Erstatning. Personskade. Erhvervsevnetab. Godtgørelse for varigt mén. Grundloven.

J var læge, specialist på Rigshospitalets narkoseafdeling da han kom til skade i en bilulykke. Skaden medførte lammelse i ben og overkroppen op til skuldrene og stærk lammelse i armene. Varigt erhvervsevnetab fastsattes til 100% og varigt mén fastsattes til 90%. Ved udbetaling af erstatning fra forsikringsselskabet S til J stillede J forbehold. For det første at bestemmelsen i § 7. stk. 3 i erstatningsansvarsloven nr. 50/1993 om maksimum for indtægter i sammenligningsgrundlaget var i strid med hans grundlovssikrede rettigheder. For det andet at han ikke fik betalt tillæg til erstatning for varigt mén i medfør af hjemmel i § 4, stk. 1 i den nævnte lov. Højesteret kom til det resultat at lovgivningsmagtens skøn som fremgår af § 7, stk. 3 i lov nr. 50/1993 ikke var usagligt. Det omfattede alle på samme måde som var i en lignende situation jf. grundlovens § 65. Hvad angår betaling for godtgørelse for varigt mén gjorde J gældende atomhansmén gjaldt helt specielle hensyn, idet hans stilling og forhold var forstyrret i meget høj grad. Højesteret tiltrådte at retfærdighed talte for at hans godtgørelse blev forhøjet herfor, idet det vurderede 90% varige mén ikke fandtes at give fuld dækning for hans mén. Godtgørelsen blev forhøjet med 35%. Dissens.