PDF-versjonPDF-versjon
UtskriftUtskrift
MobilvisningMobilvisning
Lagre referanse (RIS)Lagre referanse (RIS)
A A A
Del:

www.boernetinget.dk – netside for plejebørn

av Kirsten Holm Petersen

sekretariatsleder i Familieplejen Danmark og redaktør af Børnetinget khp@famdk.dk

www.boernetinget.dk for nuværende og tidligere plejebørn har eksisteret i to år. Hjemmesiden rummer mange intense små og store beretninger om livet som plejebarn anno 2006. Hjemmesiden er på mange måder en succes, men ikke nok plejebørn bruger den. Det er derfor værd at overveje, hvilke barrierer, der for at netop plejebørn går ind og bruger en hjemmeside kun for dem.

”Jeg har det ikke godt med min mor – hun drikker. Hvad kan jeg gøre, så jeg ikke tænker så meget på det?” Hilsen ”Panda” på 10 år, der har boet i pleje i otte år.

”Prøv at være lidt mere sammen med venner eller sig, at du ikke kan lide, at hun drikker … Jeg ved godt, at det er svært, men det hjælper lidt ...” Hilsen ”Minni-Muus” på 12 år.

”Tak for hjælpen”. Hilsen ”Panda”

”Hej Panda. Jeg vil bare lige sige, at jeg kender det godt, Mine forældre drikker også, og

Side: 235

min mor er psykisk syg. De første fem år boede jeg hos dem, og det har påvirket mit liv rigtig meget. Jeg har haft minderne gemt, og lige pludselig kommer de frem, som om tingene sker nu og her … Men jeg har gået til psykolog i perioder, og det har hjulpet mig … Og jeg ved godt, at det kan være irriterende at bo i plejefamilie. Jeg har selv boet i én i fem år, og det er nok det bedste, selv om man kan ønske noget andet … JEG KENDER DET 111 KNUZZ ”Ata” på 13 år, der har boet i pleje i otte år.

”Hey. Kender det godt, Det gjorde min mor også, og jeg tænkte også på det de første år, efter at jeg flyttede. Jeg fortalte min plejemor og hende fra familieplejen, hvordan jeg havde det, men så indså jeg, at mine plejeforældre ikke drak, og så sagde jeg til mig selv, at der ikke var mere at være bange for! Prøv at gøre det samme.

Knus ”Tanse” på 15 år, der har boet i pleje i otte år.

PS. Jeg ved godt, hvordan du har det, men prøv at gøre det. Det skal nok hjælpe på en eller anden måde. Det gjorde det i hvert fald med mig!

Som redaktør af Børnetinget er læsningen af spørgsmålet fra ”Panda” og de tre svar fra andre plejebørn opløftende – selvom det selvfølgelig er på en trist baggrund. Opløften-de, fordi dialogen mellem dem rammer lige præcist det, vi fra Familieplejen Danmark har villet give plejebørn med denne hjemmeside: En mulighed for at skrive om deres inderste tanker og følelser uden voksenindblanding/-påvirkning samt muligheden for at få svar fra de eneste, der kender plejebørns situation til bunds, nemlig plejebørnene selv.

At voksne – lige fra familieplejekonsulenter, sagsbehandlere, plejebørns familie, plejeforældre, eksperter til politikere – har en mulighed for at kigge med og blive klogere, tilføjer efter vores mening hjemmesiden den dimension, der burde give den en helt enestående placering blandt både landets godt 6000 plejebørn og de mennesker, der arbejder med familiepleje og anbringelsesområdet.

Burde! For virkeligheden er noget mere kompleks, hvilket jeg vil komme tilbage til, når jeg senere i artiklen diskuterer udbredelsen af hjemmesiden og hvilke barrierer, der for mig at se kan være for, at mange plejebørn vil tage siden til sig.

Denne artikel vil derudover komme ind på ambitionen om at give plejebørn oplysninger om deres muligheder for medbestemmelse og rettigheder og på den vidensopsamling, der pt. foregår fra siden.

Men først historikken

Familieplejen Danmark (FD) gik i 2003 efter en bevilling fra Egmont Fonden i gang med projekt Børnetinget. Formålet med projektet var at give stemme til plejebørnene selv på et tidspunkt (før f. eks. TABUKA og andre bøger, hvor anbragte og tidligere anbragte kom til orde) hvor det stadig var enestående direkte at spørge de anbragte/ plejebørnene selv.

Side: 236

Projektmedarbejder var sociolog og Ph.D. Hanne Warming, der i samarbejde med FD tilrettelagde et forløb med kvalitative interviews med cirka 15 plejebørn i alderen 10 til 13 år. PÅ baggrund af disse interviews og en række efterfølgende gruppeinterviews med plejebørnene skulle udvælges ti vigtige temaer i plejebørns liv, der herefter skulle lægges på en Internet-side, der i ti uger – en uge for hvert tema – skulle fungere som et forum for landets plejebørn. Den indsamlede viden (interviews plus hjemmeside-indlæg) skulle til sidst samles i en rapport, der kunne overbringes fagfolk, eksperter og politikere som en slags ”Her er, hvordan plejebørn anno 2004 har det og tænker om alt fra anbringelsesreform til ensomhed – brug det!”.

Fra denne periode kan nævnes en række bemærkelsesværdige – men måske ikke så overraskende ting. Den første er, at plejebørnene ELSKEDE at mødes med hinanden. Så meget, at vi måtte ”opfinde” årsager til, at de kunne mødes nogle flere gange end planlagt. Den anden er, at de ti temaer blev meget mere ”nære” end vi havde tænkt. Kom til at handle mindre om anbringelsesreform og socialpolitik på Christiansborgniveau og mere om temaer som ”Hvordan fortæller jeg mine klassekammerater, at jeg er plejebarn?” og ”Savn, ensomhed og splittethed”. Den tredje er, at selv de plejebørn, der fra starten af deres familieplejekonsulent var karakteriseret som veltilpasse og velfungerende, i interviewene med Hanne Warming afslørede, at de – på trods af at de sådan set havde det godt i hverdagen – havde alvorlige ting, der trykkede, og som de ikke betroede til nogen.

De ti Internet-uger blev en succes, både målt i antal indlæg og i den seriøsitet, pleje-børnene lagde for dagen i deres skriverier. Alene den første uge kom der 72 indlæg, og i de ti uger i alt kom der 200 indlæg fra 110 forskellige indlægsskrivere (hvoraf de 107 var plejebørn).

De ti ugetemaer var:
  • Mit liv som plejebarn
  • At have flere familier: Hvor hører man til
  • Skænderier, skældud og dårlig stemning
  • Hvis plejeforældre eller forældre slår eller…
  • Forældre på godt og ondt
  • At skifte hjem
  • De store beslutninger
  • At holde sine problemer for sig selv – eller at tale med nogen
  • Hvis jeg stadig boede hos min familie og ikke var kommet i plejefamilie
  • Døgninstitution og plejefamilie

Den første bog

Da Hanne Warming satte sig til at bearbejde interviews og indlæg, stod det hurtigt klart, at materialet burde udgives i bogform. Og hvad var en mere naturlig titel end ”Har andre plejebørn det som mig?” (Frydenlund 2005). Som det også fremgår af

Side: 237

bogen, var noget af det mest slående ved hele projektet nemlig, hvor STOR en længsel, mange plejebørn har efter at spejle sig i andre plejebørn. Eller som ”Bornholmerpigen” på 17 år skriver: ”Hej, det er rigtig godt, at denne side er kommet til gavn for os pleje-børn/unge, så vi kan få et større fællesskab og hjælpe hinanden med problemer, som vores nærmeste måske ikke kan. Jeg har meget længe ventet og ledt efter sider som denne, hvor det er os plejebørn og unge, der ”styrer” showet. Det er en KANON side, vi har fået os.” (”Har andre plejebørn….s. 161)

Som Hanne Warming skriver i bogens indledende kapitel, henvender bogen sig til alle, der gerne vil vide noget om livet som plejebarn. Det gælder plejebørnene selv, deres forældre og plejeforældre, familieplejekonsulenter og sagsbehandlere, politikere og forskere. I bogen konkluderer Hanne Warming:
  • Anbringelse i familiepleje gør ofte en positiv forskel
  • Børnenes viden om eget liv og livsønsker udgør nøglen til den gode indsats
  • Plejebørn har stort udbytte af at møde andre plejebørn
  • Plejefamiliens væremåde er essentiel for barnets trivsel
  • Forældre spiller på godt og ondt en stor rolle i de fleste plejebørns liv
  • Nogen børn får ingen eller al for sen hjælp.
For at bogen og den guldgrube af viden, den indeholder, ikke blot skulle ende på en række hylder og samle støv, valgte Familieplejen Danmark at få Hanne Warming til at holde heldagsseminarer for vores egne cirka 180 familieplejekonsulenter ud fra temaet: ”Et (mere) børneorienteret tilsyn”. Det er vores indtryk, at familieplejekonsulenterne havde meget glæde af disse dage.

www.boernetinget.dk føres videre

Børnetinget var tænkt som et ti-ugers forsøg. Men hvordan lukker man en succes for så sårbar en gruppe som landets plejebørn? Det gør man ikke, og det valgte Familieplejen Danmark heldigvis ikke at gøre. På nuværende tidspunkt har FD sagt god for at finansiere siden indtil 1.1.2008 – med det håb, at der inden da vil kunne findes ekstern (med-)finansiering.

Undervejs i forløbet med at gøre www.boernetinget.dk semi-permanent, har Familieplejen Danmark, Børnetingets følgegruppe, webmaster og FD’s daværende etiknævn arbejdet med en række emner: En gennemgang af de etiske dilemmaer ved denne form for kontakt til og mellem plejebørn, anonymiseringsprincipper etc. – alt dette materiale ligger på hjemmesiden for interesserede.

Herudover skal nævnes fire ting:For det første, at det hurtigt stod os klart, at ”Har andre plejebørn det som mig?” skulle følges op af en bog, hvor indholdet var skrevet om til børn og unge. ”En pose blandet slik” blev til i et samarbejde mellem Hanne Warming og journalist Tina Juul-Rasmussen med en række plejebørn som sparringspartnere. (Frydenlund 2005).

Side: 238

For det andet, at hvis/når Børnetinget skulle føres videre, så måtte der flere ressourcer til end FD’s sekretariat kunne levere i en travl hverdag. Derfor søgte vi – og fik – midler fra Socialministeriet til at ansætte en medarbejder på halv tid til vidensopsamling fra siden, til at oplyse på siden om plejebørns medbestemmelse og rettigheder, til at undersøge muligheden for chat (noget mange af plejebørnene efterlyser) og til at oplyse om, hvor i landet, der findes netværksgrupper for plejebørn.(Hele ansøgningen ligger på hjemmesiden).

For det tredje, at vi måtte have en brevkasse på hjemmesiden. Men som et af plejebørnene har sagt (frit citeret af mig): ”Jeg orker ikke rigtig at høre på voksne, de kommer med sådan nogen råd om på lang sigt, som jeg ikke kan bruge til noget. Hvis det SKAL være, så skal det være voksne, der selv har været plejebørn”. Børnene ville helst have andre plejebørn som brevkasseredaktører. Vi ville gerne have voksne – så kompromisset blev, at vi valgte at finde tre voksne, tidligere plejebørn, der nu fungerer som brevkasseredaktører.

For det fjerde var vi (måske mest mig…) fristet af at have et element på hjemmesiden, der skulle hedde noget i retning af ”Voksne spørger plejebørn”. Her kunne voksne (eksperter, familieplejekonsulenter, studerende og måske journalister) få mulighed for at spørge plejebørn om håndplukkede, relevante emner, og vi kunne således bruge Børnetinget som et virkeligt talerør. Men kloge mennesker kom med et råd, som vi tog til os: ”Lad være! Voksne kommer let til at fylde så utroligt meget, og så sidder pligtopfyldende plejebørn og svarer på voksen-spørgsmål i stedet for at skrive med hinanden.” Så vi lod være.

Hvad nu? Vidensopsamling, rettigheder og barrierer

Pr. 1. marts 2006 (og frem til årsskiftet 2007/2008) er sociolog Stinne Louise Hansen ansat på Børnetinget. En af Stinnes store arbejdsopgaver bliver at udvikle en metode for en meningsfyldt vidensopsamling for Børnetinget – både debatindlæg og spørgs-mål til brevkassen. Hvad er plejebørn og tidligere plejebørn optaget af, hvor trykker skoen – og udvikler dette sig over tid? Vi har talt om, at der ud fra de hidtidige indlæg skal udvikles en meningsfyldt tematisering. Det er for tidligt at sige noget om de temaer, som vil blive samlet op. Men Familieplejen Danmark har over for Socialministeriet forpligtet sig til at udsende nyhedsbreve fra Børnetinget, og vi satser på, at det første nyhedsbrev med vidensopsamling udkommer inden jul i år.

En af de øvrige store arbejdsopgaver er at videreformidle oplysninger til plejebørn om deres rettigheder. Ideen til dette kom fra et af de plejebørn, der gav os god sparring på ”En pose blandet slik” – en fyr på 17/18 år. Han sagde (igen frit citeret) noget i retning af: ”Det ville være rart at kende sine rettigheder, når man til møder med sagsbehandlere, plejeforældre og tit en masse andre voksne skal tale om sin egen situation”.

Side: 239

Vi synes selv, at ordet ”rettigheder” er fattigt. For vores ønske er ikke at gøre pleje-børn til paragrafryttere, der sidder med næsen bøjet over love og vejledninger i stedet for at leve deres hverdagsliv. Og vi har mødt kommunale reaktioner, der går på, at vi kan gøre livet svært for relationen mellem plejebørnene og de voksne (i kommunen og blandt øvrige fagfolk), der har som deres arbejde at sørge for, at plejebørnene OG deres forældre får den bedst mulige behandling.

Alligevel må vi konstatere, at der er et ønske blandt mange plejebørn om at vide noget om, hvad de har ”ret” til. Og lov til. Og medindflydelse på.

Derfor har vi det som en ambition, at man på hjemmesiden under overskriften ”Medindflydelse og rettigheder” skal kunne finde en masse emner, der har relation til plejebørns liv: Samvær, skift af plejeforældre, lommepenge, fritidsinteresser, kontaktperson, skift af tilsynsperson etc. etc. Og det er vores ambition at skrive om dette på en måde, så det fremgår, hvad loven/vejledningen/reglerne siger – samt hvordan praksis ofte er. Og så vi samtidig peger på, hvordan man mest hensigtsmæssigt arbejder på at få sine ønsker/krav opfyldt – i en dialog med forældre, plejeforældre, familieplejekonsulenter og sagsbehandlere. Noget plejebørnene også selv har peget på er vigtigt. Men også så de i sidste ende ved, hvad der er det retlige grundlag.

Og så til smertensbarnet …

Vores nuværende webmaster, Stefan Juul Gunnersen, har siden hjemmesidens start ført statistik over brugen af hjemmesiden via tal fra Hit Count og Google Analytics. Ud fra disse kan vi se, at hjemmesiden har cirka 15 ”unikke” antal besøg om dagen (dvs. kontakt fra 15 forskellige computere, men hvor hver computer godt kan dække over kontakt fra flere personer eller samme person flere gange). Der er i hele perioden fra 1. april 2004 til maj 2006 skrevet 607 indlæg, mens der har været 106 spørgsmål til de tre brevkasseredaktører.

Kigger vi alene på 2006, siger statistikken ifølge webmaster, at siden har omkring 300 regelmæssige brugere. Antallet af indlæg pr. uge fra plejebørn er faldet fra cirka seks i 2004 til cirka fire i 2006.

Er der mange, der bruger hjemmesiden – eller få? Tja. Ud fra, at der er cirka 6000 plejebørn i Danmark, flere tusinde sagsbehandlere og mange hundrede familieplejekonsulenter (voksne kan ikke skrive på siden, men de kan jo få meget ud af at læse børnenes indlæg), synes vi, at potentialet er langt, langt større. Og vi diskuterer tit, hvorfor ikke flere plejebørn bruger siden – når vi nu ved, at stort set alle de plejebørn, vi kommer i kontakt med, ”tænder” på ideen om at kunne kommunikere med andre plejebørn. Jeg kommer her med nogle bud, som vi har diskuteret i Børnetingets følge-gruppe, blandt brevkasseredaktørerne og i andre fora. De er:

  1. At plejebørn – ligesom så mange andre børn – ønsker at kunne ”chatte” i stedet for som nu at skrive indlæg til en webmaster, som så lægger de anonymiserede indlæg

    Side: 240

    på siden. Dette ved vi positivt, både fra de børn, Hanne Warming oprindeligt interviewede og fra mange indlæg på hjemmesiden. Vi har indtil videre valgt IKKE at give muligheden for chat af hensyn til plejebørnenes sikkerhed, men vi tænker løbende på, om der er mulighed for ”sikker chat”.
  2. At mange plejebørn ikke ønsker at bruge plejefamiliens Internet-forbindelse til noget, der kan opfattes som en kritik af plejefamilien. Særligt ikke, hvis husets eneste computer står i stuen. (Omvendt kender vi til plejeforhold, hvor plejefamilien hjælper plejebarnet til at komme ind på siden).
  3. At nogle plejefamilier ikke ønsker, at deres plejebørn bruger familiens Internet-forbindelse (hvilket vi, ved fra familieplejekonsulenter, kan være et problem) – og at plejefamilierne kan være utrygge ved, hvad deres plejebørn suger til sig fra Børnetinget.
  4. At plejebørn ønsker at ligne andre børn og distancere sig fra dét, at de er plejebørn. Er tilsyneladende i modstrid med ønsket om at spejle sig i andre plejebørn – og så alligevel ikke!

På vores ønskeseddel for Børnetinget står at få vakt interesse for at foretage en undersøgelse af mulige barrierer for både plejebørns, plejefamiliers og familieplejekonsulenters/sagsbehandleres brug af www.boernetinget.dk, herunder selvfølgelig om og hvordan disse barrierer kan brydes.

Denne viden synes uundværlig, for at Børnetinget kan blive en forankret del af plejebørns og fagfolks bevidsthed.


© Universitetsforlaget

nsa/2006/03

Nordisk sosialt arbeid 03/2006

ISSN Online: 1504-3037

ISSN Print: 0333-1342

  •  
PDF av hele heftet