund: Bibliotekstjänst, 2001, s. 287–301.

Hillis Miller, J. “Narrative”. In Critical Terms for Literary Study edited by Frank Lentricchia and Thomas McLauglin. Chicago: The University of Chicago Press, 1990, pp. 66–79.

Kümmerling-Meibauer, Bettina and JörgMeibauer. “First Pictures, Early Concepts: Early Concept Books”. The Lion and the Unicorn 29. (2005), pp. 324–347.

Kümmerling-Meibauer, Bettina. “Erste Bilder, erste Begriffe: Weltwissen für Kleinkinder”. In Literatur im Laufstall. Bilderbücher für die ganz Kleinen. , Herausgeber Bettina Kümmerling-Meibauer: Troisdorf: Bilderbuchmuseum Weissem Troisdorf, 2009, S. 14–33.

Mjør, Ingeborg. Høgtlesar, barn, bildebok. Vegar til meining og tekst. Kristiansand: Universitetet i Agder, 2009.

Nikolajeva, Maria. Bilderbokens pusselbitar. Stockholm, 2000

Nussbaum Martha. Cultivating humanity. A Classical Defence of Reform in Liberal Education. Harvard University Press. Cambridge Masachuseetts, 1997

Rhedin, Ulla. “Resan i barndomen”. I Vår moderna bilderbok. Red. Vivi Edström. Stockholm: Rabén & Sjögren, 1991, s. 155–187.

Rhedin Ulla. Bilderboken. På väg mot en teori. Alfabeta. Stockholm, 1992

Rosenblatt Louise. Literature as explorationFifth edition. The Modern Language Association. New York, 1995

Snow, Catherine E. og Anat Ninio. “The Contracts of Literacy: What Children Learn from Learning to Read Books.”. In Emergent literacy: writing and reading. , ed. W.Teale. NorwoodNJ: Ablex, 1986, s. 116–138.

1Denne del af Mjørs afhandling underbygger elementer af tidligere receptionsundersøgelser (se fx Snow og Ninio 1986)
2Om bogens historiske kontekst i billedbogssammenhæng se Hallberg 1996 og Christensen 2003.
33Jeg regner ikke Titta Max grav (1991) med til den børnerettede del af serien. Bogen er en humoristisk metapegebog for voksne om Max' voksenliv.
4Det narrative forløb kan i forhold til barnelæseren tolkes som udtryk for en barnlig ønskedrøm eller fantasi om at få alle sine ønsker opfyldt, en fantasi der kan sammenlignes med Jens Sigsgaards Palle alene i Verden (1942). I forhold til afbildningen af den voksne kan forløbet i den voksnes perspektiv læses som en humoristisk variation over fortællinger om forældre der er villige til at ofre sig for barnet, jf. fx H.C. Andersens Historien om en moder (1848) og Bent Hallers fortælling "Lidt har også ret" (1998), hvori en moder ender med at koge suppe på sig selv for at føde sine børn.

Idunn bruker informasjonskapsler (cookies). Ved å fortsette å bruke nettsiden godtar du dette. Klikk her for mer informasjon