46. DHR Kendelse 2010-02-25 UfR 2010 s. 1436

Kaution. Hæftelsesomfang.

Eneejer af og direktør i anpartsselskab kautionerede for selskabets lån i en bank. Bankens almindelige betingelser var en integreret del af det underskrevne aftalekompleks. I overensstemmelse med vilkår i de almindelige betingelser hæftede kautionisten for såvel lånekapitalen som kreditrenter og rykker- og inkassogebyrer.

47. DHR Dom 2010-03-23 UfR 2010 s. 1628

Kaution. Lempelse ved misforhold mellem kautionens omfang og kautionistens økonomi.

Forældrene til en landmand kautionerede i 2001 for dennes engagement med en sparekasse i forbindelse med optagelsen af et lån på DKK 1.500.000 og bevilling af en kassekredit på DKK 250.000. Sønnens landsbrugsejendom var vurderet til ca. DKK 5,6 mio. og belånt med DKK 4,1 mio. Kautionen var på DKK 750.000. Sparekassen anså engagementet med sønnen for risikobetonet og vejledte forældrene herom. Kassekreditten blev løbende – med forældrenes vidende og samtykke – udvidet. I 2003 opsagde sparekassen kreditten. Der var da trukket DKK 1,4 mio. på kassekreditten. Ejendommen blev solgt på tvangsauktion for DKK 6 mio. Sparekassen afkrævede kautionisterne kautionsbeløbet på DKK 750.000. Højesteret fandt det med henvisning til den aftaleretlige generalklausul i aftalelovens § 36 urimeligt fuldt ud at gøre kautionsforpligtelsen gældende og nedsatte den til DKK 350.000. Højesteret henviste til, at der forelå privat kaution overfor et pengeinstitut for et familiemedlems erhvervsmæssige gæld, at kautionen var udformet så den også dækkede al fremtidig gæld til sparekassen, at kassekreditten løbende blev udvidet, og at der var et misforhold mellem kautionsforpligtelsens omfang og kautionisternes beskedne økonomi.

Se kjennelse nr. 93 DHR Kendelse 2010-01-26 UfR 2010 s. 1181 under hovedkategorien Tingsrett.

Se dom nr. 66 NHR Dom 2010-06-01. Rt. 2010 s. 664under hovedkategorien Pengekravsrett.

48. NHR Dom 2010-06-07. Rt. 2010 s. 710

Kjøp av fast eiendom. Prisavslag

I et tilfelle hvor oppgradering av eiendommen til kontraktsmessig stand ville koste mer enn 35 % av kjøpesummen, kunne kjøperen heve kjøpet i stedet for å kreve prisavslag, avhendingsloven nr. 93/1992 §§ 4-12 og 13.

49. DHR Dom 2010-02-08 UfR 2010 s. 1360

Produktansvar. Mangelsansvar. Selvbeskadigelse.

Et gartneri købte et kraftvarmeværk med en gasmotor, hvis plejlstang knækkede, hvilket medførte motorhavari, driftsstop og driftstab. Gartneriet handlede med et dansk selskab, hvis moderselskab var producent af kraftvarmeværket og havde fremstillet og indsat plejlstangen i gasmotoren. Under en sag om erstatning for driftstabene blev producenten frifundet. Højesteret udtalte, at det havari på motoren, som bruddet på plejlstangen forårsagede, var ”en skade på selve produktet (selvbeskadigelse)” og dermed måtte anses som ”et udslag af en køberetlig mangel ved motoren og ikke som en produktskade på motoren”. Der var endvidere ikke påført planterne i gartneriet en

fysisk skade. Der var heller ikke i øvrigt grundlag for at pålægge producenten erstatningsansvar for driftstab ved planternes langsommere tilvækst og mindre udbytte.

50. DHR Dom 2010-03-31 UfR 2010 s. 1689

Køb af virksomhed kombineret med ansættelse af hidtidige ejer. Uberettiget bortvisning. Tabsopgørelse.

Som led i et selskabs køb af en virksomhed blev det aftalt, at dennes hidtidige ejer skulle ansættes som salgsdirektør i 1 år uopsigeligt fra selskabets side. Godt 2 måneder efter, at han tiltrådte stil- lingen, blev han bortvist. Der var ikke under sagen fremkommet noget, der gav grundlag for at fastslå, at han aktuelt havde misligholdt ansættelsesforholdet ved udeblivelse, tilsidesættelse af anvisninger eller manglende rapportering. Der var heller ikke grundlag for i en mailkorrespondance at indlægge en tilkendegivelse om fremtidig misligholdelse i den resterende del af ansættel- sesperioden, som gav grundlag for bortvisning – dette måtte forudsætte sikkerhed for, at han senere ville udvise en adfærd, der indebar aktuel, hævebegrundende misligholdelse. Den med urette bortviste direktør havde herefter som udgangspunkt krav på at blive stillet økonomisk, som han ville være stillet som ansat i hele den aftalte uopsigelighedsperiode på 1 år. Efter den kontraktmæssige sammenhæng mellem prisen for virksomheden og aftalen om efterfølgende løbende vederlag i 1 år, som var sikret ved uopsigeligheden, kunne der ikke ud fra sædvanlige ansættelsesretlige tabsbegrænsningsbetragtninger ske fravigelse af det nævnte udgangspunkt.

51. IHR Dom 2010-06-16. Sag nr. 153/2010

Aftale. Lån eller leasing. Indekssikring. Kurssikring.

L og J indgik en såkaldt bilkontrakt i maj 2006, hvor T tog på en selvskyldnerkaution, hvoraf det fremgik at J blev ejer af den pågældende bil efter fire år hvis han havde overholdt alle betalinger. De månedlige leasingydelser skulle J betale 48 gange. Kontrakten indeholdt en bestemmelse om at den var kurssikret og at alle beløb var knyttet til udenlandske/islandske valutaer i bestemte forhold, og blev reguleret i forhold til dem til enhver tid. Kursen/indekstallet havde udgangspunkt i udbetalingsdagen for kontrakten, og leasingydelsen blev reguleret ud fra ændringer af kurs og Libor-renter for de udenlandske valutaer som leasingydelsen skulle betales i. Størrelsen af de månedlige ydelser voksede, og J kunne ikke betale ydelserne fra og med juli 2008. L gjorde så brug af misligholdelsesbestemmelserne i kontrakten og krævede blandt andet J for forfalden leasingafgift og for restbeløbet ifølge kontrakten. Parternes uoverensstemmelse drejede sig om tre forhold, om deres kontrakt var en lånekontrakt eller en leasingkontrakt, om den drejede sig om en forpligtelse i udenlandsk valuta eller i islandske kroner der blev reguleret i forhold til kursen på udenlandske valutaer, og endelig om en sådan kurssikring, hvis det var det, var tilladt ifølge loven.

IHR tog blandt andet i betragtning at der i betalingsoversigten der var bilagt kontrakten, blev talt om lån, og at kontrakten indeholdt bestemmelser om renter der skulle betales samtidig med afdra- gene. Endvidere blev det forudsat at L ved misligholdelse kunne opsige og tilsvarende afkræve J fuld betaling til udløbet af aftalens løbetid. Desuden måtte man tage i betragtning at J ikke havde anmodet om at leje en bil fra L, tværtimod havde J valgt bilen og aftalt køb af den uden at L havde haft noget med det at gøre. Man måtte derfor betragte det som at L rent faktisk havde ydet J et lån til køb af en bil som L formelt set havde valgt at udforme som en leasingaftale. Man tog derfor udgangspunkt i at det drejede sig om en lånekontakt i islandsk lov om renter og værdisikring nr. 38/2001, kapitel VI’s forstand. Man anså at kontrakten mellem parterne klart indebar at den drejede sig om et lån i islandske kroner. Købsprisen for bilen og de månedlige ydelser var angivet i islandske kroner. Endvidere fremgik det direkte at det islandske beløb for hvert afdrag skulle ændre sig i overensstemmelse med kursen på de udenlandske valutaer der var taget udgangspunkt i. Af denne grund ansås det for utvivlsomt at aftalen mellem parterne drejede sig om en forpligtelse i islandske kroner der således var underlagt bestemmelserne i islandsk lov nr. 38/2001, kapitel VI. Det blev gennemgået at man i bemærkningerne til det lovforslag der blev til lov nr. 38/2001 og andre tolkningsakter til den, gentagne gange blev fremhævet at den indebar en ophævelse af hjemler til at knytte forpligtelser i islandske kroner til kurser på udenlandske valutaer, og at det var rimeligt at fjerne enhver tvivl i så henseende. Man anså at den lovgivende myndigheds vilje var udtrykt klart derved at der i ordlyden af lov nr. 38/2001, §§ 13 og 14 kun forelå bestemmelser om ret til at anvende

visse angivne arter værdisikring mens der ikke anførtes de arter som det ikke var tilladt at anvende. Islandsk lov nr. 38/2001 tillod ikke at lån i islandske kroner blev værdisikret ved at knytte dem til kursen på udenlandske valutaer. Endvidere var reglerne i lov nr. 38/2001, §§ 13 og 14 ufravigelige, jf. samme lov, § 2, og derfor kunne der ikke indgås aftale om et grundlag for værdisikring der ikke havde støtte i loven. Bestemmelserne i L og J’s kontrakt om kurssikring havde derfor været i modstrid med disse bestemmelser i loven, og de var af den grund ikke forpligtende. J og T blev derfor frikendt for L’s krav.

52. SHD Dom 2010-02-23. NJA 2010 s. 58

Fråga om rätt till mäklarprovision när överlåtelseavtalet hävts på grund av att köparen inte fullgjort sin betalningsskyldighet

Ett bolag hade som huvudsaklig tillgång en fastighet. Sedan bolagets delägare anlitat en fastighetsmäklare, överläts delägarnas andelar i bolaget till en av mäklaren anvisad köpare. Enligt överlåtelseavtalet var överlåtelsen villkorad av att köparna fick för värvstillstånd. Avtalet innehöll dessutom en bestämmelse om att äganderätten skulle övergå till köparna först sedan köpeskillingen i sin helhet hade erlagts och en bestämmelse om att överlåtarna hade rätt att häva avtalet och få skadestånd om köparna inte avtalsenligt fullgjorde sina åtaganden. Sedan köparna underlåtit att betala köpeskillingen hävdes köpet av säljarna. Fråga uppkom därefter om mäklaren var berättigad till avtalad mäklarprovision – 740.000 kr – genom att överlåtelseavtal hade slutits och förvärvstillstånd beviljats eller om det dessutom krävdes att köparna hade betalat köpeskillingen så att avtalet inte hade hävts. Högsta domstolen konstaterade till en början att överlåtelsen avsåg andelar i ett bolag och att det inte fanns några lagbestämmelser rörande förmedling av sådan lös egendom. Inte heller fanns det några generellt tillämpliga lagbestämmelser om rätten till mäklarprovision. Däremot fanns en bestämmelse om rätt till mäklarprovision i fastighetsmäklarlagen. Av den bestämmelsen och dess förarbeten liksom av doktrinen framgick att det var en sedan länge etablerad utgångspunkt att en mäklares rätt till provision – om inte annat avtalats mellan uppdragsgivaren och mäklaren – är beroende av att ett avtal sluts mellan uppdragsgivaren och en motpart som mäklaren anvisat, men i princip inte påverkas av att avtalet hävs eller av annan anledning inte fullgörs. Enligt Högsta domstolen innebar detta att mäklaren bar avslutsrisken men inte fullgörelserisken. Härav följde att mäklaren normalt har rätt till provision även om uppdragsgivaren och dennes motpart avtalat att en överlåtelse ska kunna hävas vid kontraktsbrott. Att Högsta domstolen i ett avgörande år 1986 inte tillämpat denna grundläggande princip hade berott på att detta kunde leda till överraskande och konsumenträttsligt inte godtagbara resultat. Dessa skäl gjorde sig inte gällande med samma styrka när uppdragsgivaren – som här – var en näringsidkare. I förevarande fall hade det inte inverkat på parternas avtalsbundenhet att säljarna enligt en avtalsbestämmelse kunde häva avtalet om köparna inte betalade köpeskillingen. Sedan förvärvstillstånd getts hade avtalet i stället blivit bindande på båda sidor. Mäklaren var därför berättigad till avtalad provision, fastän köparna inte fullgjort sin betalningsskyldighet och säljarna till följd därav hävt avtalet. – Målet avgjordes av Högsta domstolen i dess helhet.

Lagrum: 1 och 2 §§ fastighetsmäklarlagen (1995:400), 15 § lagen (1983:81) om fastighetsmäklare, 28 § lagen (1914:45) om kommission, 13 § kommissionslagen (2009:865), 12 § lagen (1991:351) om handelsagentur och 4 kap. 5 § jordabalken

Se dom nr. 79 DHR Dom 2010-01-28 UfR 2010 s. 1186 under hovedkategorien Prosess.