Søfart. Bjærgning. Aftalt slæbning anset for bjærgning.

Et skib drev rundt ude i Atlanterhavet uden besætning med slagside som følge af, at
dækslasten bestående af telefonpæle havde løsnet sig. Et bjærgningsfartøj, der befandt sig i nærheden, deltog i en redningsaktion vedrørende besætningen. Der fandtes at have foreligget en så nærliggende fare for forlis, hvis der ikke blev grebet ind, at skibet måttet anses for at være "stedt i fare". En aftale med bjærgningsfartøjet om slæbning af det nødstedte skib til havn
mod en bestemt dagsrate med forbehold for mandskabets krav på bjergeløn måtte anses for en bjærgning. Bjærgningsfartøjets rederi hæftede herefter for mandskabets krav på bjærgeløn. Højesterets flertal fandt ikke grundlag for at forstå aftalen om slæbning således, at det aftalte vederlag herefter udgjorde rederiets andel af bjærgeløn. Den samlede bjærgeløn blev fastsat til ca. 10 % af værdien af skib og ladning.