Forsikringsret. Ulykkesforsikring.

Ulykkesforsikringstager A pådrog sig under rejse til New York legionærsyge med mén på 40 % til følge. Ulykkesforsikringen dækkede «ulykkestilfælde, hvorved forstås en tilfældig af den forsikredes vilje uafhængig pludselig udefra kommende indvirkning på legemet, som har en påviselig beskadigelse af dette til følge». Det var ubestridt, at A havde været udsat for «en tilfældig af den forsikredes vilje uafhængig» hændelse, som påførte ham legionærsyge og deraf følgende legemsbeskadigelse. Spørgsmålet var derfor alene, om der er tale om en «pludselig udefra kommende indvirkning på legemet». Højesteret udtalte, at definitionen af et ulykkestilfælde giver anledning til en række afgrænsningsproblemer. En privat ulykkesforsikring er imidlertid ikke en sygeforsikring, og definitionen må forstås på denne baggrund. A’s sygdom var forårsaget af smitte med legionellabakterier gennem luftvejene, og der er langvarig praksis for, at et sådant tilfælde som udgangspunkt ikke anses for at være en «pludselig udefra kommende indvirkning på legemet». Efter det anførte om forholdet mellem den private ulykkesforsikring og en sygeforsikring, og under hensyn til at det efter sædvanlig sprogbrug ikke forekommer naturligt at betragte en smitteoverførsel som den foreliggende som et ulykkestilfælde, fandt Højesteret – selv om anvendelsen af definitionens betingelser på et tilfælde af smitte som det foreliggende efterlader en tvivl, som det havde været hensigtsmæssigt at afklare gennem en udtrykkelig dækningsundtagelse – ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte den nævnte praksis. Da der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, som kunne begrunde, at udgangspunktet blev fraveget, blev forsikringsselskabet frifundet.