Embedsmænd. Forvaltning. Magtfordrejning. Proportionalitet. Erstatning.

I året 2000 blev V udnævnt af socialministeren som direktør for Ligestillingsrådet for 5 år. Hun var samtidig formand for bestyrelsen af Akureyri Teater. I året 2002 var hun med til at ansætte en ny teaterchef. I en udtalelse fra klagenævnet for ligestillingssager fra samme år kom det frem til det resultat at denne afgørelse var i strid med § 24, stk. 1 i ligestillingsloven nr. 96/2000 og herredsretten kom frem til den samme konklusion ét år senere. Efter at dommen forelå ønskede V at få et møde med ministeren, hvilket fandt sted lidt senere. Ind-

ledningsvis under mødet udtalte ministeren at V ikke længere nød hans tillid og foreslog hende selv at søge sin afsked. V gik med til dette hvorefter ministeren afgav en pressemeddelelse som gik ud på at de var kommet overens om at hun tog sin afsked. Et halvt år senere afsagdes en Højesteretsdom i teaterchefsagen, hvor man kom til den konklusion at Akureyri Teater ikke havde overtrådt ligestillingsloven nr. 96/2000. V krævede den islandske stat om erstatning p.g.a. afskeden og gjorde gældende at hun havde søgt om afsked i.h.t. ministerens krav og at hun havde været uden skyld fra heri. I Højesterets dom blev der henvist til at der ikke var blevet fremført nogen begrundelse for at ministeren ikke havde kunnet opnå det samme mål, d.v.s. at skabe fred omkring Ligestillingsrådets virksomhed, ved at suspendere V indtil Højesteret var kommet til en afgørelse i teaterchefssagen, sådan som hun havde foreslået. Det blev antaget at hensynet til proportionalitet ikke var blevet iagttaget da forvaltningsakten blev truffet. Det måtte antages at med sine bestemte erklæringer under mødet havde ministeren fortkortet proceduren frem til det tilstræbte mål ved faktisk at presse V til at tage sin afsked. Retten fandt at dette var uforeneligt med den forvaltningsretlige grundsætning, at det er retsstridigt under forberedelse og afgørelse af en forvaltningsakt at tilsidesætte de lovbestemte skridt, som er påbudt for at sikre partens retssikkerhed. Det fandtes at ministeren havde pådraget staten erstatningsansvar overfor V. Med hensyn til retspraksis og omstændighederne i sagen fandtes det passende at staten betalte V 6.000.000 kroner i erstatning og at dette også omfattede erstatning for tort som hun var berettiget til i henhold til § 26, stk. 1 i erstatningsansvarsloven, samt ydelser til hende som hun allerede havde modtaget og svarede til 6 måneders løn.