Oppgrader til nyeste versjon av Internet eksplorer for best mulig visning av siden. Klikk her for for å skjule denne meldingen
Ikke pålogget
{{session.user.firstName}} {{session.user.lastName}}
Du har tilgang til Idunn gjennom , & {{sessionPartyGroup.name}}

Skader ved tandbehandling - hvad er det?

Direktør, cand.jur. E-post: mah@tryghedsordningerne.dk

Tandlæge. E-post: ea@etand.dk

  • Side: 168-184
  • Publisert på Idunn: 2016-02-11
  • Publisert: 2016-02-11

Pådrager man sig en skade i forbindelse med behandling i det danske sundhedssystem, kan man søge om erstatning for sin personskade. Kriteriet er, at behandlingen med overvejende sandsynlighed har medført en skade, forstået som negative konsekvenser for patienten.

Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning har til formål at give patienterne den erstatning, som de har krav på ved psykiske og/eller fysiske skader opstået efter undersøgelse og behandling udført af en autoriseret tandlæge i Danmark.

Nærværende artikel gennemgår, hvornår en komplikation opstået i forbindelse med tandbehanding er en klagesag, og hvornår der er tale om en skade (erstatningssag).

For så vidt angår Tandlægeforeningens Tandskaderstatning gennemgår artiklen bl.a. historik, lovgrundlaget og betingelserne for erstatning.

På baggrund af anmeldte sager beskriver artiklen i oversigt, hvilke behandlinger der fører til anmeldelse, og hvilke skader der indtræder.

Nøkkelord: Komplikationer, tandskade, erstatning, omgørelse, mangelsansvar

Damages in dental treatment – what is that?

In Sweden, Norway and Denmark mandatory schemes are established to conduct procedures and assess compensation following complications and damages after dental treatment. The basis of the recognition and the assessment (size) of the compensation varies between the countries. This article describes the Danish system.

If damage is caused while being treated in the Danish health care system, it is possible to seek compensation for the personal injury (1).

The criterion for compensation is that the injury most likely occurred as a result of the treatment and with negative after-effects for the patient. Injuries that can be restored by redoing the treatment are not eligible for compensation claim. No compensation is paid in connection to the disease that is being treated or because the treatment did not cure the patient.

The law applies to all authorized health personnel in Denmark and as such also for injuries occurred after examination and treatment by dentists in Denmark.

Fundamentally, dental injury compensation is not an insurance against illness or lack of effect from a treatment and not all injuries are covered.

The purpose of the Danish Patient Insurance Act is to ensure that patients receive the compensation they are entitled to for any mental and/or physical damages they may have suffered following an examination or treatment by an authorized dentist in Denmark.

Keywords: Complications, Compensation, Injuries

Indledning

I Sverige, Norge og Danmark findes obligatoriske ordninger, der varetager sagsbehandling og udmåler erstatning efter komplikationer og skader, opstået i forbindelse med tandbehandling. Grundlaget for anerkendelse og udmålingen (størrelsen) af erstatning varierer landene imellem. Nærværende artikel beskriver det danske system.

Pådrager man sig en skade i forbindelse med behandling i det danske sundhedssystem, kan man søge om erstatning for sin personskade (1).

Kriteriet er, at behandlingen med overvejende sandsynlighed har medført en skade, forstået som negative konsekvenser for patienten. Konsekvenser, der ikke kan udbedres ved at omgøre behandlingen, og i øvrigt kan godkendes som erstatningsberettiget. Der kan altså ikke gives erstatning for den sygdom, der behandles for, eller fordi behandlingen ikke gjorde patienten rask.

Loven gælder for alle autoriserede sundhedspersoner i Danmark og således også for skader opstået efter undersøgelse og behandling udført af tandlæger i Danmark.

Tandskadeerstatningen er altså ikke en forsikring mod sygdom eller manglende effekt af en behandling, ligesom det ikke er enhver skade, der dækkes.

Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning har til formål at give patienterne den erstatning, som de har krav på ved psykiske og/eller fysiske skader opstået efter undersøgelse og behandling udført af en autoriseret tandlæge i Danmark.

Når noget går galt – hvad skal du gøre som tandlæge?

Mislykkes en behandling, eller opstår der komplikationer i forbindelse med diagnostik og behandling, skal man som tandlæge:

  • Fortælle hvornår komplikationen er opstået.

  • Oplyse om, hvornår og hvordan komplikationen er opdaget.

  • Forklare patienten, hvad der er blevet gjort, og hvad der kan gøres for at begrænse komplikationen.

  • Forklare komplikationens betydning for patientens helbred og prognose.

For mange patienter er det vigtigt, at behandleren udtrykker sin beklagelse eller måske undskylder hændelsen, så dette kan være relevant for at bevare en god relation til patienten.

Herefter skal patienten vejledes om mulighederne og betingelserne for en eventuel omgørelse og skal orienteres om klagemuligheder, hvis der er en konflikt omkring vilkårene for en omgørelse.

Hvis der kan være mistanke om, at der er sket en skade, skal der informeres om mulighederne for erstatning og ske en anmeldelse til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning.

Hvad er en klage, og hvad er en skade?

Patienter kan klage over tandlæger, hvis de er utilfredse og mener, at tandlægen eller tandlægens personale har begået fejl, eller hvis de er uenige med tandlægen.

Patienterne har ret til erstatning, hvis der er sket en skade i forbindelse med behandling eller mangel på behandling.

Som autoriseret tandlæge har du efter loven pligt til at informere en patient om muligheden for at søge erstatning, hvis du mener, at patienten har fået en skade som følge af en behandling, som du eller en anden tandlæge har udført eller burde have udført.

Du har også pligt til i fornødent omfang at bistå patienten med at anmelde skaden til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning.

Denne oplysningspligt omfatter alene en pligt overfor patienterne. Der er ikke pligt til at informere den tandlæge, der har udført behandlingen, om, at der muligvis er sket en skade, og at dette anmeldes til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning.

Det kan være svært for den enkelte tandlæge at trække en klar skillelinje mellem, hvad der er en klagesag, og hvad der er en skade (erstatningssag).

Eksempler på omgørelser uden ret til erstatning:

  • Ved en rodbehandling er rodfyldningen udført for kort, og der er behov for en ny rodbehandling (se Fig.1).

  • En metalkeramikkrones kanttilslutning er ikke tilstrækkelig nøjagtig, og kronen er fremstillet uden ringgreb (ferrule), så der skal gennemføres behandling med en ny porcelænskrone (se Fig. 2).

  • Et implantat integrerer ikke i knoglen og må fjernes, og efter en heleperiode skal der fremstilles et nyt implantat (se Fig. 3).

Figur 1. En rodbehandling er tynd og utæt. Omlavningen (revision) tilsigter en tæt, homogen rodfyldning der føres til tandens rodspids.

Figur 2. Tanden -7 er restaureret med en metalkeramisk krone med unøjagtig kanttilpasning. Nødvendig behandling indebærer fremstilling af en ny krone svarende til en omlavning af den første krone.

Figur 3. Ved skift af en heleskrue på et implantat kan hele implantatet udtages. Efter en periode med heling kan behandlingen omgøres ved indsættelse af et nyt implantat.

I sådanne tilfælde er det alene et spørgsmål om, hvorvidt behandlingen har opfyldt forventningerne til en given holdbarhedsperiode og/eller været i overensstemmelse med fagligt anerkendte principper. Da behandlingen kan omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling, er der ikke sket en skade.

Den grundlæggende forudsætning for, at der er sket en skade, er, at tandbehandlingen med overvejende sandsynlighed har medført negative konsekvenser for patienten. For at patienten er berettiget til erstatning, kræves det endvidere, at skaden også er erstatningsberettiget, således at komplikationen ikke kan udbedres blot ved at omgøre behandlingen, ligesom de kriterier, der er angivet i loven, skal være opfyldt.

Skaden kan være fysisk eller psykisk, og der skal være tale om en personskade. En skade kan være en negativ påvirkning på andet end det, der var genstand for behandlingen, fx skade på andre tænder eller nerver. En skade kan også være en forværring af patientens grundsygdom grundet manglende rettidig diagnostik og behandling, hvor dette er årsag til:

  • et behov for en mere omfattende behandling end nødvendigt

  • flere komplikationer

  • en ringere grad af helbredelse af grundsygdommen

  • et forlænget forløb for grundsygdommen.

Eksempler på patientskader med ret til erstatning:

  • Et cariesangreb er ikke diagnosticeret rettidigt, og behovet for behandling øges med overvejende sandsynlighed fra fyldningsbehandling til rodbehandling, opbygning og krone (se Fig. 4).

  • I forbindelse med stiftudboring opstår en parietal perforation, og tanden mistes. Behandlingsbehovet går fra opbygning og krone til ekstraktion og implantatbåret krone (se Fig. 5).

  • I forbindelse med rodbehandling af en tand knækker rodfilen. Der opstår betændelse, og patienten må efterfølgende gennem en kirurgisk rodbehandling (se Fig. 6).

  • I forbindelse med implantatindsættelse sker en påvirkning af nervus alveolaris inferior. Efterfølgende har patienten nedsat føleevne og smerter svarende til nervens innervationsområde (se Fig. 7).

Figur 4. Manglende rettidig diagnostik og behandling af et cariesangreb i tanden +6 fører til en mere omfattende behandling. Den nødvendige terapi går fra fyldningsbehandling til rodbehandling, opbygning og krone.

Figur 5. Ved udboring til rodstift i tanden 2+ er der sket en skævboring. Tanden mistes, og der må udføres en mere omfattende behandling med implantat eller anden rehabilitering.

Figur 6. I forbindelse med rodbehandling af tanden +6 er der sket en afbrækning af et rodinstrument i tandens ene rodkanal. Hvis der opstår betændelse svarende til den skadede rod, går behandling fra en ortograd revision til en mere omfattende behandling med kirurgisk rodbehandling.

Figur 7. Ved udboring til implantatlejet i regio 6- er der ikke afholdt den fornødne sikkerhedsafstand til canalis mandibularis. Dermed er der sket en læsion af n. alveolaris inferior og opstået varige føleforstyrrelser svarende til nervens innervationsområde.

Ønsker en patient både erstatning for en patientskade og en vurdering af, om behandlingen giver anledning til kritik, må patienten indgive en anmeldelse både til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning og til Klagesystemet.

Historik for patientforsikringen i Danmark

I 1990 besluttede Tandlægeforeningen, at man ønskede en forsikring, som dækkede, hvis en privatpraktiserende tandlæge i forbindelse med behandling af en patient påførte patienten en skade. Da patientforsikringsloven blev vedtaget i 1992, blev den alene gældende for behandling foretaget på offentlige sygehuse. Tandlægerne fortsatte derfor deres allerede oprettede forsikringsordning, som efterfølgende blev justeret, så den – på frivillig basis – dækkede ud fra samme vilkår som den offentlige patientforsikring.

I 2004 blev patientforsikringsloven ændret, så hele primærsektoren også blev omfattet af loven. For tandlægerne betød det, at de nu ikke længere var omfattet af en frivilligt etableret ordning, men derimod at tandlægernes undersøgelser og behandlinger var omfattet af lovens bestemmelser, og at patienter med udgangspunkt i loven kunne søge om erstatning for skader opstået ved undersøgelse og behandling af tandlæger (2).

Loven

Patientforsikringsloven, som senere er blevet afløst af lov om klage- og erstatningsadgang indenfor sundhedsvæsenet (kapitel 3), regulerer, hvornår en patient har ret til erstatning som følge af en skade opstået i forbindelse med undersøgelse eller behandling – eller mangel på samme – hos en autoriseret sundhedsperson, og herunder altså også tandlæger, i Danmark.

Loven giver alle patienter i Danmark ret til erstatning, hvis de i forbindelse med undersøgelse og behandling, eller manglende undersøgelse og behandling, har pådraget sig en skade hos en autoriseret tandlæge i Danmark, og hvis betingelserne fastsat i loven er opfyldt.

Der er således ikke tale om en forsikring i den sædvanlige forstand.

Autoriserede tandlæger i Danmark – og siden 2012 også på Færøerne (3) – skal ikke selv sørge for at have en forsikring. Alle patienter er i kraft af loven berettiget til erstatning, hvis der skulle ske en skade, som opfylder betingelserne.

Sagsbehandling

Når Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning modtager skadeanmeldelse fra enten skadelidte (patienten) eller skadevolder (den driftsansvarlige tandlæge/en tandlægeskole/den kommunale tandpleje), bliver der indhentet et anmeldelsesskema fra sagens anden part.

Begge anmeldelsesskemaer samt modtaget journalmateriale og røntgenbilleder bliver herefter videresendt til forsikringsselskabet, som foretager sagsbehandlingen.

Når forsikringsselskabet modtager sagen, bliver den gennemgået for at se, om alt relevant materiale foreligger. I en del sager er det nødvendigt at indhente yderligere oplysninger i form af journalmateriale og røntgenbilleder fra den nuværende tandlæge, tidligere tandlæger, hospitaler eller myndigheder. Af og til er det også nødvendigt at foranledige en undersøgelse hos en speciallæge eller –tandlæge, inden sagen kan afgøres.

Når alt materiale er tilvejebragt, foretager forsikringsselskabet en tandlægefaglig og juridisk vurdering af sagen. Afgørelsen sendes fra forsikringsselskabet til skadelidte med kopi til skadevolder. Desuden sendes en kopi af afgørelsen til den region, som skadevolderen hører under, og som er den erstatningsansvarlige part i sagen. Hvis skaden er sket i kommunal- eller regionstandplejen eller på en tandlægeskole, sendes i stedet en kopi af afgørelsen til denne institution.

Betingelser for erstatning

Loven gælder for alle patienter, der er behandlet hos en autoriseret tandlæge i Danmark og på Færøerne.

Der skal være årsagssammenhæng mellem den udførte undersøgelse/behandling og den skete skade, og det skal være overvejende sandsynligt, at skaden er en følge af behandlingen/undersøgelsen.

Hvis disse betingelser er opfyldt, kan skaden være erstatningsberettiget i følgende tilfælde:

  • Hvis en erfaren specialist ville have handlet anderledes, og hvis skaden derved ikke var sket (specialistreglen).

  • Hvis skaden skyldes fejl og/eller svigt i medicinsk udstyr (apparaturreglen).

  • Hvis skaden kunne være undgået, ved at man havde valgt en anden ligeværdig behandlingsmetode/-teknik (anden ligeværdig metode).

  • Hvis der er tilstødt en komplikation, der er mere omfattende, end hvad man som patient med rimelighed må tåle (tålereglen).

Patientens ret til erstatning beror således ikke på, at tandlægen har lavet en fejl og pådraget sig et ansvar i forbindelse med behandlingen eller undersøgelsen. Der er tale om en no fault-erstatningsordning, hvor ordningen alene forholder sig til, om der er sket en skade, der skal erstattes ud fra de fastlagte kriterier.

Det er også en betingelse, at sagen ikke er forældet, når den anmeldes til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning. Der gælder dels en treårig forældelsesfrist, som regnes fra det tidspunkt, hvor patienten var eller burde være klar over, at der er sket en skade. Desuden løber der en 10-årig frist, som er absolut og regnes fra skadedatoen. Under visse forudsætninger kan der dog gælde længere forældelsesfrister.

Minimumsgrænse for erstatning

I loven er der fastsat en minimumsgrænse for erstatningens størrelse på 10.000 kr. Det betyder, at selvom alle ovennævnte betingelser er opfyldt, så har patienten kun krav på erstatning, hvis den samlede erstatning overstiger 10.000 kr.

For privatpraktiserende tandlæger i Danmark gælder der imidlertid en lavere minimumsgrænse, som oprindeligt var aftalt på frivilligt grundlag, og som blev videreført, efter at ordningen blev underlagt lovens regler. Der gælder derfor alene en 1.000 kr.’s minimumsgrænse for de skader, der forvoldes af privatpraktiserende tandlæger i Danmark.

Hvem betaler erstatningen?

Erstatningen til patienterne ydes gennem en obligatorisk forsikringsordning, der finansieres af dem, der driver den pågældende virksomhed.

For tandlæger omfattet af Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning gælder, at Regionerne finansierer skaderne forvoldt af privatpraktiserende tandlæger i det omfang, skaden overstiger 10.000 kr. Det er den pågældende Region, hvorfra tandlægevirksomheden drives, der opkræves. Hvis erstatningen udgør mellem 1.000 kr. og 10.000 kr., finansieres erstatningen kollektivt af alle privatpraktiserende tandlæger via Tandlægeforeningens Praksisforsikring. Hvis erstatningen udgør mindre end 1.000 kr., er der ikke krav på erstatning.

For tandlæger ansat i kommunerne, regionstandplejen eller på tandlægeskolerne finansieres erstatningen af den myndighed, som den pågældende klinik eller institution hører under. Hvis erstatningen udgør mindre end 10.000 kr., er der ikke krav på erstatning. For behandling foretaget af tandlæger i privat praksis eller i kommunale institutioner på Færøerne gælder tilsvarende lovens minimumsgrænse på 10.000 kr.

For tandlæger ansat andre steder end de ovenfor nævnte steder – fx på sygehuse – behandles disse sager i Patienterstatningen.

Statistik

I 2014 blev der i alt anmeldt 1844 sager til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning, hvoraf de 1760 sager vedrørte behandling foretaget i privat praksis (4).

Der blev ligeledes i 2014 afgjort 2267 sager i første instans. Hovedparten af sagerne afsluttes indenfor fire år efter skadedatoen.

Cirka 60 % af alle patienter, der anmelder en skade, får erstatning, og hovedparten er begrundet i specialistreglen.

Mangelsansvar

Hvor der er sket en skade, og hvor der i forbindelse hermed er udført fejlbehæftet/mangelfuldt tandlægearbejde, er den del af den samlede skadeudbedrende behandling, som erstatter det mangelfulde arbejde, ikke forsikringsdækket.

Udgiften til denne del af den samlede skade skal afholdes af den tandlæge, der har udført det fejlbehæftede/mangelfulde arbejde. Det kan fx være, at en fejlagtigt udført bro har medført, at en tand mistes og skal erstattes af en større bro. Tandlægen skal så betale den del af broen, som erstatter den allerede udførte fejlagtige bro, idet patienten har et krav på omlavning af fejlagtigt arbejde baseret på almindelig aftaleret (kontraktmæssigt ansvar). Denne udgift er ikke afhængig af, hvad tandlægen har fået i honorar for den mangelfulde behandling, men beløbet skal dække, hvad omgørelsen reelt koster patienten.

Udføres udbedringen af skaden hos den tandlæge, der har forårsaget skaden, fratrækker Tandskadeerstatningen honoraret for selve omgørelsen af det mangelfulde arbejde i honoraret for den samlede skadeudbedrende behandling.

I det tilfælde at den skadeudbedrende behandling udføres af en anden tandlæge end den, der har udført det mangelfulde arbejde, betaler Tandskadeerstatningen for hele behandlingen og opkræver honoraret for den del af omgørelsen, som patienten har krav på, hos den skadevoldende tandlæge.

Forvaltningslovens regler

Siden tandlægernes undersøgelser og behandlinger blev omfattet af patientforsikringsloven i 2004, gælder forvaltningsloven ved behandling af erstatningssagerne (5).

Forvaltningslovens regler om aktindsigt, partshøring, begrundelse og klagevejledning gælder således for erstatningssagernes behandling.

Det betyder bl.a., at sagens parter skal have kendskab til, hvilke dokumenter der ligger til grund forud for sagens afgørelse, og skal have mulighed for at fremkomme med bemærkninger til disse dokumenter.

Ankemuligheder

Når der er truffet afgørelse i en sag, kan sagens parter anke afgørelsen til Tandskadeankenævnet inden tre måneder. Dette er en administrativ ankemulighed, som skal udnyttes, hvis én eller flere parter ikke er enige i afgørelsen og ønsker den afprøvet af en anden instans.

Når Tandskadeankenævnet har truffet en afgørelse, er der mulighed for inden seks måneder at indbringe sagen for domstolene, hvis en part ikke er enig i ankenævnets afgørelse.

Det er ikke muligt at anlægge en sag med krav om erstatning direkte ved domstolene uden først at have anmeldt sagen i det administrative system, som for tandlægernes vedkommende altså er Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning, og have udnyttet ankemuligheden til Tandskadeankenævnet.

Hvilke behandlinger fører til anmeldelse?

Teoretisk kan nærmest en hvilken som helst behandling og/eller manglende diagnostik af en lidelse medføre en erstatningsberettiget skade.

Alle anmeldelser indgivet til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning inddeles i grupper efter type af tandbehandling (se Fig. 8). Behandlingerne specificeres herefter i en underinddeling. På den måde opnås overblik over fordelingen af behandlinger, der har givet grundlag for en anmeldelse. Som det ses af figuren, er det rodbehandlinger, efterfulgt af konserverende behandling (fyldning, opbygning, krone og bro), der hyppigst fører til anmeldelse.

Figur 8. Fordeling af behandlingstyper der fører til anmeldelse i 2013 og 2014.

Skader ved rodbehandlinger kan opstå ved åbning til pulpahulen, bearbejdning af rodkanalerne eller ved rodfyldning.

Den hyppigste skade ses i forbindelse med endodontisk behandling, hvor der sker en afbrækning af et rodinstrument i tanden ved bearbejdning af rodkanalen.

I nogle tilfælde kan rodfilen virke som en tilfredsstillende rodfyldning, og i disse situationer er der ikke sket en skade i erstatningsmæssig forstand (fravær af negative konsekvenser). I andre situationer kan rodfilen under visse forudsætninger fjernes, hvorefter behandlingen kan gennemføres som planlagt. Det giver en fordyrelse, men ikke en fysisk skade. Først når der opstår betændelse omkring rodspidsen, er der sket en erstatningsberettiget skade, hvorefter der typisk kan dækkes udgifter til kirurgisk rodbehandling.

Den hyppigste skadetype ved behandling med stiftopbygninger er parietale perforationer med gennembrud af roden opstået ved stiftudboringen.

I nogle tilfælde kan perforationen udbedres ved en forsegling, men oftest mistes tanden på grund af behandlingen. I sådanne tilfælde ydes erstatning til udgifterne ved et implantat eller en bro, men med fradrag i erstatningen for de udgifter, som skadelidte skulle have afholdt under alle omstændigheder, for at tanden kunne være bevaret på langt sigt.

Hvilke skader indtræder?

På samme måde som behandlingernes type registreres, inddeles også typerne af skader, der herefter kan relateres til de udførte behandlinger (se Fig. 9).

Det ses af figuren, at en stor del af de anmeldte sager afvises med henvisning til, at der ikke er sket en erstatningsberettiget skade.

Figur 9. Forholdsmæssig fordeling af skadetyper i 2013 og 2014.

De hyppigst forekommende skadetyper er skade på tandrødder, der udgør ca. halvdelen af de anerkendte skader. Her skelnes mellem parietale perforationer fx opstået ved rodbehandling eller stiftudboring, knækkede rodfile eller rodstifter, der medfører betændelse eller tab af tanden, rodfrakturer med årsag i overdimensionerede eller fejlplacerede rodstifter, rodresorptioner fx med årsag i tandreguleringer.

Forsømt tandbehandling (manglende rettidig diagnostik og behandling) og nerveskader udgør hver ca. 15 % af de anerkendte skader.

For nerveskaderne registreres, hvilken nerve der er påvirket. Når tilstanden må anses for at være stationær, gennemføres en neurosensorisk undersøgelse, og på baggrund heraf vurderes et eventuelt varigt mén.

Litteratur

1. Bekendtgørelse af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse (2011).

2. Bekendtgørelse om henlæggelse af behandlingen af sager efter lov om patientforsikring til Dansk Tandlægeforenings Patientskadeforsikring og Tandskadeankenævnet. Indenrigs- og Sundhedsministeriet (2003).

3. Anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse (2011).

4. Årsberetning for 2014 – Tandlægeforeningens Patientforsikring.

5. Bekendtgørelse af forvaltningsloven. Justitsministeriet (2014).

Idunn bruker informasjonskapsler (cookies). Ved å fortsette å bruke nettsiden godtar du dette. Klikk her for mer informasjon