Flyulykke. Forsikring. Erstatning.

I marts 2003 blev et fly der blev drevet af F, fløjet i jorden ved roden af bjerget Eystra-Miðfell. Om bord i det var piloteleven U og E der var flyveinstruktør ansat af F. Ved ulykken fik U en fysisk skade, og han krævede erstatning for den i sagen. I Hæstirétturs dom blev den konklusion hos underretten stadfæstet at ulykken kunne henføres til E’s uagtsomhed, og at han derfor var ansvarlig for den, men at F der ikke på nogen måde var skyldig i ulykken, var erstatningspligtig sammen med E som hans arbejdsgiver. Flyet var forsikret hos N, og ifølge forsikringspolicen drejede det sig om en ansvarsforsikring ved anvendelse af et fly ifølge islandsk lov nr. 60/1998 om flytransport, § 131, stk. 1, ansvarsforsikring for transportør ifølge samme paragraf, stk. 3, ulykkesforsikring ved privat- og instruktionsflyvning ifølge paragraffen, stk. 5 og kaskoforsikring. N’s opfattelse var at U kun havde ret til erstatning ifølge ulykkesforsikring ved privat- og instruktionsflyvning eftersom U ikke kunne anses for at være passager i flyet i islandsk lov nr. 60/1998, kapitel X’s forstand og dermed heller ikke ifølge forsikringens betingelser. Der forelå i sagen betingelser for flyveulykkesforsikring til privat- og instruktionsflyvning som ubestridt gjaldt for ovennævnte ulykkesforsikring. I sin konklusion udtalte Hæstiréttur at man ved betragtning af bestemmelserne i disse betingelser måtte være opmærksom på at de efter deres ordlyd udtrykkelig drejede sig om forsikring ved privat- og instruktionsflyvning. Eftersom der fandtes særlige bestemmelser i forsikringsbetingelserne angående ansvarsforsikring for passagerer, kunne det alene af den grund ikke opretholdes at kun den kunne regnes for passager der var omfattet af en bogsta- velig udlægning af islandsk lov nr. 60/1998, § 86, stk. 1, og at der af den grund ikke kunne være tale om passagerer i privat- og instruktionsflyvninger. Det stod ubestridt at E alene havde styringen af flyet da det forliste, og man måtte af den grund betragte U som passager i flyet i N’s forsikringsbestemmelsers forstand, og han faldt således under ansvarsforsik- ringen ud over den lovpligtige ulykkesforsikring. Eftersom E’s erstatningspligt over for U ikke beroede på de særlige regler i islandsk lov nr. 60/1998, skulle han ikke betale erstatning, jf. islandsk lov om erstatning nr. 50/1993, § 19, stk. 3 og § 21, punkt 3, og han blev derfor fri- kendt for U’s krav. Man kunne derimod ikke give medhold i at ovennævnte bestemmelser i islandsk lov nr. 50/1993 omfattede F, og det var derfor erstatningspligtigt over for U. Endvidere skulle F og N in solidum betale U erstatning for smerte og erstatning for midlertidigt arbejdstab og varig invaliditet.

Se dom nr. 11. NHR Dom 2007-10-12. Rt 2007 s. 1415