Offentlige ansatte. Forvaltning.

T var blevet beskikket som overlæge på R i året 1991. I året 2002 traf hospitalets direktion beslutning om at gå i gang med forberedelser til organistatoriske strukturændringer hos dets ledere, således at de i fremtiden skulle være ansat i 100% stilling og ikke måtte udføre andet arbejde uden for hospitalet end undervisning på hospitalet samt diverse universitetsarbejde. T drev privatklinik sideløbende med sin overlægestilling. Han fik meddelt at der var truffet beslutning om at fritage ham for ansvaret og lederfunktionerne som var knyttet til overlægestillingen, og at hans fremtidige arbejdsfunktioner skulle bestå af speciallægeopgaver på psykiatriområdet. Han fik meddelt at denne afgørelse var taget i medfør af § 19 i tje- nestemandsloven nr. 70/1996 hvor der findes hjemmel for at foretage stillingsændring og at de ansatte må tåle ændring af deres funktioner og arbejdsfelt, og at man efter denne ændring ikke fandt grundlag for bemærkninger til hans private erhverv. T krævede at afgø- relsen blev annulleret, subsidiært at det blev anerkendt at denne afgørelse var retsstridig. R fik ikke medhold i at denne afgørelse ligger inden for § 19’s rækkevide i loven, men derimod

fandtes den at indebære afsked af indstævnte som overlæge og forflyttelse til en ny stilling. Der forelå ikke andet om ansættelsesophøret hos T end at det byggede på § 25 og kap. 6 i lov nr. 70/1996 jf stk. 3 i lovens provisoriske bestemmelse. Det fandtes derfor at R ikke havde været berettiget til at gennemføre den omtalte ændring af T’s stilling.