Ekspropriation. Miljøret.

Ejer af landbrugsejendom fik i 1986 tilladelse til indvinding af 100.000 m³ sand og grus om året på ejendommen på grundlag af bl.a. en myndighedsudtalelse om, at grundvands- kvaliteten ikke ville blive påvirket. I 1997 blev der til sikring af grundvandsinteresser indsat en bestemmelse i miljøbeskyttelsesloven, § 20 a, indeholdende et generelt forbud mod tilførsel af jord til råstofgrave – med mulighed for dispensation. Ejeren af den nævnte landbrugsejendom søgte om dispensation, men fik afslag – ejendommen lå i grundvandsdannende opland, der udgør en fremtidig reserve af drikkevand, og den fyldjord, som allerede var tilført grusgraven, var forurenet. Ejeren krævede herefter erstatning under anbringende af, at afslaget udgjorde ekspropriation. Da § 20 a har til formål at sikre drikkevandsinteresser og indebærer en almindelig, miljømæssigt begrundet regulering, og da ejeren ikke havde godtgjort, at fortsat tilførsel af fyldjord ville kunne ske uden fare for grundvandet, kunne de økonomiske virkninger af afslaget på dispensation ikke anses for et ekspropriativt indgreb.